Clouseau og kunsten at tage ansvar

Brøndby præsenterede i dag første udspil til den redningsplan, der skal skaffe klubben op af det sorte hul, man sidder så ubehjælpsomt fast i. Det er en simpel plan. Spillerne skal ned i løn.

Sådan præsenterer Thomas Færch Kvist Brøndbys plan for TV2 Sporten. En simpel plan. Hvor simpel?

Det er en helt sort/hvid-sag med to udfald. Succes eller fiasko. Og det er alene spillerne, der bestemmer udfaldet.

Helt alene spillerne. Og Spillerforeningen. Men shhh. Og som Færch Kvist forklarer, så har spillerne reelt ikke noget valg.

Ønsker de at stå med blodet på hænderne, som dem der tog livet af Danmarks måske største og mest elskede fodboldklub?

Her på et primært FCK-centreret site vil man måske påstå at man skal være enten Brøndby-fan eller journalist for at påstå at Brøndby p.t. er nogen af delene, men det bliver faktisk værre.

Hvis Brøndby går ned, går de ikke ned alene. En Brøndby-konkurs vil starte en lavine af nye katastrofer.

En lavine af katastrofer som vi ikke har set siden Lyngby gik konkurs mindre end ti år efter deres sidste DM titel. I kan nok huske alle katastroferne efter Lyngby gik konkurs? Efter det der forår hvor det ikke kun var ledelsen der var nogle amatører men også spillerne? Nej? Kan I huske de tårevædede artikler om hvor meget den danske liga ville miste hvis Lyngby røg ud?

Hvad med AB? Ni mesterskaber, en pokal, 45 sæsoner i den bedste danske række, to gange bronze kun seks år før Per Frimanns overforbrug (han gav ni millioner kroner for Abdul Sule!) og det efterfølgende oprydningsarbejde førte AB til konkursens rand og et afmagret AB hold blev sendt ud af ligaen med en 9 points straf i bagagen på grund af Ali Akida sagen. Var der andet end skuldertræk da AB røg ud?

Nu skal jeg selvfølgelig heller ikke underspille betydningen. Det vil være større hvis Brøndby ryger ud end da AB gjorde det. Men Superligaen har overlevet uden OB, uden AGF, uden Esbjerg, Vejle, Frem og B93. Ja, ja, Viasat bliver sikkert noget så forfærdede over ikke at kunne vise horrible bundkampe hver uge i prime time, men omvendt så kan Viasat så holde op med at vise horrible bundkampe hver uge i prime time.

En Brøndby-konkurs vil ikke starte en lavine af nye katastrofer for det er ikke i sig selv en katastrofe. Det er en engang-hæderkronet klub der ikke kunne følge med i moderne topfodbold og nu betaler prisen. Det er set før. Og verden gik ikke under. Den største forskel på Brøndby og hold som OB, AGF og Vejle vil i sidste ende nok være at ingen vil kigge på Brøndby og sige “Den motorvejssammenfletning, den fortjener et hold i den bedste række”.

Men hov, var der noget om Spillerforeningen?

Spillerforeningen vil naturligvis også redde Brøndby, da klubben som både talentudvikler og stor Superliga-institution sikrer foreningen masser af medlemmer på både den korte og den lange bane.

Igen, jeg mindes ikke den her selvfølge om en håndsrækning fra Spillerforeningen da Lyngby sad i suppedasen, men Lyngby havde selvfølgelig heller ikke et finansielt udestående med Spillerforeningen på det tidspunkt.

Og her er det så, ligesom Peter Sellers’ inkompetente inspektør Clouseau der opklarer forbrydelser ved tilfældigt at falde over løsningen, at Thomas Færch Kvist uden at vide det er faldet over en vigtig ting i den her sag.

Ansvar. Og ansvarsforflyttelse.

Som tidligere Brøndby-venstreback Thomas Rasmussen udtrykte det:

Brøndby sender lorten videre til andre. De lægger presset over på spillerne, på de ansatte og på andre, de skylder penge. Hvis Brøndby går konkurs om 14 dage, så kan de putte ansvaret over på andre, ’der ikke ville redde klubben’.

Hvad var grunden til at spillerne nok skulle acceptere at gå ned i løn? Ellers vil de stå uden job. Ikke det mest bidende argument for de elleve spillere der alligevel står uden kontrakt til sommer, så de vil også have ansvaret for at være dem der lukkede Brøndby IF. Samme med Spillerforeningen. Selvfølgelig skal Spillerforeningen gå ind på Brøndbys præmisser fordi ellers lukker de klubben. Og skader deres egne medlemmer. Det er deres ansvar.

Det er Spillerforeningens ansvar at Brøndby ikke kan betale de penge de ved Fodboldens Voldgiftsret er blevet beordret til at betale fordi de ikke overholdte den overenskomst som Per Bjerregaard selv var med til at forhandle hjem.

Det er spillernes ansvar at Brøndby ikke kan betale de penge som de selv forhandlede sig frem til at skulle betale til de her spillere, senest her til sommer hvor Quincy Antipas blev lokket til klubben med et lukrativt tilbud der var bedre end hvad han havde i SønderjyskE. Det var den store udenlands-kontrakt for Antipas. Nu er det hans ansvar at klubben ikke kan betale hvad de lovede ham.

Intet under at det ikke var noget der blev vendt med hverken spillere eller Spillerforening før den offentlige pres-bal blev spillet ud.

Skulle man være i tvivl om hvorvidt det faktisk er helt så slemt, så se på hvad Benny Winther sagde da han samme dag som planen kom frem valgte at tage på ferie.

Jeg kan ikke gøre mere. … Det er Spillerforeningen og de ansatte, der bestemmer.

Efter enerådigt at have forhandlet med unavngivne investorer kan næstformanden i Brøndby IF ikke længere gøre noget. Det hele er op til Spillerforeningen og de ansatte. Det er deres ansvar.

A- og B-aktierne er stadig ikke blevet slået sammen, Per Bjerregaard sidder stadig som formand for amatørerne, klubben har stadig ikke fundet en hovedsponsor, fan-emissionen blev en dundrende fiasko, en reel emission er stadig måneder borte, men det er spillerne der har ansvaret.

For hvis de siger nej, så er det dem der dræber klubben.

Og får de deres krav trumfet igennem med pistolen for hovedet, går Nordea ind og betaler lønnen de næste par måneder, er det så der at Brøndby IF endelig tager ansvar for deres egen situation? Her taler Ole Bjur om det transfervindue der lukker den 31. januar.

 Jeg er på udkig efter en forstærkning til den centrale midtbane. …  Vi er i dag lidt tyndt besat centralt på midten. Derfor er det også naturligt at kigge efter forstærkninger, men vi må være tålmodige og bruge pengene fornuftigt.

De har ikke penge til at betale spillerne, de har ikke penge til at betale Spillerforeningen, men de har penge til at hente nye spillere. Planen er at lægge mere til det lønbudget som de nuværende spillere bliver bedt om at skære ned.

Der bliver ikke handlet meget. der er mange klubber i økonomiske problemer og som slet ikke har økonomi til at gøre noget som helst, så jeg forventer ikke et specielt aktivt vindue.

Der er mange klubber som slet ikke har økonomi til at gøre noget som helst, men i Brøndby regner man ikke sig selv som værende en af dem. Og der er heller ingen planer om at sælge en spiller som Simon Makienok der ellers er på tale både i fransk og belgisk fodbold. De vil gerne spare 10% af hans løn, men ikke 100%.

Seneste nye rygte er så nu at Brøndby kommune alligevel finder ud af en måde at poste penge i klubben, denne gang gennem et køb af Brøndby Gymnasium. Så endnu en gang ser klubben ud til at kunne løbe fra deres ansvar. Og så må man se om de til april har fundet nok mennesker der er villige til at smide penge efter dem.

Vores aktiviteter på og udenfor banen vil også fremover være baseret på dybt forankrede værdier som socialt ansvar og interesse for mennesker og samfundet omkring os.

Brøndbys værdigrundlag.

Som man ser det.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *