Er Ariël Jacobs den rigtige træner til FCK?

Et spørgsmål der for bare et par uger siden virkede mere som en fakler-og-høtyve ide er nu i større og større grad blevet et man bliver nødt til at spørge om:

Er Ariël Jacobs den rigtige træner til FC København?

OK, OK, jeg kan se antydningen af høtyve alligevel. Den her klumme handler ikke om at vi skal fyre Ariël Jacobs nu. Eller nødvendigvis overhovedet. At gøre det nu ville være direkte selvmord, det er jeg klar over. Og klummen her kommer fra en der tidligere har været ret så begejstret for ideen med Ariël Jacobs, en træner med store, åbenlyse kvaliteter.

Men også en træner med mangler. Og i min mening, en træner der har skuffet.

Ikke i tabellen, lader jeg som om jeg kan høre nogen sige. Nej, ikke i tabellen. Her har vi efter 19 runder hele 44 point med kun en enkelt tabt kamp. Det er imponerende. Og tabellen lyver aldrig, som man siger.

Nej. Men den udelader ting. Den viser ikke et komplet billede. Det gjorde den heller ikke sidste sæson efter 19 runder hvor Roland Nilsson havde ført holdet frem til 40 point og kun en mindre vundet kamp. Ud fra tabellen var der ingen grund til at kritisere Roland Nilsson. Alligevel endte det med et exit i vinterpausen. Tabellen fortæller ikke alt.

Ikke at jeg har tænkt mig at køre en direkte sammenligning mellem Ariël Jacobs og Roland Nilsson. Nilsson røg i sidste ende fordi han mistede omklædningsrummet. Han kunne simpelthen ikke aftvinge sig den respekt det er nødvendigt for en cheftræner i FCK at have.

Det problem vil Ariël Jacobs aldrig have.

Han har fra dag et kørt en benhård “My way or the highway” linje der har betydet tribune-tid til spillere som Dame N’Doye, Sölvi Ottesen og Martin Vingaard, alle tre spillere der har haft deres egne kapitler i FCK’s nyere historie. Sölvi mod Rosenborg, Vingaard mod Panathinaikos, Dame N’Doye mod for mange til at nævne. De har på hver deres vis taget kampen mod Jacobs og tabt. Det aftvinger respekt i resten af truppen.

Men mandskabspleje af den hårde skole er ikke nok. Jo, nu og her er det nok det holdet har brug for mere end noget andet. Og jeg indrømmede også med det samme det selvmorderiske i at skille sig af med Jacobs allerede nu. Men på sigt skal en cheftræner i FCK altså tilføje mere end evnen til at gå hårtørrer på truppen.

Og hvor meget har han egentlig tilført?

Der er blevet talt og skrevet meget om Nicolai Jørgensens betydning for holdet og for spillet og det er også tydeligt når man ser på holdet med Nicolai Jørgensen og uden. Men han virker vigtig for holdet fordi han kan nogle ting som andre spillere i truppen ikke kan, ikke fordi træneren har anlagt spillet omkring ham. Det han gør så godt er ikke noget som andre spillere bliver bedt om at gøre når han er ude, vi har ikke set Bolaños eller Delaney trække ind i banen og åbne spillet op.

Vi har faktisk ikke set nogen form for taktisk justering for at kompensere for manglen på Nicolai Jørgensens færdigheder.

Selv med Jørgensen på banen virker det nogen gange som om der ikke er helt styr på hvad det er der gør ham god. Hvis han er god når han starter ude på kanten og finder plads inde centralt, så må han også være god når han starter centralt. Det har bare sjældent vist sig at passe.

Nicolai Jørgensen er effektiv når han forlader sin back, skaber overtal inde centralt og tvinger modstanderen til åbne op for at tilpasse sig. Skal backen følge med ind og åbne op for Bengtsson? Skal en midterforsvar støde op og efterlade en angriber fri, en midtbanespiller falde ned og efterlade midt fri? Når han starter centralt er det enten som angriber eller midtbane, med enten modsat forsvar eller midtbane med det oplagte ansvar for at følge ham. Han har ikke de samme muligheder for at finde de rum når han starter centralt, men når han starter centralt er det stadig hans rolle at finde de rum. Han bliver ikke brugt anderledes selvom omstændighederne er anderledes.

Det er faktisk min største anke mod Ariël Jacobs, det virker ikke som om der rigtig er nogen offensiv ide med spillet udover at lade spillerne gøre det de nu gør.

Der er blevet talt meget om at et af problemerne hos Brøndby var at man i lang tid ikke kunne se hvad holdet egentlig ville rent offensivt under Auri Skarbalius, men hvad er det egentlig FCK vil rent offensivt under Ariël Jacobs?

Der er en snert af ide når Nicolai Jørgensen spiller, som sagt, men ville der også have været det hvis OB ikke var løbet fra en aftale med Jørgensen? Var vi stadig ni point foran hvis det havde været Emil Larsen der var blevet hentet til venstrekanten? Hvis det var Pape Pate Diouf?

Så er der dem der vil sige at en træner kun er så god som sin trup. Jeg er ikke enig, hele ideen med en god træner er vel at han skal løfte en trup, gøre dem bedre samlet end individuelt, men jeg kan god forstå pointen bag. At det er begrænset hvad Jacobs kan gøre med de spillere han har til rådighed. Men når man har set spillere gøre det bedre, når man ved at de kan være bedre, hvorfor kan de så ikke være det under Jacobs?

Her tænker jeg ikke så meget på eksempler som Claudemir, som vi har set være bedre men hvis problemer virker til at være mere mentale, koncentrationssvigt og rygter om mindre end professionel livsstil uden for banen. Mandskabspleje er en forunderlig ting og man kan ikke forvente at en træner skal kunne gøre noget ved alle. Men se på en spiller som Cesar Santin.

Fra åbningskampen mod FCM den 15. juli til hjemmekampen mod Lille den 21. august scorer han syv gange og høster stor ros for sit spil, for det ansvar han tager i offensiven, for måden han falder ned i banen og deltager i spillet, overtager noget af den rolle som Dame N’Doye havde. Siden den 21. august og her frem til starten af december har han scoret fire gange, har misset åben chance efter åben chance og er holdt op med at trække ned i banen og være en del af spillet. At han misser chancer er en ting, Santin er en følsom fyr som tydeligvis er dybt påvirket af returkampen mod Lille hvor en af hans brændte direktører kunne have betydet Champions League kvalifikation, men hvorfor er han holdt op med at trække ned i banen? Det var noget af det han gjorde rigtig godt og med Jørgensens skader in mente, så kunne Santin måske have fundet nogle af de samme rum og gjort spillet lidt bedre når Jørgensen sad ude. Hvilket omvendt måske kunne have løftet humøret lidt hos vores deprimerede mand fra Port Alegre og hjulpet på målscoringen.

Så hvorfor ikke? Ignorerer han det taktiske oplæg fra Ariël Jacobs? Næppe, sådan noget havde uden tvivl haft alvorlige konsekvenser for hans fortsatte spilletid. Vil Jacobs hellere have ham oppe omkring Cornelius så han kan løbe på nedfaldsbolde? Så er han et par år for sent ude, der er ikke mange forsvarsspillere tilbage i den danske liga som Santin kan vinde en løbeduel med.

Eller er han aldrig blevet bedt om at gøre det? Faldt han ned i banen af sig selv, endnu en spiller der spillede sit eget spil?

Det er lidt skræmmende at det tætteste vi kommer på organiseret offensivt spil er vores hjørnesparks-kombination der kun lige på det seneste er begyndt at fungere og som højst sandsynligt er Brian Riemers værk da dødbolde stort set altid er assistentens ansvar.

Og hvis det virkelig kun er den her gruppe på 13-14 spillere der er inde omkring førsteholdet som afgør vores kampe, hvis det hele er op til enkeltmandspræstationer i stedet for organiseret angrebsspil, hvorfor så ikke skåne dem lidt mere?

I 1/3 del af kampene indtil videre har Ariël Jacobs ikke brugt alle tre udskiftninger. I to kampe brugte han kun en enkelt udskiftning, en af dem 2-2 kampen mod OB kun dage efter forlænget spilletid mod franske Lille. Og så kan man sige at han ikke har meget på bænken at komme med, men mod OB, for eksempel, trak han indskiftningen af Igor Vetokele så længe at kampen blev fløjtet af før han kom ind. Hvorfor vente til det 90. minut med at prøve en offensiv satsning?

Måske problemet ligger i det der med “offensiv satsning”, for det er heller ikke der Jacobs har sine styrker. Vi husker alle dobbelt-indskiftningen mod FC Midtjylland af Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius, men det er også første og sidste gang at vi har set en offensiv satsning af den størrelse, så tidligt i en kamp. Mod Brøndby i pokalen kom den første offensive satsning efter 106 minutter. Et kvarter efter Brøndby havde bragt sig foran. Mod Steaua Bukarest senest havde vi en kamp vi absolut skulle vinde mod et hold der ikke ligefrem havde imponeret sidst vi mødte dem. Vi startede med to angribere på bænken og kun en enkelt på banen.

Ariël Jacobs er en god træner. Han har fået styr på et ellers vakkelvornt forsvar. Han har den udstråling der skal til for at styre en topklub som FCK.

Men jeg har ikke set de taktiske kvaliteter der skal til for at føre FCK videre. Roy Hodgson satte et aftryk. Hans Backe satte et aftryk. Ståle Solbakken satte et kæmpe aftryk. Under Roland Nilsson og Carsten V. Jensen stagnerede det, nærmest kollapsede. Ariël Jacobs har slukket branden, stoppet kollapset, forstærket det smuldrende fundament.

Men han har ikke bygget på. Og jeg ved ikke om han kan.

Det kan være at han kan bruge den lange vinterpause på at implementere sine offensive ideer. Skabe det offensive system som spillerne kan læne sig op ad. Og selv hvis han ikke kan, så ville det som sagt være selvmord at udsætte det stadigt skrøbelige fundament for endnu et chok allerede nu. Allerede næste sæson.

Men kan han ikke bygge op igen, så er hans to-årige kontrakt den helt rigtige længde. For længere kan vi som klub ikke tåle at stå stille, uanset hvor stabilt han så har gjordt vores fundament.

Og hvis Ståle bliver fyret inden og selv gerne vil tilbage til skandinavien… så kan to år endda være for lang tid.