“Vi har fire finaler tilbage inden vinterpausen mod Brøndby, Randers, Steaua Bukarest og FC Nordsjælland, som alle kan blive meget afgørende for resten af sæsonen.”
Med tre af Ariël Jacobs fire finaler i bogen kan vi konstatere to tabte finaler, kun sejr i den mindste af kampene og den absolut vigtigste af kampene tilbage.
Desværre er der ikke meget fra de tre kampe der peger mod et positivt resultat. Mod Brøndby var der rent faktisk en del chancer, men tre gange blev der sparket forbi bolden tæt under mål og når man så samtidig bliver snydt for et straffe og den offensive satsning først kommer med et kvarter tilbage af den forlængede spilletid, så skal man næsten ryge ud af pokalen.
Mod Randers var der rykket lidt rundt fra start, Martin Vingaard blev prøvet på den offensive midt plads han også blev skiftet ind på tidligere i sæsonen, da Ariël Jacobs tilsyneladende har mistet tiltroen til ham som kantspiller. Efter et kvarter fik Andreas Cornelius en halv-gratis chance som røg ind efter den tog et touch på en forsvarsspiller og ikke særlig lang tid efter kom Ragnar Sigurdsson først på et hjørne og viste at forskellen på “godt målmandsspil” og “hvad skal han dog også derude, jeg fatter det ikke” udelukkende ligger i om man rammer bolden. Med to lette mål var den kamp lukket og så gjorde det mindre at Vingaard endnu engang faldt igennem og at man følte sig nødsaget til at gå tilbage til en flad 4-4-2 efter kun en halv time af første halvleg. Resten af kampen fungerede offensiven omtrent lige så godt som i resten af sæsonen, selv da Nicolai Jørgensen kom ind i anden halvleg, men det blev alligevel til en sikker 2-0 sejr og videre i manuskriptet.
Til hjemmekampen mod Steaua, den vigtige, must-win hjemmekamp mod et rumænsk hold som vi havde kraftigt overvurderet i Rumænien og havde betalt prisen for. Nu skulle den kamp vindes og helst med to mål.
Så første halvleg blev brugt på at stå langt tilbage, ikke presse hverken boldholder eller modtager og når vi fik fat i bolden, slå en lang aflevering op mod Cornelius som så skulle snitte den videre til en Nicolai Jørgensen som ventede på at den blev lagt af eller lægge den af til en Nicolai Jørgensen der var løbet i dybden hvis den blev snittet videre.
Det var langt hen af vejen en ynk at se et hold der før kampen havde påstået at de ville komme stormende frem være så stillestående og smide så mange lange, ubrugelige bolde frem. Og når der endelig blev etableret noget offensivt, så endte man alt for ofte med at Andreas Cornelius var ene mand i feltet, klar ved bagerste stolpe, når der så endelig kom et alt for lavt indlæg til forreste.
Kort sagt en forfærdelig halvleg.
Anden halvleg blev egentlig værre da Thomas Kristensen lavede et dumt og kluntet straffespark men så meget bedre da dommeren ret uforståeligt valgte at dømme film i stedet for og vise Tanase, Steauas bedste mand på dagen, hans andet gule kort i kampen. Så kom der lidt mere boldkontrol ind og vi kom frem til nogle chancer men stadig tilfældige chancer der aldrig blev spillet større. Og så går den slags kampe hverken værre eller bedre end at Steaua scorede, fordi selvfølgelig gjorde de det, og et panisk pres til sidst skaffede kun et af de tre mål der så var nødvendigt.
Et uværdigt exit på en skuffende europæisk kampagne.
Og så er der FCN tilbage. Den sidste og den største af de fire finaler.
Vi får se.
