Efter Kampen: FCM v. FCK, 20/05/12

Det var godt nok en deprimerende kamp at overvære.

Aldrig har jeg set et fodboldhold være så lidt interesserede i at vinde et mesterskab. Aldrig har jeg set en træner være så lidt interesseret i at vinde et mesterskab.

Jeg skal være helt ærlig, for første gang har jeg ikke set kampen igen før jeg skriver det her. En gang må være nok. Det er også svært at skrive noget om en kamp hvor så lidt virkede. Og hvor så mange spillede under niveau. Eller hvad værre er, måske spillede til niveau.

Eh, den bliver kort den her. Jeg gider ikke engang gå i detaljer med præcis hvor anonyme folk som Cesar Santin, Dame N’Doye, Martin Vingaard, Claudemir, Thomas Kristensen, Christian… nu kommer jeg til at nævne hele startopstillingen. Vi kan bare se på antallet af afslutninger indenfor målrammen i første halvleg og i anden halvleg for at se hvor grelt det egentlig stod til.

I første halvleg, tre. I anden halvleg, hvor FCN kommer foran og FCK kommer bagud, en. En eneste afslutning indenfor mål. Det var hvad man kunne fedte sig frem til. Jeg kan ikke lide at bruge ladede ord som “ynkeligt”, men jeg har godt nok svært ved at finde et der er mere passende.

Nu sagde jeg godt nok at jeg ikke ville gå i detaljer med enkelte spillere, men så vil jeg i stedet gå lidt i detaljer med ham der bestemmer hvilke spillere der skal bruges. For hvis kampen mod FC Midtjylland skulle være en art eksamen for cheftræner Carsten V. Jensen, så er det da et solid 03 med pil nedad og en sur smiley klistret ovenpå. At bruge Pierre Bengtsson i stedet for Bryan Oviedo på backen kan så småt forsvares hvis Oviedo var træt efter pokalfinalen. Så kan det bare ikke forsvares at bruge Oviedo i pokalfinalen. At smide Kris Stadsgaard på bænken fordi han sagde “hold kæft” og så lade de to kolosser Sølvi og Ragnar om FCMs lynhurtige afrikanere kunne snildt have gået langt værre end det nu gjorde. Og så Andreas Cornelius.

Jeg ved ikke hvad Pape Pate Diouf har gjort. Jeg ved ikke hvorfor Carsten V. Jensen vælger at gøre som han gør. Men han står med tyve minutter igen, bagud 0-1 og vil lave en offensiv indskiftning på venstrekanten. Han har to valgmuligheder.

Enten sender han en 26-årig kant spiller ind med 112 kampe på topplan i den norske række, der scorede 39 mål i hans tid i Molde, 12 af dem så sent som sidste år, en spiller der i denne sæson har scoret flere mål end nogen anden midtbanespiller i truppen og som var med til at vinde pokalen for bare et par dage siden.

Eller også sender han en 19-årig fyr på banen som før den her kamp har fået under 10 minutter på topplan, kun er udtaget til hans tredje superliga kamp nogensinde og som ikke engang er kantspiller.

Den ene beslutning træffer man hvis man er en professionel cheftræner i en topklub, den anden træffer man hvis man spiller Football Manager.

Det er under al kritik og vil stadig være det, selv hvis FCN gør det umulige og smider mesterskabet på sidste spilledag. CV har været ude og sige at han mener der først burde vurderes på sæsonen når sidste spilledag er overstået og ærlig talt, nej. Det er en latterlig tanke at hans gøren og laden denne halvsæson pludselig skal ses i et helt andet lys hvis man får det danske mesterskab kylet i nakken. At en pludselig nedtur hos FCN skulle ændre vurderingen af FCKs sæson. Det er noget vrøvl. Og den eneste grund til at den bliver hevet frem er at manden godt selv ved at et dansk mesterskab er hans eneste forsvar.

Og lige nu virker det forsvar omtrent lige så brugbart som en chokolade paraply.

Efter Silkeborg kampen står han måske tilbage med kun en mistænkelig brun plet.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *