Fremtiden for Eriksen og landsholdet

– Han er vigtig. Han har været vores strateg gennem halvandet år på den sidste tredjedel af banen. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Morten Olsen.

Med en VM kvalifikation der ser sværere ud end længe og en række skuffende både resultater og præstationer begynder spørgsmålet om landsholdets fremtid at presse sig mere og mere på.

Taler man om landsholdets fremtid taler man nødvendigvis om Christian Eriksens fremtid. Det største danske fodboldtalent set længe, Eriksen var i lang tid én man så indgå i et partnerskab med Nicklas Bendter der skulle bære det danske landshold frem og være den moderne pandang til Michael Laudrup og Preben Elkjær. Men i takt med at Nicklas Bendtner har kørt sin egen karriere længere og længere ud på et sidespor, har forventningerne til landsholdets frelse i større og større grad faldet på Christian Eriksen alene.

Forventninger som Eriksen ikke har formået at indfri.

Så mens presset på den unge fynbos skuldre bliver stadig mere Atlas end Ajax er det fristende at se på hvorfor tingene ikke ser ud til at fungere for ham som det gør på klubplan og hvad man kan gøre for at få det optimale ud af Danmarks største talent.

Det umiddelbart mest åbenlyse er selvfølgelig at kigge på Ajax. Hvorfor fungerer Christian Eriksen i Ajaxs hollandske system, men ikke i Morten Olsens hollandske system? Og det åbenlyse svar er at landsholdets system da absolut har sit udgangspunkt i den Ajax 4-3-3 som klubben spillede da Morten Olsen var træner dernede, men både landsholdet og Ajax har videreudviklet systemet siden da. I Ajax er den berømte trekant på midtbanen for eksempel vendt på hovedet, så Eriksen har en sidestillet midtbanemand, oftest Ajax-kaptajn Siem de Jong, og en defensiv midt bag sig, endda en dansk af slagsen i Christian Poulsen. Den defensive midtbane er ikke nødvendigvis det defensive fejeblad som Poulsen har udviklet sig til, Lasse Schöne har for eksempel spillet pladsen flere gange, men det var tydeligvis de fysiske og defensive egenskaber Ajax havde for øje da de hentede Christian Poulsen til pladsen.

Længere fremme er de to kanter mere offensive af karakter end vi ser på det danske landshold. Hvor en Viktor Fischer, for nu at nævne endnu en dansker i klubben, spiller venstrekanten mere som en angriber er det på landsholdet Michael Krohn-Dehli der langt mere er den offensive midtbanespiller der søger ind i rummet foran modstandernes felt, ganske som Christian Eriksen også skal. Han kanniballiserer i langt højere grad pladsen for Christian Eriksen end Fischer eller en Ryan Babel gør hos Ajax. I modsatte side er Dennis Rommedahl naturligvis en mere traditionel fløj end Krohn-Dehli er men Rommedahl skaber ikke den samme plads for sine medspillere som dengang for år tilbage hvor han var lynende hurtig og altid parat til at udfordre.

Men er det så løsningen? At spille mere som Ajax? Krohn-Dehli kommer nok ikke til at spille fløj-angriber lige med det samme, men man kunne skaffe Eriksen lidt mere plads ved at rykke ham længere tilbage, vende trekanten og så spille med en defensiv midt. Ville det virke?

Ikke lige så godt som i Ajax.

Spillermaterialet passer ikke lige så godt som i Ajax. William Kvist er en fremragende balancespiller på sine bedste dage, men han er ikke udpræget defensiv midt. Faktisk har vi ikke en Christian Poulsen på landsholdet siden Christian Poulsen stoppede på landsholdet. Og på den centrale midt er Niki Zimling meget aktiv, meget energisk, en glimrende jing til Kvists jang, men han er ikke på samme måde en offensiv trussel som Siem de Jong er. Lasse Schöne ville passe bedre ind i den rolle, men han får næppe en særlig stor rolle på landsholdet under Morten Olsen.

Hvad så?

– Han er 10’eren, der ligger ude i siden, og som også har det nemmere end den, der spiller inde centralt.

Kunne det være løsningen?

– Det er jo blevet de spilstyrende, kreative spillere, der kommer ude fra siden fremfor spillerne inde i centrum, hvor der ikke er så meget plads, forklarer landstræneren.

Ja, han talte selvfølgelig om Michael Krohn-Dehli, men en spilstyrende, kreativ spiller der er en strateg på den sidste tredjedel af banen? Er det ikke præcis hvad vi har forventet af Christian Eriksen i hans tid på landsholdet? Og er det ikke en beskrivelse der passer bedre på Christian Eriksen end på Krohn-Dehli? Krohn-Dehli der godt nok er kreativ men generelt er det på enten i eget spil eller i samspil med en anden, ikke en spiller der går ind og styrer opspillet.

Vi ved at det kan fungere med en kreativ spiller på kanten der søger ind i banen, vi ved der er rum at finde på den måde, for vi har set det her det sidste halve år i FCK. Nicolai Jørgensen er præcis den type, den kreative playmaker der søger ind fra kanten og finder de åbne rum. Tænk hvis Christian Eriksen kunne få lige så stor indflydelse på det danske landshold som Jørgensen har for FCK.

Det største problem, nu hvor det stadig er et landshold styret af Morten Olsen, er selvfølgelig at Dennis Rommedahl ville miste pladsen som højrekant. Men selv hvis man mener at Rommedahl stadig er en vigtig del af det danske landshold, så er det ikke nødvendigvis en dårlig løsning for ham heller. Han er ved at komme op i dage, han er ikke lige så lynende hurtig som før, han falder mere og mere ud af kampe. Så spar hans kræfter og brug ham som super-sub istedet. Sæt ham ind overfor en back der har brugt hele kampen på både at følge Eriksen når han forlader kanten og på at dæmme op for Lars Jacobsen og hans raids, og lad ham bruge 90 minutters energi på 20 minutter. Lyder det ikke som en måde at få mere ud af Dennis Rommedahl end nu, hvor han alligevel kun dukker op i circa 20 minutter og det kun i, skal vi kalde det, udvalgte kampe?

Der er en anden fordel ved at rykke Christian Eriksen ud på kanten. Det løsner en mand på midten og giver langt mere rum til taktiske justeringer alt efter hvilken modstander vi render ind i.

Skal vi op mod Malta eller San Marino? Must-win kamp hvor vi regner med at have bolden mest? Sæt en ekstra angriber ind i stedet og kør med to helt fremme. Vi så det allerede mod Bulgarien med Cornelius og Bendtner fremme sammen.

Måske vil man hellere køre med den gamle Jon Dahl type af angriber, den hængende angriber der ankommer sent i feltet. Det kunne sagtens være en måde at få Nicklas Helenius ind omkring landsholdet uden at bruge ham helt fremme på en plads som han ikke er specielt velegnet til i landsholdsregi.

Vil man have en mere stationær playmaker, en Schöne eller måske Thomas Kahlenberg? En boks-til-boks spiller som Jacob Poulsen eller Leon Andreasen? Måske styrke den flade midtbanekæde med Thomas Kristensen? Eller vende pyramiden og smide Nicolai Stokholm ned som dyb playmaker? Vil man prøve Simon Kjær eller Andreas Bjelland som decideret defensiv midtbane?

Mulighederne er mange og mere vigtigt, mulighederne vil være der fordi der nu er den åbne plads på midten.

Det er selvfølgelig alt sammen taktiske ideer men der er en ting man burde gøre som faktisk kunne vise sig at være endnu vigtigere for at få Christian Eriksen til at indfri sit potentiale som det store offensive håb for dansk fodbold:

Hold op med at se ham som det store offensive håb for dansk fodbold.

Ikke bare er det et kæmpe pres på den unge mand, det er også lidt fornærmende mod den forrygende talentmasse vi faktisk står med. Nicklas Bendtner gør sit bedste for at sabotere en lovende karriere som rigtig god target-spiller for en karriere som en tredje-rangs Zlatan, men får han nogensinde ego’et under kontrol og koncentrerer sig om at være god til det han er god til i en klub på et passende niveau for ham, så vil han være et kæmpe aktiv på det danske landshold i mange år endnu.

Sker det ikke, så står Andreas Cornelius klar i kulissen. Det samme gør Nicklas Helenius. På kanterne er der i lang tid blevet snakket om at der ikke rigtig var nogle reelle alternativer til Krohn-Dehli og Rommedahl, nu er der folk som Victor Fischer, Nicolai Jørgensen, Rasmus Falk og Lucas Andersen der alle er ved at blive kørt i position til at træde ind på den internationale scene. Længere tilbage på banen har vi spillere om Mads Albæk og Casper Sloth. Alle sammen unge talenter som man må regne med er en del af holdet når vi begynder at tænke på VM i 2018 og de fleste af dem nok allerede ved EM i 2016. På et tidspunkt, i takt med at drømmen om VM i Brasilien svinder længere og længere bort, på et tidspunkt bliver man næsten nødt til at tage konsekvensen og sige “OK, det gik ikke denne gang, nu må vi begynde at bygge mod EM i 2016 allerede nu” og så begynde at hive de her unge talenter ind på holdet.

At en sådan udmelding sagtens kunne falde sammen med en Superliga sæson-afslutning hvor en mand som Kasper Hjulmand godt kunne tænkes at kigge på et FCN hold der har byttet guld til sølv og sige til sig selv “Nu kan jeg nok ikke flytte den flok her meget mere, nu er det på tide at skabe sit et navn internationalt der kan hjælpe med drømmen om en udlandskarriere”, tjah… timing er en fin ting.

Et nyt hold med nye spillere og en ny træner, med en masse tid op til en ny slutrunde, måske med en ny position til Christian Eriksen. En ny start for det danske landshold. Det kunne være løsningen. Det er ihvertfald mit bedste bud.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

2 thoughts on “Fremtiden for Eriksen og landsholdet”

  1. Rigtig fin artikel og kan godt følge dig i problemet med Eriksen og landsholdet, men tror ikke det er en fremtidsmæssig løsning. Som du selv siger, så er der Fischer, N. Jørgensen, Falk og L. Andersen som må siges at være kant spillere og jeg er ikke tvivl om at det er spillere som med tiden nok skal blive en fast bestanddel af landsholdet og så ville Eriksen ende med at tage deres plads, hvis han blev flyttet.

    Man kan ikke komme udenom at han er en suveræn playmaker og det ser man tit når Ajax spiller, men der synes jeg også han får mere lov til at gå tilbage i banen end han gør på landsholdet. Morten Olsen ville nok sige at det ikke er der han skal være, men hvis det gør at han er mere med i spillet og fordeler alle boldene, så hvorfor ikke? Men det kan ligeså meget være pga. manglende profiler på landsholdet og at han er blevet markeret ud af banen i hver kamp for landsholdet, da han er som en af de største profiler på landsholdet pt, bliver holdt øje med i en lidt større grad i modstanderens lejr end hvis vi havde 2-3 stykker af hans talent, der ville give ham mere plads.

    Udover det, så render der andre midtbane talenter rundt som Pierre-Emile Højbjerg i Bayern Munchen, Patrik Olsen i Inter, Christian Nørgaard i HSV som kunne danne midtbane med Eriksen. Men der jeg mere i tvivl om det er nogen som udvikler sig nok til at komme på landsholdet.

    1. Netop det med at han er blevet markeret tæt synes jeg taler til fordel for det med at flytte ham ud på kanten. Det skaber simpelthen mere plads til en spiller at kunne starte derude og så svæve ind centralt som det passer ham. Han ville også sagtens kunne spille længere tilbage på banen, mit problem med den løsning er snarere at jeg ikke rigtig synes at vi har spillerne omkring ham til at lade ham spille den plads. Selv med Kvist ved siden af sig ville han blive nødt til at løbe meget uden bold og efter modstanderen for at den centrale midtbane ikke bliver totalt overrendt.

      Så kan man, som jeg kort kommer ind på, måske vende diamanten om og lade Kvist og en hårdtarbejdende defensiv midt agere bolværk, den type synes jeg bare heller ikke vi har. Patrick Olsen kunne godt udvikle sig derhen af, men det er et par væk.

      Men altså, i realiteten så kommer alt det her jo ikke så meget til at afhænge af hvilke talenter der er til rådighed i fremtiden men snarere hvem der tager over efter Morten Olsen. Indtil da er der meget få åbne pladser at rafle om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *