Først skal jeg da lige beklage at der ikke var nogen optakt til kampen. Af diverse grunde havde jeg ikke tid til at gå igang med en før vi var tæt nok på kampstart til at startopstillingerne allerede var offentliggjort og så var der sådan set ingen grund længere. Så hurtigt videre til selve kampen.
For det var da noget af en kamp. Det store europæiske eventyr blev lige en tand mere eventyrisk og selvom den Lille ulv stadig har store tænder… bedstemor… ok, det jeg mener er at selvom returopgøret bliver utrolig svært, så skal vi holde fast i en fantastisk præstation i hjemmekampen. Selv hvis det tænkelige sker og vi ryger ud til Lille, så er der så mange positive ting at tage med fra den bedste europæiske præstation siden Panathinaikos hjemme i 2010.
Ihvertfald den bedste første halvleg.
I anden halvleg faldt niveauet og Lille fik bedre fat i både spil, bold og chancer, men en første halvleg hvor man tager imod sidste sæsons nummer tre i den franske liga og kommer ud af den med 56% af boldbesiddelsen og en 1-0 føring er værd at holde fast i. Specielt grundlagt på tempo og bevægelse i boldomgangen, noget vi ellers har haft problemer med i over en sæson nu. Tricket bliver selvfølgelig at holde fast i de ting der blev vist mod Lille selv når modstanderne hedder Randers, Esbjerg eller Brøndby.
Men er der en mand som virker klar til det job, så er det Arïel Jacobs. Den forvandling han har stået for indtil videre minder mere om noget man ser Ty Pennington stå for på amerikansk TV. Bare se på prügelknaben Thomas Kristensen, som mod Lille spillede sin absolut bedste kamp nogensinde i en FCK trøje. Konstant i bevægelse, konstant spilbar, det var næsten skræmmende at se hvor mange gange han var på bolden og hvor mange gange han vandt bolden. Det fald i niveau der kom i anden halvleg faldt helt i hak med at TK kom mindre og mindre på bolden. Spørgsmålet er om han gik ned i niveau fordi resten af holdet gjorde eller om det var omvendt. Og bare det at man kan argumentere for at det var TK der bar holdet til en af de bedste præstationer i flere år viser hvilken udvikling han har været igennem.
Og jo, man kan faktisk godt argumentere for det. I første halvleg havde han ni bolderobringer, i anden halvleg kun tre. I første halvleg var han på bolden lige over 70 gange, i anden halvleg kun godt og vel 20. I det første kvarter af anden halvleg hvor Lille virkelig satte sig på spillet var han kun på bolden fire gange og hans eneste aktion af note var at begå et frispark. I det første kvarter af første halvleg, hvor FCK satte sig på spillet, var han på bolden 28 gange, havde fire bolderobringer og et rigtig godt skud. Han var utrolig vigtig for spillet, hvilket blev understreget da han pillede bolden fra Tulio de Melo og spillede bredt til Lars Jacobsen. Femten sekunder senere stod der 1-0 til København.
Hvorfor gik han så ned i anden halvleg? Samme grund som resten af holdet. Træthed. Første halvleg foregik i et vedvarende tempo som vi simpelthen ikke ser i den danske liga. I glimt, ja, en hel halvleg, nej. Hele holdet var trætte, Nicolai Jørgensen var fuldstændig stegt med mere end tyve minutter tilbage i opgøret. Men holdet formåede at komme igennem det tidlige pres, trække Lille ned i tempo og holde hele kampen ud. Endda uden skud på stolpen eller annullerede mål.
Det er faktisk mærkeligt, jeg har brugt meget store ord om den her holdpræstation, men individuelt var det ikke altid lige prængende. Nicolai Jørgensen, Bryan Oviedo og Christian Bolaños er alle set bedre. Claudemir løb meget men blev overskygget af TK. Pierre Bengtsson, der lidt overraskende havde fået chancen fra start i en retur til CV’s sutteklud af en venstreside, var solid defensiv men ikke skræmmende i offensiven. Hele forsvaret var heldigvis solide i defensiven, ingen af de udfald man ellers har set fra både Kris Stadsgaard og Ragnar Sigurdsson. Lars Jacobsen havde en flot assist og holdt sit niveau som han nu gør. Og Cesar Santin viste endnu engang at han blomstrer i sollyset uden det store N’Doye træ til at skygge for sig. Han scorede endda med hovedet.
Med nød og næppe. Men med hovedet.
Og så går turen til Lille og returopgøret. Endda med den nye angriber Igor Vetokele i truppen, hans signing blev gennemført lige på den rigtige side af midnat til at han kunne registreres. Uden ellers at kende det store til ham, så er hans forcer blevet beskrevet som hans ekstreme hurtighed og fysisk styrke. Sådan en slags Sylvester Igboun type. Og det kunne sagtens blive en god joker at kunne sætte ind overfor et Lille hold der skal frem på banen og score. De har ikke den defensive organisation, Lille, til at afholde FCK fra at få deres chancer på omstillingsspillet og kan Københavnerne være kyniske og udnytte de chancer de får…
Det europæiske eventyr. Nogle gange spiser du ulven, nogle gange spiser ulven dig.
