Ja, vi runder lige landsholdet en enkelt gang før det hedder FCK igen.
Det er nok ikke gået nogens næse forbi at den danske landstræner for de næste to år stadig hedder Morten Olsen. Generalsekretær Jim Stjerne Hansen valgte i torsdags at forlænge med den siddende landstræner med argumentet “Morten Olsen nyder en enorm respekt blandt de personer herhjemme og i udlandet, jeg tillægger kvalificeret viden om trænermarkedet i international fodbold.”
Eller “alle dem jeg er enige med, mener det samme som jeg gør.”
“DBU skal blandt mange spændende og nødvendige projekter fastholde fokus på sin grundlæggende forretning, og jeg er derfor personligt meget tilfreds med at kunne overlade ledelsen af det danske fodboldforbund med en aftale med den mest kvalificerede træner til at stå i spidsen for landsholdet i den næste kvalifikationsturnering.”
Den er sværere at gennemskue. Jeg går ud fra at DBUs grundlæggende forretning er “skuffende tilskuertal” og derfor holder man fast i en landstræner der ikke har fanget folkets interesse i et godt stykke tid nu. Men mere interessant er det med at kunne overlade DBUs nye ledelse med “den mest kvalificerede træner til at stå i spidsen for den næste kvalifikationsturnering”.
For det her er nemlig Jim Stjerne Hansens sidste handling som generalsekretær. 25 år i stolen er nu ovre og med tanke på at det sidste år har budt på dårlige landsholdspræstationer, manglende VM kvalifikation og et underskud hos DBU der blandt andet har kostet ligalandsholdet livet, så kan man måske ikke fortænke Jim Stjerne Hansen i at ville ende på en positiv note. Og hvad ville være bedre end at vise sig som den store statsmand og fastholde en international kapacitet som tager os til EM i 2016?
Jeg er ganske sikker på at Jim Stjerne Hansen virkelig mener at Morten Olsen som landstræner er hvad der giver os størst chance for at komme til EM i 2016. Og jeg er faktisk enig, Morten Olsen som landstræner giver os størst chance for det. Hvis vi kigger på de syv kvalifikationsrunder vi har været igennem under Morten Olsen så har Danmark kvalificeret sig til fire ud af syv slutrunder (og mærkeligt nok vundet enten fire eller seks kampe hver gang). Kun en gang er Danmark endt uden for top tre i en kvalifikationsrunde. Hvorfor er det vigtigt? Fordi EM i 2016 er udvidet til 24 hold, hvilket betyder at selv en tredjeplads mindst vil give en plads i playoff runden.
Så ja, der har været nogle skuffende resultater her de sidste par år. Nederlag til Armenien, nederlag til Makedonien, Slovakiet, Skotland, Polen, en sejr over Norge hvor vi formåede at blive udspillet i en grad sjældent set i disse nordiske møder, kvalifikationer hvor automatismer erstattede mod og mandshjerte og kun uforudsete wunderkampe mod Portugal der i realiteten reddede vores deltagelse i flere slutrunder.
Og Morten Olsen har aldrig været en særlig god mand når først vi kom til de slutrunder. VM i 2002 var hans første slutrunde som landstræner, det var også sidste gang vi vandt mere end en enkelt kamp ved et VM eller EM. Slutrunderne under Morten Olsen har været kendetegnende for at vi enten har været chanceløse eller har vist overraskende gode takter for så at falde totalt sammen i en afgørende kamp. Mod Japan, senest.
Så vi skal nok ikke forvente det helt store når vi først kommer til EM, men på nuværende tidspunkt er store forventninger heller ikke det største problem det her landshold står over for, så det går nok.
Er alt så ikke fryd og gammen? Vi kommer med til EM, Morten Olsen får lov til at trække sig tilbage med en succesoplevelse, Jim Stjerne Hansens gravskrift bliver endnu en slutrunde sikret. Det danske publikum får lov til at kede sig bravt i to år, men DBU har nu for længst slået fast at landsholdet tilhører dem og ikke den danske befolkning, så ikke den store forandring der.
Måske ikke. For hvad sker der i 2014? Medmindre alting går helt, frygteligt galt, så skal Danmark stadig have en ny landstræner. En ny landstræner med nye ideer, ny taktik, sikkert med nye spillere, en mand der ikke kan komme ind med den samme respekt omkring sig som Morten Olsen havde, ikke medmindre Michael Laudrup har slået hovedet til den tid og siger “Ja… hvor er jeg?” til at overtage som landstræner. Og så skal han til spille alt det ind mens der er kvalifikation til VM i 2018.
Vi ved hvor svært det er at kvalificere sig til et VM. Bare se på hvordan det gik i år. Og i 2018 har der været snak fra Sepp Blatters side om at både Afrika og Asien skal have flere pladser. Michel Platini vil have VM udvidet til 40 hold, men går FIFA ikke med til det, så kommer de nye pladser nok til at blive taget fra Europas tretten. Altså kan en i forvejen svær VM kvalifikation blive endnu sværere.
Ikke en optimal start for en splinterny landstræner. Faktisk kan det blive noget nær den værste start, hvis en ny spillergruppe og nye ideer skal spilles ind på en baggrund af konstant fiasko. Det ville være langt bedre hvis en ny landstræner kunne så godt som garanteres en succesoplevelse. En kvalifikationsturnering hvor det næsten er sværere ikke at gå videre end omvendt.
Jeg tror Jim Stjerne Hansen mener at Morten Olsen er vores bedste chance for at komme med til EM i 2016 men vores chance for at komme med til EM i 2016 er rimelig god til at begynde med. Det ville den også være med Kasper Hjulmand, med Morten Wieghorst, med Jürgen Klinsmann eller Ståle Solbakken, det ville den være uanset hvilken træner Jim Stjerne Hansen havde fundet. Og forudsætninger for fremtiden ville være langt bedre hvis en ny træner havde fået den her kvalifikation til at blive kørt ind på pladsen.
Prøv at tænk en gruppe der hedder Grækenland, Danmark, Østrig, Estland, Moldova og San Marino. Hvor de to bedste gik videre og selv tredjepladsen giver playoff adgang. Ville den være mere sikker med Morten Olsen end med Kasper Hjulmand? Selvfølgelig. Ville den stadig være sikker med Kasper Hjulmand? Absolut.
Bare ikke ligeså sikker.
Og der har Jim Stjerne Hansen solgt fremtiden for dansk fodbold for at sikre sig eget eftermæle.
Sådan groft sagt.
