Før Kampen: AGF v. FCK, 09/04/12

Så er det dagen før kampen og denne gang skal vi til noget så mærkværdigt som en mandagskamp. OK, det er kun fordi det er påske, men alligevel.

Ja, påskeprogrammet er ved at være slut. Efter skærtorsdagskampen mod Brøndby og det fortrinlige 3-1 resultat er det nu alle mand til Århus da AGF tager imod på 2. påskedag. Ja, nu siger jeg “alle mand til Århus”, det ville nok være en dårlig ide når nu der ikke er noget udebaneafsnit og man ikke kan komme ind på stadion hvis man er FCK fan. På trods af både menneskerettigheds- og Genevekonventionen, endda. Så det er alle mand bag TV’et når bolden gives op kl. 18:00 på NRGI Park.

Der er trupper, AGF og FCK, og hos AGF er den helt store historie at Osama Akharraz, den tidligere Brøndby spiller der ikke fik et kontrakttilbud af den størrelse han mente var passende ude på vestegnen, er røget helt ud af AGFs trup på grund af “uengageret adfærd” efter en periode hvor han primært har været i medierne på grund af vrede tweets rettet mod dommerne i den danske “kartoffelliga”, mandagskampe og sit eget holds “pindsvine” spillestil. AGF er også stadig uden begge normale højrebacks, Jerry Lucena og Arthur Sorin, dog på grund af noget så kedeligt som skader. Skader kender man kun alt for godt i FCK for tiden, Kris Stadsgaard, Peter Larsson, Thomas Delaney, Claudemir og Martin Vingaard er stadig ude med skader, tilgengæld er Mathias “Zanka” Jørgensen noget overraskende med i truppen sammen med U19 holdets lovende forsvarsspiller Christian Remmer. Oppe foran er det ikke skader der holder Dame N’Doye ude men karantæne og så er der plads til Andreas Cornelius igen. Lidt overraskende er Youssef Toutouh ikke med og der er derfor kun fire midtbanespillere i truppen. Ser vi på startopstillingerne må man formode at tilbagevendte Adam Eckersley tager sig af venstreback pladsen, oppe foran kan både Aron Johansson og Peter Graulund erstatte Casper Sloth, men det er også muligt at AGF træner Peter Sørensen holder fast i Sloth for at køre noget tættere på en 4-5-1 og så er det et åbent spørgsmål om hvilke to der tager den centrale midtbane af Martin Jørgensen, Kasper Povlsen og en, lad mig nu se her, Hjalte B. Nørregaard. Aldrig hørt om manden. Det må være et ungt talent.

Steffen Rasmussen

Jens Jønsson – Atle Roar Håland – Anders Kure – Adam Eckersley

Søren Berg – Hjalte Nørregaard – Martin Jørgensen – Stephan Petersen

Casper Sloth

Søren Larsen

Hos FCK er der et spørgsmålstegn blandt en ellers stensikker startellever. Hvad gør man med angrebet nu hvor Dame N’Doye er ude? Jeg har selv tidligere overvejet muligheden for at sætte Pape Pate Diouf op foran som en fattigmands-N’Doye, men det tvivler jeg på bliver løsningen. Så skulle Oviedo op på kanten og Bengtsson ind på backen og det tror jeg ikke CV ser som et reelt alternativ til startopstillingen. Så er det enten Mos Abdellaoue eller Morten Nordstrand der skal vælges og der er jeg rimelig sikker på at det bliver Nordstrand. Så kan man sige hvorfor bruge penge på Mos hvis man ikke er villig til at bruge ham, men der er to ting der gør at jeg tror han bliver fravalgt. For det første vil CV nok spille på det sikre, det han kender. Nordstrand kender han. Han ved hvad han får ud af at sætte ham på banen, han ved hvilke kvaliteter han får ind. For det andet, så virker Mos og Santin som lidt for ens spilletyper til at spille sammen. Ingen af dem er typen der som N’Doye trækker ned i banen og udnytter de rum dernede. Det er Nordstrand tilgengæld, han kan udnytte de samme rum, ikke på samme måde, men vi bibeholder den stempel effekt med en angriber der går dybt og en angriber der går ned i banen. Og så vil det også give lidt mere mening at Nord pludselig var inde omkring holdet i de to sidste kampe. At man lige skulle have ham i gang til når N’Doye trak den uundgåelige karantæne.

Cesar Santin – Morten Nordstrand

Pape Pate Diouf – Thomas Kristensen – Christian Grindheim – Christian Bolaños

Bryan Oviedo – Ragnar Sigurdsson – Sølvi Ottesen – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Og så har jeg en mærkelig fornemmelse som sikkert er ingenting men alligevel… bliv overrasket men ikke helt så overrasket som du ellers ville blive hvis midterforsvaret fra start hedder Zanka/Sølvi. Jeg siger ikke det sker, bare at jeg har en fornemmelse af at det godt kunne ske. Så kan den vel ikke blive vagere.

Og så må alle fingre krydses for at vi slipper for flere skader. Vi er et slag på anklen væk fra Pierre Bengtson, central midtbanespiller. Heldigvis er det et formsvagt AGF hold, så der burde være muligheder for at trække længere væk fra FC Nordsjælland der kun fik uafgjort i dag. Det er dog en kamp som umiddelbart lugter af uafgjort, men jeg vælger optimismen og siger 2-0, måske med et mål af Mos Abdellaoue. Forza FC og kom og bliv væk.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *