Det store puslespil

I sæsonen 2014/2015 endte FC København med en mål difference på 40-22 i ligaen.

Det var delt med 09/10 sæsonen det laveste antal mål imod FCK i Superligaens historie, men samtidig var det også det laveste antal scorede mål af FCK i Superligaens historie, næsten halvt så mange mål som i 2010/2011 sæsonen hvor man sparkede 77 af slagsen i kassen.

Nicolai Jørgensen blev topscorer med 10 mål, Andreas Cornelius nummer to med 6 mål, Daniel Amartey havde 3 scoringer i løbet af sæsonen. Ingen andre spillere scorede over to mål i ligaen. Der blev talt meget om manglende mål fra Steve de Ridder, det belgiske nyindkøb der skulle erstatte Cesar Santin, men en vigtigere del af forklaringen kunne man finde på kanterne. Danny Amankwaa blev sæsons mest produktive kantspiller, med et mål og hele fem assists. Den eneste anden kantspiller med assists overhovedet var egentlig ikke kant, men den udlejede Wolverhampton angriber Bjørn Sigurdarson der skulle spilles i gang på kanten og stadig var der da hans lejeudtale udløb.

Alt i alt stod kanterne i 2014/2015 sæsonen for syv mål og syv assists i Superligaen.

Der skulle bygges en helt ny offensiv op, en mesterskabsvindende offensiv som man ikke havde råd til at vente på. Ud røg Rurik Gislason, Bjørn Sigurdarson og Steve de Ridder, ind kom Benjamin Verbic, Kasper Kusk, Federico Santander og Peter Ankersen.

Alt i alt stod kanterne i 2015/2016 sæsonen for 14 mål og 14 assists i Superligaen.

Nicolai Jørgensen blev igen topscorer, denne gang med 15 mål i ligaen, Federico Santander var nummer to på listen med 14. I alt havde otte forskellige spillere over to scoringer i ligaen. Man tillod seks mål mere end sæsonen før men scorede så 22 mere, 62-28. Og man vandt mesterskabet med ni point ned til nummer to.

Det kommende sommertransfervindue bliver endnu et i opbygningens tegn. Man siger enten definitivt, planmæssigt eller rygtemæssigt farvel til Ludwig Augustinsson, Mathias Zanka Jørgensen, Tom Høgli, Andreas Cornelius og måske Youssef Toutouh, ligesom Robin Olsen, Erik Johansson, Peter Ankersen og Federico Santander alle er i fare for at tiltrække bud der er for interessante til at sige nej til mens Jan Gregus, Kasper Kusk, Andrija Pavlovic og Julian Kristoffersen alle må have deres FCK fremtid op til overvejelse.

Det første spadestik er alle foretaget, da Thomas Delaney forlod klubben i vinterpausen for at tage til Werder Bremen og det kan da godt vække lidt bekymring i forhold til sommerpausen, for det har endnu ikke været en udpræget succes at erstatte ham.

Ligesom man så det med andre spillere, så blev erstatningen for Delaney også hentet et godt stykke tid før Delaney forlod klubben. Den slovakiske landsholdsspiller Jan Gregus blev hentet ind som en teknisk stærk offensiv indstillet midtbanemand med en veludviklet skudteknik. Han ville naturligvis ikke kunne byde ind med den samme fysik og gennembrudskraft som Thomas Delaney, men ud fra hvad man så til ham før han kom til klubben kunne man godt forvente en spiller der var bedre med bolden og mere udfordrende. At han havde været med til at slå FCK ud med tjekkiske Jablonec var uden tvivl med til at få ham på klubbens radar og de 14 mio. de var villige til at lægge for at hente ham tydede også på at man havde store forventninger til ham.

Allerede efter et halvt år var det svært at se ham træde ind som det nye førstevalg på midtbanen. Et dumt rødt kort i en vigtig Champions League kamp mod Porto var emblematisk for slovakkens første halvsæson. Enkelte highlights kunne ikke overstråle en indsats der fra kamp til kamp rangerede mellem “generelt anonym” og “katastrofal”. Han virkede som en spiller der var vant til at det hele foregik i både et lavere tempo og med løsere taktiske bånd, man så en spiller der manglede plads og tid og virkede frustreret over det.

Så i vinterpausen følte klubben et behov for at hente endnu en midtbanespiller, en “rigtig” erstatning for Delaney. Valget faldt på serbiske (eller muligvis makedonske) Uros Matic, lillebror til Chelsea’s Nemanja Matic. Efter at have været en tur hos Benfica B mens storebror spillede for førsteholdet rykkede den yngre Matic til NAC Breda i den hollandske Eresdivisie, hvor han dog kun nåede en enkelt sæson før nedrykningen til Jupiler League var en kendsgerning. Efter kontrakten med Breda udløb, tog han til østrigske Sturm Graz hvor han fik sit gennembrud og var en af de bedste spillere i den østrigske Bundesliga. Et halvt år efter at Graz fik ham på en fri transfer valgte FCK så at smide næsten 20 mio. kroner efter ham, for at få en spiller som Ståle Solbakken beskrev som en med international intensitet, en løbestærk tovejsspiller med fysik og et godt venstreben, en spiller med internationale færdigheder som man kunne gøre brug af fra dag et.

De første vage alarmklokker begyndte at ringe da en østrigst journalist tweetede at han egentlig ikke troede Sturm Graz ville miste så meget, for Matic var allerede begyndt at dale i niveau igen. Bedre at smede mens jernet var varmt. Efterfølgende udtalte Ole Tobiasen, som var assistenttræner i NAC Breda da Matic var der, at han var overrasket over skiftet til FCK og at han aldrig havde anbefalet Matic til Lars Højer selvom de talte sammen om spillere. Og efter det første dusin kampe virker han mest som en spiller der modsat Gregus har noget af den fysik og løbekapacitet der skal til men ellers har en del af de samme svagheder hvad angår boldomgangen. Specielt boldkontrollen er et problem indtil videre, han skal generelt lige bruge et touch eller to mere end han burde for at få bolden under kontrol, hvilket så igen betyder at han lige er et skridt eller to bagefter når tempoet bliver sat op i offensiven.

Det er selvfølgelig dybt uretfærdigt at bedømme en spiller på en håndfuld kampe, specielt her i FC København hvor omkvædet “han har brug for et mindst et halvt år før man kan bedømme ham” bliver sunget igen og igen. Men at vi igen og igen bliver kædet sammen med belgiske Mats Rits, endnu en i rækken af centrale to-vejs midtbanespillere med stort løbepensum og et godt venstreben, kunne tyde på at klubben godt selv er klar over problemstillingen. Og det highlighter at man ikke bare kan smide store mængder penge efter en spiller og så er han klar fra dag et til at gå ind og dominere på samme niveau som en af de bærende kræfter man nu er blevet nødt til at sige farvel til.

Se eventuelt Jores Okore, som blev hentet til klubben som den fremtidige afløser for Mathias Zanka Jørgensen. Efter næsten et halvt år til at komme i form fik Okore endelig sin debut i november, da han blev skiftet ind mod AaB i slutminutterne. Siden er det blevet til tre kampe fra start plus endnu en sen indskiftning i ligaen før han blev skadet mod Ajax og nu virker han til at få endnu et halvt år til at komme i form oven på den skade. Han har i hvert fald ikke været i truppen de sidste par gange, også selvom det har betydet en venstreback i midterforsvaret. De par kampe han har fået har vist en usikker spiller langt fra topformen og måske en spillertype som egentlig slet ikke passer ind i den måde FC København spiller på. Man må uanset forvente at der bliver hentet en ny midterforsvarer når Zanka forlader klubben til sommer, så er spørgsmålet om det bliver en spiller man forventer går ind foran eller bag ved Okore i køen til spilletid.

Førnævnte venstreback der vikarierede i midterforsvaret tyder så på at det heller ikke er umuligt at finde en ny spiller der kan gå ind og spille på et højt niveau. At miste Ludwig Augustinsson vil selvfølgelig være et slag, over de sidste to sæsoner har han i alle turneringer stået for lige over 18% af vores assists. Den eneste anden spiller der er over 10% er Peter Ankersen med 12%. Det vil næsten være umuligt ikke at savne den unge svensker der er på vej for at slutte sig til Thomas Delaney i Werder Bremen.

Heldigvis har Nicolai Boilesen vist at hvis han ellers kan holde sig skadesfri, stadig et spørgsmåltegn for den tidligere så plagede spiller, så har han både fysikken og farten til at holde modstanderne fra fadet og spilintelligensen og teknikken til bidrage offensivt. Han kan næppe holde trit med Augustinssons offensive output, men bare hans kampe som midterforsvarer viste et pasningsspil som vi nok skulle kunne drage fordel af.

Nicolaj Thomsen har vi endnu ikke set noget til og gør det næppe før næste sæson, så det er svært at sige om han er klar til at overtage for Youssef Toutouh. Omvendt har Youssef Toutouh endnu ikke ramt de højder i anden halvdel af sæsonen som han ramte i første, mens Nicolaj Thomsen gennem flere år var en af de bedste offensive kort i Superligaen, så han burde være i stand til at matche den nuværende Toutouh når han kommer tilbage efter et træthedsbrud i foden. Og skulle tidsplanen for hans comeback ende med at skride, så har Toutouh endnu ikke tiltrukket konkret nok interesse til at medierne har fået nys om det, så klubben kunne godt tænkes at holde på ham i kontraktens sidste år, for at være helt sikker på at få den venstrekant vel overhændet til Thomsen.

Når det kommer til angrebet, så har vi været inde på cypriotiske Pieros Sotiriou der virker til at være fremtidens afløser for Andreas Cornelius, som diverse medier nu sender til Serie A og Atalanta. Spekulationerne har mere været på om Sotiriou bliver eneste forstærkning i angrebet eller om klubben vil hente en fjerde angriber til at være mere end fjerdeangriber. Med et farvel til Cornelius og højst sandsynligt også den unge nordmand Julian Kristoffersen ville man stå uden skandinaviske angribere i truppen, og selvom Kristoffersen nok vil blive erstattet af en af de mange offensive talenter vi har på spring fra SoE så kunne det godt tænkes at man ville have en etableret angriber ind med en mere nordisk mentalitet.

Skulle det ske, så er det begrænset med oplagte emner, men Viktor Fischer i Middlesbrough får ikke meget med spilletid og ville være en spillertype som man ellers ikke har blandt de andre angribere. Isaac Kiese Thelin er p.t. udlejet til Anderlecht, men hvis belgierne ikke vil gøre den transfer permanent, så vil Bordeaux næppe stille sig på bagbenene for at holde på den 1,89 høje svensker. Og skulle man endelig have en mere erfaren veteran som nogle af de unge kunne læne sig op af, så er Ola Toivonen for tiden mest bænkevarmer i franske Rennes og har udtalt at meget lokker omkring et comeback til Allsvenskan bortset fra de mange klubber der spiller på kunstgræs. Det kunne åbne en dør på klem for den danske liga.

Men alt det hører vi uden tvivl mere om fra diverse medier. Rygterne kommer til at gå, nok ikke mindst fordi en klub der får den slags resultater og bruger den slags penge i Europa nu kommer til at indgå i langt flere agenters “og min klient tiltrækker også interesse fra…” taler for at presse prisen op rundt omkring i verden. Vi kommer nok til at høre mere om alsidige backs fra Sydamerika, om Anders Lindegaard, Marcus Ingvartsen og Ragnar Sigurdsson, om transfers der aldrig bliver til noget og om nogle der kom ud af det blå.

Og næste sommer kommer vi så til at skulle gøre det hele igen.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *