Der har været stille her på siden på det seneste fordi jeg egentlig ikke har haft så meget at sige. Det har ikke været sindsoprivende, ikke engang den fatale kamp i Tyrkiet var andet end hvad jeg forventede fra det nuværende FCK hold. Kampen mod Randers var nærmest billedet på det forventelige. Og så blev det hele alligevel lidt overraskende…
I den sidste halvanden uge har FCK spillet tre vidt forskellige kampe. Der var den kontrollerede indsats mod AaB der endte med en sikker sejr og sæsonens første clean sheet. Der var Champions League kampen mod Galatasaray hvor forskellen på den danske liga og internationalt niveau brutalt blev udstillet, et billede der kun blev en anelse udvisket af en forbedret indsats i anden halvleg mod et hold der allerede havde vundet kampen. Og så var der kampen mod Randers, en kamp der på mange måder var symptomatisk for FCK’s sæson indtil videre.
AaB kampen og Galatasaray kampen var begge kampe hvor man med rette kunne mene at udeholdet ikke havde fortjent at komme derfra med noget resultatmæssigt. Men hvor AaB kampen kom i hus på en disciplineret defensiv og en Nicolai Jørgensen der tog mere og mere fra i løbet af kampen, så var kampen i det tyrkiske mere end noget en udstilling af de mangler FCK har som hold. Der var intet der fungerede optimalt i den kamp, hverken forsvar, midtbane eller angreb, der var intet der viste at FCK hørte til på det niveau, fordi FCK hører ikke til på det niveau. Ikke det her FCK, ikke det her hold.
Og så Randers kampen. En kamp hvor et topmotiveret FCK hold skulle tage revanche efter den forfærdelige kamp mod Galatasaray og fejlede. Kort og godt. Ikke fordi de ikke ville men fordi de ikke kunne.
PS&E formand John Dueholm var ude i Børsen TV og sige at målsætningen for sæsonen var at vinde mesterskabet, for med de kapaciteter vi havde i truppen, der burde vi vinde det. Diverse journalister har stadig FCK som titelfavorit, ofte med begrundelsen at vi har Danmarks bredeste trup.
Nej. Ingen af de ting passer længere. Vi har tyve markspillere og kun to eller tre af dem er selvskrevne i startopstillingen. Det er ikke en titelfavorit.
På målmandspladsen har vi et klart førstevalg der nu er begyndt at lave ukarakteristisk mange fejl af typen der koster mål. Og bag ham har vi en ung fyr med kun fire kampe for klubben og en erfaren spiller der forlader klubben til vinter.
På back pladserne har vi en venstreback hvis top og bundniveau efterhånden er det samme og en højreback der bevæger sig hurtigere mod sidste salgsdato end op af flanken. Eneste reserve er en ung spiller der teknisk set kan dække begge pladser men er bedst på samme position som holdets kaptajn. I det centrale forsvar har vi så en fast mand med masser af erfaring fra udlandet. Det eneste han ikke har prøvet er åbenbart at spille zoneforsvar. Ved siden af ham er der gang i svingdøren, med tre forskellige der bejler til pladsen. Islændingen med det manglende overblik og de forfærdelige fejl, danskeren med den dårlige indstilling og de endnu værre fejl, og østrigeren der fik hele sidste sæson ødelagt af skader og nu er blevet hentet ind på en lejeaftale som erstatning for ham man sendte afsted på en lejeaftale.
På den centrale midtbane har vi tre spillere. En ung defensiv midtbanespiller der ser ud til at tage skridtet op fra talent til fast mand og gudskelov for det, for ved siden af ham har vi en brasilianer hvis afleveringer er lige farlige for begge sider og en mand som aldrig har mødt en tilbageaflevering over en halv banelængde som han ikke kunne stå for. På kanterne har vi vores vigtiste spiller, en ung fyr der når han er på toppen kan styre en kamp fra venstre fløj men som alt, alt for sjældent når de højder. Bortset fra ham har vi en mand fra Costa Rica der virker til at have tjekket ud for lang tid siden, en mand fra Norge som vi stadig ikke har set tjekke ind, en hårdtarbejdende islænding som endelig virker til at have fået sit gennembrud, og to unge talenter hvor den ene virker noget tættere på holdet end den anden.
Og så er der angrebet hvor vi har to unge spillere der ikke er klar til at være fast mand, en erfaren spiller der ikke længere er god nok til at være fast mand og en spiller hvis transfer var uforståeligt da det skete og ikke giver mere mening nu hvor han aldrig bliver brugt.
Det er ikke et mesterskabshold. Det er ikke et hold med nogen særlig bredde. Hvad der er værst, det er ikke et hold. Det er en samling spillere. En samling uden det hieraki som specielt en Jesper Grønkjær konstant kommer tilbage til, en samling spillere hvor folk enten ikke er gode længere eller ikke er gode endnu. Eller bare ikke er gode nok.
Og heller ikke særlig godt samlet. John Dueholm sagde noget andet til Børsen, da han blev spurgt om FCK havde tænkt sig at købe en angriber der sagde han at klubben allerede havde købt angribere, de havde faktisk brugt 40 millioner kroner i sommerens transfervindue.
Fyrre millioner. Det var et vindue hvor man forlængede med Wiland, Delaney og Toutouh samt sagde goddaw til Pourié, Adi, Braaten, Margreitter og Mellberg. Fyrre. Sammenlign eventuelt med Brøndby, der hentede spillere som Khalid Boulahrouz, Thomas Kahlenberg og Alexander Szymanowski, samt hentede transferrettighederne tilbage på Simon Makienok. Jeg ved godt at tingene ser lidt anderledes ud i Brøndby da man aldrig helt ved hvilkes penge der bliver brugt, men deres regnskab meldte om en transfer-investering på omkring de 25 millioner kroner. Altså femten millioner mindre end FCK brugte, primært på spillere der ville gå direkte ind i startopstillingen hos København.
Bortset fra det sagde Dueholm at man blev nødt til at vente og se om FCK ville bruge penge igen i vinterens transfervindue, men med en uforståelig udgift på 40 millioner og dyre spillere som Mos Abdellaoue og Pape Pate Diouf stadig i bøgerne selvom de er lejet ud for tiden, så er det svært at se der blive åbnet op for pengepungen i den grad som der er behov for. Ikke mindst fordi vinter-transfervinduet er notorisk svært at få valuta for pengene i men også fordi der til sommer er mulighed for en langt større naturlig udskiftning.
Så bliver der hentet spillere til vinter? Jeg tror på en, maks to. En central midt hvis man kan finde en og måske en angriber hvis der kommer nogle og henter Cesar Santin (eller muligvis Pourié). Med et knap så presset kampprogram til foråret tror jeg ikke man anser en venstreback som presserende, måske hiver man Casper Højer tilbage fra Brønshøj, det er ærlig talt lidt svært at se hvad han skulle få ud af det ophold.
Er det godt nok? Nej. Men det bliver ikke bedre, ikke før næste sæson. Har vi så et mesterskabshold? Har vi holdet med Danmarks bredeste bænk? Nej. Stadig ikke.
Hvad vi har er lige p.t. fire point op til nummer to og syv point til førstepladsen. Som sagt, Randers-kampen, symptomatisk for FCK lige nu. En kamp vi burde tabe får vi alligevel point vi helt ærligt ikke burde have fået. Med det her hold, medmindre der bliver gået all in til vinter hvilket jeg ikke i mine vildeste drømme kunne forestille mig, så burde vi være uden chance i mesterskabskampen. Den burde ligge til FC Midtjylland eller OB eller Esbjerg eller sågar Brøndby. Vinder vi i sidste ende alligevel det danske mesterskab, så kan man kalde det Ståle effekten eller en kæmpe succes for FC København. Jeg ville nok kalde det en fallit-erklæring af dansk fodbold.
Det jeg egentlig ville sige med den her smøre var… lad nu være med at falde i fælden derude fordi nogle journalister begynder at tale om en helt åben mesterskabskamp eller FCK som favoritter. Det er vi ikke. Kan vi vinde? Ja, men det burde vi ikke kunne. Og der vil komme flere kampe som den mod Randers. Der vil komme flere kampe som den mod Galatasaray. Det er okay. Der bliver ikke åbnet op for den helt store pengepung til vinters og det er også okay. Det betyder ikke at fodbolddelen er ved at blive udfaset eller at de nærige jyder tager alle pengene. Det betyder bare at det giver mere mening at vente til sommer.
At vi ikke er gode betyder ikke at vi ikke kan blive bedre. Vi er langt fra tidligere tiders niveau men vi har været der før og vi kommer der igen. Vi skal bare være klar til det lange, seje træk. Så næste gang vi kommer bagud på udebane eller vi nærmer os de sidste dage i vinter-vinduet, så tænk på Douglas Adams og hans Hitchhikers Guide To The Galaxy, en bog der i bogen bliver beskrevet som en simpel sort rektangel med to ord skrevet på forsiden.
DON’T PANIC
