Category Archives: Artikler

Artikler, FC København, Spillere

Nicklas H’Elenius?

Med Dame N’Doyes snarlige afgang, om det så bliver Moskva eller tyrkiske Trabzon, så er snakken begyndt at falde på hvem der skal være hans afløser i FCK. Naturligt nok er et af navnene bragt i spil som afløser for sidste års topscorer nummer to på den liste, AaBs unge Nicklas Helenius. 21 år, 14 mål, halvt så mange assists og spået en stor fremtid. Hans gode sidste sæson har blandt andet fået TV2 Sports ekspert Jesper Thygesen til at foreslå at FCK kigger mod det nordjyske.

– Hvis de vil lægge eksempelvis ti millioner for AaBs Nicklas Helenius, så vil det stadig være en dråbe i havet i forhold til, hvad de får for N’Doye. Og en Nicklas Helenius kunne være interessant, for han er nok billigt til salg hos AaB i forhold til den kvalitet, man får, siger Jesper Thygesen.

Der kan så godt sås tvivl om hvorvidt ti millioner er nok, AaBs sportsdirektør Lynge Rasmussen har talt om at man ikke lægger sig på ryggen for nogen hvad angår Helenius og sammen med Lucas Andersen er Helenius udset til at redde AaB fra den finansielle ruin. Der er det nok tvivlsomt at 10 millioner kan gøre det.

Men selv hvis man skal op på en femten til atten millioner, er det så ikke det værd for en ung målmaskine med tonsvis af potentiale? Ikke nødvendigvis. Det er let at stirre sig blind på statistik og fremragende mål og Helenius har begge dele, men han har også sine svagheder. AaB træner Kent Nielsen er godt klar over hvad Helenius skal arbejde på.

Jeg kan godt forstå, at folk siger, at han skal være bedre på førsteberøringen – især hvis man spiller med en enlig angriber, som skal være en mere decideret spilstation, for i den rolle er det klart, at Nicklas har nogle ting, han skal forbedre.

Også tidligere toptræner Erik Rasmussen mener at Helenius har nogle mangler i sit spil.

Det, jeg synes, han skal forbedre allermest, er dog igen, at han skal blive stærkere fysisk. Skulle han ende i en større liga allerede nu, ville han få svært ved at matche større og stærkere spillere. I øvrigt synes jeg heller ikke, at hans førsteberøring er god nok endnu.

Hans tre største mangler er altså førsteberøringen, evnen til at være en spilstation og fysikken. De tre vigtigste ting Dame N’Doye tilfører FCK? Listen kommer nok til at se meget ens ud. Så hvor rigtigt et valg ville Helenius egentlig være?

Nu skal det siges at jeg ikke på nogen måde anfægter knægtens talent. Ser man på de mål Nicklas Helenius har scoret indtil videre i seniorkarrieren, så er der nogle perler imellem. Der er nogle brag fra distancen, der er et flot mål mod AC Horsens hvor han fra baglinjen afdribler først sin direkte modstander og så også målmanden før han scorer sikkert. Der er op til flere inderside afslutninger i nærmeste hjørne, ala den han satte ind i denne uges runde mod Brøndby. Men der er ingen af de der mål hvor han rider en tackling, holder en spiller bag sig og smækker den i kassen. Der er ingen mål hvor han går op i en hovedstødsduel og trykker den ind, som man har set så ofte fra N’Doye.

Nicklas Helenius har faktisk endnu ikke scoret et mål på hovedstød i sin senior-karriere for AaB.

På topscorerlisten ligner Helenius et godt bud som afløser, men på bagstolpen efter indlæg, i hullet mellem forsvar og midtbane når der er brug for en ekstra spilstation, når der skal spilles med musklerne, der er han næppe løsningen.

Hvem er så? Det er utrolig svært at sige. Vi skal uden for Danmarks grænser, nok også Skandinavien. Baye Djiby Fall skibet er sejlet, selv hvis klubben ville ham så er chancen forsvindende lille for at han skulle være til at købe eller betale. I Norge har de en ordentlig kleppert ved navn Kim Ojo løbende rundt, men han er næppe billig og ramaskrigene hvis klubben henter endnu en afrikansk angriber fra den norske liga for en ordentlig pose penge, det ville næsten ikke være til at bære. Marcus Rosenberg og John Carew er begge transferfri, men mon ikke de begge kigger efter noget lidt større? Rosenberg har endda tidligere kategorisk benægtet at han nogensinde ville spille i Danmark.

Som sagt, det er meget svært at se hvor afløseren skal komme fra. Og mon ikke det er der Helenius kommer ind i billedet? Han er simpelthen den letteste at få øje på.

Artikler, FC København

En anden grund til at Ariël Jacobs måske er den rigtige mand for FCK

Så fik FC København endelig en ny træner, efter flere uger med rygter om Peter Sørensen og frygt for alle fra Lars Søndergaard over Johan Lange til, ja, Peter Sørensen. Til sidst blev det så det i Danmark relativt ukendte navn Ariël Jacobs der endte med at overtage trænersædet på en to-årig kontrakt. Informationer blev hurtigt indhentet, et billede begyndte at dannes af en træner der efter fem år i Anderlecht med to mesterskabet og tre forfejlede Champions League-kvalifikationer begyndte at kløjs i kritikken fra presse og tilskuere om kedeligt spil og nu havde besluttet sig for noget nyt på trods af at han stadig var populær internt i klubben.

Der blev også lagt mærke til at han i Anderlecht havde spillet mere 4-2-3-1 end 4-4-2, noget der kunne ligne et opgør med den stramme organisation der har været talt så meget om gennem det sidste år. Manden selv lyder lidt mere ambivalent omkring talkombinationer, med fokus i stedet på hvad spillermaterialet ligger op til. Kombineret med en mere tilbageholdende attitude omkring det at have indflydelse på spillerindkøb, markant indflydelse ihvertfald, lyder det ikke som klubben forlader den 4-4-2 der har tegnet FC København udadtil siden 2001. En træner der stiller op alt efter spillermaterialet indkøbt af en 4-4-2 mand stiller stadig op i en 4-4-2.

En af hans stærke sider skulle så være kommunikation, han taler en del sprog allerede og har engang i tidernes morgen endda lært lidt dansk. Han mente selv på pressemødet at det handlede om uger før han kunne begynde at kommunikere på dansk. I Anderlecht fik han en del ros for sin mandskabsbehandling, ikke mindst fordi han var i stand til at tage samtaler med de individuelle spillere på deres eget sprog. Det bliver spændende at se hvordan en spiller som Claudemir vil tage sig ud under Jacobs, en træner med større chance for at nå ind og motivere ham end både Roland Nilsson og Carsten V. Jensen.

Det der umiddelbart har vakt mest bekymring om Jacobs er selvfølgelig anklagerne om kedeligt spil. Udtalelser fra nu kun sportschef Carsten V. Jensen om at både klub og træner er enige om at starte ud fra en solid defensiv organisation har spædet til og sammen med de uheldige CL kvalifikations resultater er der måske begyndt at dannes et billede af Hans Backe v. 2. Det er dog ikke første gang at en træner i FCK begynder at tale defensiv organisation, selvom Backe Basics er hvad der hænger mest ved. Roy Hodgson var af den klassiske skole der mente at den bedste måde at vinde på var ved ikke at tabe. Ståle Solbakken, under hvem holdet spillede nok det mest sprudlende angrebsspil endnu set i København, startede selv sin tid i klubben ved at tale om at angribe som Arsenal og forsvare sig som AC Milan og blev flere gange i sin tid i klubben kritiseret kraftigt netop fordi folk mente at han havde en alt for defensiv indgang til kampene.

Så skal det også siges at Jacobs mål-gennemsnit i de fem år han havde i Anderlecht er lige en flis over to mål per kamp, hvilket faktisk er marginalt bedre end Ståle Solbakkens gennem hans tid i klubben. Men det er nu ikke det den her klumme skal handle om. Der er konkrete argumenter omkring manden for både optimisme og bekymring men det jeg synes er spændende ved ansættelsen af ham handler faktisk om manifestet, den ellers på det sidste så udskældte køreplan som Carsten V. Jensen vogter, som startede med Roy Hodgson og stadig er skabelonen som klubben bliver kørt efter den dag i dag.

Mere specifikt, muligheden for forandring af den.

Den fremragende og tidligere nævnte bog “Soccernomics” af journalisten Simon Kuper og Stefan Szymanski, professor i sport ved Michigan University, har en del at sige om vigtigheden af videns-netværk inden for fodbold. Spanien og Barcelona blev fremhævet som to af de største eksempler på hold der først rigtig begyndte at udvikle sig da spillestilen fik en bredere europæisk indflydelse, i begge tilfælde primært gennem den hollandske skole ført med over af Johan Cruyff. Guus Hiddink bliver også fremhævet for hans rolle i at udbrede EEC-fodbold, den hurtige pasnings-baserede spillestil som er grundlaget for næsten alle større Champions League hold, blandt nationer som Tyrkiet, Australien og Rusland.

Herhjemme har vi de to meget konkrete eksempler som hedder Sepp Piontek hos det danske landshold og Roy Hodgson her i København, som begge kom til og udvidede den fodboldmæssige viden hos de to hold. Uden Sepp Piontek, ingen Danish Dynamite, uden Roy Hodgson, ingen moderne FC København.

Dermed ikke sagt at det FCK der findes i dag er det samme som Hodgson efterlod. Han udvidede FCK’s vidensnetværk til at omfatte den meget britiske stringente 4-4-2 med kort afstand mellem linjerne og lange bolde ned i bagrummet. Så kom Hans Backe med den svenske videreudvikling af hvad Roy Hodgson selv havde bragt til Sverige år tidligere. Stadig kort afstand mellem linjerne men nu havde backerne større muligheder for at gå med i det offensive spil. De to fløje havde mere frihed til at skære ind i banen. Og der var mere fokus på at beholde bolden i egne rækker. Der blev endda leget med tanken om at spille 4-3-1-2 en overgang, i et forsøg på at få det bedste ud af Jörgen Pettersson. Og så kom Ståle, og nu blev vidensnetværket udvidet igen. Denne gang var det Ståles udgave af Drillo-skolen der blev tilført til gryden. Spil i længderetningen, tempo i omstillingsspillet, backs som fløjspillere og fløjspillere som offensive midtbanespillere.

Men omkring Roland Nilsson gik det galt. Ideen gik på at finde en træner der i spillestilen mindede om Ståle. Hurtige omstillinger, 4-4-2 med bevægelige fløje, spil i længderetningen. Og det fik man. Man fik bare ikke andet. Det virkede ikke som om Roland Nilsson havde sin egen spillestil at bringe til holdet. Det hele var velkendt men mølædt, en bleg kopi af hvad man havde i forvejen. I stedet for at udvide netværket havde den sportslige ledelse sat den i dvale i deres forsøg på at videreføre hvad man allerede havde. Da Nilsson samtidig tabte omklædningsrummet blev det for meget og Carsten V. Jensen måtte selv i trænerstolen det sidste halve år. Men en mand der kommer indefra kan naturligvis ikke tilføje noget udefra, så den fodboldmæssige viden i klubben forblev i dvale og de manglende ideer endte med at være alt for tydelige. Det kunne ikke fortsætte, hverken med Carsten V. Jensen eller med Johan Lange, som det ellers blev frygtet en overgang. Der skulle nye ideer til.

Træd frem, Ariël Jacobs.

Uanset hvad der bliver sagt omkring talkombinationer, defensiv organisation og respekt for kubbens kultur, så kan en mand med næsten ti år i den belgiske fodboldunions talentudvikling og fem år hos RSC Anderlecht, en større klub i en større liga, ikke undgå at bringe nyt til det vidensnetværk som nærmest har ligget brak det sidste år. Manifestet blev skabt af Roy Hodgson, der blev efterladt aftryk af Hans Backe og Ståle Solbakken. Roland Nilsson kunne ikke tilføje det noget og Carsten V. Jensen kender ikke til andet. Ariël Jacobs vil uden tvivl efterlade sit aftryk. Med hans baggrund og fodboldopdragelse er det uundgåeligt.

Og det er på tide.

Bliver det et opgør med 4-4-2 og en betingelsesløs overgivelse til 4-2-3-1 systemet som mange håber på? Nej. Det er heller ikke nødvendigt. Vi skal ikke til at smide et system ud som har gjordt klubben til den største skandinaviske klub gennem de sidste ti år. Vi har vundet mesterskaber med det, vi har stået i Champions League 1/8. finaler med det. Men ligesom Backe gjorde med Hodgsons system og Ståle med Backes, så skal det udvides, videreudvikles og opdateres. Nu med de bedste dele af Ariël Jacobs belgiske fodboldviden.

Det synes jeg er spændende.

Artikler, Generelt

UEFA’s kujoner

Der har været en del skriblerier og bekymringer om racisme og racistiske tilråb før det her EM. Det engelske TV program “Panorama” viste blandt andet optagelser af fans under en kamp i den polske liga der Sieg Heil’ede, mens det lokale politi bare stod og så på. Det blev ikke bedre af at den lokale politichef efter kampen prøvede at bortforklare det med at det skam ikke var en nazi-salut, men at fansene bare vinkede til fans af modstanderholdet.

Andre optagelser viste udenlandske fans der blev voldeligt overfaldet i Ukraine og fik Sol Campbell til at advare engelske fans mod at tage til EM fordi “i værste fald kommer du hjem i en kiste”. Jermaine Defoe forklarede at ingen i hans familie følte sig trygge nok til at tage med og Mario Balotelli gjorde det klart at hvis han hørte nogen racistiske tilråb fra tilskuerpladserne, så ville han forlade banen. Faktisk skulle vi ikke engang i gang med EM før det første skammelige indslag meldte sig på banen, allerede dagen før åbningskampen var der små 200 tilskuere til en åben træning hos Holland der råbte abelyde efter nogle af de hollandske spillere.

Så hvilken af de ovenstående ting valgte UEFA så at slå ned på? Ikke abelydene, bevares. Først var de meget hurtige til at hoppe med på den lokale forklaring om at det skam ikke var racistisk, det var en protest over at Krakow ikke var blevet valgt til EM spillested. Da det så stod klart at der ikke var nogen der købte den valgte UEFA at anerkende at der blev råbt men ellers nægte at undersøge sagen nærmere.

Næh, det som UEFA med det samme slog ned på, det var naturligvis Mario Balotellis trussel om at forlade banen. Enhver spiller der reagerer på racistiske tilråb ved at forlade banen skal straffes med et gult kort og eventuel udelukkelse fra turneringen. Det er dommerne der skal vurdere om der er blevet råbt noget racistisk og dommerne har også fået magten til at stoppe kampe hvis de oplever racisme fra tilskuerpladserne.

Men hvilken dommer har dog lyst til at blive kendt som ham der stoppede en EM kamp? De kunne lige så godt have givet ham en pistol og sagt at han godt må skyde den her yndige lille hundehvalp i hovedet, hvis han finder det nødvendigt. Det kommer jo aldrig til at ske. UEFA’s holdning virker desværre til at være nogenlunde den samme som FIFA’s. Hvis man bliver udsat for racisme, så skal man enten holde kæft med det eller også skal man straffes for det.

Og det er kujonagtigt.

Artikler, Danske hold, Generelt, Landsholdet

Morten Olsen og de ligegyldige kampe

Morten Olsen, den altid glade mand med de mange fornuftige holdninger, valgte i dag at bruge en del af pressemødet før kampen mod Brasilien på at revse folk der ikke falder på halen over at Brøndby sendte Krohn-Dehli og Rommedahl på landsholdslejr mens resten af holdet tog ud og tabte til Lyngby.

Vi har dårligere forberedelsesmuligheder end eksempelvis Holland, når Superligaen først sent bliver afsluttet. Vi havde en aftale med medaljeholdene om, at de ville slippe spillerne, hvis alt var afgjort. Det var så ikke tilfældet. Og så bliver jeg sgu irriteret, når Brøndby afleverer Krohn-Dehli og Rommedahl og får så meget ‘badwill’. Det er kedeligt at høre på, når Brøndby kun forsøger at hjælpe dansk fodbold. Den kamp var ligegyldig. Det er uforståeligt, at de ikke får noget goodwill i stedet.

En ligegyldig kamp. En fuldstændig ligegyldig kamp. Er det ikke sandt, OB sportsdirektør Poul Hansen?

 Det er vist noget med cirka en halv million kroner ekstra i forhold til at slutte som nummer 10, og det er da også en slags penge.

En halv million kroner må vist siges at være en slags penge, specielt for en klub som har akutte penge problemer. Hvis nu HB Køge ikke havde udlignet, gad vide om DBU så havde kompenseret Brøndby for den tabte indtjening? Gad vide om Morten Olsen selv havde? Hvis nu Brøndby havde smidt en halv million kroner så Michael Krohn-Dehli kunne komme med i venskabskampen mod Brasilien.

Nu vi taler om ligegyldige kampe.

Artikler, Generelt, Kommentatorer

Det gode indlæg

Kan vi lave en aftale, bare mellem mig og alle danske fodboldkommentatorer, om at holde op med at kalde det et “godt indlæg” hvis det bare er marginalt i nærheden af en medspiller? Kunne vi eventuelt holde det til indlæg som rent faktisk er gode?

Ellers udvander det bare begrebet.

Artikler, Danske hold, Generelt

Lidt tanker om FCN, Barcelona og medierne

Her på det seneste har der bredt sig en holdning hos diverse sportsmedier om at Barcelona… det er ikke rigtig fodbold, vel? Det er ikke som dengang vi så Tipslørdag og Vinnie Jones løb rundt med andre folks testikler. Ja, ja, det er pasningsspil på højt plan, det er magisk når det flyder, Lionel Messi gør ting med en bold mens… Zlatan… spiser en appelsin. Det er vist ikke helt sådan den fungerer. Nå, men tiki taka er da pænt nok men vil vi ikke alle sammen hellere se noget ordentlig bold?

Det må være en eller anden form for metaltræthed for vi skal ikke længere tilbage end sidste år hvor Barcelona var det nye sort og fodbold der blev spillet som fodbold burde spilles, en sejr for fodbolden hver gang de gik på banen og tiki taka’ede sig gennem forsvar efter forsvar. Det var simpelthen det ypperste inden for fodbold og begejstringen ville ingen ende tage da FC Nordsjælland stillede op i en Barcelona-agtig 4-3-3 og praktiserede småspil af en art vi ikke har set i den danske Superliga siden Silkeborg, men de spiller 4-4-2 så det tæller ikke.

Og her er så det underlige. Mens begejstringen over Barcelona har aftaget sig, så er begejstringen over FC Nordsjælland stadig intakt og stadig fordi de minder om Barcelona. At Barcelona spiller som Barcelona, armen og nej da, at FCN spiller som Barcelona, jubii og engleklang. Måske er der fordi de ikke er så gode til det at det stadig er acceptabelt. FCN har indtil videre i ligaen scoret mere end to mål i en kamp i hele tre kampe. Barcelona har scoret fem eller flere mål i syv ligakampe indtil videre. Barcelonas topscorer i ligaen er Messi med 41 mål, FCN’s er Søren Christensen med 7. Barcelona har godt nok et par kampe mere end FCN men jeg er villig til at lægge hovedet på blokken og sige at Søren Christensen ikke ville nå Messi selv hvis han fik 10 kampe flere.

Og nej, selvfølgelig er det ikke fair rent faktisk at sammenligne “Danmarks Barcelona” med Barcelonas Barcelona, lige så lidt som det er fair at sammenligne “FC Nordsjællands Messi” (Kasper Lorentzen) med den rigtige af slagsen. Selv deres taktik er det måske ikke fair at sammenligne, jeg mener, hvad ville man helst køre med? Barcelonas “falske ni’er” eller FCN’s “fesne forward”? Ingen af de her begreb er forresten nogle jeg har fundet på, de er alle sammen brugt i et eller andet medie om FCN. Selv den fesne forward.

Så, nej, man kan ikke sammenligne dem. Specifikt kan man ikke sammenligne dem for at rose FCN for at spille en type fodbold som man kritiserer Barcelona for at spille. Ikke uden at give mig hovedpine. Så kan vi blive enige om at fra nu af kalder vi kun FCN for Danmarks Barcelona hvis vi taler om hvordan de ligger til at vinde sølv bag et hold der spiller helt i hvidt? Det ville være super.

Artikler, Presse, Spillere

Tipsbladets 19 stjernefrø i Superligaen

Tipsbladet har på deres hjemmeside en oversigt over de 19 stjernefrø i Superligaen som de glæder sig til at følge.

Tipsbladet præsenterer her 19 talenter som endnu mangler at slå igennem, men som vi af den ene eller anden årsag glæder os til at følge i løbet af foråret:

På den liste finder vi minsandten vores helt egen Youssef Toutouh.

Ny bomber i FC København?

Under den overskrift finder vi en beskrivelse af Toutouh som en ung angriber der har svært ved at slå igennem fordi N’Doye, Santin, Abdellaoue og Nordstrand er i klubben. Bortset fra det bliver hans spilletid indtil videre i sæsonen nævnt og så hans højde. Det er de tre ting vi får at vide om Youssef Toutouh.

Hvad er, i den her situation, mest sandsynligt?

A: Martin Davidsen, journalist på Tipsbladet, har set Youssef Toutouh spille og mener han er en spændende ung spiller der fortjener at være med i Tipsbladets oversigt over stjernefrø.

B: Martin Davidsen, journalist på Tipsbladet, har hørt godt om Youssef Toutouh og selv om han ikke har set særlig meget til ham, så er han alligevel overbevist om at Toutouh bør være med på Tipsbladets oversigt over stjernefrø.

C: Martin Davidsen, journalist på Tipsbladet, får at vide at han skal have mindst en spiller med fra hver klub og går derfor ind på FCK’s hjemmeside og vælger den yngste spiller i truppen. Det er i dette tilfælde Toutouh der står noteret som angriber selvom han primært er offensiv midtbanespiller og udelukkende har spillet Superliga bold som kantspiller. Hans højde og antal minutter i Superligaen er med fordi det er det eneste Martin Davidsen lige kan finde på det minut han har sat af til opgaven.

Det sætter ihvertfald nogle tanker igang om hvor seriøst man kan tage de andre spiller profiler i den liste.

Artikler, FC København, Træningskampe

Sidste tanker før sæsonen starter igen

Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til efter Elfsborg kampen og så skrive om henholdsvis det centrale forsvar og den centrale midtbane, hvilket lige nu ser ud til at være de to steder hvor der er størst konkurrence om pladserne. Men hvis jeg, og Carsten V. Jensen, havde håbet på at Elfsborg kampen ville besvare nogle af de spørgsmål der var tilbage, så blev vi begge godt nok skuffede.

En halv-kedelig første halvleg, hvor Claudemirs uvante position på venstrekanten lukkede alt for meget ned for offensiven i den side, blev afløst af en helt forfærdelig anden halvleg, hvor ingen rigtig gad… spille fodbold. Det eneste positive fra anden halvleg var at Bolãnos og Lars Jacobsen viste glimt af et offensivt samarbejde og så det klokkeklare straffespark som ikke blev dømt af en dommer der stod en meter væk. Så blev det istedet et knebent nederlag, men selv om man måske kan kalde selve målet for lidt et lucky punch, så var det ikke fordi Elfsborg manglede chancer til at score. De havde masser, primært skabt af det Københavnske forsvar og mangel på samme.

Men lad os kigge på noget af hvad kampen kunne fortælle os.

Det ser ud til at kampen står mellem Delaney og Claudemir om pladsen ved siden af Grindheim.

Da Christian Grindheim kom til klubben udtalte dengang kun sportsdirektør Carsten V. Jensen at man havde fulgt ham i mange år og at man nu havde hentet en spiller der “altid er først på holdkortet” for sine klubber. I sin første halvsæson for FCK har Grindheim også rigtig nok været i markspillernes top 5 over samlet spilletid, men det tegner ikke et fyldestgørende billede. Jo længere henne i sæsonen vi kom, jo mere røg han på bænken til fordel for enten Thomas Kristensen eller Thomas Delaney. Der var ellers lagt op til en ny midtbane konstellation på niveau med den William Kvist/Claudemir duo der sendte os i Champions League 1/8 finalerne. Ja, nærmest en forbedring, som Carsten V. Jensen udtalte dengang.

Rollefordelingen mellem eksempelvis William og Claudemir var ofte med William i en tydeligere defensiv rolle. Med Claudemir og Grindheim vil det være mere fleksibelt og ikke så tydeligt, hvem der har den ene og anden rolle. Det vil de begge kunne håndtere, og det vil blive lidt mere uforudsigeligt.

I stedet endte man under Roland Nilsson alt for ofte i situationer hvor det så ud til at hverken Claudemir eller Grindheim kunne håndtere den defensive rolle. Til at begynde med prøvede Nilsson sig med den lidt akavede løsning der hed Thomas Delaney som defensiv midtbaneslider ude på venstrekanten, men til sidst endte det med at Delaney blev rykket ind på en central plads og Grindheim røg på bænken, i en halvsæson hvor Grindheim selv endte med at indrømme i pressen at han havde spillet under niveau. Men under den nye træner, samme mand som hentede ham til at begynde med, ser Grindheim ud til at være røget først på holdkortet alligevel.

I træningskampene indtil videre er det ham og Claudemir der har fået med afstand mest spilletid af de fire centrale midtbanespillere. Thomas Delaney led med en mindre skade under en del af opstarten, selvfølgelig, men når man så kampene var det tydeligt at CV meget gerne ville have Grindheim i gang. Flere gange så man den nye cheftræner stå ude på sidelinjen og råbe instrukser ind til den norske midtbanemand. Og i den afsluttende optaktskamp mod Elfsborg var det Claudemir og Delaney der blev kastet frem og tilbage mellem central midt og venstrekant. Man kan selvfølgelig kalde det en naturlig konsekvens af Grindheims manglende evne til at spille kant, men det virkede grangiveligt som om der blev afholdt sidste optagelsesprøver mellem Claudemir og Delaney om hvem der skulle spille ved siden af Grindheim.

Forsvaret er stadig skræmmende vakkelvornt.

Noget af det man kunne være optimistisk omkring i træningskampene indtil videre har været at presspillet fra midtbanen begyndte at hænge langt bedre sammen end under Roland Nilsson. Når der blev spillet gennem presset, så det tilgengæld ikke helt så godt ud. Og mod Elfsborg, hvor presspillet enten ikke fungerede eller bare ikke blev brugt, der så forsvaret godt nok hullet ud. Noget så enkelt som en flad aflevering ned mellem de to midterforsvarere blev håndteret som var det Michael Laudrup i karrierens højeste der smed rene guldbolde afsted. En angriber der også løb uden bold var noget som de slet ikke var klar på dernede. Og når begge midtstoppere så begynder at krydre indsatsen med personlige fejl, så kan det ikke ende godt.

Jeg skal være ærlig og sige at jeg nu længe har mistænkt Sølvi Ottensen for i virkeligheden ikke at være en særlig god forsvarsspiller. Og selvom det ikke var ham der stod for de største fejl i forsvaret mod Elfsborg, så blev min mistanke alligevel styrket. Han virkede, som ofte, sløv både i vendinger og løb og havde alt for let ved at miste overblikket. På et tidspunkt blev der lagt en høj bold op mod ham som han havde alt mulig tid til at vurdere, men det at der løb en Elfsborg spiller en meter forbi ham gjorde at han missede bolden fuldstændig med hovedet, men tilgengæld formåede at få begge hænder på bolden, først venstre og så højre. Elfsborgs opstilling med den hurtige Jawo på toppen gjorde ham tydeligt utilpas og hans måde at håndtere den lille, kvikke angriber ved flere gange at løbe op til ham mens bolden blev spillet rundt på midtbanen, gribe fat i ham, vælte ham til jorden og så løbe væk igen måske virkede et par gange her, så fremstår det ikke umiddelbart som en holdbar løsning hver gang FCK møder et hold med en angriber der er hurtigere end Sølvi Ottesen. Det er de fleste.

Hans makker i forsvaret, nytilkomne Kris Stadsgaard, brød rækken af gode kampe med en rigtig katastrofe kamp. Flere gange gav han store chancer væk, den største af dem da en aflevering fra Oviedo lå en lille meter bag ham og Stadsgaard valgte at lade Wiland tage sig af den, uden først lige at orientere sig om hvor Wiland rent faktisk befandt sig. Resultatet var en 1-mod-1 situation mellem Wiland og Victor Claesson, hvor Wiland måtte se sig afdriblet og kun en dårlig afslutning fra en spids vinkel forhindrede et Elfsborg mål. Det positive man kan tage fra kampen hvad angår Stadsgaard er at det igen var ham der skubbede forsvaret op og det virker generelt som om han er ved at indfinde sig i en rolle som forsvarsstyrmand. Det ville ikke overraske mig hvis han overtog hvervet som anfører næste sæson.

På backerne er Lars Jacobsen stensikker og har været blandt de bedste i optakten, inklusive mod Elfsborg hvor han godt nok var blandt de bedste af de værste, men stadig var et af få lyspunkter. I den anden side virker Oviedo til at have holdt Bengtsson bag sig, han har forbedret sin defensiv det sidste halve år og offensivt er han både løbevillig og tager mere initiativ end Bengtsson umiddelbart gør. Hvis man bare kunne lave en Frankenstein back der havde Oviedos offensive indstilling og Bengtssons indlæg.

Spørgsmålet lige nu ser ud til at være om det bliver Sølvi Ottesen eller Ragnar Sigurdsson der tager pladsen ved siden af Kris Stadsgaard. Jeg hælder mest til Sigurdsson, selvom vi måske taber lidt på dødbolde. Gør CV det samme?

N’Doye og Santin er stadig førstevalg i angrebet.

Der er blevet spekuleret en del i Mustafa “Mos” Abdellaoues ankommen til klubben og hvor han ville ende i angriber-hierakiet. Ud fra de sidste par kampe må det vist være ganske klart. På bænken, ved siden af Morten Nordstrand. Og muligvis ikke engang før Morten Nordstrand i køen.

Der var selvfølgelig aldrig nogen tvivl om hvorvidt Dame N’Doye ville være fast mand i foråret, specielt når spillet ikke fungerer er N’Doye en enmandshær oppe foran. Mod Elfsborg var han langt fra imponerende langt hen af vejen og så pludselig stod han helt alene med Elfsborgs nye danske keeper Kevin Stuhr-Ellemann, tog trækket uden om keeperen og blev nedlagt i feltet. Normalt ville det være straffe og endnu et eksempel på et FCK hold der spillede dårligt og blev reddet af Dame N’Doye. Nu ville dommeren det anderledes, men stadig en påmindelse om hvor vigtig den mand er.

Hans makker oppe foran, Cesar Santin, kunne man tilgengæld tvivle lidt på. Godt nok har Santin scoret flere mål i ligaen end N’Doye, men med hans ønske om at prøve noget nyt til sommer og indkøbet af en norsk Tippeliga topscorer kunne man godt forestille sig at foråret blev brugt primært på at køre “Mos” ind på pladsen ved siden af N’Doye. Indtil videre er Santin istedet startet inde i 7 ud af 8 kampe og den ene kamp han ikke startede inde i var mod Spartak Moskva hvor der blev stillet op med hvad der tydeligvis var reserverne.

De to der startede inde for det reserve-hold var så, naturligt nok, de to tilbageværende angribere. Morten Nordstrand og Mustafa Abdellaoue. Og mens det var Abdellaoue der startede inde sammen med Santin mod HSV, var det Nordstrand der kom ind og scorede to mål. Og da Santin skulle ud mod Elfsborg var det Nordstrand og ikke Mos der kom ind. I sidste ende bliver det nok Abdellaoue, fremtidens mand, der bliver første-indskifter i angrebet og ikke Nordstrand, der forlader klubben til sommer, men Nordstrand skal nok få sine minutter. Og det ville ikke være så overraskende igen hvis spilletiden ender med at blive meget ens for de to angrebsreserver.

Så er der en uge til sæsonen starter op igen. Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål og man kan ikke forvente at CV har fået skuden vendt allerede fra dag et. Men man må håbe at vi taler om lystjolle mere end supertanker for med fire point ned til FC Nordsjælland skal der ikke alt for mange dårlige resultater til før skibet begynder at gynge. Og… gæsterne på krydstogtet begynder at klage… jeg tror jeg stopper her.

AaB om en uge.

Here we go.

Artikler, FC København, Træningskampe

Tanker fra en træningskamp

5-0 over Vålerenga i en iskold Parken. Det sætter lidt tanker i gang.

  • Jamen, sikke dog en forskel fra for bare et par måneder siden. Bare at se FCK spillerne langsomt lukke spilmulighederne ned og så samle sig to eller tre mand om boldholderen og vinde bolden på den måde, det var jo forsvundet fuldstændig under Roland Nilsson. Og angrebsspil med kombinationer, med overlap, med mere end bare individuelle præstationer, alt sammen noget man har savnet.
  • Lars Jacobsen, man of the match? Det ville jeg mene. Det var en fryd at følge den formstærke fynbo i dagens fodboldkamp når han for frem (jeg skal nok holde op nu) over den kant i angreb efter angreb. Han har ikke det samme offensive punch som Zdenek Pospech havde, den lille tjekke var i en kategori for sig hvad det angik, men han er nærmest utrættelig i sin vilje til at gå med frem og har vist vigtigheden af offensive backs i FCK’s system.
  • Det bliver et hårdt forår for Thomas Delaney. Han startede godt nok inde i dag på den centrale midtbane, men efter en solid første halvleg krydret med et par flotte detaljer var det alligevel det unge talent der måtte vige pladsen for Christian Grindheim istedet for den skuffende Claudemir. Man skal vist ikke læse andet i dagens startplads end at Delaney ikke havde fået så meget spilletid i de sidste par træningskampe grundet en mindre skade og at Grindheim, omvendt, netop havde spillet ekstra meget af samme grund. Men mere om midtbane situationen en anden dag.
  • Bliver det et hårdt forår for Sølvi Ottesen? Både mod Shakhtar Donetsk og i dag mod Vålerenga lignede det i høj grad noget nær stærkeste opstilling og begge gange er Kris Stadsgaard startet inde sammen med Ragnar Sigurdsson. Det vidner om to ting, det ene er at man i klubben må mene at man har hentet en lederskikkelse i Kris Stadsgaard. Med al snakken om manglende ledere på banen, så smider man næppe en type som Sølvi på bænken hvis manden der kommer ind ikke har nogle af de samme ledermæssige kvaliteter. Det andet er at man også internt må have ment at centerforsvaret var for tungt i efteråret. Med Stadsgaard ville man have en hurtigere mand dernede, en der mindede lidt om “Zanka” Jørgensen, men også på den anden plads har man altså indtil videre valgt den hurtigere Ragnar Sigurdsson frem for Sølvi Ottesen.
  • Dommere har også brug for træningskampe, for det var da en uheldig præstation af dagens dommer. Det helt store samtaleemne kom selvfølgelig da en Vålerenga spiller fra en position flere meter offside løb i dybden, tog et træk uden om målmanden og så blev løbet ned bagfra af Ragnar Sigurdsson. Resultat? Straffe og rødt kort til målmand Kim Christensen. Så kom Thomas Kristensen på mål og reddede endda straffesparket, men det betød også at de sidste 20 minutter af dagens træningskamp blev rimelig ligegyldige. Der kunne man godt forvente, når der nu ikke kunne blive dømt korrekt, så bare lidt nous af dommeren i den situation. Han havde forresten flere dårlige indgreb i dag, flere gange var fordelsreglen oplagt men der blev alligevel fløjtet, i slutminutterne blev en Pape Pate Diouf afslutning skubbet over mål af Vålerenga målmanden, men åbenbart ved tankens kræft for dommeren mente ikke der var hjørne på trods af at bolden tydeligt ændrede bane. Ikke en god dag.
  • Apropos, dårlig kamp både af Martin Vingaard, der stadig virkede lidt rusten, og af Claudemir. I første halvleg var Claudemir primært ansvarlig for at føre bolden op, man så hele tiden Delaney lægge bolden af til ham, men uden det store held. Flere gange blev der lagt bløde afleveringer ud til specielt Bryan Oviedo der pludselig måtte kaste sig ned for at redde situationen. På et tidspunkt kom Claudemir og Vingaard nærmest op og toppes over Claudemirs hang til at modtage bolden og så vende rundt, ned mod eget mål, hvor Vingaard ville have ham til at spille bolden fremad med det samme. I anden halvleg begyndte Claudemir og Grindheim at bytte lidt frem og tilbage med hvem der skulle hente bolden og så blev det lidt bedre, men stadig ikke rigtig godt. Han skal op i niveau, Claudemir, og hurtigt. Det bliver en udfordring for Carsten V. Jensen.
  • Og lige til slut, så kunne det godt se lidt ud som om vi har vundet i Abdelotto.
Artikler, FC København, Spillere

Problemet med Pape Pate Diouf

Jeg siger “problemet”, som om der kun er det ene. Det kan vi godt slå fast med det samme, der er mange problemer omkring manden. En del er hans egne, han ligner ikke en der sprudler af selvtillid for tiden, nogen er han uden skyld i. Den prislap der blev smækket på ham af Molde, den som FC København accepterede, den medfører selvfølgelig en del forventninger fra fans og presse som ikke havde været der hvis han var kommet på en fri transfer. “Er han virkelig 18 millioner værd?” vil hænge på ham gennem hele hans tid i FCK, uden at manden selv har haft noget med beløbets størrelse at gøre.

Det er noget man har set før i FCK, og uden ellers at sammenligne for meget med Ailton Almeida som i hans tid i klubben var “22 millioner” manden, så er det grundlæggende problem med Pape Pate Diouf meget lig problemet med Ailton. Begge kom fra en anden taktik og spillestil, var vant til at spille et andet spil end det de blev og er blevet bedt om i FC København. Ailton havde reelt et halvt år med succes, som det ser ud nu er det mere end almindelig svært at se Pape Diouf få bare det.

Hans succes i Molde kom som venstre forward i en 4-3-3. Når man ser højdepunkter fra hans tid der kan man se at han ikke spillede fløj, som man kender det fra FC Nordsjælland eller det danske landshold, men nærmere hængende angriber i venstre side, hvor han kunne komme i løb på indersiden af backen. Hans bedste øjeblikke kom når han fik bolden i fart, enten som sidste eller næstsidste mand i et angreb, og kunne holde farten over for en modstander, gerne en der gik på ham og kunne viftes af med et enkelt træk istedet for at dække af for ham.

Da han kom til FC København var det som panik-indkøb. Alexander Gerndt var ikke blevet til noget, Anthony Ujah var ikke blevet til noget og man havde brug for en offensiv forstærkning. Om det var planen fra starten af at Diouf skulle bruges i angrebet og så senere blev flyttet ud på fløjen, eller om Jesper Grønkjærs karriere stop, Johan Absalonsens manglende udvikling og Martin Vingaards skade gjorde at man specifikt valgte Diouf fordi han kunne, teoretisk, bruges på begge pladser kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men det stod hurtig klart at der ikke var en fastlagt plan for Pape Diouf. Hans debut kom i det SønderjyskE hvor han erstattede Santin i angrebet, tre dage senere var han placeret på venstrekanten i træningskampen mod West Ham og tre dage efter det var han igen i angrebet mod OB. Begge Champions League kvalifikations kampene mod Shamrock Rovers spillede han i angrebet, men samtidig i den hjemlige liga spillede han venstrekant mod både FC Nordsjælland og HB Køge, hvor han scorede sit første mål i FCK trøjen. Efter det blev han lagt mere fast på venstrekanten indtil han begyndte at miste den plads til Thomas Delaney.

Foruden usikkerheden om hvor han skulle bruges led han også i perioden under det samme som ramte de fleste spillere under Roland Nilsson, nemlig usikkerheden om hvordan han skulle bruges. En spiller der kommer fra et helt andet spillesystem må siges at have mere end nogen brug for præcise instruktioner og håndtering. Den fik han ikke, nok lige så meget fordi Nilsson ikke rigtig kendte til hans kvaliteter, det har næppe været ham der pegede på Diouf og sagde “Ham skal vi have”, som fordi Nilsson ikke virkede til at have særlig meget styr på systemet selv. Som så mange andre blev Pape Pate Diouf overladt til individuelle aktioner og så ellers derudaf. Nu hedder træneren så Carsten V. Jensen og har om nogen styr på systemet, nu er spørgsmålet så om systemet har plads til en spiller som Pape Diouf?

Som venstrekant vil han ikke have muligheden for at ligge lige så fremskudt som han gjorde i Molde. Specielt ikke nu, med den centrale midtbane som Carsten V. Jensen ser ud til at have lagt sig fast på med Claudemir og Christian Grindheim. I en 4-3-3 er der altid mindst en spiller til at bakke op om en type som Pape Diouf. Selvom FC København tidligere har spillet med en skæv fire-kæde, hvor specielt en Jesper Grønkjær havde en del mere frihed til at bevæge sig i offensiven, så var det mens der var typer som Hjalte Nørregaard eller William Kvist til at agere balance-spiller på midten. Den type finder man ikke på Carsten V. Jensens nye midtbane, modellen som dengang sportschef Carsten V. Jensen talte om da Grindheim kom til klubben, en hvor de to centrale midtbanespillere begge skal have muligheden for at gå med frem og så afstemme det imellem dem. Da den model blev afprøvet under Roland Nilsson endte den med at koste Diouf pladsen, da man pludselig havde brug for en hårdt-arbejdende Thomas Delaney til at tage noget af skraldet på midtbanen.

Ironisk nok ville den centrale midtbane ellers nok være den der bedst passede en spiller som Pape Pate Diouf rent offensivt. Skal han være en succes på kanten, så skal han være tredjemand i kombinationerne. Han skal være, som i Molde, sidste eller næstsidste mand i angrebene. Man kan ikke spille den ud til ham og så starte et angreb derfra. Hans hovedspil er på et niveau hvor han ville være særdeles giftig hvis han kom sent ind på bagerste stolpe, han har kvalitet i afslutningerne så længe han ikke skal tænke for meget over situationen men bare sparke den ind, hvis hans første berøring i et angreb er i eller lige uden for feltet så kan han blive farlig. Så for Pape Diouf ville en bold-sikker og pasningsstærk midtbaneduo som Grindheim og Claudemir passe perfekt, hvis han kunne positionere sig lige så offensiv som i Molde. Det kan han bare ikke, når midtbaneduoen hedder Grindheim og Claudemir. Og så er spørgsmålet også om FCK’s system har plads til en fløjspiller der ville være så lidt med i det opbyggende spil. Det er svært at se.

Men er hans fremtid egentlig på kanten? Det næste halve år er det nok, selvom Martin Vingaard sikkert kommer til at sidde på langt størstedelen af spilletiden. Både Johan Absalonsen og Martin Bergvold, der begge ellers bejlede til kantpladsen, er rykket ud af truppen på lejeaftaler, og med Thomas Delaney’s efterår in mente ville det være en skam hvis han ikke var at regne som første-udfordrer til den centrale midt, så Pape Diouf står nærmest alene tilbage til pladsen som første-reserve på venstrekanten. Men derefter? Man må formode at Martin Vingaard snart skriver under på en forlængelse af hans nuværende kontrakt og så sidder han tungt på den plads. Man kan næppe være tilfreds med at have en mand som Diouf siddende på bænken de næste to eller tre år, foruden hans egen manglende interesse i et sådan scenarie, og sælger man ham nu skal der mere end almindelig købmandsskab til for at få mere end en brøkdel af det oprindelige transferbeløb tilbage.

Men til sommer skal klubben højst sandsynlig sige farvel til Dame N’Doye i angrebet og muligvis Cesar Santin også. Specielt N’Doye bliver det umådeligt vanskeligt at erstatte, han har nu i flere sæsoner holdt et niveau der vidner om mere end dansk superliga og chancen for at finde en spiller med tilnærmelsesvis samme niveau som man er i stand til at hente til en dansk klub virker minimal. Så hvis angrebet skal genopfindes totalt, hvis man ender med at miste sine to bedste angribere inklusive spilleren som FC Københavns offensiv nærmest er blevet bygget op omkring, så kunne det måske blive Pape Pate Dioufs chance. Han har samme højde som N’Doye, hans hovedspil er måske ikke på samme niveau, men han er tættere på end nogen i truppen som ikke er islandsk, han har vist i Norge at han kan tage bolde ned og holde modstandere væk og hvis man ikke har de samme forventninger til ham i spillet som man havde til N’Doye, rent taktisk, så er han ikke nødvendigvis et dårligt bud på den “store” mand i et stort og lille angreb. Det kræver selvfølgelig en makker oppe foran der kan overtage den stjernestatus som N’Doye har for tiden, en som kan høvle de mål ind som Pape Diouf næppe kommer til, men får han den rigtige partner så tror jeg Pape Pate Dioufs chancer for succes i København er større oppe foran end ude på venstrekanten.

Selv om det for tiden er svært at se ham få succes overhovedet. Meget kommer til at afhænge af om klubben, og Carsten V. Jensen, endelig har fået lagt den plan for Pape Diouf. Vi får se.