Før Kampen: OB v. FCK, 03/03/13

Endelig, endelig, endelig. Eller som Flemming Fjeldgaard ville sige det: Eh.

Men alligevel, endelig. Endelig starter Superligaen op igen og der går ikke mange runder før det første topopgør står for døren. Første kamp tilbage og turen går til Odense for at besøge den lokale boldklub.

Et lille sidespring, er det egentlig ikke lidt mærkeligt at maskotten for de p.t. to største konkurrenter til FCK begge er en tiger? FCN har tigeren Timba og OB har tigeren Victor. Er det Brøndbys vej tilbage til toppen af dansk fodbold?

Nå, men det er altså OB der tager imod søndag kl. 19 på Tre-For Park, der er trupper udtaget både her og her og kigger man på OB først så har der været lidt til- og afgange henover vinteren. Med i truppen er både svenske David Löfquist og østrigske Darko Bodul, begge angribere, mens Andreas Johansson og Hans Henrik Andreasen begge har forladt den fynske midtbane. Desuden er deres nok stærkeste kort Rasmus Falk ude med en skade, mens Morten Skoubo godt nok er med men også har døjet med skadesproblemer i optakten.

I forhold til startopstillingen kunne Bodul godt ligne en starter sammen med Marcus Pedersen oppe foran, mens Rasmus Falks plads på højrekanten i OBs sidste træningskamp gik til Jacob Schoop. På den centrale midt bliver der højst sansynlig gensyn med Michael Silberbauer, ligesom der også er eks-FCK i målet hvor Jesper Christiansen ser ud til at have sat sig på pladsen igen.

Jesper Christiansen

Espen Ruud – Anders Møller Christensen – Daniel Høegh – Bashkim Kadrii

Jacob Schoop – Krisztián Vadócz – Michael Silberbauer – Emil Larsen

Darko Bodul – Marcus Pedersen

Hos FCK er Rurik Gislason ude med lidt skadesproblemer og der har gået lidt rygtevæsen om lidt skadesproblemer for Kris Stadsgaard, men han er dog stadig i truppen. Største spørgsmålstegn er nok Daniel Jensen. Spiller han fra start og hvor? Jeg tror ikke han bliver set som klar til at starte inde på en to-mands midtbane, men han blev brugt som angriber i træningskampen mod Molde og det kunne godt ligne en tanke fra Ariël Jacobs side at bruge en fem-mands midtbane i hvad man må regne med bliver en svær udekamp. Bruger man ham ikke som offensiv midt, så bliver det Santin i angrebet med Cornelius og TK og Claudemir på midten, men jeg kan sagtens se denne opstilling.

Andreas Cornelius

Daniel Jensen

Nicolai Jørgensen – Thomas Kristensen – Claudemir – Christian Bolaños

Pierre Bengtsson – Kris Stadsgaard – Ragnar Sigurdsson – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Der er måske et lille spørgsmålstegn ved Wiland i målet. Han skulle stadig være plaget af lidt problemer med den skadede finger og efter en usikker start kom Kim Christensen godt med igen. Jeg tror på Wiland, men den er ikke helt sikker.

Ser man lidt længere ud i fremtiden, så er det Daniel Jensen de fleste spørgsmål kredser om. Hans fremtid er ikke som offensiv midt, han skal nok komme ind på den centrale midtbane, men sammen med hvem? Begge træningskampe han er startet inde i har været med Delaney på den centrale midt ved siden af, men det er svært at se Delaney overhale både Thomas Kristensen og Claudemir fordi Daniel Jensen pludselig er kommet ind fra siden. Så kan man argumentere for at holdet får svært ved at undvære Thomas Kristensens løbearbejde, men Claudemir løber ofte mere end TK gør og min umiddelbare vurdering af Daniel Jensen er mest af alt at han er TK, bare bedre hele vejen rundt. TK++, så at sige. Jeg tror at når sæsonen slutter, så vil Daniel Jensen og Claudemir være den foretrukne konstellation på midtbanen.

Men altså ikke mod OB. Sidste gang vi mødte OB var det forresten en forrygende 2-2 kamp, med tre mål af nuværende FCK’ere og et mål af en spiller som nu er i Djurgården. Det var også i den kamp hvor Nicolai Jørgensen smækkede årets mål i kassen, en forrygende first-timer volley med indersiden på sit eget hovedstød. Den må han gerne gentage.

Tilbage er egentlig bare at sige… endelig. Og skal vi så snuppe det mesterskab?

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *