Er computeren ved at crashe?

Da FC Midtjylland efter 33. runde i 2014/2015 kunne fejre klubbens første mesterskab, fejrede de samtidig den mest dominante mesterskabssæson siden 2010/2011. 71 point, 22 sejre, et pointgennemsnit på 2.15, 64 mål scoret og en måldifference på +30 fortæller en tydelig historie om et hold der lagde sig i spidsen tidligt og aldrig så sig tilbage. I 30 runder var midtjyderne på førstepladsen og at de kun sluttede fire point foran FCK på andenpladsen siger mere om et FCM hold der slap grebet efter at mesterskabet var sikret og kørte de sidste fire runder hjem med en sejr, en uafgjort og to nederlag. Der blev talt om at bygge på, om at forstærke holdet, om Champions League gruppespil og tre europæiske gruppespil før 2020. Der blev sagt goddag til både velkendte danske navne som Kian Hansen og Mikkel Andersen, til navne hevet ud af Benhams supercomputer som Daniel Royer og Awer Mabil og der blev endda plads til en decideret Mikheil Ashvetia-handel, da Filip Novak blev hentet fra det Jablonec hold der havde slået FC København ud af Europa League.

Og der blev sagt farvel til Glen Riddersholm.

Riddersholm havde været med helt fra Ikast FS tiden, med kun en kort afstikker som DBU U-træner, og havde taget turen fra ungdomstræner til assistenttræner til cheftræner. Han havde i sin tid som cheftræner vundet to bronzemedaljer og da Matthew Benham kom til før 14/15 sæsonen og postede nok penge i klubben til at man både kunne holde på vigtige profiler og hente dyre forstærkninger, så blev det endelig til det mesterskab som klubben havde hungret efter i årevis.

Men samarbejdet mellem Riddersholm og Steinlein blev stadig mere presset og da Benham og hans danske stedfortræder Rasmus Ankersen kom til klubben med en stil der regnede computerdata og klublederen Steinlein som vigtigere end cheftræneren kollapsede samarbejdet mellem Riddersholm og FCM.

Ikke at det var noget nyt i Benham-land. Tilbage i 2011 havde han overtaget aktie-majoriteten i barndomsklubben Brentford FC og efter at den tidligere sportschef Mark Warburton havde overtaget trænersædet rykkede Brentford op i Championship i 2014 og stod sensationelt med en chance for at ryge i Premier League play-offs allerede i 2015 da det blev meldt ud at Warburton ville forlade klubben efter sæsonen. Warburton udtalte blandt andet at han mente cheftræneren burde have lov til at udtage holdet og at der var gået for meget matematik i klubben. Efterfølgende fik Brentford et dyk i formen og endte i sidste ende lige uden for playoff pladserne. Måske var det lærepengene der gjorde at da Glen Riddersholm opsagde sin kontrakt valgte FCM og Rasmus Ankersen at fritstille ham med det samme istedet for at lade ham gå opsigelsesperioden ud.

Og nu, ligesom Brentford skulle ud og finde en ny træner som passede bedre ind i måden som Matthew Benham og hans team ville køre klubben i, så skulle FC Midtjylland også på trænerjagt. I Brentford fandt man Marinus Dijkhuizen, en hollandsk træner der havde overtaget førstedivisionsholdet Excelsior efter Jon Dahl Tomasson og taget dem til oprykning til Eresdivisionen. Eresdivisionen viste sig at være en barsk omgang for Excelsior og selvom klubben lige nøjagtig undgik nedrykning var det ikke en præstation som pegede i retning af en Premier League aspirant.

Brentford viste sig også hurtigt som for stor en mundfuld for Dijkhuizen og allerede efter ni kampe, kun to sejre og fem nederlag blev det for meget for Rasmus Ankersen. I deres forsøg på at finde en træner der var villig til at indordne sig under Brentford-modellen havde de fundet en træner som ikke formåede at slå igennem i Championship. Sådan så det dog ikke ud til at gå i det midtjyske, der små tre uger efter det chokerende farvel til Glen Riddersholm havde fået afløseren på plads. Det blev U21-landsholdets Jess Thorup, frisk fra en EM-semifinale og med en fortid i Esbjerg fB med blandt andet en pokaltitel i bagagen. En stærk kommunikator med evner ud i talentudvikling og at kunne se det hele menneske, som Claus Steinlein beskrev ham.

Det startede også godt for Thorup og FCM. Godt nok glippede Champions League kvalifikationen efter at en parade af individuelle fejl hjemme mod APOEL gjorde at de var heldige med at slippe med kun et 1-2 nederlag, men et bovlamt Southampton hold blev sendt ud i Europa League playoff og man startede gruppespillet med sejre over Legia Warszawa og den danske bøhmand Club Brugge. Og i ligaen lå man nummer et efter første tredjedel af sæsonen med syv sejre, tre uafgjorte og kun et enkelt nederlag. Godt nok havde man under Thorup scoret færre mål end syv andre klubber indtil videre, men tilgengæld var forsvaret med Kian Hansen og Erik Sviatchenko skudsikkert, kun tre mål sluppet ind på elleve kampe. Med et pointgennemsnit på 2.18 lå man til at gentage sidste års pointtotal og det var kun et spørgsmål om tid før stortalentet Pione Sisto fandt tilbage til den topform man vidste han havde og førte endnu mere brænde til det offensive bål.

De næste elleve kampe, fra runde 12 til og med runde 22, blev det til tre sejre, to uafgjorte og seks nederlag. Med 19 mål for var man godt nok delt tredjemest scorende, men 18 mål imod var også tredjeflest lukket ind. Pointgennemsnittet hed 1.0, Europa League bød på et par nederlag af de store mod Napoli og et knebent et af slagsen mod Legia Warszawa, mens uafgjort i sidste runde mod Brugge betød at man lige nøjagtig skrabede sig videre til knockout-fasen hvor en historisk sejr mod Manchester United hjemme endte med at være ligegyldig efter en gevaldig afklapsning i Manchester i returen.

Hvad ændrede sig? Hvorfor den drastiske nedtur?

Godt nok solgte man i vinterpausen både Morten Duncan Rasmussen og Erik Sviatchenko, to af de ledende skikkelser på banen og i Sviatchenkos tilfælde ligaens absolut bedste centrale forsvarsspiller, men den midtjyske krise var begyndt langt tidligere. Begyndte den allerede da Riddersholm besluttede at samarbejdet med Steinlein ikke kunne reddes?

Da Jess Thorup kom til Midtjylland var det ihverfald med masser af rosende ord efter præstationen ved U21-EM. Men der gik ikke lang tid før man begyndte at høre om U21-spillere som ikke forstod hans taktiske dispositioner, om mærkværdige valg til startopstillinger og indskiftninger under kampene. Som tilskuer sad man ikke under U21-EM og tænkte at det her landshold var kommet så langt på grund af træneren, ofte virkede taktikken tværtimod nærmest simplistisk. Hans ansættelse på U21-holdet kom i samme periode som Jan Michaelsen overtog U17 og Bent “Turbo” Christensen U19 og sammen virkede det et eller andet sted som et mindre opråb overfor Den Røde Tråd i DBU, et skridt væk fra Morten Olsens boldbesiddelse, et skridt tilbage mod noget simplere fodbold.

Det er ihvertfald hvad Ståle Solbakken har set i FCM under Thorup.

FCM har en meget enkel stil, som er baseret på en stærk defensiv, direkte spil og mange dødbolde. Det er simpelt i den forstand, at virkemidlerne er klare. Det er direkte spil, og det er dødbolde. Det er midler, som passer godt til Midtjylland. Så måske ville det være dumt ikke at spille på det.

Nu ved vi alle at Ståle Solbakken næppe udtaler sig om FC Midtjylland uden at have sine egne grunde til det, men det direkte spil, de simple metoder, det er ikke forkert. Kigger man på antallet af afleveringer er der kun et hold i top seks der har færre end FC Midtjylland, naturligvis SønderjyskE, og de to er de eneste i top seks der er under liga-gennemsnittet for samlede afleveringer. Men hvor FC Midtjylland sidste sæson blev kendt på at være et meget direkte og effektivt hold, så er FCM i denne sæson det eneste hold i top seks der ligger under liga-gennemsnittet for procentdel af skud der rammer målet. I sidste sæson havde de flest afslutninger per kamp, over 14 i gennemsnit, og over 40% af de afslutninger var inden for rammen. I denne sæson har både AaB, Brøndby og FCK flere afslutninger per kamp og med 32% ligger de som det eneste hold i top seks under liga-gennemsnittet for procentdel af skud der rammer målet.

De er stadig lige direkte men nu afslutter de mindre og rammer mindre end de gjorde sidste sæson.

Det var noget af det samme man så på U21-landsholdet under Thorup. Det var ikke sprudlende fodbold der førte holdet til semifinalen, det var et hold hvor spillere som Jens Jønsson og Nicolai Brock-Madsen blev til vigtige brikker, hvor der altid var plads til en midterforsvarer mere, enten på midtbanen eller som back, men et hold hvor der ikke altid var plads til spillere som Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer eller Pione Sisto.

Sidstnævnte har Thorup også haft sine kvaler med i det midtjyske, et sprudlende talent som endnu ikke har fundet tilbage til det niveau som medførte snak om rekordtransfers og scouts fra Barcelona og Arsenal. Og en spiller som Jess Thorup selv satte på bænken til den udsatte topkamp mod FCK med en melding om at de to var enige om at Sisto ikke kunne spille fra start, selvom Sisto lige havde scoret to mål mod Manchester United. En udmelding han ikke havde vendt med Sisto selv, som kunne fortælle pressen efterfølgende at han bare var blevet sat af. Billedet der blev tegnet ved ansættelsen af den solide kommunikator og talentudvikler begynder så småt at blegne.

Men selvom oddsene på Jess Thorup som næste fyrede træner i dansk fodbold styrtdykker, kan hele problemet så lægges for fødderne af den danske Dijkhuizen? Var hele ideen med Benhamball ikke at data kunne fylde hullerne som en cheftræner ikke formåede?

Dødbolde var et af de steder hvor FCM virkelig slog igennem sidste sæson. Der blev sat ekstra fokus på det til træning, de hentede dødboldsspecialister ind for at lave specialtræning og endte med at have over dobbelt så mange mål på dødbolde som nummer to på listen. Et frispark ude i siden var næsten et halvt straffespark, specielt til sidst i kampene.

Fokus på dødbolde er der stadig, men de er ikke helt så effektive, specielt frisparkene. Størstedelen af deres mål på dødbolde kommer denne sæson fra lange indkast, og en spiller som Jakob Poulsen, som tager størstedelen af Midtjyllands frispark og som sidste sæson havde hele ti assists, han har indtil videre kun tre af slagsen. De har godt nok mistet både Duncan og Sviatchenko, to af deres største trusler på dødbolde, men det er først sket her i vintervinduet. Og hvor svækket er man egentlig hvis man stadig har Paul Onuachu at sigte efter?

En mulig forklaring kommer et andet sted i Benhamball konceptet. Midtjylland formåede i imponerende grad at holde fast i deres mesterskabshold henover sommeren, et hul som mange danske mestre ellers er faldet i, men den ene spiller som Claus Steinlein ikke kunne holde fast i var den lynhurtige kantspiller Sylvester Igboun. Med ni mål og otte assists havde “Sly” en vigtig andel af det danske mesterskab, men som altid udfordrende kant havde han måske en endnu større rolle, for med Sly på den ene kant og Sisto på den anden var der nærmest garanti for frispark i farlige situationer når de stakkels forsvarsspillere i resten af ligaen skulle holde styr på de to konstant udfordrende offensive profiler.

Da Igboun skulle erstattes var det tid til Benhams computerformel at stå sin prøve, den nye måde at finde spillere på gennem Smartodds og statistisk analyse, den samme analyse som fremhævede Tim Sparvs kvaliteter (selvom der var lidt uoverensstemmelse om hvor stor indflydelse Smartodds nåede at have på købet af Sparv). Man havde en Champions League kvalifikation at skulle købe ind til og at lokke med. Der skulle hentes spillere på et højere niveau end tidligere.

Nu skal vi hæve overliggeren på, hvad vi køber. Mange af vores scouts siger også, at meget af det vi har arbejdet med sidste sommer, kan vi næsten smide i skraldespanden. Vi skal op på en højere hylde nu, og vi kigger på nogle andre markeder. Tidligere kiggede vi kun i Danmark og Skandinavien. Nu kigger vi i hele Europa og for den sags skyld ud i hele hele verden.

Benhams formel går kort sagt ud på at sætte alle hold de har data på i samme liga. Det kan godt være at, for nu at blive i Tim Sparv eksemplet, at Sparvs tidligere klub Greuther Fürth fra 2. Bundesliga ikke har spillet mod Liverpool, men de har spillet mod HSV i playoff til Bundesligaen, HSV har spillet i 1. Bundesliga mod Bayern München, Bayern München har spillet Champions League mod Manchester City og Manchester City har spillet i Premier League mod Liverpool og på den måde kan data fra Greuther Fürth holdes op imod data fra Liverpool.

Problemet er at hele det regnskab afhænger af hvor meget man vægter de individuelle ligaer og hvis man nu vurderer niveauet i den tyske 2. Bundesliga til at være over hvad det egentlig er, så kan man ende med at vurdere spillere derfra eller med erfaring derfra som at være bedre end de egentlig er. Om det er hvad der reelt er sket kan man som udefrakommende kun gisne om, men det er da værd at have med at manden der blev hentet til klubben som afløser for Sylvester Igboun var østrigske Daniel Royer, en mand der så småt var ved at ryge på bænken i midter/bundklubben Austria Wien men tilgengæld en fortid i 1. FC Köln dengang klubben lå i 2. Bundesliga.

Royer var det første FCM-køb der virkede til at være 100% efter Benhamball konceptet eftersom han var en spiller uden en åbenlys tilknytning til Skandinavien, modsat for eksempel en finsk landsholdsspiller i Tim Sparv eller Superligaens topscorer i Martin Pusic. Marcos Ureña var også derhen af, men det kom i forbindelse med en pludselig skade til Morten Duncan Rasmussen op imod transfervinduets lukning og ud fra hans succes efterfølgende kan man sige at hvis FCM havde haft tid til en grundig analyse, så var det næppe Ureña de var endt med.

Selvfølgelig, man kan også sige at kunne de vurdere ham ud fra hans efterfølgende succes, så havde FCM heller ikke hentet Daniel Royer. Sylvester Igbouns ni mål og otte assists er blevet erstattet af Royers to mål og en enkelt assist og hvor Igboun altid virkede som en trussel så har Royer stadig til gode rigtig at finde sine ben i det midtjyske. Lige så sigende som mål og assists er det nok at Igboun i 14/15 Superliga-sæsonen startede inde i 31 kampe, missede to kampe på grund af karantæne og kun blev skiftet ud før tid i tre af kampene. Sylvester Igboun var simpelthen en mand som FCM altid ville have på banen, så farlig var han. I modsætning har Royer kun fået fuld spilletid i to kampe indtil videre i sæsonen og siden slutningen af november har han vekslet mellem at være på bænken og være helt ude af truppen. FCM har skiftet guld ud med metervare.

Royer har med sine seksten kampe så alligevel spillet flere kampe end unge Mikkel Duelund, et stortalent i svøb som også er røget ind og ud af holdet henover sæsonen, han har flere kampe end Awer Mabil, den unge australske kantspiller med rødder i Sudan som blev præsenteret som en decideret Pione Sisto-klon men kun har fået 68 minutter i ligaen indtil videre. Han kommer til at have flere kampe når sæsonen er færdig end FCM’s nye storsigning til kanten, tjekkiske Vaclav Kadlec fra Eintrach Frankfurt. Ikke kun fordi Kadlec indtil videre har vist sig mest frem ved at brænde en kæmpe chance mod Manchester United og ellers har rangeret et sted mellem anonym og direkte skuffende, men også fordi han nu sidder ude for resten af sæsonen med en knæskade. Indtil videre ser det ud til at ham der får flest kampe på den kant i resten af sæsonen bliver Rilwan Hassan, en spiller som allerede har meldt ud at han ikke fortsætter i klubben når hans kontrakt løber ud til sommer.

Det er ikke kun på kanten at rekrutteringen har budt på smuttere. For al deres snak om at kunne og skulle hente spillere på en højere hylde end tidligere, så endte klub-ikonet Erik Sviatchenko’s afløser med at være bulgarske Nikolay Bodurov, hentet på overskudslageret i Championship nedryknings-kandidaten Fulham. En spiller som Fulham-fans kun var glade for at slippe af med og som virkede til at være hverken første eller andetvalg i den midtjyske transferkabale. I samme vindue blev der hentet tre unge talenter, to af dem på leje og ingen af dem som ser ud til at få spilletid, samt den norske Pirlo, Harmeet Singh, som kun et par uger senere følte at han ikke kunne fortsætte i FC Midtjylland og endte med at betale både sign-on fee og løn tilbage for at kunne tage tilbage til norske Molde.

Singh ude, Kadlec skadet, Bodurov af tvivlsom karakter og samtidig solgte man Erik Sviatchenko, Jesper Lauridsen og Morten Duncan Rasmussen, tæt på 500 Superliga-kampe tilsammen som røg. Jakob Poulsen der er gået markant ned i assists, Pione Sisto som spillede et efterår langt under niveau, erklærede at nu var han endelig fri for de skader der havde hæmmet ham og så begyndte foråret på præcis samme niveau, Martin Pusic der røg af holdet mod Southampton og skældte ud på Jess Thorup fordi uden spilletid kunne han ikke komme væk fra klubben, Jim Larsen der endnu ikke har spillet en kamp i sæsonen på grund af skade, Petter Andersson der ikke kommer til at spille for klubben mere på grund af samme, det er en trup i ubalance og det er ikke overraskende at FC Midtjylland er den eneste klub i ligaen som har brugt over 30 forskellige spillere i ligaen.

Alt det foruden, så taler vi om en klub med et blodrødt årsregnskab med driftsunderskud på over 60 mio. som p.t. ligger til at ende helt uden for de europæiske pladser. Nu siger Rasmus Ankersen godt nok at de forventer at komme ud af næste regnskab med et plus på et par millioner men det er svært at gennemskue om det er inklusive tilbagebetaling af det 60 mio. kroners lån som man har fået af Matthew Benham og som står til tilbagebetaling senest 30. juni i år. Uanset så vil et år uden muligheden for europæisk gruppespil være enormt dyrt for Midtjylland, specielt uden de oplagte emner til storsalg. I flere år nu har sikkerheden i FC Midtjylland heddet Erik Sviatchenko og Pione Sisto, de var bananboden, der var altid penge i et Sviatchenko eller Sisto salg. Nu er Sviatchenko så røget, endda på en klausul der alvorligt begrænsede hvor meget FCM fik for ham, og Pione Sistos markedsværdi har været nedadgående gennem hele sæsonen. Det er stadig ham eller nu Onuachu der er salgsemnerne, men kan FCM overleve endnu et driftsunderskud på omkring de 50 mio.? Vil Benham blive ved med at poste penge i projektet?

I England ligger hans første kærlighed Brentford på en 17. plads, ni point ned til en plads i nedryknings-playoff. De kører med underskud og har gjort det siden Benham overtog, de mangler stadig at bygge deres nye stadion og til sommer skal der investeres i spillertruppen ikke bare for at kunne konkurrere om oprykning til Premier League, men i lige så høj grad for at kunne blive i Championship. Ideen med at investere i FC Midtjylland var blandt andet at det var nemmere at hente ikke-europæiske spillere end i England, som Benham fortalte til Tipsbladet.

Jeg ledte først efter en klub i Spanien, og siden i Belgien. I forhold til at få en arbejdstilladelse havde det været nemmere alle andre steder end i Danmark med jeres syv år. Så FCM er ikke en feeder-klub. Det engelske marked er vildt opskruet. Vi vil gerne teste vores filosofi i et marked, der ikke er skævt. Og i FC Midtjylland har du muligheden for at hente spillere uden for EU.

At FCM ikke er en feeder-klub, det er allerede ændret i forbindelse med købet af finske Kaan Kairinen, en spiller som er hentet til FC Midtjylland for at gøre ham klar til Brentford, som Claus Steinlein forklarede.

Så skal vi udvikle ham derfra. Det er ikke en vi forventer noget af på den korte bane, men forhåbentlig kan vi udvikle ham og gøre ham til en dygtig spiller. Så må vi sammen med Brentford finde ud af, hvor han skal spille, for det er en deal vi har lavet i fællesskab med Brentford og Smartodds, vores engelske system.

Ideen med at kunne hente ikke-EU spillere har hidtil været begrænset til Marcos Ureña, en spiller med nok landskampe til at han nok kunne være blevet hentet til England hvis det skulle være, og så Awer Mabil med lidt over en times spilletid.

Filosofien med at hente spillere baseret på Smartodds ser ikke umiddelbart ud til at have været en succes, hverken i Midtjylland eller i Brentford, hvilket så måske igen er grunden til at Smartodds’ chefanalytiker og manden bag deres Football Analytics hold, Ted Knutson, for et par uger siden annoncerede at han var forhenværende chefanalytiker i Smartodds og nævnte noget arbejde han havde lavet for det nu nedlagte Football Analytics hold. Hvordan det kommer til at påvirke FC Midtjylland har klubben ikke umiddelbart været interesseret i at uddybe, ihvertfald ikke til mig, men det peger ikke ligefrem på en urystelig tillid til Benhamball konceptet.

Det kan være alt falder i hak for FCM. Det kan være at Pione Sisto finder rytmen, at Hassan sælger sig dyrt til en ny klub, Duelund får sit gennembrud og Bodurov bare lige skal finde kampformen igen. Det kan være at Claus Steinlein til sommer rammer alt rigtigt når hullerne i truppen skal fyldes ud. Det kan være at Jess Thorup finder sit hold og får udviklet sin egen og klubbens spillestil i retning af den tyske stormløbs-stil som målet virker til at være. Og det kan være at Matthew Benham får bevist at Benhamball-konceptet er vigtigere end Benham-pengene.

Men det peger ikke i den retning. Og hvis Matthew Benham står til sommer med to glubske klubkasser, uden et veldefineret spillekoncept, uden en succes-formel at læne sig op ad og med to trupper der begge kræver store investeringer for at kunne kæmpe med i toppen igen? Ville det være en overraskelse hvis han valgte at koncentrere sig om Brentford og lod Midtjylland sejle sin egen sø?

Hvis Benhams computer er ved at crashe, så kan det være FC Midtjylland der ender med at drukne.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *