Efter Kampen: FCK v. AGF, 12/08/12

Det var lidt ligesom i gamle dage.

Specifikt var første halvleg lidt ligesom de bedre CV dage mens anden halvleg mindede mere om Ståle tiden.

Okay, okay, det er måske lidt groft sagt om første halvleg og, ærlig talt, lidt for optimistisk sagt om anden, men det passer alligevel lidt. Det blev stærkeste opstilling fra FCKs side og den forventede fra AGF og specielt Nicolai Jørgensen satte sit præg på første halvleg, men som halvlegen skred frem begyndte der at danne sig et mønster. Ikke så meget en mangel på bevægelse som en mangel på intelligent bevægelse. Typisk fik enten backen eller en central midtbanespiller bolden og straks strøg tre spillere afsted i dybdeløb som det var umuligt at ramme fordi der nu var circa otte AGF spillere mellem dem og bolden. Så stod spilleren lidt med bolden, kiggede frem og tilbage og sendte den så tilbage til en midterforsvarer mens han brokkede sig mere eller mindre højlydt over de manglende spilmuligheder. Ganske sigende var der syv forskellige gange i første halvleg hvor en FCK spiller stoppede op og brokkede sig til sine medspillere, kun to i anden halvleg. Og en af dem var Wiland der skældte ud på forsvaret.

Ikke at der ikke var positive ting at tage med fra første halvleg. Nicolai Jørgensen var utrolig bevægelig ude fra startpositionen på venstrekant, en enkelt gang kom han endda til indlæg fra højre i en situation der næsten endte med et selvmål af Devdariani, og viste flere gange prøver på sin kunnen både som pasningsspiller og som afslutter. Med blandet held, specielt sidstnævnte, men stadig mere godt end skidt. Hans nedtagning og halv-volley mod nærmeste hjørne var af høj, høj klasse og selvom han begyndte at tage nogle dårligere beslutninger da trætheden begyndte at melde sig, så viste han endnu engang at vi altså har med en klasse-spiller i svøb at gøre her. Faktisk minder han lidt om William Kvist.

Nej, nej, jeg har det fint, det er ikke feber-vildelse. Men han er ved at gøre ved anfører Martin Vingaard hvad dengang-Kvist gjorde ved dengang-anfører Hjalte Nørregaard. Han er ved at smide anføreren på bænken ved simpelthen at være et niveau over ham. Hvilket er både lidt overraskende og lidt deprimerende når man tænker på at Vingaard før sin lange skadespause selv var på et niveau hvor han var tæt på at smide Jesper Grønkjær af holdet. Men ligesom Hjalte efter turen i Heerenveen så har Vingaard ikke vist tidligere tiders styrke og man begynder så småt at overveje om han nogensinde gør det igen. Ikke at han er blevet en dårlig spiller, ligesom Hjalte er han en bundsolid Superliga spiller. Det er bare ikke nok med tanke på konkurrencen.

Over på den anden kant havde Bolaños en af sine stille dage. Der kom aldrig rigtig nogen udfordringer fra hans side, de få gange han kom ind i feltet blev det aldrig rigtig farligt og da kampen var ovre havde han også kun to assists ud af tre mål. OK, den til Cornelius var der ikke meget over, en lille aflevering til siden, men den til Santin… på min blok med noter står der bare “Ooooh”. Og man må elske en spiller der på en stille dag har to assists og er del af en kandidat til årets mål.

Hvis vi lige skal vende angriberne mens vi er i gang så havde Santin to mål og et brændt straffe. Det straffe der blev brændt var selvfølgelig ikke så godt, men hellere en ordentlig afslutning der rammer stolpen end en svag en der bliver plukket af målmanden, og så blev der alligevel vist lidt cojones fra Santins side da han kontant afviste Andreas Cornelius der ellers gerne ville sparke straffe nummer to og så satte den stensikkert ind. Cornelius havde ellers lige vundet straffesparket med en flot tur op af venstrekanten og så ind i feltet hvor han fik Petri Pasanen til at se ældre ud end AGF nok gerne havde set. Nu fik han så ikke lov til at sparke men han havde jo også scoret et mål allerede og lidt af en perle var det. En afslutning der ikke var så meget følt som tænkt, langt udefra og så med indersiden over i det lange hjørne. I enhver anden kamp havde det været kampens bedste mål. Nu var der så bare lige 1-0 målet. Til sidst fik Mos Abdellaoue også lige lidt tid på banen og han kunne faktisk have scoret i to omgange. Først fik Pasanen lidt af en gave fra dommeren da han trak sig selv omkuld ved at hive i Mos’ trøje og fik et frispark for det og så var det Cornelius der så Mos i fri position foran målet og lagde afleveringen lige en halv meter bag ham. Faktisk havde Cornelius et par af de der rigtig dårlige afleveringer i rigtig gode positioner, Nicolai Jørgensen måtte også se en stor chance forsvinde på en dårlig aflevering fra Cornelius.

I sidste ende blev det en sikkert sejr, efter en første halvleg hvor 0-0 lignede et rimelig sandsynligt slutresultat. Endnu engang viste holdet sig at blive bedre efter Ariël Jacobs havde haft dem nede i omklædningsrummet og AGF fik ikke noget ud af deres deprimerende taktik som bedst opsummeres af Peter Sørensen der før kampen grinte fjoget da han blev spurgt om det blev en seværdig kamp og efter kampen mente at AGF egentlig var meget godt med i kampen fordi de var oppe på FCKs banehalvdel nogle gange.

Nå, en nedrykningskandidat har været på besøg og næste uge kommer endnu en af slagsen, nemlig kommunisterne fra Brøndby. Undskyld, der skulle stå dem fra Brøndby kommune.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *