Blandede tanker for en tier

Ja, så kom den faktisk endelig. Og så burde der være linet op til et rimelig normalt forløb igen.
Pokalen. Lad os starte der siden den lige er overstået. Hvidovre skulle slås og det med en startopstilling der bød på et par overraskelser. Faktisk en bænk der bød på et par overraskelser, i det Thomas Delaney helt var udeladt og pladsen i stedet givet til unge Mikkel Wohlgemuth der ellers ikke var udtaget. Men tilbage til startopstillingen, hvor der var blevet plads til den tidligere Hvidovre-spiller Youssef Toutouh, der ser ud til at have fået lidt mere tillid under Ståle Solbakken end han fik under Ariël Jacobs, Christoffer Remmer, og så Danny Amankwaa på en uvant position som venstreback, åbenbart fordi Hvidovre havde en rigtig hurtig spiller på højrekanten. I den anden ende af aldersskalaen var der startpladser til Rurik Gislason, Cesar Santin og Thomas Kristensen, alle spillere der af den ene eller anden grund ikke virker til at være i den stærkeste startellever for tiden.
Og selvom man kan tale om pengeværdien af baggrunden, så var det altså noget forrygende fodbold der blev præsteret i de første tyve minutter. Højt pres, hurtig boldomgang, gode kombinationer, flotte tekniske detaljer, succesfulde udfordringer og to flotte mål. Det ene flot sat ind af Cesar Santin, der så også betalte prisen for det da Hvidovres målmand kom springende ud i ham, det andet et prægtigt langskud af en topmotiveret Toutouh.
Toutouh havde en af de kampe hvor man virkelig kunne se potentialet. Placeret på højrekanten i stedet for den mere vante venstrekant lagde han sig generelt langt ind i banen og overlod en del plads til Remmer på backen, hvilket også var medvirkende til Remmers gode kamp. Foruden målet og den generelt gode boldomgang diskede han også op med et par tekniske lækkerier af typen som man måske er mere vant til at se en Nicolai Jørgensen komme med. Toutouhs problem har dog altid været konsistensen, han havde også de her slags kampe i Esbjerg, han havde bare ikke flere af dem i træk. Med kontraktudløb til sommer er det nu han skal til at overbevise om at han skal være en del af Ståles fremtidige FCK.
Efter de første tyve minutter lignede kampen noget der bare skulle overståes og derfor kan det ikke komme som en overraskelse at Hvidovre fik reduceret kort før pausen. Det var det tidligere Arsenal-talent Jonas Hebo Rasmussen, der også har været en tur forbi FC Nordsjælland før han fandt niveauet i Hvidovre og som for evigt har diskvalificeret sig fra at have en ordentlig karriere ved at have “Jonas” stående på trøjen, som gled forbi et par mand og i et enkelt tilfælde, TK, fik en mand til at glide, før han fik prikket bolden på tværs i feltet hvor en Hvidovre-spiller kunne sparke den ind. Der lugtede en anelse af offside, men en halv-liggende TK så ud til at ophæve den.
I anden halvleg kom Marvin Pourié så ind, endelig vil nogen sige. Det var dog ikke ham der kom først på tavlen i halvlegen, det var Igor Vetokele der satte hovedet på endnu et godt indlæg fra Christoffer Remmer og bragte FCK foran 3-1. Pouriés reaktion på det var at følge bolden i mål og derefter vende rundt og traske op mod midtercirklen mens han fuldstændig ignorerede hans jublende holdkammerater. Senere fik han selv scoret på en af de slags chancer som han er bedst til, en friløber ned mod mål over en halv banelængde. Dem kan han og det var da også en fin afslutning han diskede op med, et delikat lille chip over målmanden. Og så kom der ellers både smil og lykønskninger fra holdkammerater, så han er altså ikke helt afskåret i truppen. Endnu. Men han ligner stadig ikke en spiller som Ståle Solbakken har nogen særlig interesse i at bruge.
Til sidst kom der lidt krampetrækninger fra Hvidovres offensiv og så endte den 4-2 til FCK. Videre i pokalen og en glimrende kamp at gøre det på.
Champions League vender vi lige, det kan gøres hurtigt. Vi er chanslöse, det bliver seks klare nederl-hvad? Juventus? Virkelig? Ja, det var et resultat jeg personlig ikke havde forventet men det er jo, bogstavelig talt, set før at Juventus er kommet til Parken og er blevet spist af med uafgjort. Det er et point mere end jeg regnede med og det ændrer ærlig talt ikke meget på mine forventninger til resten af kampene.

Ligaen. Siden Ståle er kommet til er spillet fire kampe og sådan rent resultatmæssigt har den heddet to uafgjorte og to sejre og det er jo fint nok. En kedelig uafgjort mod FC Vestsjælland, en opløftende sejr mod Viborg, en heldig uafgjort mod Esbjerg og så en sejr mod OB der kom i hus på en god anden halvleg efter en første halvleg der var måske den dårligste under Ståle. Tilgengæld lignede anden halvleg rimelig meget en retur til Ståle-tiden, tilbage til dengang hvor “FCK-tid” var noget vi vandt kampe på, ikke det vi lagde vores taktik an på som det blev specielt under Carsten V. Jensens tur på bænken.

Men bortset fra resultater, hvad har vi så set? Taktisk er der kommet nogle umiddelbare ændringer. Kanterne er som udgangspunkt flyttet længere ind i banen end de var under Ariël Jacobs, som gerne brugte dem til at holde bredden i holdet. Under Ståle er det i højere grad de to backs der skal skaffe bredde og i nogen tilfælde endda angriberne. Det har den fordel at nogen af vores bedste tekniske spillere, Nicolai Jørgensen, Bolaños, Braaten og endda Rurik Gislason kommer meget mere med i spillet, hvilket så igen gør at vi ser mere teknisk spil langs jorden fordi der er flere spilmuligheder, uden at forsvaret med det samme må forfalde til plan B med de lange bolde op mod angriberne.
Mandskabsmæssigt er der også kommet nogle ændringer, men det er primært enten nyindkøb som Jacobs ikke havde mulighed for selv at køre ind eller spillere i periferien af holdet. Mest bemærkelsesværdigt er det nok at Marvin Pourié er røget helt ud af kamptruppen, mens Ståle ser ud til at have større tiltro til Youssef Toutouh end Jacobs havde.
Går vi startelleveren igennem så har Johan Wiland stadig haft et par mærkværdige aktioner men han ser ud til at være på vej tilbage på hans gamle niveau, blandt andet en mirakelkamp i Champions League mod Juventus. Nu bliver det spændende at se om skaden mod OB bliver endnu et tilbageslag eller om han i højere grad kan ryste den her skade af sig end den sidste han havde.
På de to backpladser sidder Lars Jacobsen og Pierre Bengtsson stadig solidt på dem. Jacobsen er kommet mere med i spillet frem af banen, vi ser ham mere med bolden end tidligere, men det er stadig holdt på et niveau hvor man godt kunne ønske sig lidt mere. Christoffer Remmer havde en rigtig god kamp mod Hvidovre i pokalen, så det bliver interessant at se om han eventuelt vil få lidt spilletid i ligaen også. Bengtsson holder generelt niveau men kan godt virke lidt mere anonym for tiden end tidligere, nok primært fordi der er flere offensive muligheder i opspillet end tidligere hvor Bengtssons evne til at kunne slå et indlæg uden at skulle sætte en mand først blev udnyttet i højere grad. Inde centralt virker Olof Mellberg som en sikker starter når han ellers har kræfterne til det, men det der med gamle hunde og nye tricks gælder vist også for centrale forsvarsspillere og zoneopdækning. Han har det med at spille solide kampe hvor han bidrager med både rutine og nærkampsstyrke og så pludselig ved han ikke hvor han skal placere sig henne og Bambi’er rundt. Men nu får vi se om han ikke kan få lært det alligevel. Ved siden af Mellberg virker det lidt mere åbent. Kris Stadsgaard har døjet med en skade i et stykke tid men virker umiddelbart ikke som Ståles kop te. Ragnar Sigurdsson har fået mest spilletid men minder typemæssigt meget om Mellberg og hans manglende overblik og mærkværdige afspilsfejl trækker ned. Georg Margreitter er ny mand i truppen og har fået spilletid på det seneste efter Sigurdssons røde kort med Esbjerg og på sigt kunne han sagtens ligne den tiltænkte makker til Mellberg. Ståle hentede ham først til Wolverhampton og nu til FCK og med hans ry som en pasningsstærk spiller kunne han tilføre noget som Sigurdsson mangler. Spørgsmålet er så hvor meget hans alvorlige skade har sat ham tilbage?
På midtbanen har Nicolai Jørgensen sat sig solidt på rollen som Jesper Grønkjær, venstremidt i ligaen og hængende angriber i Europa. Det store spørgsmålstegn ved Jørgensen er nu hvor mange kampe han egentlig kommer til at spille. Sidste sæson blev til en vis grad ødelagt af skader og allerede i denne sæson har han siddet ude i flere kampe. Kan han holde sig skadesfri er der ingen tvivl om at han bliver et vigtigt kort for FCK i sæsonen. I modsatte side virkede det som om at Christian Bolaños havde genfundet spilleglæden under Ståle Solbakken efter et åbenbart usikkert forhold til Jacobs, men efter en positiv start i de første to kampe er Bola faldet mere ud kampene igen, senest mod OB hvor en dobbelt-udskiftning af blandt andet Bolaños var med til at vende kampen. Modsat Bolaños, så er Rurik Gislason gået fra styrke til styrke. Sammenligningen med en Michael Silberbauer, bare teknisk stærkere, begynder virkelig at vise sig men måske lidt mærkværdigt så ser det ud til at Ståle ser Gislason mere som venstrekant end højre. Faktisk lige modsat nytilkomne Daniel Braaten, der egentlig er startet flere kampe på venstrekanten men ser ud til at befinde sig bedre i højre. Braaten kom fra en kontraktløs tilværelse efter at han ikke kunne blive enig med Toulouse om en ny kontrakt og han ligner også en mand som har brug for en måned eller to med konstant spil og træning før han er sådan helt oppe i omdrejninger, selvom man i glimt kan se både det tekniske niveau og det fysiske når han tramper sig vej igennem to eller tre modstandere og kommer ud på den anden side stadig med bolden i behold. Inde centralt ser Thomas Kristensen ud til at have trukket nitten, med Thomas Delaney og Claudemir som det foretrukne makkerpar når alle er klar. Delaney har virkelig lagt alen til sit spil, han tager ansvar, han søger bolden og han formår i visse kampe både at være den bedste centrale midtbanespiller rent defensivt såvel som rent offensivt. Problemet med Claudemir er at der er kampe hvor Delaney er bedre både defensivt og offensivt. Under Jacobs var TK/Claudemir midtbanen en duo på det jævne mere end noget andet. Nu hvor Delaney har forbedret sit spil, så er Claudemir begyndt at ligne det deciderede svage led på midtbanen, med farlige og forhastede pasninger og aktioner. Når hans spil virker har han dog stadig mere at tilbyde end Thomas Kristensen.
Og så oppe foran er der Fanendo Adi der er godt på vej til at etablere sig som førsteangriberen i truppen uden egentlig at lave noget ekstraordinært. Han er ikke vildt hurtig, ikke dominerende i luften, han vifter ikke forsvarsspillere af sig som fluer, men han er god nok. God nok til at modtage bolden, til at holde på bolden, til at skille sig af med bolden. Han er overraskende stærk teknisk med bolden for fødderne. Han mangler lidt af det der killer instinkt som en rigtig angriber har, men der er stadig masser af muligheder for at udvikle det. Ved siden af ham har Igor Vetokele efterhånden sat sig på pladsen, blandt andet med to mål i ligaen og et enkelt i pokalen. Efter en skadesplaget første sæson virker det som om at Igor endelig kan spurte igennem uden at tænke på knæet og med hans fart og bevægelighed er der lagt op til en klassisk stor og lille kombination i front. Med et par rigtig succesfulde indhop og en god første halvleg mod Hvidovre så virker Cesar Santin også som en spiller der kan være nyttig igen. Han har reageret på den bedst mulige måde på det forliste transfer til Cypern og selv hvis det primært er for at spille sig til et vinterskifte, så gælder det om at nyde det mens man har det og så ellers håbe på det bedste for Santin. Nå ja, og så er der Marvin Pourié, men mere om ham i næste afsnit.
For det handler nemlig om transfervinduet. Her blev det til otte spillere ud, to af dem efter kontraktudløb, tre af dem udlejet og tre af dem solgt. Ikke meget at sige til Sölvi Ottesen og Daniel Jensen, der begge forlod klubben efter kontraktudløb og nu er at finde i henholdsvis en gold og ukendt lille by og i den russiske liga. Undskyld, omvendt rækkefølge. Det eneste man kan sige om Daniel Jensen er at hvis man havde tænkt sig at lade hans kontrakt løbe ud, så burde man virkelig have hentet endnu en spiller til den centrale midtbane, men det virkede lidt som om at man var ved at lægge om fra en “to mand til alle pladser” politik til en “tre mand til to pladser” ditto inden Ståle blev ansat.
Af de tre salg var der to spillere det var glimrende at slippe af med, Christian Grindheim røg til Vålerenga og Martin Vingaard tog turen til FC Nordsjælland, hvor den danske sportspresse åbenbart ser ham spille for første gang i tre år, de virker i hvert fald alle overraskede over at han ikke er særlig god længere, mens salget af Andreas Cornelius til Cardiff betød et farvel til en spiller man rigtig gerne ville beholde men til de penge Cardiff tilbød, så var det ikke så overraskende at han røg.
Og så de tre udlejede spillere, der kan man sige at det er fint nok at man slap af med Michael Jakobsen til FCN, Mos Abdellaoue til OB og nok mest imponerende Pape Pate Diouf til Esbjerg, men de kommer jo alle tre tilbage på et tidspunkt.
Modsatte vej blev det til tre spillere hentet ind før Ståle og to efter. Olof Mellberg på en fri transfer, Marvin Pourié fra Silkeborg og Fanendo Adi fra Trencin blev hentet af CV og, let’s be honest here, Daniel Braaten på en fri transfer og Georg Margreitter fra Wolverhampton på leje blev hentet af Ståle. To interessante ting her, et er at Margreitter er hentet på en lejeaftale. I stedet for potentielt at ende med en ny Peter Larsson så kan man afslutte samarbejdet hvis nu skadespausen har sat for tydelige spor og det er nok egentlig meget smart. Så må man bare håbe at der er en fornuftig købsklausul med hvis han bliver en succes. Men mest interessant er selvfølgelig Marvin Pourié, et transfer der for mig aldrig har givet mening. Specielt ikke som Andreas Cornelius’ afløser, som der blev lagt op til da han blev købt. Generelt virker det som noget af det dummeste man kan gøre som fodboldklub, at hente en angriber udelukkende eller i hvert fald primært på hans evne til at score mål. Der vil altid være perioder for selv den bedste måltyv hvor forsvarsspillerne lige kommer den tand tidligere, hvor målmændenes hænder lige er den utrolig vigtige fingerspids større, hvor stolpe ind bliver til stolpe ud. Og sker det først, så har en ren måltyv intet at bidrage med ellers. Det er et af Pouriés problemer lige nu, når han ikke lige scorer mål så bidrager han ikke med det store og derfor får han ikke særlig meget spilletid. Noget andet er at han typemæssigt, både personlighedsmæssigt og spillemæssigt, slet, slet ikke virker som en spiller Ståle Solbakken er interesseret i. Der er gået historier om at CV hentede ham til klubben for at bidrage med noget vinderattitude, men den attitude er jo en utrolig egocentreret version. Det handler om at Pourié skal vinde, ikke klubben. Sidst set i netop Hvidovre kampen. Jeg kan ikke se ham få et gennembrud i klubben og slet ikke så længe Ståle er træner. Det virker tværtimod som endnu en i den nu lange liste af åbenlyse fejlkøb fra CV’s side.
Nu er det her sent nok, der Brøndby kamp om ikke så længe, men på et tidspunkt kommer der en længere smøre om klubbens fremtidige ageren på transfermarkedet. Lige nu gælder det dog Boulahrouz og co. på Coca Cola Arena.
Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *