Det er ikke let at skrive om FCK for tiden. Ikke fordi man ikke kan finde emner, tværtimod. Fordi så snart man lægger sig fast på et emne at skrive om, så hopper der et andet op og råber “Mig, mig, tag mig, jeg er det vigtigste!”. Så, for ikke at springe frem og tilbage mellem fire eller fem halvfærdige artikler, så bliver jeg nødt til at tage dem en af gangen og så må jeg bare undskylde hvis timingen ikke altid er lige aktuel.
Case in point.
Da Nicolai Jørgensen stod på sidelinjen den dag i juli, 2012, og ventede på at få sin debut for FC København hjemme i Parken mod FC Midtjylland var det med blandede forventninger fra publikum. Godt nok var den unge mand et stort talent der allerede i Leverkusen tiden havde været inde omkring det danske landshold, men det endelige gennembrud havde ladt vente på sig, både i Leverkusen og i Kaiserslautern, og der er altid nogle spørgsmålstegn ved en spiller som en klub gerne vil af med.
Da sæsonen var ovre havde Jørgensen allerede skiftet lejekontrakten ud med en permanent en og FCK fans undrede sig lidt over at manden ikke allerede havde fået ti-tallet på ryggen. Tolv mål og ti assists kom der fra manden der havde sat sig så solidt på venstrekanten at Martin Vingaard røg helt ud af klubben. Specielt målene var af en karakter hvor hver gang man troede man havde set årets mål, så overgik Jørgensen det lige ugen efter.
Det var godt nok lige ti kampe han havde misset og man vidste også godt at der var lidt skadesproblemer i Tyskland, men kunne han bare holde sig nogenlunde skadesfri, så lignede Nicolai Jørgensen manden der ville få FCK fans til at glemme savnet af Jesper Grønkjær.
Der var faktisk mere end bare lidt skadesproblemer i Tyskland. Jørgensen havde ikke fået så mange kampe i Bundesligaen efter sit skifte fra AB, men i Europa League var det blevet til en del. Men hver gang at han skulle til at tage skridtet op, så kom der skader i vejen. En lejeaftale med Kaiserslautern skulle have været gennembruddet i det tyske, halvandet år i en klub hvor vejen til spilletid var en del mindre end Leverkusen, men efter bare et halvt år og kun fem kampe blev Jørgensen sparket tilbage til Leverkusen af en nedrykningsklausul der forhindrede ham i at følge Kaiserslautern ned i 2. Bundesliga.
Havde Nicolai Jørgensen ikke haft de skadesproblemer var han sikkert aldrig kommet til FCK. Men i 2013/14 sæsonen så man hvorfor gennembruddet aldrig var kommet. Kun 24 kampe af 45 mulige blev det til og selvom han med otte mål holdt sit målsnit fra sæsonen før så blev det kun til fem assists yderligere. I mange af kampene virkede han ude af form, ikke klar til at spille førsteholdsbold, nogle gange direkte ugidelig. I foråret 2014, hvor mesterskabet blev afgjort, blev det til et mål og ingen assists i kun fire kampe. Da det hele spidsede til forsvandt Nicolai Jørgensen bogstavelig talt.
Indtil videre ser det ikke meget bedre ud i denne sæson. Seks kampe holdt bentøjet til før den første skade indbefandt sig. Et enkelt mål men måske også flest afslutninger af alle FCK’ere i de seks kampe, der blev skudt meget og oftest i situationer hvor lidt overblik og en enkelt aflevering kunne have gjort det hele meget farligere. Det er faktisk det største problem med Nicolai Jørgensen for tiden, det er skidt at han er skadet men hvis han heller ikke spiller godt når han spiller?
Mod Dnipro i Parken havde han seks mislykkede driblinger og tolv gange mistede han bolden. Han stoppede flere FCK angreb end langt størstedelen af Dnipro spillerne. Ingen indlæg blev det til og kun tre afleveringer til en spiller der kom i et overlap. Specielt det sidste var frustrerende at se. Igen og igen kom specielt Pierre Bengtsson i et rush udenom uden at få bolden. Første gang Pierre så fik bolden fra Nicolai i et overlap lagde han den fladt ind til Cornelius der scorede, så man skulle tro at man ville fortsætte den succesoplevelse men nej, kun en anden gang i kampen fik Bengtsson bolden i et overlap.
Mod Hobro, hans sidste kamp før skaden, mistede han bolden hele seksten gange. Seks gange i første halvleg og ti gange i anden.
Seksten boldtab.
Læg hertil fem mislykkede driblinger, en del udfordringer der lykkedes på tværs af banen men kun en enkelt en der faktisk blev farlig, ingen skud på mål og kun et enkelt indlæg i hver halvleg…
Og igen blev det manglende samarbejde med backen udstillet. Efter de kun tre afleveringer til en spiller i overlap fra Dnipro kampen skulle man tro at det kun kunne blive bedre, men mod Hobro endte det med kun to af den slags afleveringer. Nu kom Bashkim Kadrii selvfølgelig ind og spillede en lidt uvant plads men det gjorde ikke at venstrebacken kom mindre med frem. Faktisk var der et utal af situationer (kode for “jeg holdt op med at tælle da det blev to-cifret”) hvor enten Bengtsson eller Kadrii stod alene med bolden overfor to modstandere fordi Nicolai Jørgensen var løbet ind på midten i stedet for at hjælpe sin back.
Og det var ikke kun i offensiven. Hobros første mål kom fordi Pierre Bengtsson blev nødt til at reagere på et offensivt løb fra modsatte back og Nicolai Jørgensen slet ikke kom ned og pressede Hobro-spilleren med bolden. I stedet fik han alt den tid han havde brug for til at lægge et perfekt indlæg til en fremstormende Quincy Antipas. På TV var det Zanka der fik skylden for det mål, men så fri må man altså ikke få lov til at stå og slå et indlæg.
Så hvad nu for Nicolai Jørgensen? Førnævnte Bashkim Kadrii blev hentet i OB og selvom han mest er blevet brugt i angrebet indtil videre så skabte han sit navn som venstrekant. En type med mere power i sit spil end Nicolai Jørgensen, en type mere ala Rurik Gislason, og som venstrebenet en spiller der er mere tryg ved at gå mod baglinjen og lægge et indlæg end Nicolai Jørgensen. Danny Amankwaa har spillet flere kampe på venstrekanten og ligner en spiller på randen af et gennembrud. Youssef Toutouh spillede venstrekanten i Esbjerg og flere gange for FCK før. Vi har rent faktisk alternativer til Nicolai Jørgensen, måske ikke alternativer til Nicolai Jørgensens topniveau men hvor ofte ser vi også det?
Ja, hvor ofte ser vi rent faktisk det topniveau? Selv når han ikke er skadet, hvor god er han så? Kan man stadig bygge et hold op omkring Nicolai Jørgensen? Hvis man ikke direkte bygger det op omkring ham, kan han så stadig være en hjørnesten i et nyt hold? Eller skal man til at se ham som en champagne-spiller? En luksus når man har ham men ikke en normal del af holdet.
En ting er sikkert. Hvis Nicolai Jørgensen vil have sit endelige gennembrud på topniveau, så er det på tide at han bliver voksen. Det er på tide at han får styr på sine skader, på tide at man kan regne med at have ham til rådighed i løbet af en sæson. Og det er på tide at han får styr på sin tilgang og indstilling. Det er ikke altid sjovt, man er ikke altid den største stjerne på banen, men det er ingen undskyldning for at tjekke ud af kampe.
Nu har Nicolai Jørgensen fået ti-tallet. Nu er det på tide at han lever op til det.
