Vi skal nok komme tilbage til titlen, men først…
Federico Santander er ankommet til København.
Både ganske reelt, hans transfer var udsat til hans tidligere klub Guarani røg ud af Copa Libertadores og derfor var der nogle spændte FCK fans (og sikkert ledere) der så de to semifinale opgør mod argentinske River Plate. Det blev til et samlet nederlag og allerede dagen efter kunne man på Twitter følge Santanders rejse fra Paraguay til Danmark, hvor han ankom lige præcis for sent til at kunne få sin arbejds- og opholdstilladelse underskrevet før Esbjerg-kampen. Det skete om mandagen og så var Federico Santander helt officielt en del af FC København, med efterfølgende spilletid både mod Jablonec og mod SønderjyskE.
Og det er den anden måde som Federico Santander er ankommet til København på. For efter en svær debut mod Jablonec hvor man kun i glimt så hvad han havde vist i Guarani, og kun i glimt så noget til bolden for den sags skyld, viste Santander mod SønderjyskE et par af de kvaliteter der har gjort ham til Københavns dyreste indkøb denne sommer. Det blev ikke til det store afslutningsmæssigt, men med blandt andet to assists så man tydeligt den spil-intelligens som gjorde Santander til den perfekte frontløber for Guarani i Copa Libertadores.
Julio Cesar Caceres, landsholdsspiller for Paraguay og Guarani, forklarede klubbens spillestil i et interview til FIFA’s hjemmeside.
“We’re very patient with our marking, but we also go forward pretty persistently. We don’t play long ball, we try to do damage with our passing. We’ve got lots of pace on the wings and a No9 in Federico Santander who has shown himself capable of leading the line on his own until other difference-makers arrive on the scene.”
Problemet for Guarani i semifinalen mod River Plate var netop at de blev tvunget ud i alt for mange lange bolde op mod og forbi Santander. Den slags bolde kan han vinde, det så vi også mod SønderjyskE, men Guarani blev først rigtig farlige da de begyndte at tage Santander med i opspillet. Deres føringsmål på hjemmebane kom efter et angreb hvor Santander både deltog i opspillet og fik en assist ved at jagte en løs bold til venstre for mål og sende den retur ind i feltet.
Mod SønderjyskE fik han sin første assist for FCK ved at jagte en høj bold til venstre for mål og sende den retur ind i feltet.
I begge tilfælde var det en kombination af en dedikeret arbejdsindsats og en fornem spilforståelse der skabte målet. Og det så vi flere gange i det jyske. Manden de kalder Klædeskabet tog bolde til sig som var der en teenager der var blevet bedt om at rydde op i sine t-shirts. Uanset hvad der blev kastet imod ham sad det lige i skabet. Og stort set hver gang kom han både sikkert og konstruktivt af med bolden igen, i første halvleg med et par fine stikninger til Marvin Pourié og i anden halvleg med en lige så fin assist til William Kvist. Før kampen blev han spurgt om hvor mange mål han regnede med at score og svaret var at mål kom af sig selv, det vigtige var at hjælpe holdet. Det gjorde han i den grad.
I højere grad end angrebsmakkerne. Pourié løb meget men fik ikke det store ud af det og efter en time blev han hevet ud til fordel for William Kvist og Nicolai Jørgensen blev sendt op foran sammen med Santander. Her gjorde han det ikke meget bedre end han havde gjort på kanten, hvor han havde levet en anonym tilværelse der kun fløj under radaren fordi Kasper Kusks endnu mere anonyme indsats tog al opmærksomheden.
Nej, jeg ved ikke helt præcis hvordan det fungerer.
Med Benjamin Verbic ude skulle det kreative endnu engang primært komme fra Nicolai Jørgensen, men hverken på den kant som han og Ståle har erklæret ham fysisk for stor til at spille længere eller oppe på hans fortrukne angrebsplads virkede Jørgensen klar og fokuseret. Med hvad vi har set fra Verbic indtil videre virker det ikke som om der er plads på kanten til Jørgensen mere og med Bashkim Kadrii og Andreas Cornelius på vej tilbage virker han heller ikke urørlig i angrebet. I hvert fald ikke hvis han fastholder niveauet han har vist indtil videre.
Så mens der bliver talt meget om hvor vigtigt det er for FCK at holde på Nicolai Jørgensen kigger jeg lidt på hvordan angrebet kunne se ud uden ham.
Federico Santander taber stort set ikke en eneste fysisk duel mod de hærdebredde SønderjydEr, suger bolden til sig og er chanceskabende med den. Hvis han kan score mål i den danske liga som han har gjort i Sydamerika, så ligner han en komplet angriber og umiddelbart er det ikke Hernan Crespo som flasher for mit indre øje når jeg ser ham trække ned på midtbanen og tage imod bolden, det er Dame N’Doye. Jeg har ingen tvivl om at han bliver fast mand i angrebet. Så spørgsmålet er egentlig hvem der skal spille ved siden af ham.
Det kunne være Marvin Pourié. Men jeg skal være ærlig, jeg har aldrig været Marvin fan. Jeg er stadig ikke Marvin fan. Og jeg tror ikke han stadig er i klubben når transfervinduet lukker. Når det er sagt, så er Marvin en klassisk dybdeløber som har lagt en masse hårdt arbejde oven på i forhold til hans sidste ophold i klubben. Han har stadig mangler i forhold til teknik og overblik, han har stadig sine primære forcer steder hvor FC København som klub ikke har dem, men vi så mod SønderjyskE at han kan løbe rundt om Santander. Men nej. Duer ikke, ikke god nok, farvel.
Hvad så med Bashkim Kadrii? Det er selvfølgelig svært at spå om i hvilken tilstand Bashkim Kadrii vender tilbage i, men er det den Kadrii vi så i perioden omkring Dnipro kampene, så taler vi om en hurtig, pågående spiller med kort aftrækker og et eksplosivt venstreben. Det lille chip fra Santander som Pourié bragede forbi med venstre i første halvleg mod SjE, den havde jeg gerne set med Bashkim som modtager. Det ville være en »klassisk« stor og lille kombination i angrebet, hvor Santander kunne flække bolde videre som Kadrii kunne løbe på. Selv uden en startplads ville Kadrii pynte gevaldigt i vores angreb, en hidsig lille angrebsterrier at kunne sætte ind mod et træt forsvar, en klinisk afslutter, det kan kun hjælpe.
Men kan vi gøre det bedre?
»’Corner’ kan det hele. Han styrer det selv. Han er mentalt ekstremt stærk. Han har en smertetærskel, som andre kun kan drømme om. Han er jo lavet af granit. Det er tre en halv måned siden, at benet stod lige ud til siden, og så ser du, hvad han laver nu. Det er næsten et mirakel. Han er jo lidt Dolph Lundgren. En mand, hvis smertetærskel ikke ser ud til at have en kobling mellem hovedet og resten af kroppen. Det kunne være, vi skulle overføre det fra ham til nogle af de andre spillere.«
Det er ikke første gang at en FCK-spiller er blevet sammenlignet med Dolph Lundgren, men når man ser Andreas Cornelius løbe rundt på 10’eren på en ankel man kunne se igennem for et par måneder siden så er det lige før man nærmere tænker Arnold Schwarzenegger som Terminator. Vender han tilbage på 100% rent fysisk, så ville det næsten være mere end man kunne forvente med hans skade in mente, men det ville også give forhåbninger om at se ham vende tilbage til det spillemæssige niveau som han havde i sin gennembrudssæson. For hvor man kunne være bekymret for at to store, fysiske angribere ville løbe i vejen for hinanden ser jeg snarere Santander som den perfekte makker til Cornelius.
Den gængse kritik af Andreas Cornelius, fra både Ståle Solbakken samt diverse fodboldeksperter og Stig Tøfting, var at han brugte for meget energi udenfor feltet. Han løb rundt og deltog i småspillet midt på banen, han var for lang tid for langt væk fra målet. Andreas Cornelius skal ind i feltet, han skal søge det lille felt, han skal bruge sin fysisk derinde.
Hvis bare vi havde nogen der kunne tage de der slagsmål uden for feltet, der kunne deltage i opspillet, der kunne give Cornelius tid og plads til at koncentrere sig om at søge det lille felt.
Samtidig har Santander i sine løb i feltet netop ikke taget de løb til bagerste stolpe som Cornelius har levet af. Han trækker ofte lidt tilbage i feltet, giver en mulighed for en bold skråt tilbage. Så på trods af at de fysisk minder om hinanden burde der faktisk være plads til begge inde i feltet. Og så bliver det pludselig et enormt pres man kan sætte modstanderne under. Får vi kanterne og backs i gang, får vi pres-spillet fra midtbanen i gang, kommer vi ind i en af de der perioder hvor vi vinder alle andenbolde, hvor modstanderen ikke kan få bolden over midterlinjen? Så kan jeg ikke forestille mig et farligere angreb. Heller ikke med Nicolai Jørgensen.
Og kunne lidt pres på startpladsen gøre at Nicolai Jørgensen finder sit gamle niveau igen? Det kunne blive helt eventyrligt.
Se, jeg sagde jo at vi nok skulle komme tilbage til titlen.
