Efter Kampen: OB v. FCK, 02/09/12

Glædelig transfervindue! Jeg tror jeg skal have et transfervindue-træ næste gang.

Men først til kampen mod OB, som godt nok var underholdende men lad være med at tro på hypen (tm Public Enemy), det var ikke en god kamp. Det var meget sigende for kampen, og nok også for Carsten Werge, at Werge følte det nødvendigt at sige under kampen at han hellere så dårligt forsvarsspil end godt angrebsspil. For der var godt nok noget dårligt forsvarsspil.

Primært hos FCK. På trods af det uafgjorte resultat og fordel i skud på mål (28 mod 21) til OB, så virkede forskellen på de to hold at være at FCK var farlige når deres offensive spillere var gode, OB var farlige når FCK’s defensive spillere var dårlige.

Åh, Sölvi.

Ja, når FCK’s defensive spillere var dårlige, så var de rigtig dårlige og når jeg siger FCK’s defensive spillere så mener jeg primært Sölvi Ottesen der spillede kampen med et træthedsbrud og virkede til at få et par mentale af slagsen undervejs. Vi kan lige så godt tage OBs to mål med det samme, den første var lidt mere ovre i kategorien “comedy of errors”, hverken Sölvi, Ragnar eller Wiland så gode ud men det starter da Sölvi ikke læser en lang bold op mod feltet og kommer forkert op i en duel med OB’s 19-årige midterforsvarer Kasper Larsen. Ragnar løber ind i Skoubo der får prikket den til Andreas Johansson der sender et fladt skud afsted som Wiland lige i et kort sekund tror går forbi mål. Som sagt, ingen af dem så for godt ud. Det andet mål er 100% islandsk. Rurik Gislason, mere om ham senere, presser hårdt op på Pierre Bengtsson og får blokeret en clearing. Den ryger hen til Sölvi der fuldstændig mistimer en clearing som i bund og grund er unødvendig, han har både tid og plads til at håndtere den bold bedre i stedet for at smide den lige tilbage til Gislason som sparker den fladt ind bag Wiland.

Jeg skal være ærlig og sige at jeg aldrig har været den store fan af Sölvi Ottesen, selvom han altid har en plads i FCK’s historie med scoringen mod Rosenborg der sikrede CL deltagelse. I en af de allerførste FC Sofa klummer skrev jeg:

Jeg skal være ærlig og sige at jeg nu længe har mistænkt Sølvi Ottensen for i virkeligheden ikke at være en særlig god forsvarsspiller.

Det var efter en træningskamp mod Elfsborg IF hvor den gæve islændings måde at håndtere svenskernes lille, hurtige angriber var flere gange at løbe op til ham mens bolden var andetsteds, vælte ham omkuld og så løbe væk igen. På hans bedste dage er han en begrænset forsvarsspiller, på hans værste er han decideret farlig. På mange måder er Sölvi Ottesen forsvarets version af TK. Han har nogle evner, nogle meget specifikke evner, evner han har tilegnet sig gennem en lang karriere, evner der går ham til et marer–vent, det er Liam Neeson fra “Taken” jeg tænker på. Sölvi har også nogle specifikke evner, der gør sig godt i specifikke situationer. Ligesom TK er top, topklasse til at cirkulere bolden og lade holdet trække vejret, så har Sölvi sine forcer ikke så meget i luftspillet som i det fysiske duelspil. Han er også god i luften, men det er ikke som Gravgaard var det, hvor han bare var så meget bedre end modstanderne i luftrummet. Han er god i luften fordi han er god til at tage duellen. Og ligesom TK så er problemet at hvis kampen ikke lige ligger til hans forcer, så bliver hans værd for holdet også mindsket betragteligt. Endnu værre, hvis han har en kamp som mod OB hvor han ikke engang kan bruge sine forcer, som mod Kasper Larsen ved 1-1 målet, så er der ingen grund til at have ham inde.

Ret skal være ret, at spille fodbold med et træthedsbrud kan ikke være nemt. Desværre er det så et andet problem med Sölvi. Hans krop virker ikke som om den er indrettet til at spille topfodbold. Der er mange skadesproblemer, både større og mindre, og man ved aldrig rigtig om han nu også er på 100%. Det virker sjældent sådan. Lige for tiden ser det ud som om den bedste løsning ville være at give ham tid til at komme sig og så lade Michael Jakobsen og Kris Stadsgaard kæmpe om pladsen ved siden af Ragnar Sigurdsson. Måske endda Jakobsen ved siden af Stadsgaard mod de mindre klubber i ligaen hvor man må formode at midterforsvaret kom til at spille en del med i opspillet. Men en pause til Sölvi må være på sin plads nu.

Jeg nævnte TK og kigger vi på den centrale midtbane så var det ikke en decideret dårlig kamp, men heller ikke en markant en fra duoen TK/Claudemir. Schoop og Andreas Johansson på OB’s midtbane var udpeget som tilpas letvægter til at man måske kunne skabe et overtag, men to spillere endte med at gøre at det ikke blev til noget. Den ene var Rasmus Falk, der som hængende angriber var rigtig god til at falde ned i banen hvor hverken Sölvi eller Ragnar følte sig tryg ved at gå op på ham mens hverken Claudemir eller TK havde det defensive overblik til at falde ned for at holde styr på ham. Istedet blev det ofte sådan nogle “Oh shit, han står fri” situationer hvor TK eller Claudemir pludselig skulle skynde sig på tværs.

Den anden spiller var Nicolai Jørgensen. Offensivt er Jørgensen et sjældent talent i dansk fodbold og hans mål til 2-1 er et af de flotteste i FCK’s historie. Vi taler Peter Møller mod Farum, Ailton mod Horsens, Zuma mod Brøndby. Han kan sætte en mand, gå begge veje, spille både på kanten og i angrebet og har både de tekniske og fysiske færdigheder til begge positioner. På mange måder er han den første reelle erstatning for Jesper Grønkjær vi har fået.

Men han kan godt nok være doven i defensiven. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er noget taktisk, han var jo fin i presspillet i de første kampe, eller om det bare var trætheden der meldte sig efter en lang CL kval kamp, men han var godt nok konservativ med kræfterne. For nu at være flink. Hvilket så betød at den centrale midtbanespiller der lå i venstre side, oftest Claudemir, flere gange blev nødt til at trække ud mod venstre for at dække af. Det endte i sidste ende med at koste en omrokering, med Thomas Delaney der kom ind for at hjælpe med at forsvare kanten og Jørgensen sendt op i angrebet bag ved Andreas Cornelius.

En konstellation der kan komme til at forekomme igen på lørdag når Danmark møder Tjekkiet. Ja, 19-årige Andreas Cornelius, med sine to kampe sidste sæson og elleve kampe i denne sæson, Andreas Cornelius der scorede igen, denne gang mod OB til 1-0, og bragte sig op på seks mål efter otte runder, lige så mange mål som Brøndby og Silkeborg har scoret i denne sæson og et mål mere Esbjerg, flere mål end nogen FCK spiller hele sidste sæson der ikke hed Dame N’Doye eller Cesar Santin, Andreas Cornelius er gået fra U19 liga til det danske A-landshold og spillede til træning på det “rigtige” hold sammen med Nicolai Jørgensen.

Jeg tror “komet” er det helt rigtige udtryk for Andreas Cornelius.

Og gudskelov for det, for Cesar Santin så ikke ud som om han var kommet sig over kampen mod Lille. Det er sådan en afbrænder der virkelig kan sætte sig i en spiller, specielt en så følelsesmæssig sårbar som Santin altid har virket til at være. Imens virker Mos til at være en af de spillere som risikerer en billet ud af klubben til vinter, specielt hvis man så reservekampen mod Brøndby hvor det mest bemærkelsesværdige fra hans side var en afslutning på en friløber der var omkring ti meter over mål og så at han blev sparket i nyren af altid sympatiske Mike Jensen. Og vores nye angriber Igor Vetokele? Svært at sige. Ariël Jacobs virker ikke til at have vildt travlt med at bruge ham, det så man mod OB hvor indskiftningen af ham blev trukket så lang tid at dommeren endte med at fløjte af før han kom på banen.

Det er generelt en af de få ting der irriterer mig med Ariël Jacobs. Han er utrolig konservativ med sine udskiftninger. Ja, ja, der var lige den ene kamp mod FC Midtjylland, men selv der blev den tredje udskiftning først brugt med tre minutter tilbage af kampen. Faktisk har Ariël Jacobs endnu aldrig i en turneringskamp for FCK brugt sin sidste udskiftning før det 80. minut. Mod Lille på udebane kom den sidste udskiftning først i det 114. minut. Fire gange har han slet ikke brugt sin sidste udskiftning, to gange har han kun brugt en enkelt udskiftning, sidst mod netop OB kun et par dage efter at næsten præcis samme startopstilling spillede 120 minutter i Frankrig.

Men som altid, så længe træneren vinder, så har træneren ret. Nu får vi se om han også får ret mod FCN.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *