FC København, Kamp tanker, Kampe

Kamptanker: Mod Qarabag ude, d. 15, 08/17.

Kampen

Vi er stadig i live. Det var faktisk ikke et skræmmende Qarabag hold, selv på hjemmebane levede de mest af kontraangreb og vores fejl, og selvom de fik godt styr på kampen den sidste halve time så var de aldrig rigtig farlige. Det var, modsat tidligere kampe, ikke en af dem hvor man sad og tænkte at det var godt nok heldigt vi ikke var bagud med mere, om end det godt nok heller ikke var en af de kampe hvor man tænkte at vi godt selv kunne have scoret et par stykker. Eller bare en.

Det var sådan set det mest skuffende, mere end målet fordi 0-1 før returen er sgu egentlig ikke så slemt igen, hvor lidt offensivt der blev skabt selv når vi havde bolden. Endnu en gang var der for mange spillere der forsvandt i løbet af kampen og man sad med en formodning om at hvis det ikke var et hjørnespark eller et frispark der fandt Santander, så ville der ikke ske noget.

Der skete ikke noget.

Spillere

Toutouh, åh Toutouh. Jeg skrev på twitter at det kun giver mening med Toutouh hvis man er i gang med at forhandle en ny kontrakt på plads og Ståle vil overbevise ham om at klubben tror på ham, men spørgsmålet er om klubben burde tro på ham på nuværende tidspunkt? Han har kontraktudløb efter denne sæson og fortsætter han niveauet som han har været på det sidste halve år, åh gud, det har været sådan her det sidste halve år, så bliver det mere end svært at se ham tiltrække sig interesse fra klubber udenfor Skandinavien. Mod Qarabag blev Verbic nødt til at spille både højre- og venstrekant, fordi Toutouh ikke spillede nogen af dem, i slutningen af første halvleg giver han bolden væk og starter et kontraangreb der kunne have været fatalt, han er fraværende i tanke og handling og det bedste jeg kan sige om hans kamp er at han ikke var direkte indblandet i scoringen.

Boilesen derimod var indblandet i scoringen, sammen med Lüftner og Kvist holdt de alle tre op med at løbe da der blev skudt udefra og derfor var ingen af dem på plads i feltet da returen faldt ned til en Qarabag spiller. Det til trods synes jeg faktisk Boilesen (og Lüftner, for den sags skyld) spillede en god kamp og ikke mindst var det godt at se Boilesen råbe lidt op, skælde ud, tage noget ansvar. Der er blevet talt meget om at der er røget for mange ledere ud, men i Boilesen har vi altså også fået en Københavner dreng (bymæssigt, om ikke klubmæssigt) med en fortid som anfører i Ajax tilført truppen. Jeg glæder mig meget til han får lov til at spille sin bedste plads som fast mand, også selvom det ser ud til at vare lidt endnu.

Konklusion

Der skal findes et offensivt koncept frem til returen. Heldigvis er Gregus tilbage og så må man håbe at enten Amankwaa eller Thomsen har formået at slå Toutouh af inden dag. Men ligesom Vardar kampene, så har vi altså stadig en chance. Værre er det her Qarabag hold ikke.

FC København, Kamp tanker, Kampe

Kamptanker: Mod Horsens hjemme, d. 12, 08/17.

Kampen

Det bedste jeg kan sige om den her kamp er nok at det mindede om de kampe hvor vi var dårlige sidste sæson mere end om de kampe hvor vi har været inkompetente i denne sæson.

Så, I ved, fremskridt.

Ståle talte i et Mediano interview om mange forskellige grunde til at spillerne mangler overskud, for nogle er det skader, for nogle er det fysisk, for nogle er det taktisk, men det er tydeligt at se at vi har de mangler. Specielt vores sårbarhed på dødbolde tegner et billede af et hold som ikke er på et sted hvor der er tid og plads til at koncentrere sig om dødboldsituationer. Problemet er at det koster igen i dag. Forhåbentlig kan vi snart nå et punkt hvor i det mindste fysikken er på plads og skaderne er under kontrol og så kan vi forhåbentlig få styr på dødboldene, i hvert fald defensivt.

Og så var det også den slags dårlige FCK kampe hvor Horsens selvfølgelig fik et mål der var offside og vi ikke fik et straffe som burde være dømt. Vi har set hvordan vores gode perioder er ligesom at løbe ned ad bakke, det hele er lidt nemmere og alt går vores vej, og nu er vi så på vej op ad bakke. Det skal bare ikke være nemt.

Spillere

For kortvarigt at vende tilbage til det Mediano interview, så sagde Ståle blandt andet at næste sommer var det planen at en række spillere, heriblandt Benjamin Verbic og Federico Santander skulle sælges videre og man må sige at begge viste sig frem fra, om ikke deres bedste, så en af deres bedre sider i dag. OK, med Santander var det mest bare målet, men det viste også at han kan være en angriber på højt, højt internationalt niveau når tingene kører for ham. Det skal han vise mere af for at komme videre og det har han forhåbentlig for øje.

Verbic er konstant udfordrende denne sæson, han virker udmærket klar over den plan og vil sælge sig selv dyrt. Det er ikke alt der lykkes, sådan bliver det jo når en spiller konstant forsøger de svære ting, specielt på et hold der som helhed har svært ved at lykkes med tingene, men mod Horsens havde han specielt nogle vendinger på hans modstander som var rigtig gode og lod ham gå mod baglinjen. Planen når Falk er tilbage er højst sandsynligt at han går ind på den højrekant hvor han fandt sig et godt samarbejde med Peter Ankersen, men det kom ikke Verbic til skade at starte til højre denne gang.

Konklusion

Endnu en dårlig kamp. Vi skal have mere overskud ind på holdet og vi skal have det før Qarabag kampen på tirsdag. Det bliver rigtig, rigtig svært.

FC København, Kamp tanker, Kampe

Kamptanker: Mod Brøndby ude, d. 6, 08/17.

I dag tabte FCK.

Der blev spillet en kamp som Brøndby vandt og desværre fortjent nok for vi skabte intet offensivt og så skal man næsten blive straffet i overtiden.

Men i dag var et nederlag for klubben. For klubben, for sporten og for fans. Og jeg vil ikke sige “rigtige fans”, jeg vil ikke dække mig ind under at ingen af de her fjolser er FCK fans. For selvfølgelig er de det. Det er i sidste ende det mest deprimerende ved det her. Jo, de fjolser der er også FCK fans. Nogle af dem var der tydeligvis for at starte netop den her slags lort, der var en gruppe som er uden for pædagogisk rækkevidde (og nogle af dem er åbenbart HSV hools på besøg og, jo, OK, lige dem vil jeg gerne gå med til ikke er FCK fans) og nogle var helt almindelige unge mænd med FCK præferencer der så deres snit til at gå amok.

Og gudskelov var der også en masse helt almindelige FCK fans der ikke gik med til det her. Men hvis vi skal kunne gøre noget ved det her, hvis vi skal nå den gruppe som man kan nå, som man skal nå for at kunne gøre noget ved det her, så bliver det nødt til at starte i fanmiljøet. Det kan ikke starte hos klubben. Det skal også starte i klubben, men klubben bliver nødt til at gå efter psykopaterne, fans bliver nødt til at gå efter fans.

Det er ikke nok med karantæner. Det skal være uacceptabelt. Det skal være gennemført uacceptabelt, ikke sejt, ikke sjovt, ikke “ikke i orden men så I mig lige? Hø hø”, det skal være pinligt. Alle FCK fans der sidder lige nu og føler sig pisset på bliver nødt til at holde ved at det her ikke er i orden. Man kan ikke, man må ikke gemme det væk under “ikke rigtige fans”. Under “provokeret”. Under “ja ja, men Brøndby-fans…”. Og det bliver nødt til at være lige så dumt om to uger, om to måneder og om to år som det er i aften.

Det kan ikke handle om stadionforhold, om politiet, om Carsten Werge og om han nu er lige så kritisk over for Brøndby-fans som FCK-fans (seriøst?). Det bliver nødt til at handle om at det var FCK fans der opførte sig på den her måde.

I dag var et nederlag.

Europæiske kampe, FC København, Kamp tanker, Kampe

Kamptanker: Mod Vardar hjemme, d. 2, 08/17.

Kampen

Hold da op. En kanon start (med tryk på “kanon”), så en fejl af typen der fik en til at tænke at, åh gud, det bliver endnu en af de der kampe, så et selvmål der fik os tilbage på kurs, et rødt kort fordi det er Jan Gregus, et befriende mål fra en ellers anonym Santander på oplæg af en ellers anonym Pierre Bengtsson og så et punktum sat sent i kampen, startet af Danny Amankwaa, skabt af Benjamin Verbic der trak et straffe og så sat ind uden nerver af Pieros Sotiriou, der ligner et bedre kort på straffespark end Ludwig Augustinsson var det.

Kort sagt, noget af en rutsjetur.

Snarere end at gå dybere ind i kampen vil jeg dog fokusere på en enkel situation. Hvis man følger mig på twitter (@CornerEagle), så kom jeg med samme udsagn under kampen: Målet er selvfølgelig en fejl af Youssef Toutouh, men det er ikke kun hans fejl. Jeg synes man bliver nødt til at se på Pierre Bengtssons rolle også. Her er hvordan det så ud lige da Toutouh modtog bolden. Markeret i rødt er Bengtsson, på indersiden af Balotelli.

Man kan ikke se det her, men Toutouh bliver meget hurtigt lukket ned af to Vardar spillere. Han kigger op og det han leder efter er hvad jeg talte om for et par kampe siden, nemlig en sikkerhedsventil. Han vil gerne spille den skråt tilbage til venstre, så Bengtsson enten kan tage et træk op af linjen eller i det mindste sende en lang bold op mod en angriber. Her er så hvordan det ser ud da Toutouh skal tage sin beslutning.

Han kan ikke cleare den op i banen for der står en Vardar spiller og blokerer og som man kan se, så er angriberne stadig på vej frem, der er ingen at spille den op til selv hvis der var plads. Og bag ham har Bengtsson først lige bevæget sig om på den modsatte side af Balotelli, en aflevering til ham åbner op for at Balotelli, en del hurtigere end Bengtsson, kunne enten opsnappe bolden eller i hvert fald sætte svenskeren under gevaldigt pres. Den rigtige løsning her, den sikre løsning, er selvfølgelig at smide bolden ud over sidelinjen og give dem et indkast i en farlig position. Det er ikke en optimal løsning, det ville langt fra have været en populær løsning blandt fans hvis han havde gjort det, men specielt med tilbagebliks-brillerne på havde det selvfølgelig været den rigtige løsning. Toutouh valgte i stedet at tage et træk gennem to Vardar spillere som, hvis det var lykkedes, havde givet en tre-mod-fire omstilling. Så jeg kan godt se det tiltrækkende ved hvad Toutouh prøvede på, selvom han ikke skulle have gjort det.

Men den optimate løsning, den rigtige rigtige løsning er altså at Pierre Bengtsson løber fem meter ud mod sidelinjen og er klar til at agere sikkerhedsventil. Bare for lige at pointere at stort set alle store fejl starter med en mindre fejl som man ofte slet ikke lægger mærke til.

Spillere

Jan Gregus havde en af de bedste Jan Gregus kampe i europæisk regi. Solidt pasningsspil, tog ansvar på midtbanen, et fremragende mål og så et rødt kort at slutte af på. Denne gang var det dog i det mindste to nødvendige gule kort han trak, begge kort stoppede omstillinger der potentielt kunne have været rigtig ubehagelige. Og resten af kampen var altså god, rigtig god. Jeg vil kalde Gregus for vores MoM.

Modsat Pierre Bengtsson, som godt nok fik en masse ros på TV, men som jeg følte specielt i offensiven virkede tung og langt fra den Bengtsson vi så sidst han var i klubben. Han var aldrig den stærkeste mand teknisk, men han var altid farlig fordi han lige havde nok fart i benene til at kunne tage et træk og få den halve meter han skulle bruge til at curle et indlæg ind selvom han egentlig blev dækket op af en modstander. Den halve meter der var grundstenen for hele hans offensiv, den er langt væk. Det var et fint indlæg der gav Santander muligheden for at heade os på 3-1 men det var også noget af det eneste vi så til Bengtsson fremad banen. Tilgengæld vandt han en klar guldmedalje i 100 meter “drej rundt og spil bolden tilbage i en ellers farlige position”. Defensivt var han dog bedre end hidtil set, så det var da positivt.

Konklusion

Vi er videre, vi er i et europæisk gruppespil og i følge Ståle er der nu åbnet op for muligheden for at hente til både midterforsvaret og midtbanen. Det var en utrolig vigtig kamp på flere forskellige parametre og gudskelov at vi gik videre. Så bliver det bare spændende at se hvem vi trækker i sidste kvalifikationsrunde. Jeg kan ærlig talt ikke lide nogle af holdene vi kan møde.

Så det bliver spændende!

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod Hobro hjemme, d. 29, 07/17.

Kampen

Det var en dårlig kamp. Det var en dårlig kamp mod en middelmådig modstander som alligevel slog os både spille- og indsatsmæssigt. Det eneste positive man måske kan sige er at det ikke var systemet men de individuelle indsatser som var det største problem i dag. Det var ikke pest i dag, kun kolera.

Spillere

Forsvaret var faktisk OK i dag. Ingen store personlige fejl, Lüftner vandt faktisk flere dueller, og Robin Olsen er en topklasse målmand hvilket han beviste igen i dag.

Men så er der resten af holdet. Verbic prøver, bless his heart og Santander fungerer stadig som opspilsstation, men alt for mange spillere er bare ikke tilstede. Toutouh var lige så anonym som altid, Matic var der ikke, Boilesen gjorde sit bedste indtil han fik et slag på brystbenet der nu holder ham ude i seks uger men offensivt var der igen ikke noget at komme efter, Bengtsson, Sotiriou, Kusk, alt for lidt fra alt for mange.

Konklusion

Der skal små mirakler til for at vi slår Vardar med to mål.

FC København, Kamp tanker, Kampe

Kamptanker: Mod Vardar ude, d. 25, 07/17.

Kampen

Det er snart svært at sige noget nyt. Det er de samme personlige fejl der er problemet, vi kan ikke holde på bolden, vi kan ikke køre den rundt, vi kører trætte i at skulle jagte bolden i stedet for at lade modstanderen jage, vi har intet offensivt spil over hverken højre eller venstreback. Højreback er der i det mindste en undskyldning for, Boilesen har nogle ganske naturlige begrænsninger at arbejde med derovre, men når vi heller ikke skaber noget over venstrekanten så er vores offensive spil pludselig nede på lange bolde op på to angribere der er meget alene og så Benjamin Verbic.

Heldigvis er Vardar ikke så godt et hold at man føler sig færdig selv med det her FCK hold. Vi skal ikke nødvendigvis skære særlig meget ned på de personlige fejl før at Vardar ikke kommer frem til noget og selv med en så tandløs offensiv har vi en chance til sidst som burde have været omsat til mål.

Spillere

Erik Johansson. Hold da kæft. Selvfølgelig var Zanka vigtig for vores hold og vores spil, men det kan ikke være hans farvel der gør at Johansson ikke længere kan lægge en aflevering over fem meter. Når der bliver talt om muligheden for at hente endnu en mand til forsvaret bliver det ofte nævnt at Lüftner nok ikke er kommet til FCK for at sidde på bænken, men bliver der hentet en ny mand til midterforsvaret så er det slet ikke sikkert at det er Lüftner det går ud over.

Pierre Bengtsson er en rigtig god mand til venstrebacks-Høgli rollen men som starter er han en af de dårligste venstrebacks vi har haft i nyere tid. Det lyder værre end det er, for vi har generelt holdt et utroligt højt niveau, men selv i hans bedste tid i klubben var Pierre ikke på niveau med de andre svenskere vi har haft på pladsen (eller Costa Ricanere for den sags skyld). Lige nu er ikke hans bedste tid i klubben. Det er under al kritik at vi skal 92 minutter ind i kampen før vi får vores første farlige indlæg fra vores venstreback og han skal virkelig forbedre sig hvis ikke Boilesen skal sætte sig tungt på den venstreback når vi engang får en højreback igen. Speaking of…

Mads Roerslev er lørdags vigtigste mand. Han skal spille mod Hobro, for han skal spille mod Vardar. Det holder simpelthen ikke at vi ikke har en højreback når vi angriber, det holdt ikke i dag og det kommer slet, slet ikke til at holde når vi død og pine skal ud og skabe et resultat på onsdag i returen. Danny Amankwaa kunne også være en mulighed, men vi skal have et offensivt alternativ på højrebacken.

Konklusion

Det her Vardar hold er ikke bedre end at vi burde vinde på hjemmebane. Spørgsmålet er om det her FCK hold er godt nok til at vinde på hjemmebane. Vi får se.

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod Randers FC ude, d. 22, 07/17.

Kampen

Trykventiler. Den lette aflevering som man intet vinder på men er en sikker måde at komme ud af pres på.

Det var en langt bedre kamp end mod AaB, det var en bedre kamp end mod Zilina, men stadig med problemer, problemer der som oftest kom når spillerne enten ikke var klar over hvor deres trykventil var, ikke kunne ramme deres trykventil eller værst af alt, ikke havde en trykventil.

Heldigvis var det de individuelle fejl snarere end de systemiske fejl der tegnede sig for vores største problemer, for individuelle fejl kan udbedres, man kan sikre sig imod dem. Får vi fjernet de individuelle fejl, så var der tegninger til en rigtig god kamp og rigtig gode kampe i fremtiden.

Det store spørgsmål fremover bliver dog højrekanten. Den stod svagt i billedet igen igen, med en Boilesen der blev sat til højre for at få noget kontinuitet ind frem mod Vardar kampen og så Kasper Kusk foran ham. Det blev to meget individuelle præstationer, Boilesen der som fejlfodet back havde sit hyr med at bidrage i offensiven og Kusk der stadig døjer med de samme problemer i forhold til returløb og det at arbejde bagud i banen som holdt ham ude af holdet sidste sæson. Det bliver ikke den kombination der løser vores problematiske højrekant, men så er det jo også godt at se både Thomsen og Amankwaa få spilletid i dag. De to kunne sammen spille en rigtig spændende højrekant, faktisk, selvom vi næppe får det at se.

Og hey, tre angribermål. Nice.

Spillere

Michael Lüftner, jeg gentager mig selv, er en tung, tung dreng. Jeg ved ikke om han ligefrem skal tabe lidt vægt, måske lidt muskelmasse, eller om det mere handler om at U21 EM stadig sidder i kroppen, men han var endnu engang tung både i tanke og handling.

Erik Johansson havde lidt det samme problem, der var nogle beslutninger der skulle tages hurtigere end de blev gjort og der var nogle bolde der bare burde være ud af kommunen hvor Johansson lignede en mand der insisterede på først at høre hos Borgerservice hvilke muligheder bolden nu havde og, åh gud, chance til Randers! Der skal strammes ind hos Lüftner og op hos Johansson.

Pieros Sotiriou. Eller, vi starter hos Marcus Ingvartsen. Ingvartsen scorede 23 mål sidste sæson, han scorede mål i 21 kampe af de 35 han spillede. Med andre ord, Superligaens ubestridte topscorer scorede ikke i 40% af kampene. Sotiriou viste i dagens kamp at han er en konsekvent afslutter der ikke behøver at komme helt ind i det lille felt for at heade bolden i mål, men han må også gerne vise lidt af hvad han kan bidrage med i de kampe hvor han ikke scorer, for det så vi ikke meget til i dag. Men altså, indtil da så heler mål mange sorger.

Konklusion

Stadig ting at arbejde med, men det virker mindre uoverskueligt end før. Nu er der ligesom et roadmap frem mod CL kvalifikation. Nu skal vi bare følge det.

Og så glæder mig til at Viasat ikke længere er interessede i at køre “FCK med problemer” historien. Så holder de nemlig forhåbentlig op med at sætte Stig Tøfting til at kommentere os. De ved nemlig præcis hvad de får med Tøfting.

Artikler, FC København, Spillere

Benjamin

Der er to slags fejlkøb.

Der er spilleren hvor selve købet er en fejl, hvor mangelfuld scouting eller bare en forkert beslutning gør at en spiller som ikke burde være hentet bliver hentet alligevel.

Vi så det her i klubben mest berømt med Pape Pate Diouf. CV havde lagt sig fast på at han ville have Diouf til klubben og så var alt andet ligegyldigt. Ståle ville ikke have ham, men Ståle var der ikke længere. Han spillede en plads man ikke havde i systemet. Faktisk var man slet ikke klar over hvilken plads Diouf skulle spille. Men CV ville have ham, lige indtil han selv sad i trænersædet og så måtte selv CV erkende at Diouf var et fejlkøb.

Continue reading

Europæiske kampe, FC København, Kamp tanker, Kampe

Kamptanker: Mod Zilina, d. 19, 07/17.

Kampen

Av igen.

Endnu engang en kamp hvor vi slet ikke havde styr på spillet. Første halvleg var bedre end anden, men det er lidt ligesom forskellen på at blive spyttet i ansigtet og blive slået. Den ene er værre end den anden men ingen af delene er acceptabelt.

Også i dag havde vi problemer med kantspillet, hvor Boilesen havde det svært som fejlfodet back og Toutouh havde det svært som, du ved, fodboldspiller. Uden backs og kanter var der ikke den tryk-ventil som vi så sidste sæson, hvor vi altid kunne cirkulere bolden rundt i bagkæden, holde modstanderne væk og diktere tempoet. I stedet blev det alt for ofte til en febrilsk bold frem eller værre, en fejlclearing.

Nok fordi vi ikke var i stand til at diktere tempoet selv, så kunne vi heller ikke selv styre hvor mange kræfter der skulle bruges og specielt anden halvleg blev langt værre fordi vi var nødt til at spille kampen på Zilinas præmisser og tydeligvis løb tør for kræfter. Spillere der hang i tilbageløbet specielt, come on, det må man bare ikke i så vigtig en kamp.

Vi kan ikke styre spillet som vi kunne sidste sæson. Vi kan ikke spille bolden rundt på samme måde som vi kunne sidste sæson, vi har ikke den samme fart i spillet eller i benene. Det er ikke kun fysikken, men det er en del, det er ikke kun mangler på backs og fløje, men det er en del. Der er en masse der skal rettes op på og ikke særlig lang tid at gøre det på. Vi har en kamp til på lørdag og er tilbage i Europa på onsdag.

Spillere

Benjamin Verbic var god. Ikke god nok til at løfte et helt hold, ikke god nok til at afgøre en kamp selv, han har stadig brug for et godt hold omkring sig og det har han ikke for tiden, men hvor han sidste sæson blev kritiseret for ikke at have udviklet sig nok, så ligner han indtil videre en spiller der har ambitioner om at være det næste store sommersalg.

Federico Santander var faktisk også god. Tog bolden til sig, lagde den godt af igen, udfordrede når han kunne og var med til at styre det første pres. Ikke helt oppe og ringe, det var ingen, men det var ikke en dårlig kamp fra ham.

Erik Johansson havde til gengæld en dårlig kamp. Endnu en dårlig kamp, faktisk, og det er lidt skræmmende hvor meget Zankas lederskab åbenbart betød for den stille svensker, selvom det næppe kan lægges til grund for hans forfærdelige clearinger. Hvem ved, måske bidrog Zanka enormt ved bare at råbe “spark nu bolden væk, for helvede”?

Rasmus Falk spillede ikke i dag men gud hvor jeg savner ham.

Konklusion

Ståle skal i arbejdstøjet. Ikke bare med det spillemæssige, selvom det vil hjælpe med en masse af de andre problemer hvis vi kunne få styr på det, men også indstillingsmæssigt. Vi mangler tænding, vi mangler tænding som ikke er individuel frustration. Vi mangler de reaktioner som siger “nej, det her er ikke i orden, det her kommer ikke til at ske”. Og ikke så meget Pierre Bengtsson “den her testikel mangler mit fodaftryk”.

Det vil komme til udtryk som at vi mangler ledertyper og jeg siger ikke nødvendigvis at det er forkert, eller at jeg ville sige nej til en ledertype, men det jeg savner er den tænding og det er noget jeg tror vi godt kan få fra de spillere vi allerede har. Men det kræver overskud vi ikke har og det kræver den vindermentalitet vi ikke ser lige nu.

Så Ståle skal i arbejdstøjet.

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod AaB hjemme, d. 15, 07/17

Kampen

Av. Første halvleg var ikke god, anden halvleg var forfærdelig. Hvis man skal tage det positive først, så kan man ikke rigtigt klandre hverken midterforsvar eller målmand noget. Til dels fordi de kom til at stå for langt tilbage til at gøre en forskel, men de var generelt rolige på bolden og havde styr på det når de blev udfordret. Ikke mindst Robin Olsen skal takkes for at holde os inde i kampen med en rigtig flot redning med fem minutter igen, hvor han allerede er på vej til siden men pludselig skal holde balancen og blive på benene da Pohl mistimer sin afslutning.

Det negative? Resten. Alt for langt mellem de to kæder, forsvaret og angrebet. Måske fordi midtbanen stort set var ikke-eksisterende. For et år siden havde man forventet at Thomas Delaney og William Kvist gik ind og hev fast i nakken på sådan en kamp, men nu er William Kvist blevet et år ældre og Uros Matic er ingen Thomas Delaney. Vi formåede hverken at holde spillet i gang når vi havde bolden eller frustrere AaB’erne når de havde den. Alt for få erobringer, alt for mange boldtab. Det skal forbedres.

Og så skal vi til at spille med backs igen. Tom Høgli var udfordret i det offensive og udgik med hvad der lignede en lårskade. Pierre Bengtsson var lidt mere sprælsk da han kom ind for Høgli men det er aldrig optimalt med en modsat-benet back. Og så lignede Nicolai Boilesen en spiller der ikke har spillet fast i meget lang tid. Han var OK med så længe kræfterne rakte, men stemplede alt for tidligt ud og kom hverken med i det offensive eller var sådan rigtig med i det defensive.

Ståle sagde efter kampen at de havde problemer med fysikken og forhåbentligt er det noget der kan forbedres relativt hurtigt. Det virkede også til at være noget der virkelig spillede ind, det var AaB der havde det der mesterskabs-overskud til sidst i kampen som vi har haft så længe. Det skal vi have tilbage, for det bliver ikke sidste gang vi spiller efter en hård europæisk kamp. Det kan ikke være en undskyldning gennem hele efteråret.

Spillere

Lüftner så solid ud og vandt endda en løbeduel eller to. Fik en ordentlig fur til sidst i kampen, men var heldigvis i stand til at spille kampen færdig. Nok den bedste debutant i dag, på FCK siden.

Andrija Pavlovic startede godt ud, men faldt ud af kampen i takt med at midtbanen smeltede i sommersolen. Han har en god venstrefod, han kan løbe i dybden, men han er ikke et kreativt bindeled mellem midtbane og angrebet på samme måde som Nicolai Jørgensen var det og har ikke fysikken til at kunne sætte sig igennem i kampe som dem her ligesom Cornelius havde det. Han skal spilles som en angriber, Pavlovic, hvis han skal have succes.

Kasper Kusk startede også godt ud, var meget bevægelig, fik så en gigantisk chance efter en halv times spil og det var det sidste vi så til Kusk i den kamp. Ikke at Benjamin Verbic havde meget mere held med sig, men han løb dog rundt og prøvede stadig. Kasper Kusk blev til Kasper det venlige spøgelse og det er desværre ikke første gang vi har set det ske.

Konklusion

Med fare for at gentage mig selv, av. Væggen skal selvfølgelig holdes fri for blasfemiske malerier, meget af hvad der var galt i dag er noget der kan og skal forbedres, men det er også tydeligt at der er nok at arbejde med. Forhåbentligt er 3-1 på udebane mod Zilina nok til at vi ikke for alvor skal være bekymrede for den kamp men på udebane mod Randers, der skal vi op i et helt andet tempo.