Der er blevet talt en del de sidste par år om talentudvikling i dansk fodbold, specielt blandt topklubberne i ligaen. Brøndby har lanceret deres Masterclass, FC Midtjylland har deres akademi og FC København har deres School of Excellence og alle mener de enten at de selv har ret eller i det mindste at de andre tager fejl.
Specielt mellem Brøndby og FC Midtjylland er bølgerne gået højt, Jan Bech Andersen har kaldt tidligere FCM-træner Glen Riddersholm arrogant og udtalt at FC Midtjylland sammen med FCK åbenbart var klubber for hvem gæld ikke betød noget. Omvendt satte bestyrelsesformand i FCM og international varmlufts-forhandler Rasmus Ankersen sidste sommer spørgsmålstegn ved om Brøndby overhovedet ville talentudviklingen.
“Transfervinduet er stedet, hvor man skal vise, at man virkelig mener talentudvikling. I min verden har Brøndby i dette vindue vist, at der er et gab mellem det, klubben siger, og det, de gør. De har købt stort ind og har med deres indkøb lavet et massivt angreb på guldet i Superligaen. Hvis jeg var et talent som Daniel Stückler ville jeg nu sidde og tænke: “Får jeg nogensinde chancen? Mener de virkelig det, de siger?” Agger og Elmander kan jeg forstå, men når man køber to unge nordmænd og lejer en islænding og en finne, sender man et signal til sine unge spillere. Jeg synes, det er fair at spørge, om Brøndbys Masterclass bare er varm luft, “buzzwords”, eller om de for alvor mener talentudvikling? Indtil videre har vi til gode at se, om de virkelig vil satse på egne talenter, som de har sagt, de vil.”
Vil man være en talentudviklingsklub, mener Ankersen, så skal man være klar til at give de unge talenter chancen på førsteholdet og turde matche dem på et passende niveau, for man ved ikke om en ung spiller slår til før han har fået 20-30 kampe.
Her halvandet år efter kan man passende spørge om FC Midtjylland selv vil talentudviklingen, efter at Jesper Lauridsen, deres unge venstreback der spillede alle 33 kampe i FCM’s mesterskabssæson, først blev erstattet af en tjekkisk venstreback der endnu ikke har vist sig som en markant forstærkning på posten og så blev solgt til Esbjerg da FCM hentede en 20-årig islænding på en lejeaftale istedet. Til midterforsvaret har man lejet både en ung finne fra Brentford og bulgarske Nikolay Bodurov fra overskudslageret i Fulham, mens Rasmus Lauritsen kun fik en enkelt kamp på A-niveau før han blev sendt til Skive. Midtbanespilleren Marco Larsen blev også sendt til Vejle på en lejeaftale, på trods af over 50 Superliga-kampe for FCM, mens de hentede en norsk midtbanespiller fra Molde på en fri transfer. Og var jeg et talent som Mikkel Duelund ville købet af Vaclav Kadlec måske få mig til at overveje hvor meget tillid klubben egentlig havde til mig.
Også Ståle Solbakken har været ude og prikke til FC Midtjylland og deres status som talentskabende klub, men Claus Steinlein har afvist at deres strategi har ændret sig og forklarer de mange udlændinge i truppen med at store talenter som Viktor Fischer og Joachim Andersen tidligere er blevet solgt, talenter der nu ellers ville stå på spring til førsteholdet. Samme sang kunne man sikkert synge i Brøndby, hvor spillere som Nikolai Laursen, Pierre Emile Højbjerg og Patrick Olsen alle forlod Brøndby allerede i ungdomsårene. Begge klubber vil ihvertfald gerne stadig blive set som talentudviklere snarere end, gys, en købeklub.
Dem der taler mindst om deres talentudvikling er ironisk nok den klub der har lagt størst ansvar over på den, nemlig AaB. Over de sidste fem år er spillere som Lasse Nielsen, Kasper Kusk, Lucas Andersen og Nicklas Helenius alle kommet op gennem ungdomsrækkerne og taget turen til udlandet (og, i visse tilfælde, tilbage igen). Nicolaj Thomsen er næste mand på affyringsrampen og samtidig har de erfarne kulturbærere i Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen og Thomas Enevoldsen og endda fodboldens svar på Bigfoot, den mytiske “en-klubs spiller”, i Patrick Kristensen.
Problemet med talentudvikling er at ikke alle talenter udvikler sig som klubben håber det eller står nødvendigvis klar til at tage over når der er behov for det. Den tidligere skotske Liverpool-stjerne Alan Hansen havde en berømt udtalelse i 1995, dengang om Manchester Uniteds nye kuld af spillere, at man ikke kan vinde noget med børn. Det kan man godt, men ikke hele tiden, og af samme grund er AaB den af de fire klubber med størst udsving, en 10. plads, en 7. plads og to 5. pladser kun lige afbrudt af en sæson hvor de vandt både mesterskab og pokalturnering. Og i den sæson nød selv AaB godt af bærende indsatser fra udefrakommende spillere som Kenneth Emil Pedersen, Rasmus Jönsson og Lukas Spalvis.
Nu skal det ikke forstås som at jeg ikke mener at talentudvikling er vigtig for topklubber. Det er den, vigtigere end nogensinde. Der er en grund til at en klub som FCK, som ellers har haft størst succes med etablerede spillere hentet udefra, nu har lagt en masse resourcer i deres School of Excellence. UEFA har nemlig, i et forsøg på at styrke talentudviklingen i fodbold, gjort unge talenter til langt mere af en råvare for storklubber end tidligere. For at et ungt talent virkelig skal have værdi for en international topklub, så skal han senest komme til klubben før han bliver 18, for han tæller kun som home-grown hvis han er i klubben i tre år før han bliver 21. Når vi taler om spillere som Viktor Fischer, Joachim Andersen og Nikolai Laursen, så røg de alle til udlandet før de blev 18 og det vil fortsætte med at ske. En spiller som Kasper Dolberg vil ryge til Ajax som 17-årig og hvis man som dansk topklub vil konkurrere om de spillere der trods alt kommer til at udgøre knap 1/3 af den trup der skal spille europæisk, så skal man enten ud og hente de her talenter i 16-17 års alderen, ofte dyrt og i direkte konkurrence med større europæiske klubber, eller man skal skabe dem selv.
Men det kan ikke være et mål i sig selv medmindre man er klar til at tage de der dyk som man ser hos AaB eller som man ser hos FC Nordsjælland, en anden klub der har gjort en dyd ud af talentudvikling og har et enkelt mesterskab og en masse placeringer i nederste halvdel af tabellen at vise for det. Selv en klub som hollandske Ajax, der med De Toekomst har et af verdens bedste talentakademier med mellem 200 og 300 drenge mellem 7 og 19 år rendende rundt, kan ikke matche Brøndbys erklærede ambition om at halvdelen af førsteholdstruppen skal være egen avl og slet ikke FC Midtjylland der vil helt op på 70%.
Lige p.t. er procentdelen for FC Midtjylland på under 15%. Brøndby er tættere på deres mål, men stadig under 35%.
Så er det overhovedet noget at stræbe efter, det at være en talentudviklingsklub? Det er tydeligvis noget som både FCM og Brøndby føler der er noget prestige i, men kan man både være en klub for talenter og have ambitioner om mesterskaber og europæisk deltagelse? Begge klubber har ihvertfald sat ambitionerne over talentudviklingen, selvom de nok ville reagere småfornærmet hvis man præsenterede dem for den påstand. Men er det en forkert disposition af dem? En smule hyklerisk, måske, i forhold til hvordan de prøver at tegne sig selv udadtil, men forkert?
I FC København har man talt om vigtigheden af salg af spillere som Daniel Amartey og Nicolai Jørgensen, som Oscar Wendt og Dame N’Doye før dem, ikke på grund af pengene men fordi det etablerer klubben ikke som en talentskole men en art videregående uddannelse for spillere som af en eller anden grund ikke er helt klar til en top fem liga men har potentialet til det. I den nuværende trup er hverken Ludwig Augustinsson, Benjamin Verbic eller Federico Santander kommet til klubben for at spille resten af karrieren i København. Men forhåbentlig kan klubben få et par sæsoner med spillere der kommer med et højere niveau end et ungt talent, et højere niveau end en spiller der tager til Danmark fordi evnerne og ambitionerne ikke længere rækker til mere, og så tjene penge nok til at kunne hente den næste Amartey eller Jørgensen som lige skal have talentet pudset af før turen går videre ud i Europa. Det er ofte en dyr måde at gøre tingene på, potentiale koster, kvalitet koster, begge to i samme pakke koster ekstra, men samtidig giver det mulighed for at tiltrække spillere på et niveau som man sjældent rammer med hjemmegroede talenter eller erfarne spillere der vender tilbage til ligaen.
Det er for eksempel en måde man kan tiltrække en spiller som Vaclav Kadlec, en 23-årig tjekke med Bundesliga-erfaring og over 10 landskampe (undskyld Steinlein, han falder altså ikke længere ind under “talent” fanen). Eller Kristoffer Olsson med fortid i Arsenal, Filip Novak med 100 kampe i den bedste tjekkiske liga og debut på landsholdet eller 18-årige Gustaf Nilsson som bliver betegnet som et af de største talenter i den svenske liga og er på vej til Brøndby her til sommer.
FCM er altså 100% berettiget til at erstatte Lauridsen med Novak hvis de mener at Novak har muligheden for at tillægge sig et internationalt snit som Lauridsen ikke har. Ligeså giver tilgangen af den kun 16-årige Kaan Kairinen glimrende mening (måske med undtagelse af det noget uklare ejerskabsforhold mellem FCM og Matthew Benhams anden klub, engelske Brentford) eller set tidligere, spillere som Tim Sparv og Petter Andersson, ældre spillere med solid international erfaring som både talenter og videreudviklingsspillere kan læne sig op af. Problemet kommer når klubber køber spillere kun for at være gode i klubben. Specielt når de køber den slags spillere uden at de er særlig gode. Problemet med FCM og Brøndby er ikke når de har talt sig op til at være talentudviklere og istedet har købt profiler, det er når de har talt sig op til at være talentudviklere og istedet har hentet metervare. Når spillere bliver hentet på grund af hvor gode de har været, ikke hvor gode de kan være. Det er Nikolay Bodurov og Magnus Eriksson, det er Martin Pusic og Kamil Wilczek.
Hvis du vil være en topklub, så bliver du nødt til at være villig til at bruge topklub-midler på topklub-spillere. Hvis du vil være en talentudvikler, så bliver du nødt til at gøre brug af dine talenter og så tage de knubs det koster undervejs. Hvis du ikke er villig eller i stand til at gøre nogen af delene, så ender du nok med at falde ind i den kategori af klubber der hedder den bløde mellemvare.
Men uanset hvad en klub vælger at gøre, så burde den være stor nok til at stå ved det. FC Midtjylland vil ikke være en talentudviklingsklub. Brøndby vil ikke være en talentudviklingsklub. De vil være topklubber. De vil være ligesom FCK. Det er på tide at indrømme det.
