Category Archives: Spillere

Artikler, FC København, Spillere

Tronskifte

Ganske stille og roligt, i hælene på en udmelding om at Youssef Toutouh fremover ville stille op for det marokkanske landshold, blev fremtiden for FC Københavns midtbane den næste halvanden sæson lagt fast.

Tronfølgen hedder Thomas Delaney frem til sommer hvor han bliver solgt og erstattet af Youssef Toutouh der dermed får en endegyldig chance for enten at etablere sig fast på holdet eller ende med at køre kontrakten færdig som alsidig offensiv-reserve.

Ja, OK, selve udmeldelsen gik kun på at Youssef Toutouh havde forlænget kontrakten med et år frem til sommer 2018, men resten skal jeg nok forklare så godt jeg nu kan.

Continue reading

Artikler, FC København, Spillere

Den Stille Mand

Nogle mål er mere højlydte end andre. Nogle mål annoncerer deres ankomst hele vejen ind i nettet. Nogle mål minder mere om skud fra en kanon.

Kampen mod Randers er dårlig nok kommet i gang da bolden falder ned til Kasper Kusk uden for feltet. Kantspilleren svinger venstrebenet og øjeblikket efter sidder bolden begravet fra Randers-keeperen, næsten som om turen fra ben til mål er blevet klippet ud og fjernet. Hvor nogle skud kommer bragende som ud af en kanon blev det her skud trukket som efter en snor op i nærmeste hjørne. Et skud som kunne ryge gennem et bibliotek uden at forstyrre nogen og stadig bore sig utageligt ind i netmaskerne. I anden halvleg scorede Kusk så igen, denne gang et lavt skud der ramte en Randers-spiller og kravlede i mål mens det undskyldte for ulejligheden.

Continue reading

Artikler, FC København, Spillere

Stjerne eller superstjerne

Vi hører det igen og igen. Hvis FCK skal skabe noget, så skal det være gennem Nicolai Jørgensen. Offensivspilleren der kom til før 12/13 sæsonen og brændte igennem med det samme, hans 11 mål og 6 assists i høj grad medvirkende til Ariel Jacobs første og FCKs seneste mesterskab. Den merkuriale offensiv-spiller slog hurtigt Martin Vingaard af pladsen som venstre fløj hvor han blev en nøglespiller når han trak ind fra fløjen og fandt de åbne rum foran forsvaret. Hans efterfølgende sæson blev i høj grad ødelagt af skader, kun 16 Superliga kampe blev det til, under halvdelen af sæsonen, men med 7 mål og 5 assists var han stadig lige så stor en del af det offensive spil når han så spillede.

I 14/15 skulle det hele så gå op i en højere enhed for Jørgensen. 25 kampe i sæsonen, flere minutter spillet end i begge de to forgående sæsoner og primært i yndlingspositionen som angriber. Det var i høj grad Nicolai Jørgensen der var offensiven. Det var ham spillet gik igennem, det var ham folk så til når der skulle skabes noget.

Continue reading

Artikler, FC København, Landsholdet, Spillere

Længe leve kaptajnen

I hælene på en skuffende EM-kvalifikation og med et halvt øje fokuseret ikke på EM-playoffs men på den næste landstræner og det næste landshold, så virker det som det rigtige tidspunkt at overveje om der ikke skulle slagtes nogle hellige kameler snart. Er Daniel Agger på nuværende tidspunkt virkelig bedre end Erik Sviatchenko? Har det danske landshold plads til både en dårligt-spillende Michael Krohn-Dehli og en dårligt-spillende Christian Eriksen? Hvad i alverden var pointen med at hive Thomas Kahlenberg med?

Og hvad med William Kvist? Continue reading

Artikler, FC København, Spillere

De to tårne

Vi skal nok komme tilbage til titlen, men først…

Federico Santander er ankommet til København.

Både ganske reelt, hans transfer var udsat til hans tidligere klub Guarani røg ud af Copa Libertadores og derfor var der nogle spændte FCK fans (og sikkert ledere) der så de to semifinale opgør mod argentinske River Plate. Det blev til et samlet nederlag og allerede dagen efter kunne man på Twitter følge Santanders rejse fra Paraguay til Danmark, hvor han ankom lige præcis for sent til at kunne få sin arbejds- og opholdstilladelse underskrevet før Esbjerg-kampen. Det skete om mandagen og så var Federico Santander helt officielt en del af FC København, med efterfølgende spilletid både mod Jablonec og mod SønderjyskE.

Og det er den anden måde som Federico Santander er ankommet til København på. For efter en svær debut mod Jablonec hvor man kun i glimt så hvad han havde vist i Guarani, og kun i glimt så noget til bolden for den sags skyld, viste Santander mod SønderjyskE et par af de kvaliteter der har gjort ham til Københavns dyreste indkøb denne sommer. Det blev ikke til det store afslutningsmæssigt, men med blandt andet to assists så man tydeligt den spil-intelligens som gjorde Santander til den perfekte frontløber for Guarani i Copa Libertadores.

Julio Cesar Caceres, landsholdsspiller for Paraguay og Guarani, forklarede klubbens spillestil i et interview til FIFA’s hjemmeside.

“We’re very patient with our marking, but we also go forward pretty persistently. We don’t play long ball, we try to do damage with our passing. We’ve got lots of pace on the wings and a No9 in Federico Santander who has shown himself capable of leading the line on his own until other difference-makers arrive on the scene.”

Problemet for Guarani i semifinalen mod River Plate var netop at de blev tvunget ud i alt for mange lange bolde op mod og forbi Santander. Den slags bolde kan han vinde, det så vi også mod SønderjyskE, men Guarani blev først rigtig farlige da de begyndte at tage Santander med i opspillet. Deres føringsmål på hjemmebane kom efter et angreb hvor Santander både deltog i opspillet og fik en assist ved at jagte en løs bold til venstre for mål og sende den retur ind i feltet.

Mod SønderjyskE fik han sin første assist for FCK ved at jagte en høj bold til venstre for mål og sende den retur ind i feltet.

I begge tilfælde var det en kombination af en dedikeret arbejdsindsats og en fornem spilforståelse der skabte målet. Og det så vi flere gange i det jyske. Manden de kalder Klædeskabet tog bolde til sig som var der en teenager der var blevet bedt om at rydde op i sine t-shirts. Uanset hvad der blev kastet imod ham sad det lige i skabet. Og stort set hver gang kom han både sikkert og konstruktivt af med bolden igen, i første halvleg med et par fine stikninger til Marvin Pourié og i anden halvleg med en lige så fin assist til William Kvist. Før kampen blev han spurgt om hvor mange mål han regnede med at score og svaret var at mål kom af sig selv, det vigtige var at hjælpe holdet. Det gjorde han i den grad.

I højere grad end angrebsmakkerne. Pourié løb meget men fik ikke det store ud af det og efter en time blev han hevet ud til fordel for William Kvist og Nicolai Jørgensen blev sendt op foran sammen med Santander. Her gjorde han det ikke meget bedre end han havde gjort på kanten, hvor han havde levet en anonym tilværelse der kun fløj under radaren fordi Kasper Kusks endnu mere anonyme indsats tog al opmærksomheden.

Nej, jeg ved ikke helt præcis hvordan det fungerer.

Med Benjamin Verbic ude skulle det kreative endnu engang primært komme fra Nicolai Jørgensen, men hverken på den kant som han og Ståle har erklæret ham fysisk for stor til at spille længere eller oppe på hans fortrukne angrebsplads virkede Jørgensen klar og fokuseret. Med hvad vi har set fra Verbic indtil videre virker det ikke som om der er plads på kanten til Jørgensen mere og med Bashkim Kadrii og Andreas Cornelius på vej tilbage virker han heller ikke urørlig i angrebet. I hvert fald ikke hvis han fastholder niveauet han har vist indtil videre.

Så mens der bliver talt meget om hvor vigtigt det er for FCK at holde på Nicolai Jørgensen kigger jeg lidt på hvordan angrebet kunne se ud uden ham.

Federico Santander taber stort set ikke en eneste fysisk duel mod de hærdebredde SønderjydEr, suger bolden til sig og er chanceskabende med den. Hvis han kan score mål i den danske liga som han har gjort i Sydamerika, så ligner han en komplet angriber og umiddelbart er det ikke Hernan Crespo som flasher for mit indre øje når jeg ser ham trække ned på midtbanen og tage imod bolden, det er Dame N’Doye. Jeg har ingen tvivl om at han bliver fast mand i angrebet. Så spørgsmålet er egentlig hvem der skal spille ved siden af ham.

Det kunne være Marvin Pourié. Men jeg skal være ærlig, jeg har aldrig været Marvin fan. Jeg er stadig ikke Marvin fan. Og jeg tror ikke han stadig er i klubben når transfervinduet lukker. Når det er sagt, så er Marvin en klassisk dybdeløber som har lagt en masse hårdt arbejde oven på i forhold til hans sidste ophold i klubben. Han har stadig mangler i forhold til teknik og overblik, han har stadig sine primære forcer steder hvor FC København som klub ikke har dem, men vi så mod SønderjyskE at han kan løbe rundt om Santander. Men nej. Duer ikke, ikke god nok, farvel.

Hvad så med Bashkim Kadrii? Det er selvfølgelig svært at spå om i hvilken tilstand Bashkim Kadrii vender tilbage i, men er det den Kadrii vi så i perioden omkring Dnipro kampene, så taler vi om en hurtig, pågående spiller med kort aftrækker og et eksplosivt venstreben. Det lille chip fra Santander som Pourié bragede forbi med venstre i første halvleg mod SjE, den havde jeg gerne set med Bashkim som modtager. Det ville være en »klassisk« stor og lille kombination i angrebet, hvor Santander kunne flække bolde videre som Kadrii kunne løbe på. Selv uden en startplads ville Kadrii pynte gevaldigt i vores angreb, en hidsig lille angrebsterrier at kunne sætte ind mod et træt forsvar, en klinisk afslutter, det kan kun hjælpe.

Men kan vi gøre det bedre?

»’Corner’ kan det hele. Han styrer det selv. Han er mentalt ekstremt stærk. Han har en smertetærskel, som andre kun kan drømme om. Han er jo lavet af granit. Det er tre en halv måned siden, at benet stod lige ud til siden, og så ser du, hvad han laver nu. Det er næsten et mirakel. Han er jo lidt Dolph Lundgren. En mand, hvis smertetærskel ikke ser ud til at have en kobling mellem hovedet og resten af kroppen. Det kunne være, vi skulle overføre det fra ham til nogle af de andre spillere.«

Det er ikke første gang at en FCK-spiller er blevet sammenlignet med Dolph Lundgren, men når man ser Andreas Cornelius løbe rundt på 10’eren på en ankel man kunne se igennem for et par måneder siden så er det lige før man nærmere tænker Arnold Schwarzenegger som Terminator. Vender han tilbage på 100% rent fysisk, så ville det næsten være mere end man kunne forvente med hans skade in mente, men det ville også give forhåbninger om at se ham vende tilbage til det spillemæssige niveau som han havde i sin gennembrudssæson. For hvor man kunne være bekymret for at to store, fysiske angribere ville løbe i vejen for hinanden ser jeg snarere Santander som den perfekte makker til Cornelius.

Den gængse kritik af Andreas Cornelius, fra både Ståle Solbakken samt diverse fodboldeksperter og Stig Tøfting, var at han brugte for meget energi udenfor feltet. Han løb rundt og deltog i småspillet midt på banen, han var for lang tid for langt væk fra målet. Andreas Cornelius skal ind i feltet, han skal søge det lille felt, han skal bruge sin fysisk derinde.

Hvis bare vi havde nogen der kunne tage de der slagsmål uden for feltet, der kunne deltage i opspillet, der kunne give Cornelius tid og plads til at koncentrere sig om at søge det lille felt.

Samtidig har Santander i sine løb i feltet netop ikke taget de løb til bagerste stolpe som Cornelius har levet af. Han trækker ofte lidt tilbage i feltet, giver en mulighed for en bold skråt tilbage. Så på trods af at de fysisk minder om hinanden burde der faktisk være plads til begge inde i feltet. Og så bliver det pludselig et enormt pres man kan sætte modstanderne under. Får vi kanterne og backs i gang, får vi pres-spillet fra midtbanen i gang, kommer vi ind i en af de der perioder hvor vi vinder alle andenbolde, hvor modstanderen ikke kan få bolden over midterlinjen? Så kan jeg ikke forestille mig et farligere angreb. Heller ikke med Nicolai Jørgensen.

Og kunne lidt pres på startpladsen gøre at Nicolai Jørgensen finder sit gamle niveau igen? Det kunne blive helt eventyrligt.

Se, jeg sagde jo at vi nok skulle komme tilbage til titlen.

Artikler, FC København, Spillere

I rygtemøllens stride strøm

    Efter et sommervindue sidste år hvor der blev brugt over 120 millioner kroner på truppen og et vintervindue hvor transferbudgettet bestod af flaskepant og hvad man nu fandt i fællessofaen ude på 10’eren, så er det forståeligt hvis man var lidt nervøs for at de der 30% ekstra i spillerbudgettet allerede var brugt op og at sommerens vindue ville blive lidt mindre ekseptionelt end man havde håbet.

Men for at låne lidt fra en gammel reklame, så kom der en delårsrapport på bordet og pludselig blev rygtemøllen meget bedre. Sikkert er det at der skal hentes spillere til sommer og nu ser det ud til at transferbudgettet har fået endnu et nøk i vejret og straks vrimler det frem med historier, rygter, påstande og ideer. Så giver vel kun mening at kigge lidt på dem?

    Der har været lidt delte meninger om det rygte som både EkstraBladets Michael Qureshi og BTs Søren Sorgenfri har skrevet om, højrebacken Peter Ankersen til FCK fra RB Salzburg, muligvis på en lejeaftale. Der er dem der mener at det er et oplagt transfer hvis Ankersen og Salzburg begge er enige om at Ankersen må videre og så dem der mener at det ikke giver mening at hente endnu en højreback til klubben og at det enten må være som højrefløj man kigger på Ankersen eller at hele historien er en and.

Jeg tilhører den første gruppe. Jeg er en af dem der mener at det største offensive problem i FC København ikke er angriberne men kanterne, både backs og fløje. Efter et halvt år med en Pierre Bengtsson der led af metaltræthed så har Ludwig Augustinsson virkelig givet vores venstreside et løft, selv når det er den tomme skal af Rurik Gislason der spiller på fløjen derude. Det samme kan man ikke sige at Tom Høgli har gjort i modsatte side, hvor flink en mand han end er uden for banen. Det offensive spil har aldrig været Høglis største force og selv i kampe hvor han får masser af plads at løbe på er han oftest tilbøjelig til at tage sin position tre-fire meter bag hvor det bliver rigtigt farligt og spilleren der har vendt med bolden og nu gerne vil smide den dybt i højreside skal lige holde på den i fem, ti sekunder før det går op for Høgli at det er nu han skal være offensivt indstillet.

Nu ved jeg der sidder folk der mener at jeg negligerer hans værdi i det defensive spil og det er sandt at han er en rigtig solid forsvarsspiller, specielt i duelspillet. Jeg er personlig ikke altid glad for hans måde at positionere sig når han ikke er mand-mand, jeg synes alt for ofte at han stiller sig for langt ind i banen og ikke orienterer sig nok mod den fløjspiller han har ansvaret for. Men mere end det, så er han ganske enkelt for dårlig offensivt til at det ophæves af hans gode defensiv. Angrebsspillet over højre side bliver forsinket for meget og udført med for lav kvalitet til at man kan fortsætte med ham som fast mand på backen. Han er en fremragende spiller at have til de europæiske kampe, men ikke mod SønderjyskE eller FC Vestsjælland.

Så har vi Christoffer Remmer, det unge talent der har vist gode offensive takter efter han kom tilbage fra sin længere skadespause, ihvertfald i de kampe hvor han har fået lov til at spille back istedet for central midt. Hvad med Remmer, siger folk, skal vi ikke hellere satse på ham end på Peter Ankersen? Og han er virkelig et talent på backen, Remmer, absolut. Men han er stadig ikke på det niveau som Peter Ankersen viste i hans tid i Esbjerg. Og vi ved reelt ikke om han vil være i stand til at nå det niveau eller om han bare kan holde sit nuværende niveau hvis han pludselig skal være fast mand og spille mellem 30 og 40 kampe på en sæson. Det ville på en sæson være flere kampe end han har spillet i de sidste tre sæsoner tilsammen. Kan det mentale holde til det? Kan fysikken? Det ville være et sats, selvom han helt sikkert har vist nok til at jeg ville være villig til at tage det sats hvis det ikke lige var Peter Ankersen der bankede på.

Det skal med, jeg ser ikke højreback som en position vi død og pine skal ud og forstærke os på. Det er lidt en »gratis omgang« med Peter Ankersen, forstået på den måde at hvis det ikke lykkes med ham, jamen så kører vi videre med hvad vi har. Vi skal ikke ud i plan B eller næste navn på listen. Men kan man finde en en løsning som passer alle parter, så er Peter Ankersen i mine øjne en no-brainer af en forstærkning, en spiller som fra dag et ville gå ind og gøres vores offensiv bedre.

Hvorfor? Fordi han er løbestærk, han er hurtig, han er villig til at udfordre begge veje rundt og han kan lægge et enormt pres på modstanderholdet med sin angrebsivrighed. Samtidig sparker han hårdt og præcist og er i stand til at afslutte med kompetent med venstre, hvilket igen giver ham mulighed for også at true ind i banen. Og så har han præcis det som Ståle i flere omgange har efterspurgt. EkstraBladet kalder ham Ståles ønskespiller og jeg vil vædde på at det i høj grad er fordi han har den indstilling som Ståle vil se i flere spillere og den indstilling som hverken Høgli eller Remmer har. Peter Ankersen vil score mål. Peter Ankersen ser det som en del af hans ansvar at score mål. Hvilket er noget vi ikke har set i en højreback siden Zdenek Pospech og skal jeg umiddelbart pege på en sammenligning til den mulige backduo Augustinsson/Ankersen, så ville det netop være Wendt/Pospech.

Jeg tror og håber på Peter Ankersen, jeg synes det er et indlysende transfermål der ville betyde meget for vores offensive spil.

    Det bliver ikke alle sammen lige så lange passager som det blev om Peter Ankersen. For eksempel har jeg ikke set det store til den svenske midterforsvarer Filip Helander, bortset fra de par Malmö kampe i Champions League som man nu ikke kunne komme uden om. Han er høj, venstrebenet og efter alt at dømme, ganske god. Den norske avis VG har ham på deres årlige bud på et nordisk landshold ved siden af Simon Kjær og altså blandt andet foran alle tre af vores nuværende midterforsvarere. I Malmö er han så småt røget af holdet, ikke fordi han ikke er god nok men fordi han har kontraktudløb til vinter og allerede har fået lov til at forlade klubben til sommer og Malmö vil derfor gerne spille deres nye forsvar sammen. Det er ikke sikkert at Malmö ville være alt for glade for at miste en spiller til FC København, men med kontraktudløb til vinter kan FCK skrive kontrakt med Helander uden om Malmö og så forhandle med dem om et sommertransfer, endda i en situation hvor Malmö reelt intet har at vinde på at sætte hårdt mod hårdt i forhandlingerne.

Så langt, så godt, men er han så ikke for god til FCK? Ikke at det skal stoppe os, vi elsker jo at signe specielt midterforsvarere der er »for gode til FCK«, et skudsmål som både Daniel Amartey og Brede Hangeland fik med på vejen. Men interesse må der også være fra andre klubber i større ligaer end den danske. Panathinaikos har blandt andet været inde i billedet og vildt overraskende er det næppe hvis konkurrencen ender med at blive ganske hård om den unge svensker. Har vi så en chance? Så skal det være for sikkerhedens skyld, samme grund som Ludwig Augustinsson valgte os. Det er næppe gået Helanders næse helt forbi at ikke alle Allsvenskan eksportvarer klarer turen lige godt. Bare i Malmö har han set spillere som Guillermo Molins og Agon Mehmeti gå fra at være store stjerner i Malmö til at sidde på bænken i udlandet og nu endt tilbage i Malmö. Eller værre, han har set Erik Friberg og Daniel Larsson tage til henholdsvis Bologna og Valladolid og begge er nu endt i Esbjerg. Også en spiller som Jiloan Hamad sidder nu fast i udlandet og Pontus Jansson, Helanders tidligere makker i forsvaret, sidder på bænken i Torino. Ideen om at kunne tage til udlandet, blive udlandsprofessionel og samtidig være inden for køreafstand af familie og venner? Det kan sagtens være at det trækker mere end for eksempel en tur til Panathinaikos og den græske liga. Ikke mindst hvis han spørger spillere som Mattias Bjärsmyr eller Emir Bajrami der begge har haft mindre heldige ophold i netop Panathinaikos og nu begge er tilbage i den svenske liga.

Sikkert er det ihvertfald at hvis man kan hente en spiller som Helander i en så fordelagtig transfersituation, så skal man prøve. Efter en alt andet en overbevisende første sæson for Pelle Nilsson og en Mikael Antonsson der rammer de 34 om et par uger, samt et fortsat tvivlsomt skadesforløb for Kris Stadsgaard, så er der absolut plads til en spiller som Helander i truppen. Spørgsmålet er så om der også er det i lønbudgettet og generelt må Helander tænkes som lidt samme situation som Ankersen, en ekstra appelsin i turbanen hvis det lykkedes men ikke nødvendigvis en plads hvor vi skal være aktive på markedet hvis det glipper.

    Det skulle da lige være hvis en anden appelsin faldt ned istedet. Andreas Bjelland ser snart ud til at være fortid hos økonomisk trængte Twente. Umiddelbart ligner han et lige så godt match som Helander, venstrebenet midterforsvarer på landsholdsniveau, men både skadesproblemer og de estimerede to millioner Euro Twente eftersigende sigter efter gør at Bjelland ikke er lige så oplagt som den unge svensker. Han vil uden tvivl blive nævnt i forbindelse med FCK, men jeg tror ikke på den.

    På den centrale midt har jeg allerede skrevet en del om William Kvist, hvorpå han gik ud i pressen og fortalte at han stadig mente han havde fem år mere på topplan og at han gerne ville spille mere Premier League. Det er umiddelbart mere end svært at forestille sig en Premier League klub der ville binde sig an med en spiller der havde svært ved at spille sig på holdet hos Championship nedrykkerne Wigan og lige så svært er det for mig at forestille sig FC København være interesseret i en 35-årig William Kvist, så på et par dage gik vi fra at Kvist til FCK som et oplagt transfer fra alle sider til at William Kvist nok desværre har spillet sin sidste kamp for FCK. Desværre ikke mindst fordi det netop lå lige til højrebenet, men forhåbentlig finder Kvist sig en klub hvor han kan få karrieren på ret køl igen.

    Bortset fra Kvist, så tvivler jeg på at vi kigger på den centrale midtbane medmindre der kommer et pludseligt salg og Ståles udtalelser om det tyder da også på at man vil holde på den unge stamme man har bygget op efterhånden. Skulle der alligevel komme et overraskende godt bud på en spiller som Thomas Delaney eller et bud i Cornelius-klassen på Amartey, så ville jeg ikke blive overrasket hvis klubben og Jesper Jansson holdt øje med hvordan situationen ser ud for sydafrikanske May Mahlangu i tyrkiske Konyaspor. Mahlangu var i tiden hos Helsingborgs IF en af de bedste midtbanespillere i ligaen og netop en type som kunne noget frem af banen. Samtidig kan man i bedste Atiba Hutchinson-stil lægge ham ud på en kant hvis det bliver nødvendigt og efter et par et-årige kontrakter hos IFK Göteborg og Konyaspor ville han næppe være den helt store byrde på budgettet.

    Når det kommer til højrekanten, så må man allerførst kigge på det mest oplagte navn. Den tidligere AaBer som nu sidder udenfor i Twente, Kasper Kusk. Kusk ville være en »omvendt fløj«, en venstrebenet spiller der fra højresiden trækker ind i banen og truer mod mål samtidig med at han åbner op for en offensiv back. I tiden i AaB var Kusk både målfarlig og målskabende med et fint flow med bolden og et godt blik for spillet. Han er typemæssigt en spiller der ville gå direkte ind på holdet og gøre det bedre. Specielt med den kontrollerende men defensive centrale midtbane ville en spiller som Kusk bidrage med noget offensivt henover midten, i samme stil som Nicolai Jørgensen gjorde det dengang han stadig var kant.

Hvad er argumentet imod? For det første, hvem ved egentlig hvor god Kasper Kusk er nu? Nicklas Helenius kom hjem til AaB efter et år hos Aston Villa og virkede meget langt fra fordums styrke. Nu havde Helenius en meget hård tid rent mentalt hos Villa og det er ikke så overraskende at sådan noget både sætter sig i en spiller og er svært at ryste af sig, men hvordan har Kasper Kusk reageret på sin deroute? Og generelt, hvor svært vil han have ved at være god på et hold der ikke nødvendigvis allerede er det? Hans gennembrud i AaB kom i en sæson hvor alt lykkedes og det er altid nemmere at være god når det går godt.

For det andet, er han reelt det klubben mangler? Kasper Kusk er, eller var, en rigtig god boldspiller men hvor meget af den X-faktor som Ståle har efterlyst har han i sig? Er han typen der gør det overraskende eller er han typen som gør det forventede, bare rigtig, rigtig godt? Han vil næsten uden tvivl gøre os til et bedre hold, men vil han »kun« gøre os bedre til at gøre det vi allerede gør?

Og tredje og sidst, vil han overhovedet til FCK? Ikke bare er der hård konkurrence fra FCM, Brøndby og eftersigende også OB, men AaB har også vist interesse i deres »fortabte søn« og det kan sagtens vise sig svært at hamle op med de velkendte omgivelser i det jyske. AaBs økonomi er godt nok stadig presset, men for nylig udtalte en anden hjemvendt AaB-dreng, Nicklas Helenius, at førsteprioriteten til sommer var et transfer til en dansk klub efter leje-aftalen med AaB er ovre. At han præciserede dansk fodbold over AaB specifikt kunne godt få en til at lege med tanken om at AaB har fortalt Helenius at de kun har råd til at gå efter en af ham og Kusk og at valget er faldet på Kusk.

Alt det til trods, så er Kusk stadig favoritten til pladsen på højrekanten og specielt hvis man samtidig lander Peter Ankersen til højrebacken, så kan jeg sagtens se de to blive et farligt makkerpar der virkelig kan genoplive fløjen.

    Det andet oplagte navn på listen er OBs Rasmus Falk, en spiller som efterhånden må have udtjent sin værnepligt i det fynske og også en spiller der både har fortjent og har behov for at komme til et højere niveau end de sørgelige rester af OB. Hans statistik er ikke på højde med Kasper Kusks tid i AaB, men hvor Kusk havde muligheden for at være god med de gode, så har Rasmus Falk været nødt til at være god med Darko Bodul og Mikkel Kirkeskov.

Han har så været god. Hvor problemet med Kusk måske ville være mangel på X-faktor, så er Rasmus Falk netop typen man kan forvente gøre det uventede. Foruden de hurtige fødder har han også et rigtigt godt blik for de der små stikninger i feltet eller til en fremstormende back. Under Troels Bech var han fast højrefløj i en 4-4-2, selvom overraskende mange mennesker jeg har talt med var overbevist om at han kun har spillet hængende angriber eller 4-3-3 fløj. Han er faktisk overraskende god til at tage de defensive løb ude på kanten og specielt i presspillet er han ekstrem villig til at tage de der ekstra meter der skal til.

Problemet er at han ikke har scoret nok for OB. Og han har ikke skabt nok mål for OB. Selv når man tager højde for forskellen mellem et AaB hold der vandt det danske mesterskab og et OB hold der blev nummer otte i ligaen, så var Kasper Kusk simpelthen en større andel af AaBs mål end Rasmus Falk var det for OB. Hvis Falk skal gøre en rigtig forskel hos FCK, så skal han tage det næste skridt i sin udvikling, men kan han det?

Omvendt kan man sige, tager han det næste skridt et andet sted end hos FCK, så er han også endegyldigt tabt for FCK. Med et år tilbage på kontrakten er det uanset nu han skal videre hvis OB skal tjene penge på ham. Jeg så ham meget gerne i FCK, det skal jeg ærligt indrømme, jeg er en fan. Det er svært at vælge ham over en Kasper Kusk i mesterskabsform, men hvis han ikke er det eller hvis AaB trækker for meget i ham, så ville jeg været ovenud tilfreds med Rasmus Falk i den hvide trøje.

    Når vi nu er i OB, så bliver jeg næsten nødt til også at nævne Emil Larsen. Han har ikke været imponerende i denne sæson. Han har været ganske forfærdelig, faktisk. Men vi ved alle at han er bedre end det og samtidig ville han være en rigtig billig løsning der kunne dække begge kanter. Jeg tror ikke på at klubben ville hente ham som den store satsning på kanten, men som supplement til en Kusk eller Falk, eventuelt som erstatning for Rurik Gislason, der ville Emil Larsen måske være værd at tage en chance på.

Selvom jeg indrømmer det ikke lugter af dansk mesterskab sådan at skumme fløden hos OBs nedrykningskandidater.

    En mere oplagt spiller at nævne som også er meget alsidig og kan dække det meste af midtbanen ville så være Nicolaj Thomsen der også slog igennem i AaBs mesterskabssæson. Han har ikke vist helt det samme niveau efterfølgende og har været lidt ramt af skader, men han er en teknisk velfunderet midtbanespiller der af flere er blevet betegnet som typemæssigt en spiller der ville passe godt ind hos FCK.

Men han er næppe billig, kontrakten med AaB løber til udgangen af 2016, han vil selv til udlandet, hans styrker ligger lidt ligesom Kusk mere i holdspillet end det individuelle og så gør han det bedst i venstresiden hvor han kan trække ind i banen. Som højrekant ville hans manglende fart gøre det svært at udfordre mod baglinjen mens det vil være mindre naturligt for ham at trække ind i banen til det svagere venstreben. Med Verbic allerede landet er rollen som talentfuld ung venstrekant besat og så tror jeg ikke at Thomsen bliver set som løsningen på vores højrekant.

    Men med den økonomiske udmelding der kom fra PS&Es side, så bliver jeg også nødt til at nævne den frække løsning til højrekanten, Uffe Bech fra FC Nordsjælland. Et transfer til Mainz blev aldrig til noget og bliver nu næppe til noget. FC Midtjylland var ude efter ham da Igboun var i kinesisk søgelys men det blev ikke til noget. Nu er der ikke længere et oplagt sted for ham at lande i udlandet og efter et skadesforløb har han brugt det meste af forårssæsonen på at prøve at finde tilbage til sit tidligere niveau. Alt i alt åbner det døren på klem for et talent som egentlig var uden for rækkevidde. En spiller som kan stort set det hele, hurtig, udfordrende, teknisk stærk, målfarlig, godt blik for spillet, en spiller som ligesom Kusk kan starte på højrekanten og udfordre indover midten, endda i høj fart med bolden på fødderne. En utrolig irriterende spiller at spille overfor, det tror jeg en del FCK fans kan skrive under på, men samtidig en spiller som alle gerne vil have på eget hold.

Han ville næppe være billig, han vil på nuværende tidspunkt måske ikke engang være interesseret hvis der er bud fra udlandet og der er altid det gamle spøgelse i FCK når det kommer til en spiller som skabte sit navn i et 4-3-3 system, kan han omstille sig til en 4-4-2 hvor han også skal arbejde baglæns? Men vi taler altså om en 21-årig dansk landsholdsspiller der kan dække begge kanter og pladsen som hængende angriber, som efter danske forhold allerede er blandt de bedste i ligaen og næsten kun kan blive bedre. Jeg tvivler på den, men jeg kan godt lide ideen.

    I angrebet er der stort set kun et navn. Nicklas Bendtner. Et navn der snart er ligeså forventet som det er urealistisk. Selvfølgelig skal Nicklas Bendtner ikke rende rundt og spille i den danske liga. Alligevel er man snart nået et punkt hvor et pressemøde med Nicklas Bendtner i den hvide trøje mere ville blive mødt med »nå, det var på tide« end »nej hvor er det vildt«.

Det ville være vildt. Det ville være helt vildt hvis man kunne nå til økonomisk enighed med både Bendtner og Wolfsburg. Det ville være det største transfer i dansk fodboldhistorie, større end Daniel Aggers nedbrudte korpus i en Brøndby-trøje, større end Brian Laudrups ophold i–hov, hvor blev han af? Han stod lige her i en FCK trøje, jeg sværger.

Og det er jo så også risikoen. Med Daniel Agger ved man hvad man får. Man ved ikke hvor meget af det man får, men alligevel. Tænk hvis man gik alt det igennem, smed alle de penge efter Bendtner og så fik man… Brian Laudrup. En undervældende indsats af en spiller der mener han er for god til det her og forsvinder efter et halvt år. Tænk hvis den første overskrift efter »Bendtner skifter til FC København« er »Bendtner voldtager taxa, igen«.

Men… tænk hvis han opførte sig ordentligt og så det som chancen for at genetablere sit navn som en spiller store europæiske klubber gerne vil binde sig an med? Tænk hvis det værste han gør i sin tid i klubben er at komme for sent til lidt træninger? Tænk hvis vi rent faktisk fik Nicklas Bendtner til klubben?

Mest oplagt er selvfølgelig tanken om en lejeaftale til at dække indtil Andreas Cornelius er tilbage, men det handler nok mest om hvad Wolfsburg egentlig gerne vil med Bendtner. De har godt nok været ud og sige at de regner med at beholde ham i klubben, men de har allerede købt en ny angriber til næste sæson og ambitiøse som de er stopper det nok ikke der. Har man muligheden for at tilknytte Bendtner mere permanent til truppen skal man selvfølgelig gøre det, også selvom der måske kan være nogle bekymringer om hvorvidt han ville kunne fungere sammen med Cornelius på sigt. Det tror jeg sagtens han kan. Bendtner blev jo en overgang både hos Arsenal og på landsholdet brugt som venstrefløj, han har intet imod at vandre og trække ned i banen for at deltage i spillet. hvor Cornelius er bedre længere fremme på banen. Faktisk ville Bendtner kunne spille sammen med alle vores angribere, på Superliga-niveau er manden jo for en gangs skyld reelt uden for skala på alle parametre, ikke bare selvtillid.

Bendtner til FC København ville være et drømmetransfer. Men ærlig talt, når William Kvist ikke mener at tiden er inde til et retur til den danske liga, så kan jeg ikke forestille mig at Nicklas Bendtner vil tage turen.

    Og hvis man ikke kan få Bendtner, så er spørgsmålet måske om man reelt har brug for at købe en angriber? Der skal en ind, helt sikkert, men med Andreas Cornelius og Bashkim Kadrii ude med skade og Nicolai Jørgensen og en langsomt forbedrende Steve De Ridder i truppen, så giver det måske mest mening netop at leje en spiller midlertidigt, indtil alle fire er tilbage. Og så peger en del på Simon Makienok, lige nu på bænken i Palermo efter han skiftede fra Brøndby.

Uha, Brøndby. Endnu en spiller fra Brøndby? Ærlig talt, det er ikke det der gør at jeg ikke bryder mig om ideen. Ikke at jeg synes det ville være fedt at hente en spiller med Brøndby-fortid, men hverken de to år han brugte derude eller ægteskabet med Ibi Makienok eller hele hans personlighed ændrer på at jeg bare ikke synes han passer ind i spillet. Jo, jo, jeg kan godt høre jer råbe »høj bold til bagerste stolpe« men det der gjorde Andreas Cornelius god dengang han var god var netop at det ikke bare var høj bold til bagerste stolpe. Han truede hele vejen rundt, han scorede på langskud, han scorede direkte på frispark, han driblede forbi modstandere og kanonerede bolden i mål fra alle vinkler. Og fordi modstanderne skulle dække op for alt det, så var der åbninger til den høje bold til bagerste stolpe. Makienok ville ikke erstatte Cornelius, Makienok ville erstatte Cornelius når han var værst.

Samtidig ville det nok være tvivlsomt om Makienok selv var interesseret i et halvt års leje og omvendt ville klubben næppe være interesseret i mere. Hvor Bendtner sagtens kunne spille sammen med Cornelius, så ville Makienok og Cornelius sammen slet ikke fungere.

    Hvad så med en anden Nicklas, førnævnte Nicklas Helenius? Jeg skrev tidligere at Helenius selv åbnede op for dansk fodbold generelt, kunne han ikke være en løsning? Måske. Han er en helt anden type end Cornelius, på trods af hans højde er det begrænset hvad han bidrager med i luftrummet, antallet af hovedstødsmål som senior kan vist stadig til den dag i dag tælles på en hånd med rum til overs. Men tilbage i AaB-tiden var han muligvis den mest kliniske afslutter i Superligaen, krydret med en fin teknik når han skulle modtage bolden og et ganske acceptabelt antrit. Typen man skulle sammenligne mest med ville nok være Cesar Santin og vi ved jo at han fungerede sammen med Cornelius. Men for at se Helenius når han er bedst skal vi netop tilbage til AaBs mesterskabssæson, for tiden i Aston Villa har sat alvorligt aftryk i ham og selvom et hattrick mod Hobro fik folk til at sige at nu kunne man så småt se den gamle Helenius igen, så var det meget småt i forhold til hvad han kunne før.

Kan man ikke få den ene Nicklas, så er den anden ikke en dårlig ide, men så skal det højst være en lejeaftale med en købsoption, for lige nu er Nicklas Helenius langt fra et sikkert kort. Men samtidig må man forvente at han har sine bejlere til sommer, blandt andet Kent Nielsens nye OB må man forvente vil være interesserede i Helenius, så det går nok næppe at regne med at have him i baghånden hvis andre, bedre muligheder ikke bliver til noget.

    Når vi nu er i gang bliver jeg nødt til at nævne IFK Göteborgs Lasse Vibe, ikke fordi jeg tror på det men fordi han uden tvivl vil blive nævnt som et emne af andre. Og jeg tror ikke på den, jeg tror hverken at han er prissat på et niveau hvor vi er interesserede, jeg tror ikke at han selv er interesseret i at tage turen tilbage til den danske liga, jeg tror han har blikket stift rettet mod det store udland, og jeg har ærlig talt svært ved at se ham blive en succes her. Det er dog mere ud fra hvad jeg husker af ham her end i Göteborg, men der var han en spiller der skulle bruge en del rum bag forsvaret for at fungere optimalt og det får han ikke her.

    Men selvfølgelig ville det være nærliggende at nævne Vibe når nu vores nye Head of Scouting startede med at sige at han jo havde stort kendskab til den svenske liga og at det var oplagt for ham at starte med at kigge der. Jeg vil dog mene at der er et mere oplagt Jesper Jansson bekendskab at starte med, nemlig den tidligere Helsingborgs IF lejesvend og nu Real Sociedad spiller, islandske Alfred Finnbogason.

Finnbogason kom til Real Sociedad som en af klubbens dyreste køb nogensinde, kun overgået af mexikanske Carlos Vela. Han kom til klubben efter tre år hos hollandske Heerenveen hvor han blandt andet blev Eresdivisie topscorer med 29 mål. Siden han kom til Sociedad er han kun startet inde i syv ud af 25 kampe og kun scoret to mål. Han har været et godt gammeldags flop og selvom det nok er for tidligt for Sociedad at afskrive hele den enorme transfersum de har smidt efter islændingen, så virker et lejemål ikke helt ude i hampen. Vi ville få midlertidig dækning i angrebet og Sociedad vil forhåbentlig få Finnbogason op i omdrejninger igen, for der er ingen tvivl om at han er en farlig herre når tingene kører for ham.

Typemæssigt er han en klinisk afslutter der er god til at modtage bolden og har både nok fysik, teknik og antrit til at give sig selv den halve meter han har brug for til at trykke af, enddog med en enorm kølighed. En på alle måder bedre udgave af Marvin Pourié kunne man fristes til at sige og selvom det langt fra er min favorit-type af angriber, så er det svært at se hvordan han ikke skulle score mål med en fornyet og forstærket offensiv bag sig til at skabe chancerne.

Det sker nok ikke. Ligesom Bendtner er han simpelthen for stor til den danske liga, bare uden Bendtners forbindelse til land og klub. Samtidig vil vi næppe være i stand til at betale en eventuel transfersum som Sociedad vil være tilfreds med efter at de selv smed tæt på 60 millioner kroner efter islændingen, så selv hvis man fik en lejeaftale på plads ville der ikke være den store udsigt til noget permanent. Men stadig, hvis man mener at man er bedst tjent med en midlertidig lejeaftale indtil de skadede angribere er tilbage, så kunne Finnbogason godt ligne et Helander-agtigt sammenfald af den rigtige mand på det rigtige tidspunkt.

    Uanset hvad der sker, så tegner sommervinduet til at blive utroligt spændende. Forhåbentligt bliver det et af dem der ender med at overgå vores forventninger, også selvom de forventninger efterhånden er skruet en del i vejret. Vi får se.

Artikler, FC København, Spillere

Er der plads til William Kvist?

Til sommer står William Kvist uden kontrakt.

Den tidligere FC København anfører forsvandt ud i kulden i Stuttgart, havde et skuffende lejeophold i Fulham og endte så med at underskrive en et-årig kontrakt med Wigan hvor han først begyndte at få spilletid da den nye manager Malky Mackay opdagede at han kunne kaste lange indkast. Efterfølgende blev Mackay fyret igen og Wigan kunne ikke undgå nedrykningen fra det engelske Championship. Hele vejen rundt en skuffende tid for Kvist der nu skal finde ud af hvad fremtiden bringer.

Hvad med FCK? Hvis William Kvist vil tilbage til FC København, så kan han bare ringe, fortæller Ståle Solbakken. Og efter et år med begrænset spilletid og nedrykning til League One, så ligner det også noget der ville være en klog beslutning for den 30-årige midtbanespiller. Han skal have karrieren på ret køl igen og hvor bedre end der hvor han havde sin bedste tid og fik sit gennembrud?

Som 30-årig burde han stadig være i sin bedste fodboldalder og han ville med det samme gå ind i toppen af hierakiet som den leder på holdet og midtbanen som man ofte har siddet og manglet. Men er der plads til ham? Kvist har mange kvaliteter, men han er ikke en offensiv strateg, han smider ikke om sig med chance-skabende afleveringer, han er en defensiv stopklods der kan sætte tempoet i en kamp. Han er hårdt-arbejdende og hårdt-løbende, han er meget af hvad vi allerede har meget af.

Det er det store problem med en William Kvist i FC København, vi har Thomas Delaney, Daniel Amartey og Christian Poulsen der alle har deres forcer i det defensive, kontrollerende spil. Poulsen har godt nok kontraktudløb til sommer men han virker ikke som en spiller der er færdig på topplan og bedre tredjemand finder man næppe. Erstatter man ham alligevel med William Kvist, så ender man med en gruppe der hedder Delaney, Amartey og Kvist, tre spillere der alle skal spille og kun to pladser. Hvilket Ståle også er klar over.

Jeg har ikke haft ham i tankerne omkring holdet. Vi er godt besat på den position, hvor vi har Amartey, Delaney, Christian Poulsen og Youssef, som kan spille der, så vi har ikke travlt med at forstærke os der.

Muligvis har det ændret sig med skaden til Youssef Toutouh, men det er stadig tre meget ens spillere vi har tilbage. Men kan man tillade sig at sige nej hvis William Kvist ringer? Selvfølgelig ikke. Vil William Kvist tilbage til FC København, så siger man ja tak først og finder ud af hvordan han skal passe ind efterfølgende.

Men det kommer vi tilbage til.

Først vil jeg nemlig gerne kigge lidt på det centrale forsvar. Vores defensiv har fået masser af ros og kigger man på det antal mål vi har lukket ind, så ser det også imponerende ud. Men ærlig talt og det her vil sikkert irritere en del FCK fans, hvis det ikke var for Stephan Andersen så ville vores defensiv se langt mere hullet ud. For det centrale forsvar har ikke været ligeså dirkefrit som tallene påstår.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg ikke er overbevist af Mikael Antonsson. Han blev hentet ind som den rutinerede reserve, erstatning for Olof Mellberg, på en 2-årig kontrakt. Det var ikke meningen at han skulle være fast mand, det centrale forsvar skulle bestå af Mathias »Zanka« Jørgensen og Bundesliga-importen Per Nilsson. Men Per Nilsson har indtil videre været langt fra det niveau man kunne have forventet af en spiller med de meritter som han har. På det seneste har han vist et højere niveau end vi så i starten af sæsonen, men stadig ikke deroppe hvor han virker til at have en chance for at smide Zanka Jørgensen eller Antonsson af holdet. Men samtidig har Antonsson ikke vist det samme niveau han havde for fire år siden. Hans placeringsevne og spil-intelligens er der stadig, men manden er under en måned fra sin 34. fødselsdag og de skridt han har tabt kommer ikke igen. Der bliver kun flere af dem.

Hvilket hænger sammen med midtbanen vi kom fra. For uden en central midt med offensive ideer så skal meget af det offensive komme fra kanter der trækker ind og truer centralt. Hvis kanterne trækker ind, så skal bredden komme fra backs der stiller sig højt. Og hvis de to backs stiller sig højt, så bliver meget af det defensive arbejde, specielt mod hold der stiller sig langt tilbage og dermed trækker backs endnu længere frem, det bliver i form af løbedueller, fysiske dueller, det bliver duelspil mod angribere der truer i bagrummet. Det kommer til at handle om fysik.

Det passer glimrende til en af vores midterforsvarere. Mathias »Zanka« Jørgensen får masser af kritik, ofte ganske uanset hvordan han egentlig har spillet, og der er også stadig problemer fra tid til anden med positioneringen, men han har både farten og kropsstyrken til at kunne spille den slags duelspil vi taler om. Samtidig har han evnen til at træde op og spille med i det etablerende spil, en vigtig ting når vi møder den slags hold vi så ofte møder i Superligaen, defensivt indstillede hold der står lavt og med kun en enkelt angriber. I de europæiske kampe specielt er han udfordret, Zanka, men i Superligaen er han noget nær den perfekte FCK-forsvarer.

Det er Mikael Antonsson ikke længere. Og det har Pelle Nilsson stadig til gode at vise at han nogensinde har været. Indtil videre er Antonsson den bedste løsning, men hvis han stadig er det når hans kontrakt udløber om et år, så er det ikke godt nok for et hold som FCK. Enten skal Pelle Nilsson slå igennem eller også skal man finde en anden løsning. Man kommer næppe til at bruge en masse penge på endnu en central forsvarsspiller her til sommer, ikke med så mange offensive pladser der har brug for de resourcer man nu har i et transfervindue.

Men jeg ville mene at man allerede har fundet den bedste løsning til det centrale forsvar. En løbestærk, fysisk velfunderet duelspiller der kan dække et stort bagrum og samtidig er teknisk stærk nok til at kunne deltage i det offensive spil hvis muligheden byder sig. Det er et alternativ jeg har slået på tromme for før. Daniel Amartey. Kan man umiddelbart forestille sig et bedre midterforsvar end Zanka og Amartey? Jeg kan ikke. Faktisk lyder det i mine ører som en del stærkere end vores nuværende konstellation.

Men det vil selvfølgelig efterlade et hul på den centrale midtbane. Og der har vi så fundet ud af hvordan en William Kvist ville passe ind i FCK. Det ville på alle områder være et transfer der styrkede både klub og hold, hvis man valgte at rotere rundt med Amartey. Og selv hvis man ikke gjorde det, så ville jeg personligt have meget svært ved at sige nej til at få William tilbage.

Godt nok siger Ståle at Kvist bare kan ringe, men måske burde det være Ståle der ringede til ham.

Artikler, FC København, Spillere

Det er på tide at Nicolai Jørgensen bliver voksen

Det er ikke let at skrive om FCK for tiden. Ikke fordi man ikke kan finde emner, tværtimod. Fordi så snart man lægger sig fast på et emne at skrive om, så hopper der et andet op og råber “Mig, mig, tag mig, jeg er det vigtigste!”. Så, for ikke at springe frem og tilbage mellem fire eller fem halvfærdige artikler, så bliver jeg nødt til at tage dem en af gangen og så må jeg bare undskylde hvis timingen ikke altid er lige aktuel.

Case in point.

                                                                                                                    

Da Nicolai Jørgensen stod på sidelinjen den dag i juli, 2012, og ventede på at få sin debut for FC København hjemme i Parken mod FC Midtjylland var det med blandede forventninger fra publikum. Godt nok var den unge mand et stort talent der allerede i Leverkusen tiden havde været inde omkring det danske landshold, men det endelige gennembrud havde ladt vente på sig, både i Leverkusen og i Kaiserslautern, og der er altid nogle spørgsmålstegn ved en spiller som en klub gerne vil af med.

Da sæsonen var ovre havde Jørgensen allerede skiftet lejekontrakten ud med en permanent en og FCK fans undrede sig lidt over at manden ikke allerede havde fået ti-tallet på ryggen. Tolv mål og ti assists kom der fra manden der havde sat sig så solidt på venstrekanten at Martin Vingaard røg helt ud af klubben. Specielt målene var af en karakter hvor hver gang man troede man havde set årets mål, så overgik Jørgensen det lige ugen efter.

Det var godt nok lige ti kampe han havde misset og man vidste også godt at der var lidt skadesproblemer i Tyskland, men kunne han bare holde sig nogenlunde skadesfri, så lignede Nicolai Jørgensen manden der ville få FCK fans til at glemme savnet af Jesper Grønkjær.

Der var faktisk mere end bare lidt skadesproblemer i Tyskland. Jørgensen havde ikke fået så mange kampe i Bundesligaen efter sit skifte fra AB, men i Europa League var det blevet til en del. Men hver gang at han skulle til at tage skridtet op, så kom der skader i vejen. En lejeaftale med Kaiserslautern skulle have været gennembruddet i det tyske, halvandet år i en klub hvor vejen til spilletid var en del mindre end Leverkusen, men efter bare et halvt år og kun fem kampe blev Jørgensen sparket tilbage til Leverkusen af en nedrykningsklausul der forhindrede ham i at følge Kaiserslautern ned i 2. Bundesliga.

Havde Nicolai Jørgensen ikke haft de skadesproblemer var han sikkert aldrig kommet til FCK. Men i 2013/14 sæsonen så man hvorfor gennembruddet aldrig var kommet. Kun 24 kampe af 45 mulige blev det til og selvom han med otte mål holdt sit målsnit fra sæsonen før så blev det kun til fem assists yderligere. I mange af kampene virkede han ude af form, ikke klar til at spille førsteholdsbold, nogle gange direkte ugidelig. I foråret 2014, hvor mesterskabet blev afgjort, blev det til et mål og ingen assists i kun fire kampe. Da det hele spidsede til forsvandt Nicolai Jørgensen bogstavelig talt.

Indtil videre ser det ikke meget bedre ud i denne sæson. Seks kampe holdt bentøjet til før den første skade indbefandt sig. Et enkelt mål men måske også flest afslutninger af alle FCK’ere i de seks kampe, der blev skudt meget og oftest i situationer hvor lidt overblik og en enkelt aflevering kunne have gjort det hele meget farligere. Det er faktisk det største problem med Nicolai Jørgensen for tiden, det er skidt at han er skadet men hvis han heller ikke spiller godt når han spiller?

Mod Dnipro i Parken havde han seks mislykkede driblinger og tolv gange mistede han bolden. Han stoppede flere FCK angreb end langt størstedelen af Dnipro spillerne. Ingen indlæg blev det til og kun tre afleveringer til en spiller der kom i et overlap. Specielt det sidste var frustrerende at se. Igen og igen kom specielt Pierre Bengtsson i et rush udenom uden at få bolden. Første gang Pierre så fik bolden fra Nicolai i et overlap lagde han den fladt ind til Cornelius der scorede, så man skulle tro at man ville fortsætte den succesoplevelse men nej, kun en anden gang i kampen fik Bengtsson bolden i et overlap.

Mod Hobro, hans sidste kamp før skaden, mistede han bolden hele seksten gange. Seks gange i første halvleg og ti gange i anden.

Seksten boldtab.

Læg hertil fem mislykkede driblinger, en del udfordringer der lykkedes på tværs af banen men kun en enkelt en der faktisk blev farlig, ingen skud på mål og kun et enkelt indlæg i hver halvleg…

Og igen blev det manglende samarbejde med backen udstillet. Efter de kun tre afleveringer til en spiller i overlap fra Dnipro kampen skulle man tro at det kun kunne blive bedre, men mod Hobro endte det med kun to af den slags afleveringer. Nu kom Bashkim Kadrii selvfølgelig ind og spillede en lidt uvant plads men det gjorde ikke at venstrebacken kom mindre med frem. Faktisk var der et utal af situationer (kode for “jeg holdt op med at tælle da det blev to-cifret”) hvor enten Bengtsson eller Kadrii stod alene med bolden overfor to modstandere fordi Nicolai Jørgensen var løbet ind på midten i stedet for at hjælpe sin back.

Og det var ikke kun i offensiven. Hobros første mål kom fordi Pierre Bengtsson blev nødt til at reagere på et offensivt løb fra modsatte back og Nicolai Jørgensen slet ikke kom ned og pressede Hobro-spilleren med bolden. I stedet fik han alt den tid han havde brug for til at lægge et perfekt indlæg til en fremstormende Quincy Antipas. På TV var det Zanka der fik skylden for det mål, men så fri må man altså ikke få lov til at stå og slå et indlæg.

Så hvad nu for Nicolai Jørgensen? Førnævnte Bashkim Kadrii blev hentet i OB og selvom han mest er blevet brugt i angrebet indtil videre så skabte han sit navn som venstrekant. En type med mere power i sit spil end Nicolai Jørgensen, en type mere ala Rurik Gislason, og som venstrebenet en spiller der er mere tryg ved at gå mod baglinjen og lægge et indlæg end Nicolai Jørgensen. Danny Amankwaa har spillet flere kampe på venstrekanten og ligner en spiller på randen af et gennembrud. Youssef Toutouh spillede venstrekanten i Esbjerg og flere gange for FCK før. Vi har rent faktisk alternativer til Nicolai Jørgensen, måske ikke alternativer til Nicolai Jørgensens topniveau men hvor ofte ser vi også det?

Ja, hvor ofte ser vi rent faktisk det topniveau? Selv når han ikke er skadet, hvor god er han så? Kan man stadig bygge et hold op omkring Nicolai Jørgensen? Hvis man ikke direkte bygger det op omkring ham, kan han så stadig være en hjørnesten i et nyt hold? Eller skal man til at se ham som en champagne-spiller? En luksus når man har ham men ikke en normal del af holdet.

En ting er sikkert. Hvis Nicolai Jørgensen vil have sit endelige gennembrud på topniveau, så er det på tide at han bliver voksen. Det er på tide at han får styr på sine skader, på tide at man kan regne med at have ham til rådighed i løbet af en sæson. Og det er på tide at han får styr på sin tilgang og indstilling. Det er ikke altid sjovt, man er ikke altid den største stjerne på banen, men det er ingen undskyldning for at tjekke ud af kampe.

Nu har Nicolai Jørgensen fået ti-tallet. Nu er det på tide at han lever op til det.

Artikler, FC København, Spillere

Everywhere we go…

Kongen er død, længe leve kongen.

Carsten V. Jensen, sportsdirektør i FC København, blev til tidligere sportsdirektør da ledelsen mente at han ikke længere var den rigtige til at bygge holdet op frem mod den nye sæson. Det sportslige ansvar er i stedet lagt over på Ståle Solbakken i en ny rolle som manager, med Johan Lange flyttet fra udviklingschef til teknisk direktør, en rolle som ser ud til at være meget lig Carsten V. Jensens rolle som sportsdirektør men med Ståle Solbakken som chef.

For et par år siden virkede det nærmest utænkeligt at Carsten V. Jensens position i klubben skulle komme i fare. Jeg skrev selv at udviklingen i den sportslige ledelse nærmest var blevet udsat for et kup, med en træner der var kendt for ikke at ville blande sig i transfers, en ledelse som ikke havde kvalifikationerne til at sætte spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens arbejde og et sportsligt udvalg der var blevet nedlagt og den tidligere sportsdirektør flyttet længere væk til bestyrelsen. Efter at have overlevet en trænerfyring, en træner-titel og et tabt mesterskab til en værdi af over hundrede millioner, en situation hvor eneste konsekvens var ved egen hånd, så virkede Carsten V. Jensen nærmest urørlig.

Ironisk nok lagde han så selv grundlaget for sin egen fyring. Ariël Jacobs, altid sympatiske Ariël Jacobs med den store udstråling og den lille værktøjskasse løb tør for værktøjer og da Ståle Solbakken overtog jobbet lignede det et scoop af Carsten V. Jensen at have hentet den fortabte norske søn hjem. Klubbens mest succesfulde træner nogensinde, en markant og stærk personlighed der blev hentet ind. Men samtidig en mand som klubbens ledelse kunne og ville lytte til. Ståle, der ved ansættelsen noterede hvor vigtig CV var for ham og for klubben, var allerede før jul meget åben om at han var kommet hjem til en trup i ubalance. Carsten V. Jensens to store sommerindkøb til angrebet, Marvin Pourié og Fanendo Adi, røg begge hurtigt i kategorien dur ikke da Ståle overtog. Johan Lange blev hentet ind til en position som udviklingschef. Og i December valgte Anders Hørsholt og resten af ledelsen så officielt at sidestille Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken i hierakiet.

Anders Hørsholt sagde på det tidspunkt at det ikke skulle ses som en degradering af Carsten V. Jensen. Hvilket i sig selv blev set som bevis nok på at det var en degradering af Carsten V. Jensen.

Transfervinduet kom og gik. Et opsigtsvækkende køb af Andreas Cornelius på vinduets sidste dage, timer og minutter endte med at være den eneste justering af truppen, hvilket Ståle i endnu en overraskende ærlig udmelding indrømmede var en fejl. Man havde simpelthen overvurderet truppen. Og man havde nok brug for en større udrensning i sommervinduet end man ellers havde regnet med.

Et par dage efter den udmelding sagde Carsten V. i et interview at det kommende transfervindue nok blev et vindue som så mange andre og at Ståle sikkert ikke havde ment det han sagde.

Et par uger efter viste det sig at ledelsen var mere enig med Ståle end med CV i den sag og det der lignede sportsligt enevælde blev nu væltet af en ledelse der kunne falde tilbage på to mænd som Carsten V. Jensen selv var med til at hente til klubben igen, Ståle Solbakken og Johan Lange.

Så hvorfor gik det så galt for CV?

Anders Hørsholt var ude og sige at det ikke havde noget med indkøb at gøre men resultater, og resultaterne har siden CV alene overtog den sportslige ledelse i 2011 heller ikke levet op til de forventninger man kan have i en klub som FC København. I Ståle Solbakkens første tid i klubben havde FCK et gennemsnit på 1.99 point per kamp. Under Roland Nilsson hed det 1.90, under Carsten V. Jensen hed det så 1.83 og under Ariël Jacobs endte vi på 1.75 point i gennemsnit. Efter Ståles retur til klubben hedder pointgennemsnittet så 1.77, første gang den er gået op siden 2011. To gange sølv og kun et enkelt mesterskab har heller ikke været godt nok for FC København, en sølv-medalje i denne sæson som endda så meget tvivlsom ud da beslutningen om CV blev taget.

Men selvom der blev henvist til resultater og ikke indkøb, så kan de to ting ikke rigtig adskilles. Resultater afhænger af materialet til rådighed, materialet til rådighed afhænger i FCK primært af køb og salg af spillere. Og for nu at tage det positive, så har CV altid imponeret med hans evne til at sælge spillere. Men problemet er at uanset hvor imponerende det er at kunne sælge Pape Pate Diouf, så var CV også ham der købte Pape Pate Diouf.

Argumentet for Carsten V. Jensen har altid været at han var en vigtig del af opbygningen af de to Champions League hold, i 2006 og i 2010. Fra han tiltrådte sammen med Ståle Solbakken i 2006 og frem til Ståles afsked i 2011 havde han en fremragende track record. Der var spillere der ikke slog igennem, en Peter Larsson, en Rasmus Würtz, der var spillere der måske havde svært ved at leve op til de store transferbeløb der var blevet lagt for dem, en Ailton Almeida, en Ulrik Laursen, og der var spillere der aldrig blev mere end middelmådige, en Fredrik Berglund, en Razak Pimpong. Men samtidig var der altså en perlerække af spillere der alle konkurrerer om plads på et FCK All-Star hold, Brede Hangeland, Atiba Hutchinson, Jesper Grønkjær, Oscar Wendt, Mikael Antonsson, Libor Sionko, Zdenek Pospech, Cesar Santin, Johan Wiland, Dame N’Doye, Bryan Oviedo, Martin Vingaard, Claudemir, Pierre Bengtsson…

Argumentet imod er så at Ståle Solbakken havde en enorm indflydelse på transfers i de år og det er svært at vurdere hvor meget af de år der var Ståle og hvor meget der var CV. Så i stedet giver det mere mening at se på de år hvor vi ved at det har været CV, årene efter Ståle tog til Tyskland. Her ser det mindre overbevisende ud. Der var stadig store transferhits, en Ragnar Sigurdsson, en Nicolai Jørgensen, der var unge spillere der udviklede sig enormt, en Igor Vetokele, en Youssef Toutouh, men generelt har man fået markant mindre værdi for pengene i tiden efter Ståle. Ikke kun dyre flops som Pape Pate Diouf, som nok den mest kendte, men spillere som Cristian Gamboa der blev hentet dyrt til klubben og fik kun to kampe, en spiller som Christian Grindheim der blev hentet som afløser for William Kvist og aldrig slog igennem.

Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor markant mindre værdi for pengene man har fået fra sommervinduet 2011 og fremefter. Hvis man ser på hvor meget man har betalt per kamp for de spillere som Carsten V. Jensen har været med til at hente til klubben, fra vintervinduet i 2006 til og med vintervinduet i 2011, altså tager købsprisen og dividerer med antal spillede kampe, så handler det om 32 spillere som man til sammen har betalt circa tre millioner kroner for. Det er ganske fin værdi for pengene, specielt med tanke på at vi i den periode rutinemæssigt bevægede os op i priser som femten millioner per spiller.

Kigger man på de spillere man har hentet fra sommervinduet 2011 og frem til og med vintervinduet i 2014, så er det 18 spillere der har kostet tre gange så meget. Ni millioner kroner hos en flok spillere hvor kun Andreas Cornelius af de rigtig dyre drenge har en reel mulighed for at forbedre sin gennemsnitspris.

Det tegner selvfølgelig ikke nødvendigvis et fyldestgørende billede, en spiller som Ailton Almeida vil de fleste nok mene aldrig formåede at leve op til sin indkøbspris, men alligevel er han med over hundrede kampe endt på en pris per kamp på omkring de 150.000 kroner. Johan Absalonsen kom aldrig i nærheden af at være hverken et alternativ til eller en erstatning for Jesper Grønkjær men han kom på en fri transfer og da løn er nærmest umulige oplysninger at finde, så har Absalonsen en gennemsnitspris på et rundt nul. Men fyldestgørende eller ej, der tegner sig alligevel et billede og ikke nødvendigvis et pænt et.

Hvis man ser på hvilke spillere FC København har betalt mere end en halv million for per kamp, så er der syv spillere. Kun en af dem var før 2011. Søren Frederiksen, den unge angriber fra SønderjyskE der kom til klubben midt i en sand rygtestorm om Rafael van der Vaart, blev hentet for to millioner, fik kun fire officielle kampe og er dermed lige nøjagtig oppe på en pris på en halv million per kamp. Efter 2011 hentede CV så Pape Pate Diouf, Cristian Gamboa, Michael Jakobsen, Marvin Pourié, Fanendo Adi og Andreas Cornelius der alle har en gennemsnitspris på over en halv million per kamp.

Navn Pris Kampe Gennemsnitspris
Søren Frederiksen 2M 4 500K
Pape Pate Diouf 18M 34 529K
Cristian Gamboa 7M 2 3.5M
Michael Jakobsen 8M 9 888K
Marvin Pourié 7.5M 14 535K
Fanendo Adi 11M 12 916K
Andreas Cornelius 27M 16 1.6M

Af de syv har de første fire spillere forladt klubben og hverken Pourié eller Adi ligner nogle der får lov til at forbedre deres gennemsnit.

Hvorfor går det så galt? Før 2011 havde CV en træner med en markant ide om hvordan han gerne ville spille fodbold og hvilke typer han havde brug for til det. Efter var det først Roland Nilsson, som tydeligvis ikke havde den fornødne respekt omkring sig til at kunne sætte sig igennem, så Carsten V. Jensen selv og så Ariël Jacobs, en træner med stor udstråling og et ry fra Anderlecht-tiden som en firmaets mand der tog det han fik og ikke blandede sig i transfers eller den sportslige ledelse. Først da Ståle kom tilbage blev han mødt med lidt modstand fra trænerbænken og en næsten sikker handel med Morten Gamst Pedersen blev der også med det samme trukket stikket på og Daniel Braaten hentet i stedet.

Hvorfor er det så stort et problem? Carsten V. Jensen var i lang tid udnævnt til vogteren af FC Københavns hvide tråd, den Københavnske bibel der skulle fortælle hvordan FCK skulle spille. Men når man ser hvordan vi spillede under Backe, under Ståle, under Jacobs, så er det tydeligvis mere en rettesnor end en rigid regelbog. De spillere Backe gerne ville have var ikke den samme type som Ståle var ikke den samme type som Jacobs og i sidste ende var ingen af dem rigtig ude efter den samme type som Carsten V. Jensen. For når man ser på hvordan Carsten V. Jensen har købt ind uden en stærk trænerstemme til at guide ham, så købte han sjældent ind til FCK.

Carsten V. Jensen købte ind til et løbestærkt midterhold der spillede meget umiddelbart og direkte. Han købte ind til SønderjyskE Ekstra. Christian Grindheim på den centrale midtbane, en spiller CV havde holdt øje med i lang tid. Pape Pate Diouf, manden der blev et hit i den norske liga ved at være sidste mand på bolden, ikke næstsidste. Mos Abdellaoue med de lige linjer, Marvin Pourié som den klassiske bundholds-måltyv. Johan Absalonsen, Johnny Thomsen, Søren Frederiksen, Rurik Gislason som spilleren med størst succes i FCK. Alle sammen hårdtarbejdende spillere med stort løbepensum og ikke den vilde teknik.

Carsten V. Jensen købte ind til den bedst mulige udgave af SønderjyskE og fik resultater derefter. Og det er ikke godt nok i København.

Der var andre ting, selvfølgelig. Den historie der går om Pape Pate Diouf hedder at Ståle Solbakken i flere omgange fik præsenteret navnet og sagde nej hver gang, men at CV simpelthen ville have ham og fik ham i sidste ende. Historien om Fanendo Adi minder om en hvor en dansk sportsdirektør er blevet narret af en slovakisk klub til at smide et større millionbeløb for en spiller som man ikke fik en chance for at scoute ordentligt fordi man fik præsenteret en historie om umiddelbar udenlandsk interesse som man blev nødt til at komme i forkøbet. Grindheim som erstatning for William Kvist og Pourié som erstatning for Andreas Cornelius virker begge som indkøb hvor sportsdirektørens holdning til spillerne er blevet sat forud for taktiske hensyn.

Uanset hvad det var, så blev det i sidste ende for meget. Så meget at en fyring blev fundet nødvendigt, nok ikke mindst fordi det sportslige udvalg var blevet nedlagt i takt med omjusteringen omkring ligestillingen mellem Ståle og CV og Johan Langes nye position som udviklingschef. Ellers ville det virke som et oplagt sted at parkere en klubmand som Carsten V. Jensen, som FC Københavns repræsentant i et udvalg hvor man i forvejen havde personer fra KB og B1903 som man hellere ikke havde lyst til at høre på mere. Eller, som sportsdirektøren ikke virkede til at have lyst til at høre på mere.

Så Carsten V. Jensen røg ud og Ståle Solbakken blev rykket endnu en tak op i hierakiet. Nu som Manager med en teknisk direktør under sig, en konstellation som man kender fra engelsk fodbold.

Og hvordan ser fremtiden så ud med den opstilling?

Man får en stærk mand ind, en stærk personlighed med en markant holdning til hvordan han vil spille fodbold, en mand der ved hvilke slags spillere han har brug for og en mand der vil spille en slags fodbold som ikke bare vil give succes i den hjemlige liga men som også kan fungere i Europa. Johan Lange, i rollen som teknisk direktør, tænker fodbold på samme måde som Ståle gør og har erfaring både fra ungdomssiden, som cheftræner og fra udlandet, en noget nær ideel mand at give jobbet med at lave en ny hvid linje op igennem organisationen, fra ungdomsholdene og op til førsteholdet.

Setuppet med en manager og en teknisk direktør er, som nævnt en del, kendt fra engelsk fodbold men selv i England er der klubber der er begyndt at bevæge sig væk fra det. Manchester City har Txiki Begiristain som deres Director of Football, Sunderland, West Bromwich og Leicester har alle en sportsdirektør og Liverpool, Tottenham og Newcastle har alle prøvet sig af med en sportsdirektør inden for de sidste par år. Desværre for de tre klubber var det henholdsvis Damien Comolli gange to og Joe Kinnear der fik jobbene og så kan man måske ikke bebrejde klubberne hvis de efterfølgende er blevet skræmt lidt væk fra ideen med en sportschef.

Men stadig, fordelen ved en sportsdirektør er at man netop har et fast holdepunkt i klubben der kan overleve mellem trænere og det man kan bekymre sig for i København er netop “Hvad sker der i klubben når Ståle stopper?”. Forhåbentlig kan man holde på Johan Lange og “bare” skubbe ham op som sportsdirektør. Hvis man ikke kan, hvis han forlader klubben sammen med Ståle, så er det et kæmpe sportsligt vakuum man pludselig vil stå med.

Foruden det, så kunne man være lidt bekymret for samme situation som under Carsten V. Jensen da han sad på al magten. Hvis det ikke fungerer for Ståle, hvis det ikke bliver bedre, hvem foretager så den sportslige vurdering af det arbejde han udfører? Quis custodiet ipsos custodes, hvem vogter vogterne? Omvendt, så har tiden med CV netop vist at ledelsen, herunder Anders Hørsholt, i sidste ende ikke vil sidde udenfor i en sådan situation. Så må man bare håbe at de på det tidspunkt, skulle det komme, har den fornødne ekspertise til at foretage den rigtige vurdering af situationen.

Men det er alt sammen meget om hvad der kan gå galt. Spørgsmålet er snarere, vil det gå galt? Jeg tror det ikke. Jeg har personlig stor tiltro til Ståle, jeg tror at hans personlighed er den helt rette til situationen og samtidig tror jeg at han vil være bevist om behovet for at bygge en klub op der kan overleve uden ham. Jeg tror ikke man er færdig med at justere i den sportslige ledelse, jeg tror man vil kigge alvorligt på at hente en ny træner ind der kan tage noget ansvar på træningsbanen og måske lade Brian Riemer koncentrere sig en anelse mere om de unge spillere i truppen. Og jeg tror at man vil se en anderledes ageren på transfermarkedet end man har set før, ikke bare omkring kvalitet og pris men også hvornår i vinduet man har tænkt sig at agere.

Ja, faktisk bliver sommerens transfervindue vel et af de mest spændende i klubbens historie. Men det må blive noget jeg ser på en anden dag.

Så Ståle ind som manager. Det rigtige valg? På nuværende tidspunkt, ja. Jeg vil faktisk sige at det var det helt rigtige valg for at få FC Københavns identitet tilbage. Ikke længere SønderjyskE Ekstra men Danmarks førende klub, lokomotivet for dansk fodbold.

Kongen er død, længe leve kongen.

Artikler, FC København, Spillere

Nicolai og Youssef

Jeg må komme med en indrømmelse.

Så sent som i sommers troede jeg ikke Youssef Toutouh havde hverken niveau til eller en fremtid i FC København.

Hans tid i Esbjerg var kendetegnet ved nogle rigtig flotte højdepunkter omgivet af generel anonymitet. Han scorede årets mål men havde flere kampe hvor han forsvandt fuldstændig. Jeg var ikke overrasket over at Esbjerg valgte ikke at forlænge lejeaftalen med ham. Jeg var rimelig overrasket over at de hentede Pape Diouf i stedet, men ikke over at man fravalgte Toutouh.

Under Ariël Jacobs virkede Toutouh også som en spiller der drev længere og længere væk fra førsteholdet, han passede ikke ind i Jacobs ide om fløje der skabte bredden i spillet og virkede slet ikke egnet til en mere central rolle. Det virkede som et spørgsmål om tid før han blev sluset ud som en lottokupon uden gevinst.

Jeg må komme med en anden indrømmelse.

Jeg har nu i længere tid undret mig over hvor solid en startplads Nicolai Jørgensen egentlig sidder på.

Forstå mig ret, når han er i gear er Nicolai Jørgensen muligvis Superligaens bedste spiller. Men han er meget sjældent i gear, ikke mindst på grund af hans konstante skadesproblemer. Men selv når han ikke kæmper med småskader, så er der bare for mange kampe hvor han ikke rigtig kommer i gang. Der bliver talt meget om at Andreas Cornelius reelt kun har en god halvsæson, men det samme kan vel siges om Nicolai Jørgensen. Enkelte gode kampe, men ikke den længere periode hvor han viser kamp efter kamp at han er den bedste spiller på banen, som vi jo så det tilbage i 2012.

Nu står vi så i 2014 efter en vinteroptakt hvor Nicolai Jørgensen dårligt nok har spillet mens Youssef Toutouh har været en af de absolut bedste. Han er af flere blevet spået et stort forår, efter et efterår hvor han under Ståle Solbakken har udviklet sit spil markant, har fået masser af spilletid og endda har startet inde i Champions League. Toutouh har formået at lægge til både top og bundniveau og har været et aktiv for klubben på hele tre pladser, venstremidt, central midt og mod Brøndby så vi ham på toppen af en diamant på midtbanen, den eneste spiller i truppen der kan spille den plads ifølge Ståle.

Modsat sidder Nicolai Jørgensen ude af præmieren mod AGF fordi man endnu ikke er helt tryg ved at lade ham spille oven på den lårskade der har holdt ham ude af de fleste træningskampe. I efteråret spillede han kun tretten ud af atten mulige kampe i ligaen og en stor del af sæsonen brugte han i angrebet. Der var rigtig gode kampe som den mod Brøndby hvor han lige gik ind og mindede om hvor god han kan være og så var der omvendt også kampe som den mod Viborg hvor han spadserede sig gennem 90 minutter uden på noget tidspunkt at ligne en der havde opdaget at kampen faktisk var gået i gang.

Jeg har sagt det et par gange og jeg bliver nødt til at gentage mig bare lige for at slå fast, Nicolai Jørgensen er rigtig god. Når selvtilliden er der og han er kommet op i omdrejninger er han rigtig, rigtig god og man kan ikke holde ham ude af holdet når han er klar. Men når han ikke er helt klar, så har jeg svært ved at se at Youssef Toutouh ikke giver holdet mere end 80% af Nicolai Jørgensen, 90% endda af Nicolai Jørgensen. Toutouh er tydeligvis en spiller Ståle godt kan lide og han tilfører holdet nogle ting som vi ikke har vildt meget af, både når det kommer til individuelle udfordringer og med at kunne holde på bolden og vide hvornår man skal holde på bolden.

Jeg ville stille med Youssef Toutouh som fast mand på venstre midt i det her forår. Og jeg tror ikke jeg er alene om den holdning.

Men hvis man stiller med Toutouh på kanten og man skal have Nicolai Jørgensen med når han er klar? Jeg tror Nicolai Jørgensen kommer til at spille primært angriber i det her forår, jeg tror den bedste løsning bliver at han spiller primært angriber i det her forår, en plads på banen hvor han kan bruge sine kræfter udelukkende i offensiven.

Og jeg tror måske også at han faktisk er en bedre makker til Cornelius end Vetokele er. Men det må blive emnet for en senere artikel.

Det er en utrolig flot udvikling som Youssef Toutouh har gennemgået i det her halve år der lige er overstået og jeg under ham virkelig et endegyldigt gennembrud her i foråret. Han bliver rigtig spændende at følge, også mere spændende end jeg troede dengang.

Hvis det bliver på bekostning af Nicolai Jørgensen, så er det bare endnu et bevis på hvor langt Toutouh er nået.