Kampen for fremtiden

Vi er godt nok i December, men kampen mod Brøndby er muligvis årets vigtigste kamp, muligvis sæsonens vigtigste kamp.

Jeg har nu i et par uger prøvet at skrive en artikel om hvorfor kampen mod FCN var den kamp der bedst tegnede Ståle Solbakkens nye FCK, specielt sat op mod Ariël Jacobs’ FCN kampe, men jeg kan simpelthen ikke få hul på den. Det må blive en vinterpause ting og så må jeg hive noget video gøjl ind over. Men selv om den var interessant på den måde, så var den ikke lige så vigtig som kampen mod Brøndby tegner til. Dertil er FCN alt for langt fra fordums styrke.

Kampen mod Galatasaray var imponerende. Men det var en, om man så må sige, gratis indsats. Der skal forhåbentlig ikke det store til for at motivere sig selv til at spille en Champions League kamp i Parken og da vi først var kommet lidt tilfældigt foran, så mindede det ærlig talt om den slags “store” europæiske indsatser man før har set fra danske hold, en stædig kamp for at holde modstanderne fra fadet der kun lykkes med hiv og med sving. Mod Juventus blev der hevet i Llorente og svunget med armene og så blev en lignende indsats i stedet til et af de nederlag der ofte bliver omtalt som hæderligt.

Ser vi bort fra Champions League og så kampen mod FC Nordsjælland, så har vi på det seneste haft en længere række kampe som vel bedst kan beskrives som gennemsnitlige. Mondæne. Der har været lyspunkter, Youssef Toutouhs pludselige markering som reelt alternativ på den centrale midtbane, Igor Vetokele der er begyndt at score mål, Thomas Delaney og Rurik Gislason der fortsætter hvad der forhåbentlig er deres endelige gennembrud i det københavnske, men samtidig en række kampe der har budt på diverse forfærdelige indsatser, enten af hele holdet i en halvleg eller af enkelte spillere over en hel kamp (jeg kigger i din retning, Nicolai Jørgensen). Vi har set en angrebskæde der, udover Vetokele, havde så lidt at byde ind med at Daniel Braaten blev de facto førsteangriber. Vi har set en forsvarskæde der stadig lider under individuelle fejltagelser, enten af typen som man havde håbet vi var sluppet for nu (Mellberg) eller af typen som vi åbenbart aldrig slipper for (Wiland, Sigurdsson). Vi har set Christian Bolaños. Ikke meget, men vi har set ham.

Det har været op, det har været ned, der har heldigvis været mest fremskridt men det har hele tiden været to skridt frem, et tilbage. Vi er blevet bedre til at komme i gang efter en dårlig halvleg, men vi spiller stadig den dårlige halvleg. For al den udvikling som Delaney, Toutouh, Gislason, Vetokele og selv Claudemir og for den sags skyld Lars Jacobsen har vist, så er der spillere som Bolaños og Adi som virker til at være milevidt fra holdet og vel egentlig også en Nicolai Jørgensen der stadig ikke har formået at løfte sit bundniveau siden det imploderede efter et par mislykkede landskampe sidste sæson.

Så der skal arbejdes hårdt i vinterpausen, både med det spillermateriale vi har og også med at få tilført tiltrængte nye kræfter. Ikke mindst fordi de ude på Vestegnen allerede har været godt i gang med det og med større succes end vi har de sidste par sæsoner.

Derfor er kampen mod Brøndby så vigtig. Det er ikke sidste sæsons Brøndby hold, en samling spillere med større navne end evner, anført af en træner uden nogen af delene, i en klub uden penge, med en ledelse uden moral, på et stadion uden tilskuere. Brøndby er kommet ud af dødsspiralen, ganske vidst ved at smide andre folks penge efter problemet indtil det forsvandt men det er forsvundet. Og pengene strømmer stadig ind.

Og ud igen og hele situationen minder mest af alt om bolig-boblen der førte til den finansielle krise men indtil den popper, så er Brøndby gået fra en syg patient til førsteudfordreren til både mesterskabet og pladsen som lokomotivet i dansk fodbold. Der er hentet dyrt ind, bevares, men de har også ramt plet med deres indkøb, noget der for en FCK fan vækker svage minder om at det gjorde vi vist nok også engang, for længe siden. De har hentet både store navne og store talenter og begge har præsteret stort set fra dag et, eller i hvert fald fra dag to. De har en ung træner med et godt navn og et fast system, de har fået de fans tilbage der ellers stod af da tingene så skidte ud (bare lad være med at nævne ordet “medløber”) og det kan da godt være at det finansielle aspekt stadig ser lidt suspekt ud, med dyre kontrakter, flere udgifter end indtjening, en stadig manglende hovedsponsor og en række storaktionærer som man godt kunne have mistænkt for at cashe ud lige så snart de øjner den store gevinst, men pengekisten er fyldt godt op på det seneste og den sidste rige idiot er ikke født endnu, så der sker nok ikke det store lige med det samme. Og hvis først de formår at komme igennem kvalifikationen til Champions League, så vil der for alvor komme fut på det tog.

Og så er der en alvorlig chance for at vi bliver hægtet af.

Det kunne det dog godt se ud til at de har fået øjnene op for på ledelsesgangen i Parken. Anders Hørsholt har været i Tipsbladet med sjældent bombastiske udtalelser om at der ville være “kamp til stregen” hvis nogen forsøgte at tage mesterskabet fra FCK, en reaktion der udeblev da FC Nordsjælland rent faktisk tog mesterskabet fra FCK og man må derfor formode at det kommer på baggrund af Brøndbys massive oprustning. Senest har Morten Crone Sejersbøl haft øret til vandrørene og kan på rygtebasis berette om en kapitaltilførsel af en “ekstraordinær størrelse”, hvilket også ville være nye vinde efter et år hvor ledelsen ikke så noget problem i at tage pengene fra Champions League og Andreas Cornelius salg og bruge dem til at at nedbringe gælden til Nordea mens fodboldholdet blev spist af med Marvin Pourié, for derefter at forklare fans og resten at fra nu af var FCK kun en af tre ligestillede dele af Parken Sport og Entertainment. Nu ser det ud til at vi skal til at være specielle igen.

Men der er godt nok stor forskel på at sætte gang i den omvæltning fra en position som førsteudfordrer til FC Midtjylland, selv hvis det skulle blive fra tredjepladsen, efter at man har sat sin største rival på plads lige op til vinterpausen og så at sætte gang i den efter selv at være blevet sat på plads og overhalet af ny-rige Brøndby. Flasker alt sig, så hedder den sejre over Brøndby og FC Vestsjælland, overbevisende af slagsen og så point nok mod Real Madrid til at der skal spilles europæisk efter vinterpausen. Så er tonen ligesom sat og kursen udpeget.

Men et nederlag mod Brøndby, et klart, et fortjent nederlag mod Brøndby… og så endnu en øretæve mod Madrid? Så er Vestsjælland kampen egentlig ligegyldig, for så er alt momentum alligevel fjernet, så er pusten gået af ballonen, så skal man op på hesten igen og alle de andre klicheer. Så er historien ikke længere at FC København er tilbage. Så er historien at Brøndby er tilbage, for alvor tilbage. Den er svær at lokke nye penge til med, den er svær at lokke nye spillere til med.

Så kampen mod Brøndby kan ende med at blive sæsonens vigtigste. Den vil i høj grad være med til at afgøre i hvilken retning pilen peger når vi går til vinterpause og forhåbentlig begynder arbejdet med for alvor at genrejse klubben efter de sidste par år. Spørgsmålet er om det her hold kan sætte sig selv op til sådan en kamp, også når modstanderne ikke hedder Juventus, Real Madrid eller Galatasaray, og om holdet reelt er godt nok til at give sig selv den bedste udgangsposition til at forbedre sig. Der vil nok være en spiller eller to der går på banen for at sørge for at klubben kan hente bedre spillere end dem selv til deres egen position, hvilket må være en mærkelig situation at stå i.

Og sidst men ikke mindst, så kan kampen her være årets vigtigste fordi vi har mødt Brøndby to gange denne her sæson, vi var ikke særlig gode da vi fik 0-0 derude sidste sæson, vi var ikke særlig gode da vi tabte 2-3 derude tidligere på sæsonen og hvis vi ikke vinder denne gang, så er det første gang siden 2008 at vi ikke har vundet over Brøndby i et helt år. Og hvem har lyst til det?