Category Archives: Superligakampe

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod AC Horsens ude, d. 29, 10/17.

Smidt d. af

Kampen
Det var en kamp der i sidste ende handlede om beslutninger. Dem der var forkerte, dem der var uforståelige og dem der var direkte dumme.

Den største af dem, en som var alle tre, det var selvfølgelig Benjamin Verbic der spjættede med benet efter et frispark og fik rødt kort. Men det var en frustration der kom af dommerens linje, en linje der betød at kampen endte med en statistik der hed 22 frispark af Horsens, 7 frispark af FCK, 4 gule kort til Horsens (heraf tre af dem indenfor de sidste tyve minutter), 2 gule og 1 rødt til FCK.

Det var også en frustration der kom af spillet, der kom efter holdet og trænerens beslutning om ikke at spille bolden ud fra bagkæden men i stedet sparke langt når bolden skulle sættes i gang. Hvilket mod Horsens og deres fysiske overtag betød at enten mistede vi bolden eller også vandt forsvaret andenbolden og kunne sætte spillet i gang derfra. Man valgte altså i stedet for at sætte spillet i gang fra bagkæden hver gang, så satte man spillet i gang fra bagkæden halvdelen af tiden og mistede bare bolden i den anden halvdel.

Og i sidste ende var det en kamp der blev afgjort af beslutninger som en offside på et Verbic mål dømt på Michael Lüftner uden at han rørte bolden og beslutninger som Pieros Sotiriou der helt fri foran mål valgte den bløde inderside i stedet for den strakte vrist.

En kamp der handlede om beslutninger.

Spillere
Nicolai Boilesen spillede endnu en god kamp og viste blandt andet også en evne til at sætte en direkte modspiller som vi ikke har set så meget til før. Det var en rigtig flot størstedelen af en halvleg af Boilesen, før han udgik med en fiberskade som Ståle efter kampen betegnede som rigtig slem. Stort suk og forhåbentlig kommer det ikke til at betyde at efterårssæsonen er færdig for Boilesen. Han er bare en klassespiller og vi har ikke råd til at miste flere af den slags. Vi har virkelig få tilbage.

Rasmus Falk er heldigvis en af dem, både en klassespiller og en spiller vi har tilbage. Han blev godt nok skiftet ud og gik rundt med ispose på efter kampen, men mon ikke bare det var for at holde ham klar til de mange kampe vi har forude hvor han ligner vores største og bedste chance for at skabe noget offensivt? Det var også en hård kamp hvor han, efter det røde kort til Verbic og Pavlovic blev flyttet ned som kant, blev nødt til at arbejde stenhårdt for at dække begge kanter defensivt. Alligevel skabte han vores største chancer.

Konklusion
Det bliver ganske interessant at se hvad Ståle trækker op af hatten til kampen mod Zlin, med tanke på Brøndby der venter. Forhåbentlig bliver det nogle gode beslutninger han tager.

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod Hobro hjemme, d. 29, 07/17.

Smidt d. af

Kampen

Det var en dårlig kamp. Det var en dårlig kamp mod en middelmådig modstander som alligevel slog os både spille- og indsatsmæssigt. Det eneste positive man måske kan sige er at det ikke var systemet men de individuelle indsatser som var det største problem i dag. Det var ikke pest i dag, kun kolera.

Spillere

Forsvaret var faktisk OK i dag. Ingen store personlige fejl, Lüftner vandt faktisk flere dueller, og Robin Olsen er en topklasse målmand hvilket han beviste igen i dag.

Men så er der resten af holdet. Verbic prøver, bless his heart og Santander fungerer stadig som opspilsstation, men alt for mange spillere er bare ikke tilstede. Toutouh var lige så anonym som altid, Matic var der ikke, Boilesen gjorde sit bedste indtil han fik et slag på brystbenet der nu holder ham ude i seks uger men offensivt var der igen ikke noget at komme efter, Bengtsson, Sotiriou, Kusk, alt for lidt fra alt for mange.

Konklusion

Der skal små mirakler til for at vi slår Vardar med to mål.

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod Randers FC ude, d. 22, 07/17.

Smidt d. af

Kampen

Trykventiler. Den lette aflevering som man intet vinder på men er en sikker måde at komme ud af pres på.

Det var en langt bedre kamp end mod AaB, det var en bedre kamp end mod Zilina, men stadig med problemer, problemer der som oftest kom når spillerne enten ikke var klar over hvor deres trykventil var, ikke kunne ramme deres trykventil eller værst af alt, ikke havde en trykventil.

Heldigvis var det de individuelle fejl snarere end de systemiske fejl der tegnede sig for vores største problemer, for individuelle fejl kan udbedres, man kan sikre sig imod dem. Får vi fjernet de individuelle fejl, så var der tegninger til en rigtig god kamp og rigtig gode kampe i fremtiden.

Det store spørgsmål fremover bliver dog højrekanten. Den stod svagt i billedet igen igen, med en Boilesen der blev sat til højre for at få noget kontinuitet ind frem mod Vardar kampen og så Kasper Kusk foran ham. Det blev to meget individuelle præstationer, Boilesen der som fejlfodet back havde sit hyr med at bidrage i offensiven og Kusk der stadig døjer med de samme problemer i forhold til returløb og det at arbejde bagud i banen som holdt ham ude af holdet sidste sæson. Det bliver ikke den kombination der løser vores problematiske højrekant, men så er det jo også godt at se både Thomsen og Amankwaa få spilletid i dag. De to kunne sammen spille en rigtig spændende højrekant, faktisk, selvom vi næppe får det at se.

Og hey, tre angribermål. Nice.

Spillere

Michael Lüftner, jeg gentager mig selv, er en tung, tung dreng. Jeg ved ikke om han ligefrem skal tabe lidt vægt, måske lidt muskelmasse, eller om det mere handler om at U21 EM stadig sidder i kroppen, men han var endnu engang tung både i tanke og handling.

Erik Johansson havde lidt det samme problem, der var nogle beslutninger der skulle tages hurtigere end de blev gjort og der var nogle bolde der bare burde være ud af kommunen hvor Johansson lignede en mand der insisterede på først at høre hos Borgerservice hvilke muligheder bolden nu havde og, åh gud, chance til Randers! Der skal strammes ind hos Lüftner og op hos Johansson.

Pieros Sotiriou. Eller, vi starter hos Marcus Ingvartsen. Ingvartsen scorede 23 mål sidste sæson, han scorede mål i 21 kampe af de 35 han spillede. Med andre ord, Superligaens ubestridte topscorer scorede ikke i 40% af kampene. Sotiriou viste i dagens kamp at han er en konsekvent afslutter der ikke behøver at komme helt ind i det lille felt for at heade bolden i mål, men han må også gerne vise lidt af hvad han kan bidrage med i de kampe hvor han ikke scorer, for det så vi ikke meget til i dag. Men altså, indtil da så heler mål mange sorger.

Konklusion

Stadig ting at arbejde med, men det virker mindre uoverskueligt end før. Nu er der ligesom et roadmap frem mod CL kvalifikation. Nu skal vi bare følge det.

Og så glæder mig til at Viasat ikke længere er interessede i at køre “FCK med problemer” historien. Så holder de nemlig forhåbentlig op med at sætte Stig Tøfting til at kommentere os. De ved nemlig præcis hvad de får med Tøfting.

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod AaB hjemme, d. 15, 07/17

Smidt d. af

Kampen

Av. Første halvleg var ikke god, anden halvleg var forfærdelig. Hvis man skal tage det positive først, så kan man ikke rigtigt klandre hverken midterforsvar eller målmand noget. Til dels fordi de kom til at stå for langt tilbage til at gøre en forskel, men de var generelt rolige på bolden og havde styr på det når de blev udfordret. Ikke mindst Robin Olsen skal takkes for at holde os inde i kampen med en rigtig flot redning med fem minutter igen, hvor han allerede er på vej til siden men pludselig skal holde balancen og blive på benene da Pohl mistimer sin afslutning.

Det negative? Resten. Alt for langt mellem de to kæder, forsvaret og angrebet. Måske fordi midtbanen stort set var ikke-eksisterende. For et år siden havde man forventet at Thomas Delaney og William Kvist gik ind og hev fast i nakken på sådan en kamp, men nu er William Kvist blevet et år ældre og Uros Matic er ingen Thomas Delaney. Vi formåede hverken at holde spillet i gang når vi havde bolden eller frustrere AaB’erne når de havde den. Alt for få erobringer, alt for mange boldtab. Det skal forbedres.

Og så skal vi til at spille med backs igen. Tom Høgli var udfordret i det offensive og udgik med hvad der lignede en lårskade. Pierre Bengtsson var lidt mere sprælsk da han kom ind for Høgli men det er aldrig optimalt med en modsat-benet back. Og så lignede Nicolai Boilesen en spiller der ikke har spillet fast i meget lang tid. Han var OK med så længe kræfterne rakte, men stemplede alt for tidligt ud og kom hverken med i det offensive eller var sådan rigtig med i det defensive.

Ståle sagde efter kampen at de havde problemer med fysikken og forhåbentligt er det noget der kan forbedres relativt hurtigt. Det virkede også til at være noget der virkelig spillede ind, det var AaB der havde det der mesterskabs-overskud til sidst i kampen som vi har haft så længe. Det skal vi have tilbage, for det bliver ikke sidste gang vi spiller efter en hård europæisk kamp. Det kan ikke være en undskyldning gennem hele efteråret.

Spillere

Lüftner så solid ud og vandt endda en løbeduel eller to. Fik en ordentlig fur til sidst i kampen, men var heldigvis i stand til at spille kampen færdig. Nok den bedste debutant i dag, på FCK siden.

Andrija Pavlovic startede godt ud, men faldt ud af kampen i takt med at midtbanen smeltede i sommersolen. Han har en god venstrefod, han kan løbe i dybden, men han er ikke et kreativt bindeled mellem midtbane og angrebet på samme måde som Nicolai Jørgensen var det og har ikke fysikken til at kunne sætte sig igennem i kampe som dem her ligesom Cornelius havde det. Han skal spilles som en angriber, Pavlovic, hvis han skal have succes.

Kasper Kusk startede også godt ud, var meget bevægelig, fik så en gigantisk chance efter en halv times spil og det var det sidste vi så til Kusk i den kamp. Ikke at Benjamin Verbic havde meget mere held med sig, men han løb dog rundt og prøvede stadig. Kasper Kusk blev til Kasper det venlige spøgelse og det er desværre ikke første gang vi har set det ske.

Konklusion

Med fare for at gentage mig selv, av. Væggen skal selvfølgelig holdes fri for blasfemiske malerier, meget af hvad der var galt i dag er noget der kan og skal forbedres, men det er også tydeligt at der er nok at arbejde med. Forhåbentligt er 3-1 på udebane mod Zilina nok til at vi ikke for alvor skal være bekymrede for den kamp men på udebane mod Randers, der skal vi op i et helt andet tempo.

Artikler, Danske hold, FC København, Generelt, Superligakampe

Held og forstand i den danske liga

Smidt d. af

Det kunne være interessant at høre fra statistikkens højborg og Danmarks ultimative magtcenter om FC Midtjylland egentlig har overpræsteret i denne sæson i forhold til alle de data, de samler sammen.

Jeg husker et citat fra Rasmus Ankersens research, at Newcastle en sæson fik mange flere point, end de havde gjort sig fortjent til. Er det mon tilfældet med FC Midtjylland i år, når man tænker på, hvor mange mål de har scoret på dødbolde og hvor mange mål de har scoret til slut i kampene.

Jeg spørger bare af nysgerrighed. Det er jo ikke mig, der står på en ølkasse og siger, vi gør alting smartere, bedre og hurtigere end vores konkurrenter.

Og med de ord afslog Jan Bech Andersen ikke bare Glen Riddersholms olivengren om fælles værdier mellem FC Midtjylland og Brøndby, han satte ild til den.

Man kunne spekulere i at Jan Bech Andersen og Brøndby føler sig mere truet af FC Midtjylland end FC København netop fordi de ser ud til at sætte sig på så mange af de pladser i dansk fodbold der traditionelt er Brøndbys. Her tænker jeg ikke så meget på pladsen i ligaen, men man kunne for eksempel for nyligt se et indslag i Onside om hvor upopulære FC Midtjylland er hos resten af klubberne i ligaen, hvilket må skurre i ørere for en klub hvis fans i lang tid har råbt med på “Alle Hader Os”. Også Brøndbys hang til lemfældig omgang med sandheden i forsøg på at tale sig selv op har FCM sat sig på, senest med Claus Steinleins ode til talentudviklingen i klubben.

Der er ingen, der har stillet det geniale spørgsmål: “Kan det virkelig passe, at FC Midtjylland har udviklet fire næsten verdensklasse-stjernespillere igennem 10 år?” Jeg tænker på Simon Kjær, Winston Reid, Viktor Fischer og Pione Sisto.

Det er spillere ud over det sædvanlige, der har haft debut på landsholdet, inden de var 20 år. Det er der ikke mange akademier i Europa, der kan prale af.

På det tidspunkt havde Pione Sisto, allerede 20 år, endnu ikke fået landsholdsdebut, mens Simon Kjær var blevet 20 da han fik debut og Winston Reid hele 22 år før han kunne trække New Zealands hvide trøje over hovedet for første gang. Det efterlader Viktor Fischer og ham skal vi nok ikke kigge dybere ind i rekrutteringen af hvis vi vil undgå endnu en omgang “jamen vi er jo bare klassens frække dreng” fra det midtjyske.

Men nu skal det ikke handle så meget om FC Midtjylland men om Jan Bech Andersens spørgsmål om held og fortjente point. For Rasmus Ankersen har ganske rigtigt tidligere kigget på Newcastle og hvorvidt de rent faktisk fortjente deres femteplads dengang i 2011/12 sæsonen. Ud fra målforskel og skudforsøg kom han frem til at Newcastle nok var en 5-6 pladser højere oppe end de burde være og derfor var det ikke helt så overraskende at de blot sæsonen efter endte på en 16. plads i ligaen. Så hvordan vil Superliga-tabellen se ud hvis man ser på den slags tal? Ikke at jeg tror Jan Bech har noget at komme efter, men nu var min nysgerrighed ligesom vakt.

Og desværre Jan Bech, FCM er skam helt fortjente mestre på alle parametre. Det kan jeg ligeså godt skyde ned allerede før vi går i gang.

Kigger man kun på skudforsøg ligger FCM i toppen af ligaen, kigger man på antal scorede mål så ligger FCM i toppen af ligaen, så hvis man laver en liste over skudforsøg plus mål, så ligger FCM ikke overraskende stadig i front. Jeg har helt arbitrært valgt at skudforsøg tæller for 1/10 af scorede mål, for vildt imponerende er det jo ikke at have 500 skud på mål hvis kun 10 af dem er gået ind.

Ankersen

Og her i Ankersen+-ratingen tæller vi kun de skudforsøg der er indenfor rammen.

Ankersen+

Der kan man se at FCK’s tandløse offensiv har kostet både på mål og skudforsøg, hvilket heller ikke overrasker. Tilgengæld lidt interessant at se hvor højt Esbjerg ligger hvis man kun ser på det offensive. Deres angrebsspil er til langt mere end den 10. plads de reelt ligger på, mens AaB og Hobro begge ligner hold der ligger over hvad deres offensive spil har været til, alt efter hvilken tabel man kigger på.

Men nu kan vi jo ikke kun måle det på angrebsspillet, med fare for at Poul Hansen kigger fordi og dømmer det “ren Hawaii-bold”. Hvordan ser det ud hvis vi tager den fulde Ankersen-rating og kigger både på mål og skud for og imod?

Full Ankersen

Eller ++ udgaven med kun skud indenfor rammen?

Full Ankersen++

Nu har AaB taget springet op i nærheden af den midterplacering de reelt besidder men Esbjerg bliver også deroppe af. De er ikke længere i top tre men når vi taler held og fortjent, så ligner Esbjerg mere og mere et hold som faktisk har fortjent bedre end den nedrykningsplads de lige nøjagtigt holder fra struben. Nede på den plads finder vi istedet oprykkerne fra Hobro, som man må sige har fået det helt optimale ud af truppen, mere end de måske burde. Silkeborg og FC Vestsjælland har dog stadig sat sig solidt på de to nedrykningspladser, selv her.

Så hvis vi tager udgangspunkt i FC Midtjyllands 68 point og så går Full Ankersen++ og justerer tabellen derfra med Silkeborg i den modsatte ende som absolut nulpunkt, hvordan ville ligaen så se ud?

Justerede point

FC Københavns spil har ikke overraskende ikke været i nærheden af guldet i år og de må helt ned på en tredjeplads, omend vi taler om et par skudforsøg til forskel på dem og Brøndby. Brøndby må regnes som blandt mesterskabsfavoritterne næste sæson, og kan de bygge på det hold de har nu som man forventer at FCK gør på deres, så bliver det en yderst spændende tre-vejs duel om guldet.

I midterfeltet har Randers, AaB, FC Nordsjælland og OB alle beholdt deres plads i tabellen, faktisk er der kun to ændringer i hele den justerede tabel. Foruden Brøndby der hoppede lige op over FCK, så har Esbjerg og Hobro simpelthen byttet plads.

Den er svær at komme uden om, Esbjerg burde ligge langt højere i tabellen end de gør og det virker lidt absurd at tænke på at de faktisk stadig kan nå at rykke ned. Spørgsmålet for Esbjerg må være om det kun er et spørgsmål om fodboldens uransagelige veje og næste sæson er de tilbage i midterfeltet eller om Niels Frederiksen har fået det ud af truppen som han kan. Det ville ihvertfald være næsten kriminelt hvis de røg i 1. division.

En træner som absolut har fået maks ud af sin trup, det må så siges at være Jonas Dal. Men der kommer vi så tilbage til Newcastle som blandt andet fik sin femteplads på Papiss Cisses helt ekstreme scoringsrate som ganske enkelt ikke var holdbar i længden. I Mads Hvilsom har de (pr. dags dato) en spiller med den fjerdebedste minutter pr. mål ratio på listen over spillere med fem mål eller mere og det er med over dobbelt så mange minutter som nummer tre på listen (Djiby Fall). Faktisk er der kun to spillere i ligaen der har spillet flere minutter end ham og scoret mindst et mål. Den kommer ikke til at holde næste sæson, ikke kun fordi Hvilsom uden tvivl bliver solgt til sommer. Afløseren er fundet i Silkeborgs Morten Beck Andersen som godt nok har scoret fem mål i denne sæson, men Hvilsom er altså ansvarlig for omkring 40% af Hobros scoringer og det kommer Morten Beck ikke i nærheden af. Hobro har haft en eventyrs-sæson men næste sæson kan sagtens blive lidt af et mareridt.

Og endeligt må man sige at FC Vestsjælland og Silkeborg er fortjente nedrykkere. Med det caveat at FC Vestsjælland muligvis ikke rykker ned.

Så fortjente mestre, fortjente (mulige) nedrykkere, FC København har været dårligere end tabellen viser, Esbjerg har været bedre og Hobro får det hårdt næste sæson. Så overraskende var det alligevel ikke men nu fik jeg lov til at lege lidt med tal og så er jeg jo glad.

Artikler, FC København, Superligakampe

Lies, damn lies and statistics

Smidt d. af

Hvis man spørger Ståle Solbakken, og det er der flere der har gjort, så er løsningen på vores manglende mål hjørnespark og effektivitet foran mål. Hvilket ikke er forkert, det ville absolut pynte på sagerne, men det er måske lidt for simpelt sat op. Det kan vi gøre langt mere kompliceret.

Jeg kan godt lide statistik. Det er næppe nogen hemmelighed for folk der har fulgt med her på siden, og hvis vi skal kigge på vores offensiv over den første halvdel af sæsonen, så er det selvfølgelig statistikken jeg slår ned på. Men jeg vil starte med at påpege at de her tal jeg kommer med ikke skal ses som et argument i sig selv, dertil er fodbold for tilfældigt og kilden for lille. Det er snarere at bruge som en indikation på noget.

Som når vi ser på den type mål vi har scoret.

goaltypes

Som sagt, målt kun på efteråret 2014 er det svært at vurdere ud fra. Men der er nogle udviklinger hvis man kigger årene igennem som alligevel er værd at bide mærke i. For eksempel er flere af vores mål indtil videre scoret på tilfældige aktioner end var tilfældet før. Tilfældige nedfald, som SønderjyskE på udebane hvor en headet clearing falder lige ned for fødderne af Alexander Kacaniklic på kanten af feltet, eller returbolde som de to sidste mål mod FC Midtjylland i 3-0 sejren på hjemmebane. Det er selvfølgelig ikke totalt tilfældige mål, de fleste mål i kategorien bliver skabt på at have nok spillere med fremme hvor man kan drage fordel af de her tilfældigheder, men det er mål som man ikke selv er herre over som hold. Havde Kacaniklic stået en meter til højre eller var De Ridders afslutning mod FCM blevet pareret ud over baglinjen, så var målene ikke blevet scoret. Det er altså ikke mål man selv har kreeret.

Og her peger jeg så på den blå del af grafikken. Men det kommer vi tilbage til.

Før vi går videre kan det måske overraske at dødbolde er så godt med, med tanke på problemerne vi har haft med hjørnespark. En del af forklaringen ligger i at halvdelen af de dødbolde har været straffespark og fortsætter vi i samme takt ender vi med flere mål scoret på straffespark end nogen sæson siden 2003/2004.

Hvis vi kigger på hvem der scorer vores mål, så har jeg desværre ingen pæn grafik, men selve tallene kommer nok ikke som en overraskelse. Vi får langt færre mål fra vores kantspillere end vi gjorde før i tiden. Den er selvfølgelig lidt tricky, for en af grundene til det er at Nicolai Jørgensen er røget op i angrebet indtil videre og han har været vores primære trussel fra kanterne de sidste to sæsoner. Men hvor spillere som Bolaños, Vingaard og Gislason tidligere har været garant for ihvertfald en lille håndfuld mål, så er den eneste kantspiller med mere end et enkelt mål i denne sæson ikke længere i klubben, nu hvor Alexander Kacaniklic (med hele to) er røget tilbage til Fulham.

Faktisk har kanterne samlet været de helt store syndere indtil videre. Kigger vi på assists, så har kant- og backspillere tilsammen stået for over 75% af vores assists i både 12/13 og 13/14 sæsonen. Indtil videre i 14/15 sæsonen står de for under 40% og faktisk er der ikke en kantspiller der står noteret for en assist endnu. Også vores backs står svagere i billedet, i 12/13 havde vi 16 assists fra vores backs, i 13/14 havde vi hele 18 (over 65%) og indtil videre i denne sæson 3.

Hvoraf de to er taget til Mainz.

Hvis der er noget der har naget i baghovedet, så var det måske den med kantspillerne og ingen assists. Hvad med Amankwaa mod FC Midtjylland? Ja, der må jeg så indrømme at jeg går mod strømmen når det kommer til assists. Hvis afleveringen eller aktionen ikke var direkte målgivende, så har jeg det med ikke at give en assist. Amankwaa havde et skud på mål og målmanden skubbede bolden direkte ud til Nicolai Jørgensen. Det giver for mig ikke en assist. Tilgengæld er det ofte svært at se hvor målene kommer fra hvis man kun kigger på målscorer og assist, så jeg har vovet at låne et koncept fra ishockey og er begyndt at måle anden-assists. Simpelthen den andensidste spiller der rører bolden eller, i situationer som den med Amankwaa eller hvis der bliver begået et straffespark, den næstsidste FCK’er.

Hvor kommer målene så fra? Kort sagt, målene kommer i færre grad fra midtbanen og i højere grad fra angrebet. Da man sagde farvel til Claudemir udtrykte jeg selv en bekymring for at den til tider så frustrerende brasilianer faktisk betød mere for vores spil end man lige kunne se. Set over de sidste to og en halv sæson kan det derfor næppe overraske at Claudemir er i top med 12 anden-assists. Med hvor vigtig Nicolai Jørgensen har været for vores offensiv kan det næppe heller overraske at han også ligger på 12 (hvoraf 1/4 af dem kom på mål han selv scorede). Men at den tredje spiller der deler 1. pladsen med 12 anden-assists skulle være Christian Bolaños kom faktisk som en overraskelse for mig. Bolaños, der nu spiller i Qatar efter kun et halvt år i den hjemlige liga, var altid god til at holde på bolden og gøre sig spilbar ind i banen og selvom Danny Amankwaa har vist noget af den samme tekniske kunnen, så har han ikke i samme omfang formået at sætte sit præg på spillet som Bolaños altså gjorde.

Måske endnu mere overraskende er det næste navn på listen. Med 10 anden-assists, 8 af dem i sidste sæson, er det Rurik Gislason. Faktisk, hvis man kigger på mål, assists og anden-assists, så hed top tre for sidste sæson Igor Vetokele (15 i alt, 13 mål og 2 anden-assists), Nicolai Jørgensen (14 i alt, 7 mål, 2 assists og 5 anden-assists) og Rurik Gislason (12 i alt, 4 mål og 8 anden-assists). Jeg vil gå så langt som at sige at tabet af 13/14 Rurik Gislason har måske været den spiller-afgang der har skadet klubben mest, hvilket er imponerende for en spiller der stadig er her.

Når jeg siger, forresten, at målene i højere grad kommer fra angrebet hænger det naturligvis også sammen med at Nicolai Jørgensen er flyttet fra kanten og op i angrebet. Men det hænger også en del sammen med at færre mål er scoret på angreb der startede på vores egen tredjedel af banen i denne sæson i forhold til de to foregående sæsoner og flere mål er scoret på angreb der startede på modstandernes tredjedel af banen i forhold til tidligere. Når vi scorer sker det fra en startposition højere oppe på banen og det sker hurtigere.

Kan i huske den blå del af grafikken i toppen?

averagepasspergoal

Fra 12/13 og frem er det gennemsnitlige antal afleveringer per mål gået ned. Jeg vil faktisk sige rimelig markant. En del af det er Ståles fokus på at flytte bolden mere i længderetningen, men jeg mener at vi her faktisk kan ane en af de helt store grunde til vores svage offensiv.

Der er blevet talt meget om at vi skaber færre chancer end før, Ståle selv har været villig til at gå med til at vi tidligt i sæsonen skabte færre chancer men henmod vinterpausen skabte chancer nok, vi skulle bare være bedre til at udnytte dem. Men hvor vi i 13/14 sæsonen havde i gennemsnit 16 skud på mål og 5.5 skud inden for rammen, så har gennemsnittet i denne sæson heddet 14 skud og 4.5 indenfor rammen. En nedgang, ja, men ikke voldsomt. Boldbesiddelse og antal hjørnespark ligger også kun marginalt under sidste sæson. Og kigger man kun på denne sæson, så havde vi faktisk flere skud og skud inden for rammen tidligt i sæsonen hvor alle var enige om at vi skabte færre chancer.

Som sagt, statistik er ikke et argument i sig selv men snarere en indikation og måske er alt det her med til at forklare en række ting.

Er forklaringen på vores manglende effektivitet foran mål måske ikke manglende effektivitet foran mål men snarere at man ikke har været gode nok til at spille chancerne store? Det gennemsnitlige FCK-mål, fraregnet dødbolddssituationer, i 13/14 bestod af fem afleveringer. I denne sæson er vi nede på kun tre. Hvis man ikke lige fanger modstanderne i ubalance, så er det ikke meget man har at gøre sig farlig med. Derfor er der flere mål der bliver skabt på tilfældigheder og færre mål skabt på afleveringer og indlæg.

Er det også hvorfor Steve De Ridder ikke har haft den umiddelbare gennemslagskraft man havde håbet på? Da han kom som erstatning for Cesar Santin var der mange der tænkte at hvis en erfaren Eresdivisions angriber som De Ridder fik bare halvdelen af de store chancer som Santin fik (en af de mest scorende spillere i FCKs historie men muligvis også den mand der har misset flest chancer foran et tomt mål), så ville han ihvertfald kunne gå ind og dække det mål-underskud som Santins afgang efterlod os med. Men hvor mange af den slags chancer har vi egentlig set? Ikke til De Ridder specifikt, i det hele taget?

Måske kan det forklare hvorfor Andreas Cornelius ikke står så stærkt i billedet som man havde håbet? Af mandens i alt 28 Superliga-mål for FC København er 16 af dem scoret med assist, af dem er 10 af dem med assist fra en kant eller en back, 14 af dem kom på et indlæg af en art og 14 af dem kom på hovedstød. I denne sæson har han scoret tre mål assisteret (og to straffe), ingen af dem med en assist fra en kantspiller eller en back, kun et af dem med hovedet.

Og af de kant/backer med assist er der kun to tilbage i klubben. Rurik Gislason og Christoffer Remmer, hvoraf ham der kan slå et ordentlig indlæg er skadet og ham der ikke er skadet, ja… gad vide hvad der er sket med ham.

Nu har Ludwig Augustinsson heldigvis vist masser af positive takter i opstarten og måske har Tom Høgli nu gennemgået det halve års tilvænningsperiode som man altid læner sig op af når en ny spiller ikke slår igennem med det samme, men lige nu ser det ud til at man måske hellere skulle have valgt Hamdallah end Cornelius tilbage i vintervinduet 2014, for som truppen er sammensat lige nu kunne det godt se ud til at vi simpelthen ikke har nok spillere der kan servicere Andreas Cornelius på et niveau hvor vi kan få det bedste ud af ham.

Nej, seriøst, hvad er der sket med Rurik Gislason? OK, det var ikke en mulig forklaring, det var bare et spørgsmål, men come on?

Og måske kan de manglende indlæg også forklare hvorfor vi ikke er bedre på hjørnespark. Men… et eksempel på hvorfor jeg elsker statistik.

Mathias “Zanka” Jørgensen har i sine 167 kampe for klubben scoret i alt 12 mål. Mikael Antonsson har i sine 149 kampe for klubben scoret i alt 3 mål. Tilsammen har de altså i 316 kampe scoret 15 mål. Det giver et gennemsnit på, rundet op, 0.05 mål per kamp. På de 17 Superliga-kampe der er spillet indtil videre burde man altså kunne forvente at de tilsammen ville score 0.85 mål. Runder vi op giver det Zankas ene mål mod FC Nordsjælland.

Måske er vi ikke bedre på hjørnespark fordi vi ganske enkelt ikke kan forvente at være bedre?

Det er selvfølgelig noget vrøvl, vi har jo også spillere som Nicolai Jørgensen, Cornelius og Delaney der alle har noget at byde ind med når det kommer til hovedspillet. Men mon ikke vi alligevel havde været lidt farligere hvis Pelle Nilsson havde kunne holde Anton på bænken?

Hvad skal der så ske her i foråret? Jeg så gerne at gennemsnittet for afleveringer røg op. Jeg så gerne at antal assists for backs og kanter røg op. Og man kan håbe at det store udlæg i sommers for at skabe et ordentligt fundament nu gør at spillerne har haft tid til at finde hinanden og at spillet kan blive bedre. Det er allerede nu at grundplanen for næste sæsons hold skal lægges og der er en del spillere der skal overbevise om at de skal være med der.

Men nogle gange er det OK at holde det simpelt. Så vi skal score nogle mål og vinde nogle kampe.

Og så kigger vi på statistikken igen til sommer.

Artikler, FC København, Superligakampe

Kampen for fremtiden

Smidt d. af

Vi er godt nok i December, men kampen mod Brøndby er muligvis årets vigtigste kamp, muligvis sæsonens vigtigste kamp.

Jeg har nu i et par uger prøvet at skrive en artikel om hvorfor kampen mod FCN var den kamp der bedst tegnede Ståle Solbakkens nye FCK, specielt sat op mod Ariël Jacobs’ FCN kampe, men jeg kan simpelthen ikke få hul på den. Det må blive en vinterpause ting og så må jeg hive noget video gøjl ind over. Men selv om den var interessant på den måde, så var den ikke lige så vigtig som kampen mod Brøndby tegner til. Dertil er FCN alt for langt fra fordums styrke.

Kampen mod Galatasaray var imponerende. Men det var en, om man så må sige, gratis indsats. Der skal forhåbentlig ikke det store til for at motivere sig selv til at spille en Champions League kamp i Parken og da vi først var kommet lidt tilfældigt foran, så mindede det ærlig talt om den slags “store” europæiske indsatser man før har set fra danske hold, en stædig kamp for at holde modstanderne fra fadet der kun lykkes med hiv og med sving. Mod Juventus blev der hevet i Llorente og svunget med armene og så blev en lignende indsats i stedet til et af de nederlag der ofte bliver omtalt som hæderligt.

Ser vi bort fra Champions League og så kampen mod FC Nordsjælland, så har vi på det seneste haft en længere række kampe som vel bedst kan beskrives som gennemsnitlige. Mondæne. Der har været lyspunkter, Youssef Toutouhs pludselige markering som reelt alternativ på den centrale midtbane, Igor Vetokele der er begyndt at score mål, Thomas Delaney og Rurik Gislason der fortsætter hvad der forhåbentlig er deres endelige gennembrud i det københavnske, men samtidig en række kampe der har budt på diverse forfærdelige indsatser, enten af hele holdet i en halvleg eller af enkelte spillere over en hel kamp (jeg kigger i din retning, Nicolai Jørgensen). Vi har set en angrebskæde der, udover Vetokele, havde så lidt at byde ind med at Daniel Braaten blev de facto førsteangriber. Vi har set en forsvarskæde der stadig lider under individuelle fejltagelser, enten af typen som man havde håbet vi var sluppet for nu (Mellberg) eller af typen som vi åbenbart aldrig slipper for (Wiland, Sigurdsson). Vi har set Christian Bolaños. Ikke meget, men vi har set ham.

Det har været op, det har været ned, der har heldigvis været mest fremskridt men det har hele tiden været to skridt frem, et tilbage. Vi er blevet bedre til at komme i gang efter en dårlig halvleg, men vi spiller stadig den dårlige halvleg. For al den udvikling som Delaney, Toutouh, Gislason, Vetokele og selv Claudemir og for den sags skyld Lars Jacobsen har vist, så er der spillere som Bolaños og Adi som virker til at være milevidt fra holdet og vel egentlig også en Nicolai Jørgensen der stadig ikke har formået at løfte sit bundniveau siden det imploderede efter et par mislykkede landskampe sidste sæson.

Så der skal arbejdes hårdt i vinterpausen, både med det spillermateriale vi har og også med at få tilført tiltrængte nye kræfter. Ikke mindst fordi de ude på Vestegnen allerede har været godt i gang med det og med større succes end vi har de sidste par sæsoner.

Derfor er kampen mod Brøndby så vigtig. Det er ikke sidste sæsons Brøndby hold, en samling spillere med større navne end evner, anført af en træner uden nogen af delene, i en klub uden penge, med en ledelse uden moral, på et stadion uden tilskuere. Brøndby er kommet ud af dødsspiralen, ganske vidst ved at smide andre folks penge efter problemet indtil det forsvandt men det er forsvundet. Og pengene strømmer stadig ind.

Og ud igen og hele situationen minder mest af alt om bolig-boblen der førte til den finansielle krise men indtil den popper, så er Brøndby gået fra en syg patient til førsteudfordreren til både mesterskabet og pladsen som lokomotivet i dansk fodbold. Der er hentet dyrt ind, bevares, men de har også ramt plet med deres indkøb, noget der for en FCK fan vækker svage minder om at det gjorde vi vist nok også engang, for længe siden. De har hentet både store navne og store talenter og begge har præsteret stort set fra dag et, eller i hvert fald fra dag to. De har en ung træner med et godt navn og et fast system, de har fået de fans tilbage der ellers stod af da tingene så skidte ud (bare lad være med at nævne ordet “medløber”) og det kan da godt være at det finansielle aspekt stadig ser lidt suspekt ud, med dyre kontrakter, flere udgifter end indtjening, en stadig manglende hovedsponsor og en række storaktionærer som man godt kunne have mistænkt for at cashe ud lige så snart de øjner den store gevinst, men pengekisten er fyldt godt op på det seneste og den sidste rige idiot er ikke født endnu, så der sker nok ikke det store lige med det samme. Og hvis først de formår at komme igennem kvalifikationen til Champions League, så vil der for alvor komme fut på det tog.

Og så er der en alvorlig chance for at vi bliver hægtet af.

Det kunne det dog godt se ud til at de har fået øjnene op for på ledelsesgangen i Parken. Anders Hørsholt har været i Tipsbladet med sjældent bombastiske udtalelser om at der ville være “kamp til stregen” hvis nogen forsøgte at tage mesterskabet fra FCK, en reaktion der udeblev da FC Nordsjælland rent faktisk tog mesterskabet fra FCK og man må derfor formode at det kommer på baggrund af Brøndbys massive oprustning. Senest har Morten Crone Sejersbøl haft øret til vandrørene og kan på rygtebasis berette om en kapitaltilførsel af en “ekstraordinær størrelse”, hvilket også ville være nye vinde efter et år hvor ledelsen ikke så noget problem i at tage pengene fra Champions League og Andreas Cornelius salg og bruge dem til at at nedbringe gælden til Nordea mens fodboldholdet blev spist af med Marvin Pourié, for derefter at forklare fans og resten at fra nu af var FCK kun en af tre ligestillede dele af Parken Sport og Entertainment. Nu ser det ud til at vi skal til at være specielle igen.

Men der er godt nok stor forskel på at sætte gang i den omvæltning fra en position som førsteudfordrer til FC Midtjylland, selv hvis det skulle blive fra tredjepladsen, efter at man har sat sin største rival på plads lige op til vinterpausen og så at sætte gang i den efter selv at være blevet sat på plads og overhalet af ny-rige Brøndby. Flasker alt sig, så hedder den sejre over Brøndby og FC Vestsjælland, overbevisende af slagsen og så point nok mod Real Madrid til at der skal spilles europæisk efter vinterpausen. Så er tonen ligesom sat og kursen udpeget.

Men et nederlag mod Brøndby, et klart, et fortjent nederlag mod Brøndby… og så endnu en øretæve mod Madrid? Så er Vestsjælland kampen egentlig ligegyldig, for så er alt momentum alligevel fjernet, så er pusten gået af ballonen, så skal man op på hesten igen og alle de andre klicheer. Så er historien ikke længere at FC København er tilbage. Så er historien at Brøndby er tilbage, for alvor tilbage. Den er svær at lokke nye penge til med, den er svær at lokke nye spillere til med.

Så kampen mod Brøndby kan ende med at blive sæsonens vigtigste. Den vil i høj grad være med til at afgøre i hvilken retning pilen peger når vi går til vinterpause og forhåbentlig begynder arbejdet med for alvor at genrejse klubben efter de sidste par år. Spørgsmålet er om det her hold kan sætte sig selv op til sådan en kamp, også når modstanderne ikke hedder Juventus, Real Madrid eller Galatasaray, og om holdet reelt er godt nok til at give sig selv den bedste udgangsposition til at forbedre sig. Der vil nok være en spiller eller to der går på banen for at sørge for at klubben kan hente bedre spillere end dem selv til deres egen position, hvilket må være en mærkelig situation at stå i.

Og sidst men ikke mindst, så kan kampen her være årets vigtigste fordi vi har mødt Brøndby to gange denne her sæson, vi var ikke særlig gode da vi fik 0-0 derude sidste sæson, vi var ikke særlig gode da vi tabte 2-3 derude tidligere på sæsonen og hvis vi ikke vinder denne gang, så er det første gang siden 2008 at vi ikke har vundet over Brøndby i et helt år. Og hvem har lyst til det?

Artikler, Europæiske kampe, FC København, Superligakampe

Det er okay ikke at vinde

Smidt d. af

Der har været stille her på siden på det seneste fordi jeg egentlig ikke har haft så meget at sige. Det har ikke været sindsoprivende, ikke engang den fatale kamp i Tyrkiet var andet end hvad jeg forventede fra det nuværende FCK hold. Kampen mod Randers var nærmest billedet på det forventelige. Og så blev det hele alligevel lidt overraskende…

I den sidste halvanden uge har FCK spillet tre vidt forskellige kampe. Der var den kontrollerede indsats mod AaB der endte med en sikker sejr og sæsonens første clean sheet. Der var Champions League kampen mod Galatasaray hvor forskellen på den danske liga og internationalt niveau brutalt blev udstillet, et billede der kun blev en anelse udvisket af en forbedret indsats i anden halvleg mod et hold der allerede havde vundet kampen. Og så var der kampen mod Randers, en kamp der på mange måder var symptomatisk for FCK’s sæson indtil videre.

AaB kampen og Galatasaray kampen var begge kampe hvor man med rette kunne mene at udeholdet ikke havde fortjent at komme derfra med noget resultatmæssigt. Men hvor AaB kampen kom i hus på en disciplineret defensiv og en Nicolai Jørgensen der tog mere og mere fra i løbet af kampen, så var kampen i det tyrkiske mere end noget en udstilling af de mangler FCK har som hold. Der var intet der fungerede optimalt i den kamp, hverken forsvar, midtbane eller angreb, der var intet der viste at FCK hørte til på det niveau, fordi FCK hører ikke til på det niveau. Ikke det her FCK, ikke det her hold.

Og så Randers kampen. En kamp hvor et topmotiveret FCK hold skulle tage revanche efter den forfærdelige kamp mod Galatasaray og fejlede. Kort og godt. Ikke fordi de ikke ville men fordi de ikke kunne.

PS&E formand John Dueholm var ude i Børsen TV og sige at målsætningen for sæsonen var at vinde mesterskabet, for med de kapaciteter vi havde i truppen, der burde vi vinde det. Diverse journalister har stadig FCK som titelfavorit, ofte med begrundelsen at vi har Danmarks bredeste trup.

Nej. Ingen af de ting passer længere. Vi har tyve markspillere og kun to eller tre af dem er selvskrevne i startopstillingen. Det er ikke en titelfavorit.

På målmandspladsen har vi et klart førstevalg der nu er begyndt at lave ukarakteristisk mange fejl af typen der koster mål. Og bag ham har vi en ung fyr med kun fire kampe for klubben og en erfaren spiller der forlader klubben til vinter.

På back pladserne har vi en venstreback hvis top og bundniveau efterhånden er det samme og en højreback der bevæger sig hurtigere mod sidste salgsdato end op af flanken. Eneste reserve er en ung spiller der teknisk set kan dække begge pladser men er bedst på samme position som holdets kaptajn. I det centrale forsvar har vi så en fast mand med masser af erfaring fra udlandet. Det eneste han ikke har prøvet er åbenbart at spille zoneforsvar. Ved siden af ham er der gang i svingdøren, med tre forskellige der bejler til pladsen. Islændingen med det manglende overblik og de forfærdelige fejl, danskeren med den dårlige indstilling og de endnu værre fejl, og østrigeren der fik hele sidste sæson ødelagt af skader og nu er blevet hentet ind på en lejeaftale som erstatning for ham man sendte afsted på en lejeaftale.

På den centrale midtbane har vi tre spillere. En ung defensiv midtbanespiller der ser ud til at tage skridtet op fra talent til fast mand og gudskelov for det, for ved siden af ham har vi en brasilianer hvis afleveringer er lige farlige for begge sider og en mand som aldrig har mødt en tilbageaflevering over en halv banelængde som han ikke kunne stå for. På kanterne har vi vores vigtiste spiller, en ung fyr der når han er på toppen kan styre en kamp fra venstre fløj men som alt, alt for sjældent når de højder. Bortset fra ham har vi en mand fra Costa Rica der virker til at have tjekket ud for lang tid siden, en mand fra Norge som vi stadig ikke har set tjekke ind, en hårdtarbejdende islænding som endelig virker til at have fået sit gennembrud, og to unge talenter hvor den ene virker noget tættere på holdet end den anden.

Og så er der angrebet hvor vi har to unge spillere der ikke er klar til at være fast mand, en erfaren spiller der ikke længere er god nok til at være fast mand og en spiller hvis transfer var uforståeligt da det skete og ikke giver mere mening nu hvor han aldrig bliver brugt.

Det er ikke et mesterskabshold. Det er ikke et hold med nogen særlig bredde. Hvad der er værst, det er ikke et hold. Det er en samling spillere. En samling uden det hieraki som specielt en Jesper Grønkjær konstant kommer tilbage til, en samling spillere hvor folk enten ikke er gode længere eller ikke er gode endnu. Eller bare ikke er gode nok.

Og heller ikke særlig godt samlet. John Dueholm sagde noget andet til Børsen, da han blev spurgt om FCK havde tænkt sig at købe en angriber der sagde han at klubben allerede havde købt angribere, de havde faktisk brugt 40 millioner kroner i sommerens transfervindue.

Fyrre millioner. Det var et vindue hvor man forlængede med Wiland, Delaney og Toutouh samt sagde goddaw til Pourié, Adi, Braaten, Margreitter og Mellberg. Fyrre. Sammenlign eventuelt med Brøndby, der hentede spillere som Khalid Boulahrouz, Thomas Kahlenberg og Alexander Szymanowski, samt hentede transferrettighederne tilbage på Simon Makienok. Jeg ved godt at tingene ser lidt anderledes ud i Brøndby da man aldrig helt ved hvilkes penge der bliver brugt, men deres regnskab meldte om en transfer-investering på omkring de 25 millioner kroner. Altså femten millioner mindre end FCK brugte, primært på spillere der ville gå direkte ind i startopstillingen hos København.

Bortset fra det sagde Dueholm at man blev nødt til at vente og se om FCK ville bruge penge igen i vinterens transfervindue, men med en uforståelig udgift på 40 millioner og dyre spillere som Mos Abdellaoue og Pape Pate Diouf stadig i bøgerne selvom de er lejet ud for tiden, så er det svært at se der blive åbnet op for pengepungen i den grad som der er behov for. Ikke mindst fordi vinter-transfervinduet er notorisk svært at få valuta for pengene i men også fordi der til sommer er mulighed for en langt større naturlig udskiftning.

Så bliver der hentet spillere til vinter? Jeg tror på en, maks to. En central midt hvis man kan finde en og måske en angriber hvis der kommer nogle og henter Cesar Santin (eller muligvis Pourié). Med et knap så presset kampprogram til foråret tror jeg ikke man anser en venstreback som presserende, måske hiver man Casper Højer tilbage fra Brønshøj, det er ærlig talt lidt svært at se hvad han skulle få ud af det ophold.

Er det godt nok? Nej. Men det bliver ikke bedre, ikke før næste sæson. Har vi så et mesterskabshold? Har vi holdet med Danmarks bredeste bænk? Nej. Stadig ikke.

Hvad vi har er lige p.t. fire point op til nummer to og syv point til førstepladsen. Som sagt, Randers-kampen, symptomatisk for FCK lige nu. En kamp vi burde tabe får vi alligevel point vi helt ærligt ikke burde have fået. Med det her hold, medmindre der bliver gået all in til vinter hvilket jeg ikke i mine vildeste drømme kunne forestille mig, så burde vi være uden chance i mesterskabskampen. Den burde ligge til FC Midtjylland eller OB eller Esbjerg eller sågar Brøndby. Vinder vi i sidste ende alligevel det danske mesterskab, så kan man kalde det Ståle effekten eller en kæmpe succes for FC København. Jeg ville nok kalde det en fallit-erklæring af dansk fodbold.

Det jeg egentlig ville sige med den her smøre var… lad nu være med at falde i fælden derude fordi nogle journalister begynder at tale om en helt åben mesterskabskamp eller FCK som favoritter. Det er vi ikke. Kan vi vinde? Ja, men det burde vi ikke kunne. Og der vil komme flere kampe som den mod Randers. Der vil komme flere kampe som den mod Galatasaray. Det er okay. Der bliver ikke åbnet op for den helt store pengepung til vinters og det er også okay. Det betyder ikke at fodbolddelen er ved at blive udfaset eller at de nærige jyder tager alle pengene. Det betyder bare at det giver mere mening at vente til sommer.

At vi ikke er gode betyder ikke at vi ikke kan blive bedre. Vi er langt fra tidligere tiders niveau men vi har været der før og vi kommer der igen. Vi skal bare være klar til det lange, seje træk. Så næste gang vi kommer bagud på udebane eller vi nærmer os de sidste dage i vinter-vinduet, så tænk på Douglas Adams og hans Hitchhikers Guide To The Galaxy, en bog der i bogen bliver beskrevet som en simpel sort rektangel med to ord skrevet på forsiden.

DON’T PANIC

Europæiske kampe, FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Brøndby og Madrid eller en trup med problemer

Smidt d. af
Av.
Efter et par uger med fremgang blev der godt nok udstillet nogle problemer denne uge. Hvis man af en eller anden grund stadig gik rundt med en ide om at FCK stadig kunne vinde mesterskabet, måske er man kronisk jubeloptimist, måske er man ansat som ekspert hos Viasat og ved bare ikke bedre, så må det være endegyldigt manet i jorden. Det er truppen simpelthen ikke til. Der er for mange problemer.

Nicolai Jørgensen kan endnu ikke spille Grønkjær rollen. Han forsvinder for meget fra kampene og er slet ikke i stand til at finde de samme åbne rum som han kan når han kommer ind fra kanten. Faktisk har vi endnu ikke set ham ramme det samme individuelle niveau som han havde i det første halve år i klubben. Med tanke på at han lige nu er vores primære kreative kraft på holdet, så er det essentielt at han snart rammer noget der minder om topformen.

Vi har fire angribere og ingen af dem er førsteangriber. Adi har haft nogle gode præstationer, men det er svingende og han har ikke for alvor sat sig igennem i ligaen endnu. Igor har været endnu mere svingende og hvor Adi i det mindste har et relativt OK bundniveau, så kan Igor svinge fra det fantastiske til det uhørt ringe, nogen gange i samme aktion. Cesar Santin har rollen som veteran, men han har aldrig været typen der tog sig af andet end sine egne præstationer. Det har faktisk været OK med Cesar de gange han er kommet ind, men han er ikke manden man bygger et angreb op omkring. Og så er der Marvin Pourié, som hverken personligheds- eller typemæssigt passer ind i FCK og aldrig har gjort. Et fejlkøb af typen som man desværre har set for mange af.

Christian Bolaños har tjekket ud. Efter en smøre i pressen om manglende tillid fra en træner der flåede ham ud lige så snart noget gik galt, så er den umiddelbare opblomstring blevet erstattet af en række præstationer der har fået Ståle til at flå ham ud tidligere og tidligere. Mod Madrid startede han ude og nu mod SønderjyskE er han slet ikke i truppen. Men det er et større problem end bare Bolaños.
Dele af truppen, vigtige dele af truppen, virker ikke til helt at have forstået situationens alvor. Folk som Claudemir, Lars Jacobsen og TK, spillere der burde fungere som kulturbærere for den vinderattitude der har tegnet klubben i lang tid nu, de spiller istedet med en attitude der hedder “Det går nok, vi er jo bedre end de andre, ik’?”.
Lige nu? Nej.
Det kan ikke være rigtigt at man til et derby mod Brøndby igen, igen, igen, igen skal høre Lars Jacobsen fortælle i pausen at de skal til at spille bedre i anden halvleg. Nej, Lars, I skal spille bedre i første halvleg. TK udtalte før Brøndby kampen at han ikke følte noget specielt pres og da han kom ind var det da også en utrolig nonchalant brysttæmning til Zohore der førte til et rødt kort til Pierre Bengtsson, det andet røde kort inden for få kampe efter Ragnar Sigurdssons hjerneblødning. Mod Real Madrid var vi nede med en enkelt men var stadig med i kampen, mere end mod Juventus på samme tidspunkt, da Christian Bolaños kom ind. Få minutter efter stemplede han ud af en defensiv aktion i stedet for at følge Di Maria og kort efter stod det 2-0 efter et, skal det siges, teknisk flot udført indlæg fra samme.
Det er simpelthen en mangel på koncentration. Det ses også i forsvaret, hvor Olof Mellberg har været længere end ventet om at omstille sig til zoneopdækningen, også længere end man burde kunne forvente af en spiller med Mellbergs CV. Ragnar Sigurdsson og Kris Stadsgaard har begge haft deres hjerneblødninger og absurde afspil og Johan Wiland i målet… hvad er der dog sket med Wiland?
Det er ikke udelukkende negativt, selvfølgelig. Thomas Delaney har taget skridt efter skridt, senest med endnu en god kamp mod Real Madrid. Jeg spår ham som anfører senest til sommer og spørgsmålet for fremtiden må være hvem der skal spille ved siden af Delaney. Rurik Gislason har bygget på efter en langsom start i klubben og begynder at ligne mere Silberbauer+ end Silberbauer Light. Margreitter har vist nogle OK takter i forsvaret så længe han ikke skal bruge venstrebenet. Og Youssef Toutouh virker til at have fået en ny chance under Ståle, efter at have været på vej ud af klubben under Jacobs.
Spørgsmålet er om det er nok i denne sæson. Uden tvivl kommer der en større udrensning på et eller andet tidspunkt, men det bliver nok først til sommer. Så hvor langt kommer man i denne sæson med den her trup? Kan Adi og Vetokele udvikle et reelt makkerskab? Tager Nicolai Jørgensen snart det offensive ansvar han bliver nødt til? Kan Claudemir få sig selv til at droppe selvmordsafleveringerne på tværs af banen? Og vil forsvar og målmand holde op med at give mål væk? Alt det og meget mere i denne sæsons udgave af Skum!
Var… var den reference for gammel?
Artikler, Champions League, Europæiske kampe, FC København, Kampe, Pokalkampe, Superligakampe

Blandede tanker for en tier

Smidt d. af
Ja, så kom den faktisk endelig. Og så burde der være linet op til et rimelig normalt forløb igen.
Pokalen. Lad os starte der siden den lige er overstået. Hvidovre skulle slås og det med en startopstilling der bød på et par overraskelser. Faktisk en bænk der bød på et par overraskelser, i det Thomas Delaney helt var udeladt og pladsen i stedet givet til unge Mikkel Wohlgemuth der ellers ikke var udtaget. Men tilbage til startopstillingen, hvor der var blevet plads til den tidligere Hvidovre-spiller Youssef Toutouh, der ser ud til at have fået lidt mere tillid under Ståle Solbakken end han fik under Ariël Jacobs, Christoffer Remmer, og så Danny Amankwaa på en uvant position som venstreback, åbenbart fordi Hvidovre havde en rigtig hurtig spiller på højrekanten. I den anden ende af aldersskalaen var der startpladser til Rurik Gislason, Cesar Santin og Thomas Kristensen, alle spillere der af den ene eller anden grund ikke virker til at være i den stærkeste startellever for tiden.
Og selvom man kan tale om pengeværdien af baggrunden, så var det altså noget forrygende fodbold der blev præsteret i de første tyve minutter. Højt pres, hurtig boldomgang, gode kombinationer, flotte tekniske detaljer, succesfulde udfordringer og to flotte mål. Det ene flot sat ind af Cesar Santin, der så også betalte prisen for det da Hvidovres målmand kom springende ud i ham, det andet et prægtigt langskud af en topmotiveret Toutouh.
Toutouh havde en af de kampe hvor man virkelig kunne se potentialet. Placeret på højrekanten i stedet for den mere vante venstrekant lagde han sig generelt langt ind i banen og overlod en del plads til Remmer på backen, hvilket også var medvirkende til Remmers gode kamp. Foruden målet og den generelt gode boldomgang diskede han også op med et par tekniske lækkerier af typen som man måske er mere vant til at se en Nicolai Jørgensen komme med. Toutouhs problem har dog altid været konsistensen, han havde også de her slags kampe i Esbjerg, han havde bare ikke flere af dem i træk. Med kontraktudløb til sommer er det nu han skal til at overbevise om at han skal være en del af Ståles fremtidige FCK.
Efter de første tyve minutter lignede kampen noget der bare skulle overståes og derfor kan det ikke komme som en overraskelse at Hvidovre fik reduceret kort før pausen. Det var det tidligere Arsenal-talent Jonas Hebo Rasmussen, der også har været en tur forbi FC Nordsjælland før han fandt niveauet i Hvidovre og som for evigt har diskvalificeret sig fra at have en ordentlig karriere ved at have “Jonas” stående på trøjen, som gled forbi et par mand og i et enkelt tilfælde, TK, fik en mand til at glide, før han fik prikket bolden på tværs i feltet hvor en Hvidovre-spiller kunne sparke den ind. Der lugtede en anelse af offside, men en halv-liggende TK så ud til at ophæve den.
I anden halvleg kom Marvin Pourié så ind, endelig vil nogen sige. Det var dog ikke ham der kom først på tavlen i halvlegen, det var Igor Vetokele der satte hovedet på endnu et godt indlæg fra Christoffer Remmer og bragte FCK foran 3-1. Pouriés reaktion på det var at følge bolden i mål og derefter vende rundt og traske op mod midtercirklen mens han fuldstændig ignorerede hans jublende holdkammerater. Senere fik han selv scoret på en af de slags chancer som han er bedst til, en friløber ned mod mål over en halv banelængde. Dem kan han og det var da også en fin afslutning han diskede op med, et delikat lille chip over målmanden. Og så kom der ellers både smil og lykønskninger fra holdkammerater, så han er altså ikke helt afskåret i truppen. Endnu. Men han ligner stadig ikke en spiller som Ståle Solbakken har nogen særlig interesse i at bruge.
Til sidst kom der lidt krampetrækninger fra Hvidovres offensiv og så endte den 4-2 til FCK. Videre i pokalen og en glimrende kamp at gøre det på.
Champions League vender vi lige, det kan gøres hurtigt. Vi er chanslöse, det bliver seks klare nederl-hvad? Juventus? Virkelig? Ja, det var et resultat jeg personlig ikke havde forventet men det er jo, bogstavelig talt, set før at Juventus er kommet til Parken og er blevet spist af med uafgjort. Det er et point mere end jeg regnede med og det ændrer ærlig talt ikke meget på mine forventninger til resten af kampene.

Ligaen. Siden Ståle er kommet til er spillet fire kampe og sådan rent resultatmæssigt har den heddet to uafgjorte og to sejre og det er jo fint nok. En kedelig uafgjort mod FC Vestsjælland, en opløftende sejr mod Viborg, en heldig uafgjort mod Esbjerg og så en sejr mod OB der kom i hus på en god anden halvleg efter en første halvleg der var måske den dårligste under Ståle. Tilgengæld lignede anden halvleg rimelig meget en retur til Ståle-tiden, tilbage til dengang hvor “FCK-tid” var noget vi vandt kampe på, ikke det vi lagde vores taktik an på som det blev specielt under Carsten V. Jensens tur på bænken.

Men bortset fra resultater, hvad har vi så set? Taktisk er der kommet nogle umiddelbare ændringer. Kanterne er som udgangspunkt flyttet længere ind i banen end de var under Ariël Jacobs, som gerne brugte dem til at holde bredden i holdet. Under Ståle er det i højere grad de to backs der skal skaffe bredde og i nogen tilfælde endda angriberne. Det har den fordel at nogen af vores bedste tekniske spillere, Nicolai Jørgensen, Bolaños, Braaten og endda Rurik Gislason kommer meget mere med i spillet, hvilket så igen gør at vi ser mere teknisk spil langs jorden fordi der er flere spilmuligheder, uden at forsvaret med det samme må forfalde til plan B med de lange bolde op mod angriberne.
Mandskabsmæssigt er der også kommet nogle ændringer, men det er primært enten nyindkøb som Jacobs ikke havde mulighed for selv at køre ind eller spillere i periferien af holdet. Mest bemærkelsesværdigt er det nok at Marvin Pourié er røget helt ud af kamptruppen, mens Ståle ser ud til at have større tiltro til Youssef Toutouh end Jacobs havde.
Går vi startelleveren igennem så har Johan Wiland stadig haft et par mærkværdige aktioner men han ser ud til at være på vej tilbage på hans gamle niveau, blandt andet en mirakelkamp i Champions League mod Juventus. Nu bliver det spændende at se om skaden mod OB bliver endnu et tilbageslag eller om han i højere grad kan ryste den her skade af sig end den sidste han havde.
På de to backpladser sidder Lars Jacobsen og Pierre Bengtsson stadig solidt på dem. Jacobsen er kommet mere med i spillet frem af banen, vi ser ham mere med bolden end tidligere, men det er stadig holdt på et niveau hvor man godt kunne ønske sig lidt mere. Christoffer Remmer havde en rigtig god kamp mod Hvidovre i pokalen, så det bliver interessant at se om han eventuelt vil få lidt spilletid i ligaen også. Bengtsson holder generelt niveau men kan godt virke lidt mere anonym for tiden end tidligere, nok primært fordi der er flere offensive muligheder i opspillet end tidligere hvor Bengtssons evne til at kunne slå et indlæg uden at skulle sætte en mand først blev udnyttet i højere grad. Inde centralt virker Olof Mellberg som en sikker starter når han ellers har kræfterne til det, men det der med gamle hunde og nye tricks gælder vist også for centrale forsvarsspillere og zoneopdækning. Han har det med at spille solide kampe hvor han bidrager med både rutine og nærkampsstyrke og så pludselig ved han ikke hvor han skal placere sig henne og Bambi’er rundt. Men nu får vi se om han ikke kan få lært det alligevel. Ved siden af Mellberg virker det lidt mere åbent. Kris Stadsgaard har døjet med en skade i et stykke tid men virker umiddelbart ikke som Ståles kop te. Ragnar Sigurdsson har fået mest spilletid men minder typemæssigt meget om Mellberg og hans manglende overblik og mærkværdige afspilsfejl trækker ned. Georg Margreitter er ny mand i truppen og har fået spilletid på det seneste efter Sigurdssons røde kort med Esbjerg og på sigt kunne han sagtens ligne den tiltænkte makker til Mellberg. Ståle hentede ham først til Wolverhampton og nu til FCK og med hans ry som en pasningsstærk spiller kunne han tilføre noget som Sigurdsson mangler. Spørgsmålet er så hvor meget hans alvorlige skade har sat ham tilbage?
På midtbanen har Nicolai Jørgensen sat sig solidt på rollen som Jesper Grønkjær, venstremidt i ligaen og hængende angriber i Europa. Det store spørgsmålstegn ved Jørgensen er nu hvor mange kampe han egentlig kommer til at spille. Sidste sæson blev til en vis grad ødelagt af skader og allerede i denne sæson har han siddet ude i flere kampe. Kan han holde sig skadesfri er der ingen tvivl om at han bliver et vigtigt kort for FCK i sæsonen. I modsatte side virkede det som om at Christian Bolaños havde genfundet spilleglæden under Ståle Solbakken efter et åbenbart usikkert forhold til Jacobs, men efter en positiv start i de første to kampe er Bola faldet mere ud kampene igen, senest mod OB hvor en dobbelt-udskiftning af blandt andet Bolaños var med til at vende kampen. Modsat Bolaños, så er Rurik Gislason gået fra styrke til styrke. Sammenligningen med en Michael Silberbauer, bare teknisk stærkere, begynder virkelig at vise sig men måske lidt mærkværdigt så ser det ud til at Ståle ser Gislason mere som venstrekant end højre. Faktisk lige modsat nytilkomne Daniel Braaten, der egentlig er startet flere kampe på venstrekanten men ser ud til at befinde sig bedre i højre. Braaten kom fra en kontraktløs tilværelse efter at han ikke kunne blive enig med Toulouse om en ny kontrakt og han ligner også en mand som har brug for en måned eller to med konstant spil og træning før han er sådan helt oppe i omdrejninger, selvom man i glimt kan se både det tekniske niveau og det fysiske når han tramper sig vej igennem to eller tre modstandere og kommer ud på den anden side stadig med bolden i behold. Inde centralt ser Thomas Kristensen ud til at have trukket nitten, med Thomas Delaney og Claudemir som det foretrukne makkerpar når alle er klar. Delaney har virkelig lagt alen til sit spil, han tager ansvar, han søger bolden og han formår i visse kampe både at være den bedste centrale midtbanespiller rent defensivt såvel som rent offensivt. Problemet med Claudemir er at der er kampe hvor Delaney er bedre både defensivt og offensivt. Under Jacobs var TK/Claudemir midtbanen en duo på det jævne mere end noget andet. Nu hvor Delaney har forbedret sit spil, så er Claudemir begyndt at ligne det deciderede svage led på midtbanen, med farlige og forhastede pasninger og aktioner. Når hans spil virker har han dog stadig mere at tilbyde end Thomas Kristensen.
Og så oppe foran er der Fanendo Adi der er godt på vej til at etablere sig som førsteangriberen i truppen uden egentlig at lave noget ekstraordinært. Han er ikke vildt hurtig, ikke dominerende i luften, han vifter ikke forsvarsspillere af sig som fluer, men han er god nok. God nok til at modtage bolden, til at holde på bolden, til at skille sig af med bolden. Han er overraskende stærk teknisk med bolden for fødderne. Han mangler lidt af det der killer instinkt som en rigtig angriber har, men der er stadig masser af muligheder for at udvikle det. Ved siden af ham har Igor Vetokele efterhånden sat sig på pladsen, blandt andet med to mål i ligaen og et enkelt i pokalen. Efter en skadesplaget første sæson virker det som om at Igor endelig kan spurte igennem uden at tænke på knæet og med hans fart og bevægelighed er der lagt op til en klassisk stor og lille kombination i front. Med et par rigtig succesfulde indhop og en god første halvleg mod Hvidovre så virker Cesar Santin også som en spiller der kan være nyttig igen. Han har reageret på den bedst mulige måde på det forliste transfer til Cypern og selv hvis det primært er for at spille sig til et vinterskifte, så gælder det om at nyde det mens man har det og så ellers håbe på det bedste for Santin. Nå ja, og så er der Marvin Pourié, men mere om ham i næste afsnit.
For det handler nemlig om transfervinduet. Her blev det til otte spillere ud, to af dem efter kontraktudløb, tre af dem udlejet og tre af dem solgt. Ikke meget at sige til Sölvi Ottesen og Daniel Jensen, der begge forlod klubben efter kontraktudløb og nu er at finde i henholdsvis en gold og ukendt lille by og i den russiske liga. Undskyld, omvendt rækkefølge. Det eneste man kan sige om Daniel Jensen er at hvis man havde tænkt sig at lade hans kontrakt løbe ud, så burde man virkelig have hentet endnu en spiller til den centrale midtbane, men det virkede lidt som om at man var ved at lægge om fra en “to mand til alle pladser” politik til en “tre mand til to pladser” ditto inden Ståle blev ansat.
Af de tre salg var der to spillere det var glimrende at slippe af med, Christian Grindheim røg til Vålerenga og Martin Vingaard tog turen til FC Nordsjælland, hvor den danske sportspresse åbenbart ser ham spille for første gang i tre år, de virker i hvert fald alle overraskede over at han ikke er særlig god længere, mens salget af Andreas Cornelius til Cardiff betød et farvel til en spiller man rigtig gerne ville beholde men til de penge Cardiff tilbød, så var det ikke så overraskende at han røg.
Og så de tre udlejede spillere, der kan man sige at det er fint nok at man slap af med Michael Jakobsen til FCN, Mos Abdellaoue til OB og nok mest imponerende Pape Pate Diouf til Esbjerg, men de kommer jo alle tre tilbage på et tidspunkt.
Modsatte vej blev det til tre spillere hentet ind før Ståle og to efter. Olof Mellberg på en fri transfer, Marvin Pourié fra Silkeborg og Fanendo Adi fra Trencin blev hentet af CV og, let’s be honest here, Daniel Braaten på en fri transfer og Georg Margreitter fra Wolverhampton på leje blev hentet af Ståle. To interessante ting her, et er at Margreitter er hentet på en lejeaftale. I stedet for potentielt at ende med en ny Peter Larsson så kan man afslutte samarbejdet hvis nu skadespausen har sat for tydelige spor og det er nok egentlig meget smart. Så må man bare håbe at der er en fornuftig købsklausul med hvis han bliver en succes. Men mest interessant er selvfølgelig Marvin Pourié, et transfer der for mig aldrig har givet mening. Specielt ikke som Andreas Cornelius’ afløser, som der blev lagt op til da han blev købt. Generelt virker det som noget af det dummeste man kan gøre som fodboldklub, at hente en angriber udelukkende eller i hvert fald primært på hans evne til at score mål. Der vil altid være perioder for selv den bedste måltyv hvor forsvarsspillerne lige kommer den tand tidligere, hvor målmændenes hænder lige er den utrolig vigtige fingerspids større, hvor stolpe ind bliver til stolpe ud. Og sker det først, så har en ren måltyv intet at bidrage med ellers. Det er et af Pouriés problemer lige nu, når han ikke lige scorer mål så bidrager han ikke med det store og derfor får han ikke særlig meget spilletid. Noget andet er at han typemæssigt, både personlighedsmæssigt og spillemæssigt, slet, slet ikke virker som en spiller Ståle Solbakken er interesseret i. Der er gået historier om at CV hentede ham til klubben for at bidrage med noget vinderattitude, men den attitude er jo en utrolig egocentreret version. Det handler om at Pourié skal vinde, ikke klubben. Sidst set i netop Hvidovre kampen. Jeg kan ikke se ham få et gennembrud i klubben og slet ikke så længe Ståle er træner. Det virker tværtimod som endnu en i den nu lange liste af åbenlyse fejlkøb fra CV’s side.
Nu er det her sent nok, der Brøndby kamp om ikke så længe, men på et tidspunkt kommer der en længere smøre om klubbens fremtidige ageren på transfermarkedet. Lige nu gælder det dog Boulahrouz og co. på Coca Cola Arena.