Efter Kampen: FCK v. AaB, 29/04/12

Indlægs optakt: Det meste af min mandag gik på at se Avengers i Imperial og så tage på arbejde. Derfor den her er lidt sent ude selv efter mine standarder. Jeg fortryder intet. Og kunne man lide nogle af Marvel filmene så er Avengers absolut en must-see film.

Indlægs replay: “ville det så ikke være rart at se Christian Bolaños score sit første mål?” Jo, det ville det.

Indlægs Bet24 News: … Jeg holder op nu.

Ja, Christian Bolaños scorede som forudsagt mod AaB, to gange endda. Og havde tredjesidste fod på endnu et mål. Flot indsats af Bolaños, selvom den faktisk var mindre imponerende end den måske lyder og føltes under selve kampen. Men mere om det senere.

Lidt overraskende havde AaB stadig en Henrik Dalsgaard på højrebacken og så sad Jeppe Curth på bænken til fordel for den 17-årige dribletrold Lucas Andersen i en offensiv midt/hængende fisker rolle, men bortset fra det var det et rimelig ligetil AaB hold. Der var ikke så meget fokus på presspil og hurtige kontraer som på solidt forsvarsspil og enkeltmandspræstationer. Hos FCK fortsatte Carsten V. Jensen med Bryan Oviedo på venstrekant og Pierre Bengtsson på venstreback. Det virker som om de to har sat sig på den venstreside nu, hvilket er lidt underligt med tanke på Pape Pate Dioufs alligevel imponerende mål/assist tal og hvor dårlig Oviedo’s højreben er, en småvigtig ting når man spiller venstrekant i FCK’s system. Samspillet mellem de to fungerede retfærdigvis bedre i dag end det gjorde mod Horsens, selvom der stadig var nogle placeringsmæssige problemer.

I modsatte side har der heldigvis ikke været samme problemer med at finde den rigtige duo til pladserne og man må sige at Bolaños og Lars Jacobsen har fundet ind i et rigtig godt samarbejde. Den lille aflevering indenom ved 2-0 målet er høj klasse, både pasningen og løbet fra Lars. Det ledte tankerne lidt hen på forgængeren på højreback pladsen, Zdenek Pospech, selvom Pospech nok havde hamret den efterfølgende afslutning utageligt op i nettaget. Istedet fik N’Doye scoret sit mål nummer 17 i ligaen og det var jo også helt fint.

Det lukkede så også reelt kampen, med lige over et kvarter spillet. Bolaños’ fremragende venstrebensspark der gjorde det til 1-0 truede ellers med at starte et reelt stormløb mod AaB målet men med en yderst vigtig kamp allerede på onsdag så var der ikke nogen grund til at fortsætte med at bruge kræfter efter 2-0 målet og resten af kampen foregik også på max 80% styrke. Uden at AaB ellers endte med at se farlige ud af den grund. Da Bolaños så gjorde det til 3-0 i anden halvleg, hans mål nummer to i ligaen i denne sæson og begge med venstrebenet, så gik AaB også over til at koncentrere sig om ikke at lukke flere mål ind. Så FCK gad ikke angribe og AaB ville ikke og alligevel endte FCK med at se farligst ud, primært på grund af, ja, Christian Bolaños.

Nu sagde jeg indledningsvis at Bolaños’ indsats var mindre imponerende end den lød og føltes som og der hjælper jeg selvfølgelig ikke mit argument ved hele tiden at nævne ham, men det her var ikke nødvendigvis Bolaños’ bedste kamp i år. Det var bare kampen hvor bolden strøg i mål i stedet for på overliggeren. Det er heller ikke første kamp i sæsonen hvor Bolaños har spadseret forbi hans oppasser efter behov, han havde det faktisk endnu nemmere mod Royal Shakespeare Company’s egen Ronnie Bendtsen i HB Køge kampen. Faktisk har Bola, efter en drøj start, været oppe i gear i et stykke tid nu, selvom folk måske ikke altid har lagt mærke til det.

Der var andre fine præstationer. Claudemir holdt godt på bolden, Lars Jacobsen som nævnt, Kris Stadsgaard havde en bedre kamp end hans sidste par stykker, Bengtsson og Oviedo gjorde det fint nok i deres side, men primært bar kampen præg af at FCK ikke gad mere end højst nødvendigt og “højst nødvendigt” mod et spagt AaB hold var ikke særlig meget til at begynde med.

Det bliver nok anderledes på onsdag.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *