Så er den her. Dagen hvor vi finder ud af om FCK bliver den Lille eller om… Lille… ikke… kommer i Champions League men FCK gør.
OK, avisoverskrifter kommer jeg nok aldrig til at gøre mig i. Champions League kvalifikations retur-opgør, FC København mod Lille OSC, kick-off på CL tidspunktet kl. 20:45, optakt på 3+ fra kl. 19:30. Og de vil nok også gerne have til at nævne at de sender Nordvest FC mod Brøndby IF i pokalturneringen fra kl. 17:20. Det kunne ende med at blive en forfærdelig underholdende aften.
Der er trupper udtaget, ja altså FCK og Lille. Nordvest og Brøndby har sikkert udtaget trupper også, men dem gider jeg ikke lige finde. Hos Lille er det værd at bemærke at Marko Basa er med igen og sikkert kommer til at starte inde i midterforsvaret, mens højreback Mathieu Debuchy stadig er ude med en skade. Bortset fra Basa kommer det nok til at ligne den første kamp meget, måske dog med den hurtige Nolan Roux oppe foran i stedet for den tidligere AaB’er Tulio de Melo
Mickaël Landreau
Franck Beria – Aurelien Chedjou – Marko Basa – Lucas Digne
Florent Balmont – Rio Mavuba
Salomon Kalou – Marvin Martin – Dimitri Payet
Tulio de Melo
Hos FCK er Igor Vetokele med for første gang og det første spørgsmål bliver om han får lov til at blive i truppen eller om han er en af de tre der skal skæres fra. Umiddelbart ligger det nok mest til Jacob Busk, Mustafa Abdellaoue og en af de fire centrale forsvarsspillere, der blev gjort for meget ud af at signe Vetokele tids nok til at han kunne være med mod Lille til ikke at have ham med mod Lille. Opstillingsmæssigt kommer det nok også til at ligne den første kamp meget, spørgsmålet er nok mest om man fortsætter med Oviedo og Bengtsson på banen samtidig eller om man måske sætter Oviedo ned på backen, Jørgensen ned på kanten og så Cornelius oppe foran sammen med Santin. Det ville ikke overraske mig, men umiddelbart går Ariël Jacobs nok med samme opstilling som sidst.
Cesar Santin
Nicolai Jørgensen
Bryan Oviedo – Claudemir – Thomas Kristensen – Christian Bolaños
Pierre Bengtsson – Kris Stadsgaard – Ragnar Sigurdsson – Lars Jacobsen
Johan Wiland
Hvad bliver den så? Ingen anelse. Ikke engang en fornemmelse. Det er en glimrende udgangsposition vi har, uafgjort eller et-måls nederlag hvor vi selv scorer er nok. Og Lille træner Rudi Garcia virker ikke som om han har sat sit hold helt vildt op til at holde nullet, med udtalelser som “Får FC København et mål er det ingen katastrofe, men får de tre, er det først alvorligt”. Giv os bare det mål. Så ser vi om det i sidste ende ikke vil være nok.
Kom så, giv os nu den Champions League tur.