Everywhere we go…

Kongen er død, længe leve kongen.

Carsten V. Jensen, sportsdirektør i FC København, blev til tidligere sportsdirektør da ledelsen mente at han ikke længere var den rigtige til at bygge holdet op frem mod den nye sæson. Det sportslige ansvar er i stedet lagt over på Ståle Solbakken i en ny rolle som manager, med Johan Lange flyttet fra udviklingschef til teknisk direktør, en rolle som ser ud til at være meget lig Carsten V. Jensens rolle som sportsdirektør men med Ståle Solbakken som chef.

For et par år siden virkede det nærmest utænkeligt at Carsten V. Jensens position i klubben skulle komme i fare. Jeg skrev selv at udviklingen i den sportslige ledelse nærmest var blevet udsat for et kup, med en træner der var kendt for ikke at ville blande sig i transfers, en ledelse som ikke havde kvalifikationerne til at sætte spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens arbejde og et sportsligt udvalg der var blevet nedlagt og den tidligere sportsdirektør flyttet længere væk til bestyrelsen. Efter at have overlevet en trænerfyring, en træner-titel og et tabt mesterskab til en værdi af over hundrede millioner, en situation hvor eneste konsekvens var ved egen hånd, så virkede Carsten V. Jensen nærmest urørlig.

Ironisk nok lagde han så selv grundlaget for sin egen fyring. Ariël Jacobs, altid sympatiske Ariël Jacobs med den store udstråling og den lille værktøjskasse løb tør for værktøjer og da Ståle Solbakken overtog jobbet lignede det et scoop af Carsten V. Jensen at have hentet den fortabte norske søn hjem. Klubbens mest succesfulde træner nogensinde, en markant og stærk personlighed der blev hentet ind. Men samtidig en mand som klubbens ledelse kunne og ville lytte til. Ståle, der ved ansættelsen noterede hvor vigtig CV var for ham og for klubben, var allerede før jul meget åben om at han var kommet hjem til en trup i ubalance. Carsten V. Jensens to store sommerindkøb til angrebet, Marvin Pourié og Fanendo Adi, røg begge hurtigt i kategorien dur ikke da Ståle overtog. Johan Lange blev hentet ind til en position som udviklingschef. Og i December valgte Anders Hørsholt og resten af ledelsen så officielt at sidestille Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken i hierakiet.

Anders Hørsholt sagde på det tidspunkt at det ikke skulle ses som en degradering af Carsten V. Jensen. Hvilket i sig selv blev set som bevis nok på at det var en degradering af Carsten V. Jensen.

Transfervinduet kom og gik. Et opsigtsvækkende køb af Andreas Cornelius på vinduets sidste dage, timer og minutter endte med at være den eneste justering af truppen, hvilket Ståle i endnu en overraskende ærlig udmelding indrømmede var en fejl. Man havde simpelthen overvurderet truppen. Og man havde nok brug for en større udrensning i sommervinduet end man ellers havde regnet med.

Et par dage efter den udmelding sagde Carsten V. i et interview at det kommende transfervindue nok blev et vindue som så mange andre og at Ståle sikkert ikke havde ment det han sagde.

Et par uger efter viste det sig at ledelsen var mere enig med Ståle end med CV i den sag og det der lignede sportsligt enevælde blev nu væltet af en ledelse der kunne falde tilbage på to mænd som Carsten V. Jensen selv var med til at hente til klubben igen, Ståle Solbakken og Johan Lange.

Så hvorfor gik det så galt for CV?

Anders Hørsholt var ude og sige at det ikke havde noget med indkøb at gøre men resultater, og resultaterne har siden CV alene overtog den sportslige ledelse i 2011 heller ikke levet op til de forventninger man kan have i en klub som FC København. I Ståle Solbakkens første tid i klubben havde FCK et gennemsnit på 1.99 point per kamp. Under Roland Nilsson hed det 1.90, under Carsten V. Jensen hed det så 1.83 og under Ariël Jacobs endte vi på 1.75 point i gennemsnit. Efter Ståles retur til klubben hedder pointgennemsnittet så 1.77, første gang den er gået op siden 2011. To gange sølv og kun et enkelt mesterskab har heller ikke været godt nok for FC København, en sølv-medalje i denne sæson som endda så meget tvivlsom ud da beslutningen om CV blev taget.

Men selvom der blev henvist til resultater og ikke indkøb, så kan de to ting ikke rigtig adskilles. Resultater afhænger af materialet til rådighed, materialet til rådighed afhænger i FCK primært af køb og salg af spillere. Og for nu at tage det positive, så har CV altid imponeret med hans evne til at sælge spillere. Men problemet er at uanset hvor imponerende det er at kunne sælge Pape Pate Diouf, så var CV også ham der købte Pape Pate Diouf.

Argumentet for Carsten V. Jensen har altid været at han var en vigtig del af opbygningen af de to Champions League hold, i 2006 og i 2010. Fra han tiltrådte sammen med Ståle Solbakken i 2006 og frem til Ståles afsked i 2011 havde han en fremragende track record. Der var spillere der ikke slog igennem, en Peter Larsson, en Rasmus Würtz, der var spillere der måske havde svært ved at leve op til de store transferbeløb der var blevet lagt for dem, en Ailton Almeida, en Ulrik Laursen, og der var spillere der aldrig blev mere end middelmådige, en Fredrik Berglund, en Razak Pimpong. Men samtidig var der altså en perlerække af spillere der alle konkurrerer om plads på et FCK All-Star hold, Brede Hangeland, Atiba Hutchinson, Jesper Grønkjær, Oscar Wendt, Mikael Antonsson, Libor Sionko, Zdenek Pospech, Cesar Santin, Johan Wiland, Dame N’Doye, Bryan Oviedo, Martin Vingaard, Claudemir, Pierre Bengtsson…

Argumentet imod er så at Ståle Solbakken havde en enorm indflydelse på transfers i de år og det er svært at vurdere hvor meget af de år der var Ståle og hvor meget der var CV. Så i stedet giver det mere mening at se på de år hvor vi ved at det har været CV, årene efter Ståle tog til Tyskland. Her ser det mindre overbevisende ud. Der var stadig store transferhits, en Ragnar Sigurdsson, en Nicolai Jørgensen, der var unge spillere der udviklede sig enormt, en Igor Vetokele, en Youssef Toutouh, men generelt har man fået markant mindre værdi for pengene i tiden efter Ståle. Ikke kun dyre flops som Pape Pate Diouf, som nok den mest kendte, men spillere som Cristian Gamboa der blev hentet dyrt til klubben og fik kun to kampe, en spiller som Christian Grindheim der blev hentet som afløser for William Kvist og aldrig slog igennem.

Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor markant mindre værdi for pengene man har fået fra sommervinduet 2011 og fremefter. Hvis man ser på hvor meget man har betalt per kamp for de spillere som Carsten V. Jensen har været med til at hente til klubben, fra vintervinduet i 2006 til og med vintervinduet i 2011, altså tager købsprisen og dividerer med antal spillede kampe, så handler det om 32 spillere som man til sammen har betalt circa tre millioner kroner for. Det er ganske fin værdi for pengene, specielt med tanke på at vi i den periode rutinemæssigt bevægede os op i priser som femten millioner per spiller.

Kigger man på de spillere man har hentet fra sommervinduet 2011 og frem til og med vintervinduet i 2014, så er det 18 spillere der har kostet tre gange så meget. Ni millioner kroner hos en flok spillere hvor kun Andreas Cornelius af de rigtig dyre drenge har en reel mulighed for at forbedre sin gennemsnitspris.

Det tegner selvfølgelig ikke nødvendigvis et fyldestgørende billede, en spiller som Ailton Almeida vil de fleste nok mene aldrig formåede at leve op til sin indkøbspris, men alligevel er han med over hundrede kampe endt på en pris per kamp på omkring de 150.000 kroner. Johan Absalonsen kom aldrig i nærheden af at være hverken et alternativ til eller en erstatning for Jesper Grønkjær men han kom på en fri transfer og da løn er nærmest umulige oplysninger at finde, så har Absalonsen en gennemsnitspris på et rundt nul. Men fyldestgørende eller ej, der tegner sig alligevel et billede og ikke nødvendigvis et pænt et.

Hvis man ser på hvilke spillere FC København har betalt mere end en halv million for per kamp, så er der syv spillere. Kun en af dem var før 2011. Søren Frederiksen, den unge angriber fra SønderjyskE der kom til klubben midt i en sand rygtestorm om Rafael van der Vaart, blev hentet for to millioner, fik kun fire officielle kampe og er dermed lige nøjagtig oppe på en pris på en halv million per kamp. Efter 2011 hentede CV så Pape Pate Diouf, Cristian Gamboa, Michael Jakobsen, Marvin Pourié, Fanendo Adi og Andreas Cornelius der alle har en gennemsnitspris på over en halv million per kamp.

Navn Pris Kampe Gennemsnitspris
Søren Frederiksen 2M 4 500K
Pape Pate Diouf 18M 34 529K
Cristian Gamboa 7M 2 3.5M
Michael Jakobsen 8M 9 888K
Marvin Pourié 7.5M 14 535K
Fanendo Adi 11M 12 916K
Andreas Cornelius 27M 16 1.6M

Af de syv har de første fire spillere forladt klubben og hverken Pourié eller Adi ligner nogle der får lov til at forbedre deres gennemsnit.

Hvorfor går det så galt? Før 2011 havde CV en træner med en markant ide om hvordan han gerne ville spille fodbold og hvilke typer han havde brug for til det. Efter var det først Roland Nilsson, som tydeligvis ikke havde den fornødne respekt omkring sig til at kunne sætte sig igennem, så Carsten V. Jensen selv og så Ariël Jacobs, en træner med stor udstråling og et ry fra Anderlecht-tiden som en firmaets mand der tog det han fik og ikke blandede sig i transfers eller den sportslige ledelse. Først da Ståle kom tilbage blev han mødt med lidt modstand fra trænerbænken og en næsten sikker handel med Morten Gamst Pedersen blev der også med det samme trukket stikket på og Daniel Braaten hentet i stedet.

Hvorfor er det så stort et problem? Carsten V. Jensen var i lang tid udnævnt til vogteren af FC Københavns hvide tråd, den Københavnske bibel der skulle fortælle hvordan FCK skulle spille. Men når man ser hvordan vi spillede under Backe, under Ståle, under Jacobs, så er det tydeligvis mere en rettesnor end en rigid regelbog. De spillere Backe gerne ville have var ikke den samme type som Ståle var ikke den samme type som Jacobs og i sidste ende var ingen af dem rigtig ude efter den samme type som Carsten V. Jensen. For når man ser på hvordan Carsten V. Jensen har købt ind uden en stærk trænerstemme til at guide ham, så købte han sjældent ind til FCK.

Carsten V. Jensen købte ind til et løbestærkt midterhold der spillede meget umiddelbart og direkte. Han købte ind til SønderjyskE Ekstra. Christian Grindheim på den centrale midtbane, en spiller CV havde holdt øje med i lang tid. Pape Pate Diouf, manden der blev et hit i den norske liga ved at være sidste mand på bolden, ikke næstsidste. Mos Abdellaoue med de lige linjer, Marvin Pourié som den klassiske bundholds-måltyv. Johan Absalonsen, Johnny Thomsen, Søren Frederiksen, Rurik Gislason som spilleren med størst succes i FCK. Alle sammen hårdtarbejdende spillere med stort løbepensum og ikke den vilde teknik.

Carsten V. Jensen købte ind til den bedst mulige udgave af SønderjyskE og fik resultater derefter. Og det er ikke godt nok i København.

Der var andre ting, selvfølgelig. Den historie der går om Pape Pate Diouf hedder at Ståle Solbakken i flere omgange fik præsenteret navnet og sagde nej hver gang, men at CV simpelthen ville have ham og fik ham i sidste ende. Historien om Fanendo Adi minder om en hvor en dansk sportsdirektør er blevet narret af en slovakisk klub til at smide et større millionbeløb for en spiller som man ikke fik en chance for at scoute ordentligt fordi man fik præsenteret en historie om umiddelbar udenlandsk interesse som man blev nødt til at komme i forkøbet. Grindheim som erstatning for William Kvist og Pourié som erstatning for Andreas Cornelius virker begge som indkøb hvor sportsdirektørens holdning til spillerne er blevet sat forud for taktiske hensyn.

Uanset hvad det var, så blev det i sidste ende for meget. Så meget at en fyring blev fundet nødvendigt, nok ikke mindst fordi det sportslige udvalg var blevet nedlagt i takt med omjusteringen omkring ligestillingen mellem Ståle og CV og Johan Langes nye position som udviklingschef. Ellers ville det virke som et oplagt sted at parkere en klubmand som Carsten V. Jensen, som FC Københavns repræsentant i et udvalg hvor man i forvejen havde personer fra KB og B1903 som man hellere ikke havde lyst til at høre på mere. Eller, som sportsdirektøren ikke virkede til at have lyst til at høre på mere.

Så Carsten V. Jensen røg ud og Ståle Solbakken blev rykket endnu en tak op i hierakiet. Nu som Manager med en teknisk direktør under sig, en konstellation som man kender fra engelsk fodbold.

Og hvordan ser fremtiden så ud med den opstilling?

Man får en stærk mand ind, en stærk personlighed med en markant holdning til hvordan han vil spille fodbold, en mand der ved hvilke slags spillere han har brug for og en mand der vil spille en slags fodbold som ikke bare vil give succes i den hjemlige liga men som også kan fungere i Europa. Johan Lange, i rollen som teknisk direktør, tænker fodbold på samme måde som Ståle gør og har erfaring både fra ungdomssiden, som cheftræner og fra udlandet, en noget nær ideel mand at give jobbet med at lave en ny hvid linje op igennem organisationen, fra ungdomsholdene og op til førsteholdet.

Setuppet med en manager og en teknisk direktør er, som nævnt en del, kendt fra engelsk fodbold men selv i England er der klubber der er begyndt at bevæge sig væk fra det. Manchester City har Txiki Begiristain som deres Director of Football, Sunderland, West Bromwich og Leicester har alle en sportsdirektør og Liverpool, Tottenham og Newcastle har alle prøvet sig af med en sportsdirektør inden for de sidste par år. Desværre for de tre klubber var det henholdsvis Damien Comolli gange to og Joe Kinnear der fik jobbene og så kan man måske ikke bebrejde klubberne hvis de efterfølgende er blevet skræmt lidt væk fra ideen med en sportschef.

Men stadig, fordelen ved en sportsdirektør er at man netop har et fast holdepunkt i klubben der kan overleve mellem trænere og det man kan bekymre sig for i København er netop “Hvad sker der i klubben når Ståle stopper?”. Forhåbentlig kan man holde på Johan Lange og “bare” skubbe ham op som sportsdirektør. Hvis man ikke kan, hvis han forlader klubben sammen med Ståle, så er det et kæmpe sportsligt vakuum man pludselig vil stå med.

Foruden det, så kunne man være lidt bekymret for samme situation som under Carsten V. Jensen da han sad på al magten. Hvis det ikke fungerer for Ståle, hvis det ikke bliver bedre, hvem foretager så den sportslige vurdering af det arbejde han udfører? Quis custodiet ipsos custodes, hvem vogter vogterne? Omvendt, så har tiden med CV netop vist at ledelsen, herunder Anders Hørsholt, i sidste ende ikke vil sidde udenfor i en sådan situation. Så må man bare håbe at de på det tidspunkt, skulle det komme, har den fornødne ekspertise til at foretage den rigtige vurdering af situationen.

Men det er alt sammen meget om hvad der kan gå galt. Spørgsmålet er snarere, vil det gå galt? Jeg tror det ikke. Jeg har personlig stor tiltro til Ståle, jeg tror at hans personlighed er den helt rette til situationen og samtidig tror jeg at han vil være bevist om behovet for at bygge en klub op der kan overleve uden ham. Jeg tror ikke man er færdig med at justere i den sportslige ledelse, jeg tror man vil kigge alvorligt på at hente en ny træner ind der kan tage noget ansvar på træningsbanen og måske lade Brian Riemer koncentrere sig en anelse mere om de unge spillere i truppen. Og jeg tror at man vil se en anderledes ageren på transfermarkedet end man har set før, ikke bare omkring kvalitet og pris men også hvornår i vinduet man har tænkt sig at agere.

Ja, faktisk bliver sommerens transfervindue vel et af de mest spændende i klubbens historie. Men det må blive noget jeg ser på en anden dag.

Så Ståle ind som manager. Det rigtige valg? På nuværende tidspunkt, ja. Jeg vil faktisk sige at det var det helt rigtige valg for at få FC Københavns identitet tilbage. Ikke længere SønderjyskE Ekstra men Danmarks førende klub, lokomotivet for dansk fodbold.

Kongen er død, længe leve kongen.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *