Før Kampen: FCN v. FCK, 15/04/13

Så er det i dag at mesterskabet bliver afgjort.

Eller… nok ikke. Men det er i dag at vi får et kraftigt fingerpeg.

Ja, FC Nordsjælland tager imod på den plasticbane som er elsket af alle, ELSKET AF ALLE, SAGDE JEG! ALLE VIL BRUGE PLASTIC I FREMTIDEN! STADION ER PROPPET! VI HAR ALTID VÆRET I KRIG MED EURASIEN!

Undskyld, jeg ved ikke hvordan Allan K. Pedersen kom herind men bare rolig, jeg har gennet ham ud nu. FC Nordsjælland tager som sagt imod på Farum Park i aften kl. 19:00 og mandagskampe betyder selvfølgelig at det er TV3 Sport 1 man skal tune ind på hvis man ikke har taget turen til Farum. Der er trupper, FCK og FCN, og begge har stort set alle mand klar. FCN har Anders “AC” Christiansen tilbage fra skade, han har ellers siddet ude i store dele af foråret, men han starter næppe. Det gør Nicolai Stokholm uden tvivl og så bliver det sikkert den tidligere SønderjyskE spiller Conor O’Brien ved siden af. Det tegner faktisk umiddelbart til at blive en FCN opstilling uden overraskelser.

Jesper Hansen

Mario Ticinovic – Jores Okore – Ivan Runje – Patrick Mtiliga

Nicolai Stokholm – Conor O’Brien

Uffe Bech – Søren Christensen – Joshua John

Morten Nordstrand

Det ville så blive et gensyn med Morten Nordstrand der minsandten er begyndt at score igen, men de helt store trusler vil stadig komme fra Bech og John på kanterne. Specielt John kan godt blive et problem, ikke kun på grund af hans offensive kvaliteter men også fordi han vil holde Lars Jacobsen mere tilbage end ellers.

Hos FCK plejer en svær udekamp i det her forår at betyde 4-5-1 med Daniel Jensen som en akavet halv angriber. Tilgengæld betød kampe mod FCN sidste efterår en 4-3-1-2 formation og den havde godt styr på FCN i begge opgør. Der var selvfølgelig 4-1 sejren hvor blandt andet Jores Okore sad udenfor og FCN var godt brugte efter deres Champions League kampagne, men også i 2-1 sejren tidligere på året sad FCK solidt på kampen selv om FCN fik sneget et mål ind i første halvleg.

Jeg satser på at den hedder 4-3-1-2 gående over i en 4-3-2-1 når vi forsvarer, også fordi Rurik Gislason ikke har imponeret og selvom Christian Bolaños er med i truppen, så er han kun lige kommet tilbage efter en skade. Det er højrekanten der bliver ofret når vi går over i den formation og så vil man både beskytte Bolaños lidt og også have muligheden for at sætte ham frisk ind fra bænken hvis det bliver nødvendigt. Så er spørgsmålet mest om det bliver Delaney eller Daniel Jensen ved siden af TK og Claudemir og det må næsten blive Daniel Jensen. Hans spilleminutter er gået støt nedad, sidst mod OB kom han slet ikke ind, Thomas Delaney stiller med en brækket hånd, kampen mod FCN er lige den slags kampe hvor Daniel Jensens skal gå ind og bruge sin erfaring fra en lang udlandskarriere, hvis Daniel Jensen ikke stiller fra start i dag, så tvivler jeg alvorligt på at han får kontrakten forlænget.

Andreas Cornelius – Cesar Santin

Nicolai Jørgensen

Daniel Jensen – Thomas Kristensen – Claudemir

Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Vigtigst er det at Nicolai Jørgensen er tilbage, men også Cesar Santin kommer faktisk til at få en nøglerolle. Ikke så meget offensivt (desværre) men Santin vil nok få rollen med at følge Mtiliga. Meget kan afhænge af om Santin kan hænge på Mtiliga og isolere Joshua John. Og så kan Cornelius forhåbentlig komme lidt bedre til de indlæg der nu måtte komme end vi så det mod OB.

 Med en sejr er mesterskabet ikke hjemme, med et nederlag er det ikke tabt, med uafgjort er der ikke status q–nej, vent, det er der. Men altså, intet bliver afgjort i dag. Men der bliver taget store skridt. Forhåbentlig i den rigtige retning.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *