Efter Kampen: FCK v. FCN, 15/09/12

Til at begynde med skal jeg naturligvis undskylde at det blev så sent med den her. I fredags røg min mor på hospitalet med mistanke om en lille blodprop i hjertet og det tog ikke overraskende det meste af min opmærksomhed i weekenden. Hun blev sendt hjem mandag og har det meget bedre nu, så nu har jeg endelig haft tid til at samle nogle tanker om kampen. Det var også derfor at der ikke var nogen optakt til kampen, omend jeg nok ikke havde gættet startformationen rigtig alligevel.

Halvvejs gennem første halvleg jokede Canal 9’s kommentator Niels-Christian Frederiksen med at sidst FCK stillede med tre mand på midtbanen var under Keld Kristensen i midt-90’erne. Og hvis vi lige hopper let og elegant henover debatten om hvorvidt Nicolai Jørgensen var at tælle som offensiv midtbane eller hængende angriber, så passer det stadig ikke. Sidst FCK stillede op i samme formation som i kampen mod FCN var i 2003 under Hasse Backe, med den svenske jordbærtop Jörgen Petterson i NJ rollen.

Bortset fra kuriositeten med at FCK faktisk har en fortid med 4-3-1-2 i klubbens historie, så kan de to dog næppe sammenlignes. Hans Backe ændrede formation for at kickstarte et hold der ikke kunne finde rytmen og specielt en spiller som aldrig rigtig havde fundet sin plads på holdet. Ariël Jacobs ændrede for at dæmme op for en plads der har vakt store problemer, den falske nier der ligger i rummene mellem forsvar og midtbane, samt for at give Nicolai Jørgensen flere chancer for at værre med i det offensive spil end hvis han er “bundet” af venstrekanten.

Så faktisk var det lidt af en fiasko.

Mikkel Bechmann blev skadet sidst i første halvleg og blev erstattet af Morten Nordstrand, der som type er en langt mere ægte nier der ikke i samme omfang falder ned i banen. Og Nicolai Jørgensen havde muligvis hans dårligste kamp i den hvide trøje, masser af dårlige berøringer og generelt en anonym indsats. Det ville også være interessant at vide præcis hvad hans ansvar var i det defensive, for hvor Cesar Santin havde helt klare instrukser om at følge Patrick Mtiliga i hans offensive løb, så var det både uklart hvem der skulle falde ned i banen for at følge Parkhurst og sjældent at det blev gjordt. Det betød at der specielt i første halvleg ofte var en motorvej ned i venstre side som Parkhurst udnyttede igen og igen, blandt andet ved målet til 0-1.

Det interessante ved den Københavnske defensiv var at den så ud til at ændre formation. 4-3-1-2 når man havde bolden og noget mere ala 4-3-2-1 når den var på FCN fødder. I offensiven spredte Delaney og Claudemir sig mere ud mens TK trådte op i banen og Santin og Cornelius lå som deciderede angribere, i defensiven trak TK lidt ned mens de to andre midtbanespillere trak sig mere sammen til en lille trekant på midten, mens Santin lagde sig ud som højre fløj og jeg har på fornemmelse at Nicolai Jørgensen skulle trække ud til venstre.

Jeg kaldte den offensive formation en “fiasko” fordi man ikke fik afprøvet de ting man gerne ville, den defensive gik det bedre med, Santin arbejdede benhårdt på at holde Mtiliga i ro og man så heller ikke meget til ham. I den anden side gik der så noget galt, men man fik rettet lidt op på det i anden halvleg ved at lade Thomas Delaney lægge sig lidt længere ud mod sidelinjen, men den helt store succes i defensiven var ikke så meget afhængig af formationen, det var nemlig det høje presspil.

Der blev skrevet lidt rundt omkring om at FCK først fik held med deres spil da de begyndte at presse højt i anden halvleg. Som så meget andet skrevet (og sagt, Nicolai Stokholm) er det noget vrøvl. Der blev presset højt fra første minut af første halvleg og det blev ved til sidste minut af anden. Da Ariël Jacobs før kampen sagde at det kunne vise sig vigtigt at der var tid til restitution før Molde kampen var det nok de færreste der troede at det var derfor. Men man må sige at han har tiltro til spillernes fysiske form. I øvrigt endnu en kamp hvor der kun blev brugt to indskiftninger.

En af dem skal da lige nævnes, nemlig unge Igor Vetokele der kom, så og sejrede på under et minut. Jeg har tidligere nævnt begrebet POMO, Position Of Maximum Opportunity, og skole-eksemplet er på hjørnespark hvor en angriber starter inde omkring målmanden og så træder væk fra opdækningen og ud i det lille felt hvor bolden har en rigtig god chance for at dukke op. Som for eksempel hvis en midterforsvarer får hovedet på et langt hjørnespark og sender bolden tilbage på tværs af feltet. Han havde flere positive aktioner men lige målet var altså angriber-teknik af høj klasse.

Det var der mere af og det er næsten kedeligt at skrive om hvor god Andreas Cornelius faktisk er. Han scorer næsten da han står imod Jores Okores rambuk-efterligning, ruller ham og så spurter fra ham ned mod målet hvor han smækker den på overliggeren. Det er Superligaens måske største forsvarstalent der blev gjort ganske ordinær. Sejrsmålet kom efter et rigtig flot løb uden bold der først trækker Runje ud af position og så sætter ham fuldstændig så han uhindret kan komme på bolden.

Der er mangt og meget man kunne skrive om kampen, man kunne komme omkring de åbenlyse frustrationer FCN spillerne udviste over ikke at få lov til at spille deres spil, man kunne se på hvad taktikken mod FCNs 4-3-3 kunne betyde for kampen mod Moldes 4-3-3, Kris Stadsgaards comeback, TKs genopfindelse som defensiv midt, Onsides evne til at ignorere alt det, men den har været længe nok undervejs så vi stopper her.

Det var en flot kamp med masser af gode tegn for fremtiden. Mere af det, tak.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *