Nogle mål er mere højlydte end andre. Nogle mål annoncerer deres ankomst hele vejen ind i nettet. Nogle mål minder mere om skud fra en kanon.
Kampen mod Randers er dårlig nok kommet i gang da bolden falder ned til Kasper Kusk uden for feltet. Kantspilleren svinger venstrebenet og øjeblikket efter sidder bolden begravet fra Randers-keeperen, næsten som om turen fra ben til mål er blevet klippet ud og fjernet. Hvor nogle skud kommer bragende som ud af en kanon blev det her skud trukket som efter en snor op i nærmeste hjørne. Et skud som kunne ryge gennem et bibliotek uden at forstyrre nogen og stadig bore sig utageligt ind i netmaskerne. I anden halvleg scorede Kusk så igen, denne gang et lavt skud der ramte en Randers-spiller og kravlede i mål mens det undskyldte for ulejligheden.
Hvis man har siddet og ventet på Kampen, øjeblikket hvor Kasper Kusk for alvor slog igennem for FCK, øjeblikket hvor han ankom for FCK, så var det ikke Randers kampen. Foruden de to mål var det egentlig ikke en særlig god kamp fra Kusks side. Specielt samarbejdet med Nicolai Jørgensen virkede ikke til at være på plads, der var flere gange hvor lovende angreb blev stoppet enten på grund af miskommunikation imellem dem eller fordi Jørgensen indefandt sig i mange af de samme rum som Kusk normalt gør. Men venter man på øjeblikket hvor Kasper Kusk ankommer til FCK så er det primært fordi man ikke har opdaget at den stille mand allerede er ankommet. Han står ovre i hjørnet og ser lidt forlegen ud, han vil helst ikke gøre noget væsen af sig, men han har faktisk været her i et stykke tid.
Jeg ville selvfølgelig gerne spille bedre i nogle af kampene, men jeg synes egentlig at i nogle af de kampe hvor jeg ikke har lavet mål eller assists, der har jeg måske spillet bedre end i nogle af de kampe hvor jeg har. Selvfølgelig synes jeg at mit spil kan blive endnu bedre men et eller andet sted er jeg meget tilfreds med den start jeg har fået indtil videre. Men jeg mangler måske stadig lige at ramme mit topniveau.
Mod Newtown i Europa League kvalifikationen scorede Kusk og fik en assist. Så var der en periode på tre kampe, mod Esbjerg og SønderjyskE i ligaen og en udekamp mod Jablonec mellem de to, hvor Kasper Kusk hverken scorede eller fik en assist. Det er sidste gang der er gået mere end to kampe hvor han ikke har været involveret i resultatet. Mod Jablonec på hjemmebane, mod AGF, AaB, Randers, FC Vestsjælland i pokalen, Hobro, Fredericia i pokalen og nu mod Randers igen har Kusk haft en afgørende fod med i forløbet. og fortsætter han i nuværende tempo så står han til at få en bedre sæson end i AaBs mesterskabssæson i 2013/14.
Lige nu er han med afstand FC Københavns mest produktive spiller og han har endnu ikke haft det øjeblik hvor han gik ind og overtog en kamp. Han har faktisk endnu ikke haft en kamp hvor han var god i alle 90 minutter. Men han har været god i momenter og han har formået at lade de momenter tælle.
Da jeg var ungdomsspiller der scorede jeg faktisk ikke så mange mål. Jeg var stadig involveret i offensiven og lavede en masse assists, men det var egentlig først da jeg blev seniorspiller at jeg for alvor begyndte at score mål. Så det er noget der er kommet lidt senere til mit spil, men jeg synes egentligt at selv når jeg ikke scorer mål så bidrager jeg stadigvæk til holdet. Der er selvfølgelig altid nogle ting der kan blive bedre, det er jeg godt klar over, men jeg føler ikke at mit spil kun afhænger af om jeg scorer eller ej.
Det var måske ikke helt hvad man havde forventet efter mandens første par kampe. Der virkede Kusk som en mand blottet for selvtillid, ikke overraskende efter den deroute han var igennem hos hollandske Twente. Efter en fantastisk sæson for AaB med tolv mål, otte assists, et mesterskab og en pokaltitel, så var FC Twente i byen Enschede nærmest et perfekt valg for den unge nordjyde. Andreas Bjelland havde lige været med til at spille en tredjeplads til klubben og var ny anfører i klubben, den umiddelbare konkurrent til højrefløjen var en ung mexicaner der var skadet, det var en subtop klub med ambitioner i en af de ligaer alle peger på som perfekt til at videreudvikle danske talenter.
Kasper Kusk spillede kun ti kampe. Twente viste sig at have store pengeproblemer og efter en sæson hvor de blandt andet fik fratrukket point grundet vrøvl med økonomien endte det med en skuffende 10. plads i ligaen. Deres største lyspunkt endte med at være en ung mexicaner, Jesús Corona, der scorede ni mål i ligaen og smed Kasper Kusk af holdet. Efter sæsonen røg Kusk til København for en million Euro, Corona røg til Porto for over ti gange så meget.
Det er svært for mig at sige hvad der gik galt, der var mange ting som ikke rigtig gik som jeg havde håbet på. Jeg følte egentlig at det var en god beslutning jeg havde truffet, det var en stor klub i Holland men det var ikke urealistisk at komme til at spille. Jeg spillede også meget i starten men så skete der nogle ting som gjorde at jeg ikke rigtig kom til at spille og på den måde var det selvfølgelig ikke hvad jeg havde håbet på. Nu kigger jeg frem, nu er jeg i FCK, jeg er rigtig glad for det og jeg synes selv at jeg har fået en god start indtil videre, så det er jeg selvfølgelig tilfreds med.
Kampene mod Newtown til trods, så var det en Kasper Kusk der virkede mærket i de første kampe, ikke mindst mod Esbjerg hvor han blev revet ud allerede i pausen. Men det er kommet til i takt med at det virker som om han føler sig mere hjemme på i København og i Ståle Solbakkens system. Han er blevet bedre og han kan stadig blive bedre. Han har endnu ikke fundet ind i det forventede samarbejde med Peter Ankersen, ikke mindst på grund af Ankersens svage start. Heller ikke Høgli eller Remmer har virket optimalt med Kusk, af vidt forskellige grunde, men når der kommer styr på backen så vil det lægge endnu mere på hvad Kasper Kusk har at tilbyde.
Tiden i Twente har da ændret nogle ting. Der er jo mange der siger det der med at “jeg vil bare til udlandet for enhver pris” og sådan havde jeg det selvfølgelig også lidt dengang. Man vil gerne hen hvor man kan komme til at spille og kan få en vigtig rolle på holdet. Det kom ikke rigtig til at ske for mig og så er det sådan at når man ikke kan spille hver eneste kamp, så finder man ud af hvad der betyder noget for en. Det var vigtig for mig at komme til at spille hver eneste weekend og det var også en af grundene til at jeg tog til FCK, fordi jeg havde en god chance for at komme til at spille. Jeg synes også at indtil videre har det gået som jeg havde håbet og måske troet på. Jeg følte et eller andet sted at når jeg nu havde spillet en god sæson i AaB, så var jeg også klar til noget der var større end det. Det er jeg selvfølgelig glad for er lykkedes nu.
Efter Randers kampen hed det først Brøndby og så Viborg. Det blev hverken til mål, assist eller godt spil i nogle af de kampe, så hvis stimen med maks to kampe uden indflydelse på resultatet skal holde, så skal det komme mod FC Midtjylland. Hvis FC København skal have et godt resultat med hjem fra Herning, så er Kasper Kusk også en af de spillere der skal steppe op og bidrage. Vi skal igen høre lidt fra den stille mand.
Tak til Kasper Kusk for interviewet.