De store mænd i angrebet

Federico Santander er den bedste angriber i Superligaen.

Nicolai Jørgensen var nok den bedste offensiv spiller i ligaen inden han tog til Holland, men taler vi om en ægte fuldblods angriber så er Santander, med tolv mål i forårssæsonen, inklusive fire mod de andre guld-konkurrenter og to i kampen mod FC Nordsjælland der endegyldigt sikrede mesterskabet, guldstandarden lige nu. Og han har sat prop i den lidt besynderlige kritik der allerede havde sat sig efter den første tredjedel af sæsonen.

Den unge angriber havde rejst over 11.000 kilometer fra hans hjemby San Lorenzo i Paraguay bogstavelig talt dagen efter at barndomsklubben Club Guarani røg ud af Copa Libertadores, den sydamerikanske Champions League, hvor både Racing fra Argentina og Corinthians fra Brasilien var blevet slået ud før River Plate og semifinalerne blev endestationen. De tre første kampe for FCK bød på et mål og to assists og efter første tredjedel af sæsonen havde han tilført endnu en af begge. Men to mål og tre assists var ikke nok til at stoppe godtfolk og småtfolk fra at tale om et nyt sydamerikansk flop, om en spiller der ikke scorede nok i forhold til den pris FCK havde givet for ham, en spiller der med tidligere Brøndby-træner Henrik Jensens ord var en “kæmpe skuffelse” efter kun fem kampe for klubben.

Alt sammen tilsyneladende primært fordi ingen af de to mål var kommet i ligaen, hvor man skulle helt hen til tolvte runde før Santander mod Hobro steg til vejret og pandede et hjørnespark usvigeligt sikkert i mål. Siden tolvte runde i Superligaen gik Santander højst fra banen i tre kampe i træk uden at have scoret, noget kun angrebsmakkeren Nicolai Jørgensen matchede i ligaen. Og de mål han har scoret har næsten alle sammen været vigtige mål. Hele ti ud af fjorten mål har enten været FC Københavns første mål i kampen eller har været det vindende mål, blandt andet i den mesterskabsafgørende række af kampe mod OB i 28. runde, AaB i 29. runde og FCN i 30. runde. Det er over tre gange så mange “nøglemål” som Nicolai Jørgensen scorede.

Der er hård konkurrence om titlen som superligaens bedste, det skal indrømmes. For første gang siden 08/09 sæsonen skal vi helt ned til tolvtepladsen på topscorerlisten for at finde en spiller med under et dobbeltcifret antal mål. Lukas Spalvis ville de fleste nok pege på som den største konkurrent, hvis det ikke lige var for hans nedsmeltning i foråret og så selvfølgelig at han allerede har forladt ligaen, nu ikke længere kun mentalt men også fysisk. Rasmus Festersen tog det skridt op fra FC Vestsjælland til OB som de fleste nok havde regnet med men tog så endnu et skridt til at være OBs vigtigste mand i sæsonen, den eneste spiller i ligaen med flere nøglemål end Santander. Og så Morten “Duncan” Rasmussen som gik målamok i de sidste fire runder og nok stadig er den bedste af de klassiske targetmen i ligaen.

Men der er alligevel noget mere med Santander. I glimt, i flere og flere af dem, ser man noget fra en større liga. Hos nogle vækker det minder om Serie A i midt-halvfemserne, hvor angribere som Gabriel Batistuta og Christian Vieri rendte rundt og tæskede mål ind. Ståle Solbakken har selv har sagt at der er en smule Hernan Crespo over Santander og det kan der måske være noget om.

crespo santander
Hernan Crespo for Lazio mod Lecce i 2001 og Federico Santander for FCK mod FC Nordsjælland i 2016.

Han er en ivrig afslutter som er rimelig ligeglad med om bolden ligger til højre eller venstre, han skal nok hugge til den uanset. Han er angriberen i ligaen med tredjeflest skud per kamp og selvom man skulle helt hen til marts før han scorede med andet end hovedet har han nu scoret stort set alle slags mål, inklusive direkte på frispark i pokalen. Men selv da målene manglede og eksperternes løftede pegefingre var fremme var FCK-fans glade for Federico Santander, for hans helt store styrke er faktisk ikke målscoringen, det er som opspilsstation.

Han er nærmest urørlig i luften, han vinder 60% af sine dueller ifølge Superliga.dk hvor resten af top ti listen i gennemsnit vinder 30%, og modsat Andreas Cornelius som vinder 55% af hans dueller, så har Santander en veludviklet evne til at finde en medspiller enten med førsteberøringen eller efter at have taget bolden til sig. I Guarani spillede han alene i front hvor hans holdkammerat Julio Caceres kaldte ham for en spiller “capable of leading the line”, en spiller der kunne holde på bolden indtil resten af de offensive kræfter kom med frem, og det var en af de styrker Santander havde med fra dag et. Når Andreas Cornelius vinder en luftduel har man lidt en fornemmelse af at han har lagt så meget kraft og energi i at vinde duellen at han egentlig ingen ide har om hvor bolden skal hen efterfølgende.

Og netop den sammenligning mellem Cornelius og Santander er dårlig nyt for Cornelius. For han taber på alle parametre sat op mod Santander, også der hvor han har sine absolutte forcer. Han vinder færre dueller, også færre luftdueller, han har færre afslutninger per kamp og har et dårligere målsnit. Og der hvor han kunne udfordre Santander på spillestilen, der er han gået tilbage fra dengang han slog igennem som prototypen på en moderne topangriber.

For det er jo skyggen der altid vil hænge over Andreas Cornelius, næsten i højere grad end prisen på ham. Han var jo faktisk fremragende engang, der var en grund til at en Premier League klub var villig til at lægge boksen for ham uanset hvad man mener om den aktuelle pris. Han var en ung, fysisk stærk angriber med den slags mobilitet og power inde i feltet der altid vil være interessant for større ligaer når han slår igennem med 18 mål på en sæson. Men hans succes kom netop på grund af den mobilitet og gennemslagskraft, han spillede ikke som en næsten to meter høj targetman. Nogle af hans flotteste hovedstødsmål kom uden at han behøvede at hoppe, det var gode løb i høj fart der gjorde udslaget.

Men efter han kom tilbage fra Cardiff og måske specielt efter at han kom tilbage fra en horribel ankelskade, så er det som der er blevet mere fokus på at han kom på bagerste stolpe end at han kom i høj fart. Noget af det han er blevet kritiseret for, blandt andet af Ståle selv, er at han brugte for mange kræfter ude i banen i stedet for inde i feltet, men det er ikke nok bare at være i feltet. Alt for ofte ser vi Cornelius komme tidligt ind, stoppe op, hoppe op eller endda lidt tilbage for at hente bolden og enten heade forbi eller lige på målmanden. Han er blevet alt for statisk, han løber i gennemsnit to kilometer færre per kamp end Santander, fire færre end Nicolai Jørgensen. Og når han så skal agere targetman, ja, vi var inde på det før. Jeg har kaldt Cornelius for en dobbelt-duel spiller når bolden bliver spillet op på ham, først skal han vinde duellen med modspilleren og så skal han vinde den med bolden. Hvis Andreas Cornelius skal have spilletid bliver det ikke ved at slå Federico Santander af som den fysisk stærke spilstation i front, det kan han simpelthen ikke. Federico Santander er den ubestridte førsteangriber i FCK lige nu.

Kan han så fungere som angrebspartner til paraguayeren? Jeg har før argumenteret for at det godt kan fungere i teorien, men i praksis har Cornelius haft det lige så svært med Santander som makker som med Nicolai Jørgensen. Santander som opspilsstation ville løse Cornelius til at bruge sin fysik og energi på at komme i feltet men han skulle også være ham der tager løbene på ydersiden af modstandernes centrale forsvar og den slags spiller er Andreas Cornelius ikke for tiden. Og værre bliver det for udsigten til spilletid ved at FC København endnu engang har ageret tidligt i vinduet og allerede har hentet erstatningen for Nicolai Jørgensen, serbiske Andrija Pavlovic.

Pavlovic kom fra FK Cukaricki i den serbiske liga, efter en sæson hvor han med 18 mål i 36 kampe fik sit helt store gennembrud og FCK var i skarp konkurrence med klubber som Udinese og Rapid Wien for at få den unge serber. Før sidste sæson spillede han mest wing, men da Cukarickis topscorer Nikola Stojiljkovic blev solgt til portugisiske SC Braga blev Pavlovic rykket frem i front med umiddelbar og markant succes. Som type virker han som en renere angriber end Nicolai Jørgensen, men dog med noget af det samme antrit og evne til at gøre en forskel i de direkte dueller, og med hans mobilitet kan han være med til at true i bagrummet og tage de løb som der nogle gange har manglet i FCKs angrebsspil. Om man så vælger at tro på EkstraBladet der siger at FCK brugte 10-12 mio. kroner på Pavlovic eller Tipsbladet der siger 19 mio. kroner, så må man også tro at klubben har hentet ham for at bruge ham. Så er spørgsmålet om han skal have den samme indkøringsperiode som så mange andre nye spillere i FCK har skulle bruge og om Cornelius kan vinde noget der.

Eller om andre kan. For der er ikke kun konkurrence om pladsen som starter, der er i lige så høj grad konkurrence om at være førstereserve. Rasmus Falk er kommet til og selvom han nok umiddelbart vil blive brugt mest på venstrekanten, så har han en evne til at udfordre en mod en som man godt kan ende med at mangle i angrebet nu hvor Nicolai Jørgensen er forsvundet. Målfarlig er han ikke nødvendigvis men hvis FCK skal ud og spille Ståle Solbakkens europæiske 4-4-1-1, så er Rasmus Falk det bedste bud på en hængende angriber.

Og bliver han primært set som en kantspiller, så vil Bashkim Kadrii også skulle op som angriber for at få spilletid. Med Kadrii må denne sæson være nu eller aldrig for en spiller der endnu ikke, efter sin anden alvorlige knæskade, har ramt det niveau han startede på i klubben. Kan han stadig bidrage på højeste niveau, kan han igen blive den pågående og træfsikre angriber der var med til at sparke klubben i Champions League for snart to år siden? Der kan det måske ende med at hjælpe at Rasmus Falk er kommet til, to spillere der havde et rigtig godt samarbejde i deres tid i OB.

En sidste mulighed kunne sågar være at man i højere grad end før så FCK prøve alternative formationer af. Vi har set både en 3-5-2 og en 4-2-3-1 blive brugt over de sidste to sæsoner og måske ville sidstnævnte være et attraktivt alternativ for en træner med mange offensive kort på hånden og en central midtbane der med stor sandsynlighed bliver uden Thomas Delaney. Man kunne ofre en angriber og så køre med Youssef Toutouh centralt foran Kvist og den nye mand Jan Gregus og på den måde stå mere solidt centralt, ihvertfald indtil Gregus og Kvist finder ind i et fornuftigt samarbejde.

Men måske skal Andreas Cornelius egentlig bare væbne sig med tålmodighed og så arbejde hårdt på træningsbanen for at komme tilbage til den Andreas Cornelius der slog igennem i 12/13. Han har nemlig kontrakt frem til 2018 og det næste store salg i FCK, muligvis allerede til vinter, det kan sagtens ende med at blive Federico Santander. Uanset så skal Cornelius være klar til at gribe chancen og bedre til at udnytte den end han har været til at udnytte dem på banen.

For indtil han bliver solgt kommer Federico Santander til at være den store mand i angrebet og så må resten stå i hans skygge.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *