De fire vigtigste spillere i FC Københavns historie

I disse dage med Superliga opstart der kommer tættere og tættere på og All-Star afstemninger over det hele, både hos FCK.dk og en måske lidt mere repræsentativ en på FCKFC forumet Sidelinien, så fik jeg lyst til at se på de fire vigtigste spillere i FCKs historie, også selvom mine fire nok ikke er hvem folk umiddelbart vil pege på.

Vi tager dem ikke efter hvor stor betydning de har haft men sådan halvvejs hvilken betydning de har haft og halvvejs kronologisk, mest ved et tilfælde. Alle fire endte med at dukke op i klubben rimelig tæt på hinanden.

Jeg kan også afsløre at en af spillerne har spillet over hundrede kampe mere end de andre tre tilsammen.

Jeg har ikke nogle med fra det første mesterskab i 1992. Ikke fordi det mesterskab ikke var vigtigt, det var utroligt vigtigt for at etablere klubben som en af de klubber der “burde” være med i toppen, det gav FC København en platform at bygge videre på som man bare ikke havde haft med en hæderlig femteplads eller hvad man ellers var endt med. Men der er ikke en enkelt spiller man sådan rigtig kan hive frem foran resten fra det hold. Der var spillere der var bedre end andre, bevares, men det var primært B1903’ernes fremragende 1991 hold der var ansvarlige for det mesterskab.

Op gennem halvfemserne var der, skal vi sige, blandede resultater, med spillere der blev legender i klubben men ingen man rigtig kan pege på i den her sammenhæng. I ’97 kom Flemming Østergaard så til fra Lyngby og der blev skruet op for ambitionsniveauet. FCK gik på Børsen, Parken blev købt og i 1998 blev det annonceret at den første spiller på listen startede op i FC København i januar 1999.

BRIAN LAUDRUP

Tolv kampe blev det til for Brian Laudrup og dermed det færreste antal for nogen spiller på listen. Det blev til to mål, begge mod Silkeborg, et af dem på straffe, begge kampe endte faktisk 2-2. Af de tolv kampe vandt FCK tre, tre blev uafgjort og seks blev tabt, pointsnittet var altså helt nede på 1.00 per kamp.

Kort sagt, det er ikke for præstationerne på banen at Brian Laudrup er vigtig.

Efter en flot præstation mod Chelsea i den hedengangne Cup Winners Cup, så blev det annonceret at Bjarne Goldbæk var blevet solgt til Chelsea og mere opsigtsvækkende, at den danske landsholdsstjerne Brian Laudrup tog turen tilbage til Danmark og til FC København. Og med et var FCK gen-etableret som et hold med ambitioner, endda rigtig store ambitioner. Brian Laudrup blev personificeringen af Flemming Østergaards store armbevægelser og startede reelt projektet vi i dag kender som FC København.

Det blev aldrig den succes man håbede på, det blev aldrig den succes som det senere skulle blive da Jesper Grønkjær tog samme tur fra udland til København, men da Grønkjær kom til klubben kom det ikke som et chok. En overraskelse, måske, men det var trods alt noget man havde set før, man vidste godt at FCK var i stand til sådan noget. På grund af Brian Laudrup.

Selvfølgelig, efter Brian Laudrup tog til Ajax, så stod man og manglede manden der kunne gøre det exceptionelle i offensiven, manden med den der X faktor, dengang X faktor ikke var evnen til at synge falsk på TV. Året efter dukkede han op på en træningslejr til Sydafrika.

SIBUSISO ZUMA

Da FC København i 2001 vandt sit første mesterskab siden ’92/’93 sæsonen skete det med en central midtbane der hed Christian Poulsen og Michael Mio Nielsen. Det skete med kanter der hed Christian Lønstrup og Thomas Thorninger. I angrebet var der spillere som Todi Jönsson, Pascal Simpson og så selvfølgelig Sibusiso Zuma. Det er ikke svært at se hvor det kreative angrebsspil skulle komme fra i den samling spillere.

Da FC København vandt det mesterskab i Parken mod Brøndby IF vandt de det reelt på et mål af Sibusiso Zuma, på det mål af Sibusiso Zuma. Selve afslutningen var fantastisk, men det der gjorde det til sådan et typisk Zuma mål, hvis noget ved det mål kan kaldes typisk, var at bolden han fik at arbejde med faktisk bare var en høj bold ind i feltet. For det kunne han. Skabe noget ud af ingenting, ud af paniske clearinger, ud af høje bolde frem fordi plan A ikke var blevet til noget så nu gik man til plan B, spark den op i nærheden af Zuma. Og så ville han tage den ned og lægge den død med en mand (og ofte to arme) i ryggen eller løbe ud i kanalerne og få noget ud af en håbløs bold eller måske bare vippe den op med ydersiden af foden og så hamre den i mål fra kanten af feltet.

Og så blev der langsomt bygget på omkring ham med Thomas Røll og Morten Bisgaard og Alvaro Santos og Michael Silberbauer og i sæsonen efter Zuma forlod klubben stod man med spillere som Linderoth, Allbäck, Kvist, Hutchinson, Gravgaard, Hangeland, man stod med et utroligt stærkt hold på et fundament der var bygget op omkring Sibusiso Zuma.

Den taktiske organisation der gjorde FCK til et moderne tophold stod Roy Hodgson for. Det kreative angrebsspil der gjorde det samme var Zuma.

Nu talte vi om personificering tidligere og når man har nævnt Roy Hodgson og hans taktiske organisation, så bliver man også nødt til at nævne nummer tre på listen.

JACOB LAURSEN

Jacob Laursen var et røvhul på et tidspunkt hvor der var en masse lort der skulle ud.

Han var den helt rigtige mand til at sparke noget organisation og defensiv disciplin ind på et hold der indtil videre i klubbens historie aldrig havde indkasseret under 37 mål. I Laursens første sæson med Roy Hodgson på bænken slap man kun 27 ind, kun 12 af dem i anden halvleg.

Han var den helt rigtige mand til at sparke noget professionalisme ind i en klub hvor spillerne var mere kendt for at gå på cafe end for at vinde kampe og den helt rigtige mand til at føre Roy Hodgsons engelske mentalitet og spillestil ind på banen. Han var om nogen værktøjet der blev brugt til at forandre klubben fra fantaster til realister.

Og ligesom Roy Hodgson endte med at tage videre før han blev uønsket i klubben, så forlod Laursen også klubben før han kørte sur i det. Eller, surere i det. Ind i stedet kom Martin Albrechtsen, en af stjernerne hos et AB hold der på det tidspunkt kun var et enkelt point bag FCK i ligaen. Ligesom Grønkjær ikke var utænkelig efter Laudrup, så var det heller ikke helt utænkeligt at FCK hentede en stor profil hos de nærmeste konkurrenter. Det var set før.

STÅLE SOLBAKKEN

Da Ståle Solbakken faldt om på træningsbanen i marts 2001 havde han spillet femten kampe for FCK. Det var de eneste kampe han fik for klubben.

Da Ståle Solbakken i august 2000 skiftede til FC København var det som kaptajn for AaB og med en dansk mesterskabs medalje i bagagen. Det var intet mindre end en magtdemonstration da FCK hentede ham, endegyldigt bevis på at FCK mente det alvorligt, det her, ikke bare om mesterskabet men om pladsen helt til tops i dansk klubfodbold.

Før Ståle Solbakken hed de danske indkøb Peter Christiansen fra Vejle, Piotr Haren fra Lyngby og Thomas Lauridsen fra Tårnby Boldklub. Efter var det spillere som Martin Albrechtsen, Thomas Røll og Michael Silberbauer, man udvidede og begyndte at hente topspillere fra Norge og Sverige, Hangeland, Hutchinson, man var villig til at bruge de penge der skulle til, Ailton Almeida, Cesar Santin, til sidst endte Andreas Cornelius med at være både største salg og største køb i Superligaens historie. Men det startede med Ståle Solbakken.

Og som træner har han videreført den udvikling som klubben var i gang med. Fra Toto Cup til Champions League. Ståle Solbakken er simpelthen den vigtigste spiller i FC Københavns historie.

Nu har jeg så kun valgt fire, mest fordi jeg syntes der var fire der sprang i øjnene mens det er sværere at pege på en femte der har haft samme betydning som de fire på listen. Man kunne pege på en vigtig spiller som Tobias Linderoth, men et eller andet sted var Linderoth jo bare en videreførelse af hvad vi havde set før med Peter Nielsen, med Michael Mio, med Erik Mykland. Man kunne faktisk pege på Andreas Cornelius, både den første rigtige succeshistorie fra FC Københavns talentsats og samtidig, som nævnt, både dyreste salg og dyreste køb. Jesper Grønkjær er nok mest oplagt i forhold til den europæiske udvikling klubben har været igennem, men ligesom Linderoth er han mere bare en bedre version af hvad vi har set tidligere.

Skulle jeg partout pege på en enkelt spiller, så ville det nok blive Dame N’Doye. Den første moderne internationale topangriber i klubben, en spiller der gennemtæskede reglen om at FCK angribere ikke må score mere end femten mål i ligaen ved at hamre 25 ind i ’10/’11 sæsonen og nok den spiller der har gjort det bedst efter han forlod FCK.

Men jeg holder mig til de fire jeg har udpeget. Og glæder mig til at høre andres bud.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *