FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. SønderjyskE, 11/03/12

Endnu en runde tættere på mesterskabet er vist hvad man mest af alt kan tage med fra kampen igår.

Det er selvfølgelig svært ikke at sidde med en skuffende følelse efter kampen, lige fra spillet på banen til banen selv og endda antallet af tilskuere. FC København havde før kampen meldt alt udsolgt, hvilket naturligvis er en del lettere når billetterne er gratis, men alligevel dukkede der “kun” 24.000 op. Men faktisk var spillet på banen ikke helt så dårligt som det måske føltes lige efter kampen, det var bare i lange perioder kedeligt. Og hellere en kedelig kamp af de rigtige grunde end en spændende af de forkerte.

Ser vi på opstillingerne først så havde SønderjyskE cheftræner Lars Søndergård, hvis ansigt ser ud til at være 50% læder og dermed klart overtræder maks 15% fremmedmateriale grænsen, sat opstillingen som forventet langt hen af vejen indtil Henrik Bødker erstattede Hedinsson kort før kampstart. Hos FCK var det den håbede opstilling med Vingaard på kanten og Delaney på midten, fremfor Delaney på kanten og Grindheim centralt. Desværre var det ikke en særlig god kamp af hverken Delaney eller Vingaard, men det var det sådan set heller ikke af nogen andre. Der var ingen der var gode, kun gode nok.

Kigger vi på resultatet, så havde jeg forudset en kedelig kamp med et mål i hver halvleg og en 2-0 sejr. Det gør mig vist til Fodboldekspert, så Fodbold Uden Filter og Fodboldmagasinet, I smider bare en kommentar her og så aftaler vi hvornår jeg dukker op.

OK, det var måske ikke verdens sværeste resultat at forudse og der skulle alligevel et heldigt selvmål til før vi kom så langt. Selve sejren var der ikke så meget at sige til, FCK var langt hen af vejen et bedre hold end SønderjyskE, de var bare ikke i stand til at gøre angrebene rigtig farlige. Blandt andet på grund af en dårlig dag på kanterne.

Christian Bolaños kom frem til det meste og fik også et par OK afslutninger afsted mod mål, men den berømte sidste pasning sad der ikke. Lars Jacobsen bag ham havde en af hans dårligere kampe siden returen fra England, han kom frem til en enkel afslutning/indlæg og prøvede generelt også at komme med frem, men det lykkedes ikke rigtig for ham.

På den modsatte kant havde Bryan Oviedo også en kamp på det jævne, han kom meget med frem specielt i første halvleg mens der ikke var helt så meget fra ham i anden. Han skal stadig arbejde på sine indlæg, selvom det var et frispark fra ham der ledte til selvmålet. Foran ham var Martin Vingaard tilbage  i startopstillingen for kun anden gang i en turneringskamp siden Chelsea kampen. Og det var desværre til at se, der var et par situationer hvor bold-fornemmelsen svigtede og med 10 minutter igen måtte han selv bede om at blive udskiftet efter en kamp hvor bedste aktion var et forkølet forsøg i første halvleg.

Jeg havde i optakten kig på SønderjyskEs venstre side og hvad det ville betyde for vores ditto. Og kigger man på de angreb der kom over kanterne, defineret her som enten indlæg eller en spiller der trækker ind fra kanten og afslutter, så kom der næsten dobbelt så mange angreb over højre siden som over venstre, 8 angreb fra venstre og 15 fra højre. Og halvdelen af de angreb over venstre kom faktisk i de første 10 minutter, hvor Bolaños havde byttet med Vingaard. Omvendt kom målet i første halvleg også fra venstre, Claudemir med et godt indadsvingende indlæg som N’Doye sikkert pandede ind.

Faktisk var Claudemir nok en af de bedste på banen i dag, en glædelig overraskelse med hans seneste kampe in mente. Kun to fejlafleveringer, ingen af dem farlige, og en del gode offensive afleveringer. Han sendte både Oviedo og Lars Jacobsen afsted i dybden og det var som sagt Claudemir der fandt N’Doye ved 1-0 målet. Ved siden af ham havde han som sagt Thomas Delaney. Ifølge Stig Tøfting var det fordi Grindheim er en mere decideret defensiv midt end Thomas Delaney der har større offensive egenskaber. Hvilket nok vil overraske enhver der rent faktisk har set Grindheim og Delaney spille. “Tøffe” mente også at hvis en spiller er fysisk stærk, så er et skub i ryggen ikke længere ulovlig, så skal det først være et kraftigt skub i ryggen. Det var ikke en god dag for Tøfting.

Det var det heller ikke for Delaney (endnu en professionel overgang), som virkede lidt tung i det og havde et par uheldige afleveringer. Det var ikke kampen hvor han satte sig tungt på pladsen ved siden af Claudemir og det blev ikke nødvendigvis bedre for ham at ryge ud på kanten da Claudemir og Bolaños blev taget ud for Christian Grindheim og Thomas Kristensen. Ikke at det blev bedre for særlig mange spillere, Grindheim og TK kom ind for at få styr på spillet og lukke midtbanen ned og det gjorde de. Begge veje. Før dobbeltudskiftningen var der 18 angreb over kanten, i den sidste halve time var der 5. Tre af dem i de sidste ti minutter, hvor SønderjyskE prøvede at forcere og åbnede op for de to/tre FCK spillere der nu gik med i modangrebene.

Som sagt, en runde nærmere mesterskabet er nok primært hvad man kan tage med fra i dag. Lige efter kampen føltes det som om SønderjyskE fik alt for mange muligheder, men set igen der egentlig kun et par tilfældigheder der gør at SønderjyskE får de chancer de får, blandt andet at N’Doye forlader sit område ved SjE dødbolde lidt for tidligt. Faktisk var Kenneth Fabricius’, som jeg personlig var en del bekymret for før kampen, bedste mulighed i kampen en situation hvor bolden ping-ponger uden kontrol mellem Fabricius og Antipas og Fabricius tilfældigvis får skovlet den med sig. Ellers var han meget anonym, godt holdt på plads af Sølvi Ottesen og Kris Stadsgaard. Ottesen havde kun to reelle dueller med Fabricius, den ene vandt han og Johan Wiland annullerede den anden. SønderjyskEs farligste mand var Quincy Antipas der tog nogle ture ind fra venstrekanten og fik trykket godt af et par gange. Han fik også trykket dårligt af et par gange og så havde SjE faktisk ikke andet end tilfældigheder.

Alt i alt var det, nok for begge hold, en kamp på det jævne. Igen, der var ikke nogen der var gode, kun gode nok. Det er også derfor at der ikke er noget video materiale denne omgang, der er ikke rigtig noget jeg kan trække ud af kampen.

Videre mod FC Midtjylland.

FC København, Kampe, Superligakampe

Før Kampen: FCK v. SønderjyskE, 11/03/12

Så gælder det endelig den første rigtige hjemmekamp i år når SønderjyskE kommer til Parken. Kampstart klokken 16:00 og der er blevet udlovet gratis billetter, så mon ikke der dukker en god portion mennesker op? Der er udtaget kamptrupper både på SønderjyskEs hjemmeside og på FCKs. SønderjyskEs trup har to ændringer fra den der tog til Brøndby sidste uge og tabte knebent 0-1, nemlig den gamle FCK kending Nathan Coe der vender tilbage fra skade og så Tommy Bechmann, den tidligere Esbjerg angriber. Hos FCK er der en enkelt ændring, jeg tror de fleste godt var klar over at Pape Pate Diouf ikke ville starte inde efter der kørte en historie i Ekstra Bladet hvor CV åbnede op for at Diouf ville starte inde, men at han ligefrem er røget helt ud af kamptruppen til fordel for Morten Nordstrand er alligevel overraskende.

Kigger vi på SønderjyskE først, så kommer opstillingen højst sandsynligt til i høj grad at ligne den mod Brøndby, eneste ændring kunne være at Nathan Coe kommer direkte ind og overtager i målet fra Kenneth Stenild, som til tider ikke så alt for sikker ud mod Brøndby. Det betyder blandt andet at Daniel Christensen, bagersønnen fra AaB, nok fortsat kommer til at spille venstreback, med Quincy Antipas på kanten foran ham. Det burde åbne op for Bolaños i højre. Oppe foran er det altid arbejdsomme Kenneth Fabricius der skal tage løbeduellerne med forsvaret.

Ud fra opstillingen mod Brøndby kommer den så til at hedde:

Nathan Coe

Jarl André Storbæk – Anders Østli – Hallgrimur Jonasson – Daniel Christensen

Lasse Vibe – Thomas Hansen – Eyjolfur Hedinsson – Quincy Antipas

Henrik Hansen

Kenneth Fabricius

Hos FCK har jeg været fortaler for Ragnar Sigurdsson istedet for Sølvi Ottesen og Thomas Delaney virkede heller ikke som den optimale løsning på venstrekanten, men jeg vil ærlig talt ikke være overrasket hvis startopstillingen mod SønderjyskE er identisk med den mod AaB. Jeg håber på Vingaard på venstre, men i en trup med kun to offensive kantspillere tror jeg hellere CV vil holde et offensivt midtbanekort på bænken som så kan komme ind i en eventuel offensiv satsning.

Det betyder så:

Cesar Santin – Dame N’Doye

Thomas Delaney – Claudemir – Christian Grindheim – Christian Bolaños

Bryan Oviedo – Kris Stadsgaard – Sølvi Ottesen – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Forsvaret bekymrer mig stadig, specielt over for en Kenneth Fabricius der er hårdtarbejdende og rigtig klog i sine løb. SønderjyskE kommer til at spille meget på at sende Fabricius i dybden, der skal de være vågne nede i midterforsvaret og have styr både på hvor han er og hvem der tager sig af ham. På midten skal der være mere bevægelse end vi så mod AaB, men som tidligere nævnt kunne det også ligne et SjE hold der åbner op for Bolaños på højrekanten.

Med FC Nordsjællands sejr over et bovlamt OB hold er der ekstra pres på for et godt resultat og det kan måske betyde lidt låst spil endnu engang. Jeg tror dog på en 2-0 sejr, et mål i hver halvleg, og så må man håbe på en underholdende kamp foran et talstærkt publikum. Vi får se.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: AaB v. FCK, 04/03/12

Det her indlæg (artikel?) skulle selvfølgelig have været oppe i går, men lidt begyndervanskeligheder omkring det tekniske nødvendiggjorde desværre en forsinkelse. Det bliver bedre i fremtiden.

Forhåbentlig også for FC København. Ja, professionel overgang der. Det var ikke en sjov dag i det nordjyske, ikke medmindre man får den helt store ståpik af lidt rødt lys og noget røg, men der var dog lidt tegn på bedre tide forude.

Kigger vi først på opstillingerne, så havde jeg ret i 18 af 22 pladser. De eneste jeg tog fejl om var dem der ikke var åbenlyse. AaB valgte at stille med Henrik Dalsgaard oppe foran for at udfordre forsvaret på hurtigheden og Anders Due blev sat ind på venstrekanten, sikkert for at hjælpe med at dække op for Bolaños. FCK valgte så Sølvi Ottesen, som vi vender tilbage til, og Thomas Delaney på kanten. Delaney arbejdede hårdt som altid, men hele holdet blev bedre da Delaney blev rykket ind centralt og Martin Vingaard, just tilbagevendt fra skade, røg ind på kanten i anden halvleg. Jeg har svært ved at se Vingaard ikke tage den kant næste weekend.

Resultatet blev 1-1, samme som FC Nordsjælland fik AGF, og så er der status quo i toppen. Med langt hår, skaldede pletter og “Whatever You Want” kørende i baggrunden. Man kan ikke rigtig kalde 1-1 et ufortjent resultat for AaB, de var langt hen af kampen det farligste hold med overraskende simple midler, men efter at være kommet foran så sent på Dame N’Doyes hovedstødsmål, så er det alligevel en bitter pille at sluge at man ikke kan holde fast i føringen i bare to minutter mere.

Noget jeg syntes var spændende var den centrale midt. Vi har i optakten set forskellige kombinationer af Delaney, Grindheim og Claudemir, med TK på gæstevisit, men det føltes som om Carsten V. Jensen havde lagt sig fast på Grindheim og Claudemir inde centralt. Og det viste sig at holde stik, ihvertfald til den her kamp, dog uden det store held. I træningskampene har man kunne se Grindheim gå langt mere ned og hente bolden fra forsvaret, være den spilstation der skulle føre bolden ud fra de bagerste rækker, men det så man meget lidt til i AaB kampen.

Under min defination af konceptet, nemlig at en af de centrale midtbanespillere forlader sin kæde, trækker ned i banen og modtager bolden fra forsvaret (jeg regner ikke med de gange hvor de er trukket ned men ikke har fået bolden, eller har fået bolden på linje med resten af midtbanen), så var Claudemir nede og agere spilstation ni gange i løbet af kampen, Grindheim kun tre. Og første gang Grindheim trak ned og modtog bolden fra forsvaret i løbet af kampen var i 34:00 minut. Der gik altså over en halv time af kampen før det var Grindheim der tog sig af bolden. Og selv de i alt tolv gange hvor det skete er misvisende, langt størstedelen af gangene modtog midtbanespilleren bolden fra den ene centrale forsvarsspiller og spillede over til den anden centrale forsvarsspiller.

Faktisk viste Bryan Oviedo sig at være den vigtigste mand for vores opspil specielt i første halvleg. Hele elleve gange stod han for den afgørende aflevering frem i banen, altså fra de første 2/3 af banen og op til eller mod en angriber. I anden halvleg blev det til yderligere fem af slagsen, hvilket også meget godt viser at vi kom en del bedre i gang med spillet i anden halvleg da AaB begyndte at løbe sig trætte og vi fik mere plads at spille på. Men det er alligevel 16 gange venstrebacken på holdet var den igangsættende spilstation. Kombineret med en dag hvor hverken N’Doye eller Santin var på deres bedste viser det også meget godt hvor dårligt kørende vi faktisk var i den første halvleg.

Hvem var så bedst af de centrale midtbanespillere? Claudemir blev kritiseret heftigt efter kampen, også af mig selv, men når jeg så den igen efterfølgende så var forskellen på de to ikke så markant. Claudemir lavede flere fejl, men havde også længere tid på banen til at begå dem. Han var også mere boldsøgende end Grindheim var og havde ganske enkelt flere muligheder for at lave de fejl. Men det betød også at han var vigtigere for vores spil, specielt i den gode anden halvleg, end Grindheim var. Det der nok umiddelbart gjorde at Claudemir fik den hårdeste kritik var at han begik de to største fejl, af typen vi har set ham lave før, to forfærdelige fejlafleveringer inden for et par sekunder af hinanden. Men Grindheims anonymitet i opspillet og boldtab centrale steder på banen var et problem og det gav en del mere mening anden gang igennem at det var Claudemir der blev på banen og Grindheim der blev taget ud for Vingaard.

Så var der argumentet om at Grindheim i det mindste prøvede noget frem af banen og han havde måske lidt mere vilje til at smide en offensiv aflevering, men de blev alt for ofte for upræcise. Faktisk havde han kun en enkelt vellykket aktion af slagsen, en bold op til Cesar Santin midt for mål som, endnu en gang, ikke kunne få den under kontrol. Der havde Claudemir ikke så mange af de der bolde op i fødderne på en angrebsspiller, men han var langt bedre i anden halvleg til at brede spillet ud og få sendt primært Oviedo afsted.

Der er et boldtab midt på banen som det måske var lidt unfair at tage med, den langsomme gengivelse ligner grangiveligt et frispark af Augustinussen, men ellers minder størstedelen af fejlene mest af alt om manglende koncentration. Han går ikke 100% ind på den aflevering han skal smide og så bliver den fanget på vejen. Eller målet til sidst hvor han stopper op og ikke følger med Helenius. Da han opfanger at situationen bliver farlig er han lige to meter fra Helenius og kommer nu halsende efter ham. Til hans forsvar skal siges at den anden centrale midtbanespiller Thomas Delaney også stoppede op i situationen, men det er Claudemir der er tættest på Helenius, det er ham der bliver nødt til at følge ham ned. I stedet kigger han fodbold.

Hvordan skal midtbanen så se ud næste gang? Thomas Delaney var et af lyspunkterne i kampen da han først kom ind centralt, han burde spille medmindre CV går all-in på Grindheim/Claudemir konstellationen. Men hvem skal have pladsen ved siden af Delaney? Lige efter kampen havde jeg sagt Grindheim. Lige efter kampen tror jeg faktisk jeg sagde TK, men vi siger alle ting vi ikke mener når vi er oprørte. Nu? Claudemir. Der er stadig mere fodbold i ham end nogen af de andre. Og så må CV altså tage en alvorlig snak om koncentrations-evne og muligheden for at tape en elektrochok anordning fast til pungen hvis han ikke snart holder op med de der selvmordsafleveringer på tværs af banen.

Nede i forsvaret tog jeg også fejl om opstillingen. Jeg havde troet at den lidt mere mobile Sigurdsson ville være at foretrække for den mere solide Sølvi Ottesen og der må jeg blankt erkende at jeg havde ret. Det er stort af mig at indrømme det, jeg ved det. Det var ikke et hold der passede Sølvi og det var godt nok heller ikke en god kamp fra den islandske klippe. Kendetegnet for klipper er at de ikke er særlig gode i løbedueller og både Nicklas Helenius og Henrik Dalsgaard var tydeligvis blevet gjort klart at så de chancen skulle de bare tage spurten. Så var planen, som Kris Stadsgaard også sagde senere, at Stadsgaard skulle tage løbeduellerne og så tog Sølvi sig af de fysiske af slagsen. En solid plan der afhænger af to ting. Den ene er at modstanderne er med på kun at lægge sig op af den hurtige forsvarsspiller når der kommer lange bolde. Den anden er at Sølvi så også rent faktisk skal vinde de fysiske dueller. Ingen af de to gik forsvarets vej mod AaB, Dalsgaard satte på et tidspunkt Sølvi så tidligt at islændingen bare gav op og Stadsgaard blev nødt til at trække på tværs, mens nogen af de største muligheder til AaB i første halvleg kom på enten tabte eller fejlede hovedstødsdueller fra Sølvis side.

Tilsæt så forsvarsspil der et par gange, specielt ved målet til sidst, lignede den berømte hund i et spil kegler og det var en gennemført dårlig dag på kontoret for Sølvi Ottesen. Man må selvfølgelig håbe at han kommer stærkt igen, men mod et Sønderjyske hold med Quincy Antipas og Kenneth Fabricius? Jeg ville være en del mere tryg ved Ragnar Sigurdsson, selvom han ikke selv regner med det.

Vi har haft et “Hvem” og et “Hvordan”, så vi slutter af med et “Hvad”. Hvad var så det positive ved kampen? De sidste tyve minutter der rent faktisk blev spillet. Ja, AaB fik udlignet efter et intelligent angreb og noget kludespil i forsvaret, men  indtil dag lignede det et FCK hold der havde håndteret en dårlig kamp bedst muligt, ved at køre modstanderne trætte indtil der opstod plads nok på midtbanen til at spille bolden rundt og så begynde at lægge et stadig hårdere pres. Det var ikke helt det ishockey power play vi så nogle gange under Ståle, men fremgang fra første halvdel af sæsonen var det da. Bryan Oviedo og Thomas Delaney. To unge spillere der igen viste at de både kunne være med her og være vigtige brikker for holdet. Delaney skal ind og spille centralt og Oviedo skal øve indlæg, men sker det kan man også forvente store ting af de unge fyre. Kris Stadsgaard. Havde en enkelt stor fejl men var ellers solid og havde så et offensivt fremstød som kun Zanka nok kunne gøre kunsten efter hvis vi ser på de sidste mange års centrale forsvarsspillere i FCK. Han skal selvfølgelig stadig falde til ro derinde i det centrale forsvar, men det er svært at se ham være andet end fast mand her fra og ud. Dame N’Doye. På en dag hvor ikke meget lykkedes var han alligevel professionel nok til at stå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og var stensikker da den bold kom. Den mand bliver svær at undvære.

Til sidst kan man ikke komme uden om at nævne de problemer der var på tilskuerpladserne. Så det har jeg nu gjort.

Og så videre mod SønderjyskE.

FC København, Kampe, Superligakampe

Før Kampen: AaB v. FCK, 04/03/12

Jeg ville egentlig kalde den “Før Søndagen”, men med alle de onsdags kampe vi har så går den ikke.

Nå.

I morgen går det så løs. Forårspræmieren mod AaB, kl. 18 på Energi Nord Arena i Aalborg. De to truppe blev udtaget tidligere i dag, både AaB og FCK. Hos AaB kan man notere sig at Kasper Bøgelund er skadet mens man hos FCK har Martin Vingaard tilbage fra hans skade. Også værd at notere er det at Morten Nordstrand slet ikke er udtaget.

Hvis vi starter hos AaB, så må man formode at Kasper Bøgelund på højreback bliver erstattet af altmuligmanden Patrick Kristensen, så de fem bagerste hedder Nicolai Larsen på mål og så en forsvarskæde der hedder Jacob Ahlmann, Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen og Patrick Kristensen. Den centrale midtbane er også rimelig sikker, det bliver Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen. Oppe foran må man formode at det bliver Nicklas Helenius og Jeppe Curth, omend hurtige Henrik Dalsgaard også godt kunne komme på tale. Det største spørgsmålstegn bliver nok kanterne. Chris Rolfe til højre og Anders Due til venstre virker umiddelbart med åbenlys, men Dalsgaard kan også bruges på højrekanten hvis træner Kent Nielsen vil have lidt mere fart på mens stortalentet Lucas Andersen har fået en del spilletid i optakten og sikkert bliver kørt i stilling til et salg her til sommer.

Skulle jeg gætte, ville jeg nok sætte Andersen ud til venstre og så bliver opstillingen

Nicolai Larsen

Patrick Kristensen – Kenneth Emil Petersen – Lasse Nielsen – Jacob Ahlmann

Chris Rolfe – Thomas Augustinussen – Rasmus Würtz – Lucas Andersen

Nicklas Helenius – Jeppe Curth

Hos FCK er både Martin Vingaard og Pape Pate Diouf udtaget, hvilket jeg vælger at sige betyder at vi ikke kommer til at stille med tre centrale midtbanespillere fra start i morgen. Medmindre Vingaard skal testes før kampen så må han være rimelig sikker på den venstrekant og så er der umiddelbart kun to pladser tilbage at rafle om. Specielt efter Carsten V. Jensen var ude i dag og lukke diskussionen om angrebet før den overhovedet kom i gang. Spørgsmålet er så hvem der spiller ved siden af Kris Stadsgaard i forsvaret og hvem der tager sig af den centrale midt. Jeg tror det bliver Claudemir og Grindheim centralt og så Sigurdsson i forsvaret.

Cesar Santin – Dame N’Doye

Martin Vingaard – Claudemir – Christian Grindheim – Christian Bolaños

Bryan Oviedo – Kris Stadsgaard – Ragnar Sigurdsson – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Med typer som Rolfe, Andersen, Dalsgaard og Curth, så tror jeg CV vil foretrække den mere bevægelige Sigurdsson frem for Sølvi Ottesen, også fordi at Helenius, på trods af at han er tæt på de to meter, ikke ligefrem er kendt for sin fysiske råstyrke.

Og hvad sker der så med kampen? Ja, den er godt nok svær at forudse. Med fare for at hoppe med på kliche-toget, så lever præmiere kampe ofte deres eget liv. Vi har haft bedre resultater i opstarten end AaB har, men træningskampe er og bliver træningskampe og vi tabte begge den sidste vi spillede. Meget kommer til at afhænge af hvor meget CV har fået holdet tilbage på sporet og om holdet kan holde fast i det oplæg der bliver lagt eller om der går tjubang bold i dem når fløjten lyder og man pludselig spiller en betydende kamp. FCK er, spiller for spiller, bedre end AaB og jeg regner med en FCK sejr i morgen, men bliv ikke overrasket hvis det første mål først falder et stykke henne i anden halvleg.

Ciffer-tips må blive enten 0-1 eller 1-2. Jeg tror den bliver tæt, ikke særlig velspillet, men med en FCK sejr til sidst.

Artikler, FC København, Træningskampe

Sidste tanker før sæsonen starter igen

Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til efter Elfsborg kampen og så skrive om henholdsvis det centrale forsvar og den centrale midtbane, hvilket lige nu ser ud til at være de to steder hvor der er størst konkurrence om pladserne. Men hvis jeg, og Carsten V. Jensen, havde håbet på at Elfsborg kampen ville besvare nogle af de spørgsmål der var tilbage, så blev vi begge godt nok skuffede.

En halv-kedelig første halvleg, hvor Claudemirs uvante position på venstrekanten lukkede alt for meget ned for offensiven i den side, blev afløst af en helt forfærdelig anden halvleg, hvor ingen rigtig gad… spille fodbold. Det eneste positive fra anden halvleg var at Bolãnos og Lars Jacobsen viste glimt af et offensivt samarbejde og så det klokkeklare straffespark som ikke blev dømt af en dommer der stod en meter væk. Så blev det istedet et knebent nederlag, men selv om man måske kan kalde selve målet for lidt et lucky punch, så var det ikke fordi Elfsborg manglede chancer til at score. De havde masser, primært skabt af det Københavnske forsvar og mangel på samme.

Men lad os kigge på noget af hvad kampen kunne fortælle os.

Det ser ud til at kampen står mellem Delaney og Claudemir om pladsen ved siden af Grindheim.

Da Christian Grindheim kom til klubben udtalte dengang kun sportsdirektør Carsten V. Jensen at man havde fulgt ham i mange år og at man nu havde hentet en spiller der “altid er først på holdkortet” for sine klubber. I sin første halvsæson for FCK har Grindheim også rigtig nok været i markspillernes top 5 over samlet spilletid, men det tegner ikke et fyldestgørende billede. Jo længere henne i sæsonen vi kom, jo mere røg han på bænken til fordel for enten Thomas Kristensen eller Thomas Delaney. Der var ellers lagt op til en ny midtbane konstellation på niveau med den William Kvist/Claudemir duo der sendte os i Champions League 1/8 finalerne. Ja, nærmest en forbedring, som Carsten V. Jensen udtalte dengang.

Rollefordelingen mellem eksempelvis William og Claudemir var ofte med William i en tydeligere defensiv rolle. Med Claudemir og Grindheim vil det være mere fleksibelt og ikke så tydeligt, hvem der har den ene og anden rolle. Det vil de begge kunne håndtere, og det vil blive lidt mere uforudsigeligt.

I stedet endte man under Roland Nilsson alt for ofte i situationer hvor det så ud til at hverken Claudemir eller Grindheim kunne håndtere den defensive rolle. Til at begynde med prøvede Nilsson sig med den lidt akavede løsning der hed Thomas Delaney som defensiv midtbaneslider ude på venstrekanten, men til sidst endte det med at Delaney blev rykket ind på en central plads og Grindheim røg på bænken, i en halvsæson hvor Grindheim selv endte med at indrømme i pressen at han havde spillet under niveau. Men under den nye træner, samme mand som hentede ham til at begynde med, ser Grindheim ud til at være røget først på holdkortet alligevel.

I træningskampene indtil videre er det ham og Claudemir der har fået med afstand mest spilletid af de fire centrale midtbanespillere. Thomas Delaney led med en mindre skade under en del af opstarten, selvfølgelig, men når man så kampene var det tydeligt at CV meget gerne ville have Grindheim i gang. Flere gange så man den nye cheftræner stå ude på sidelinjen og råbe instrukser ind til den norske midtbanemand. Og i den afsluttende optaktskamp mod Elfsborg var det Claudemir og Delaney der blev kastet frem og tilbage mellem central midt og venstrekant. Man kan selvfølgelig kalde det en naturlig konsekvens af Grindheims manglende evne til at spille kant, men det virkede grangiveligt som om der blev afholdt sidste optagelsesprøver mellem Claudemir og Delaney om hvem der skulle spille ved siden af Grindheim.

Forsvaret er stadig skræmmende vakkelvornt.

Noget af det man kunne være optimistisk omkring i træningskampene indtil videre har været at presspillet fra midtbanen begyndte at hænge langt bedre sammen end under Roland Nilsson. Når der blev spillet gennem presset, så det tilgengæld ikke helt så godt ud. Og mod Elfsborg, hvor presspillet enten ikke fungerede eller bare ikke blev brugt, der så forsvaret godt nok hullet ud. Noget så enkelt som en flad aflevering ned mellem de to midterforsvarere blev håndteret som var det Michael Laudrup i karrierens højeste der smed rene guldbolde afsted. En angriber der også løb uden bold var noget som de slet ikke var klar på dernede. Og når begge midtstoppere så begynder at krydre indsatsen med personlige fejl, så kan det ikke ende godt.

Jeg skal være ærlig og sige at jeg nu længe har mistænkt Sølvi Ottensen for i virkeligheden ikke at være en særlig god forsvarsspiller. Og selvom det ikke var ham der stod for de største fejl i forsvaret mod Elfsborg, så blev min mistanke alligevel styrket. Han virkede, som ofte, sløv både i vendinger og løb og havde alt for let ved at miste overblikket. På et tidspunkt blev der lagt en høj bold op mod ham som han havde alt mulig tid til at vurdere, men det at der løb en Elfsborg spiller en meter forbi ham gjorde at han missede bolden fuldstændig med hovedet, men tilgengæld formåede at få begge hænder på bolden, først venstre og så højre. Elfsborgs opstilling med den hurtige Jawo på toppen gjorde ham tydeligt utilpas og hans måde at håndtere den lille, kvikke angriber ved flere gange at løbe op til ham mens bolden blev spillet rundt på midtbanen, gribe fat i ham, vælte ham til jorden og så løbe væk igen måske virkede et par gange her, så fremstår det ikke umiddelbart som en holdbar løsning hver gang FCK møder et hold med en angriber der er hurtigere end Sølvi Ottesen. Det er de fleste.

Hans makker i forsvaret, nytilkomne Kris Stadsgaard, brød rækken af gode kampe med en rigtig katastrofe kamp. Flere gange gav han store chancer væk, den største af dem da en aflevering fra Oviedo lå en lille meter bag ham og Stadsgaard valgte at lade Wiland tage sig af den, uden først lige at orientere sig om hvor Wiland rent faktisk befandt sig. Resultatet var en 1-mod-1 situation mellem Wiland og Victor Claesson, hvor Wiland måtte se sig afdriblet og kun en dårlig afslutning fra en spids vinkel forhindrede et Elfsborg mål. Det positive man kan tage fra kampen hvad angår Stadsgaard er at det igen var ham der skubbede forsvaret op og det virker generelt som om han er ved at indfinde sig i en rolle som forsvarsstyrmand. Det ville ikke overraske mig hvis han overtog hvervet som anfører næste sæson.

På backerne er Lars Jacobsen stensikker og har været blandt de bedste i optakten, inklusive mod Elfsborg hvor han godt nok var blandt de bedste af de værste, men stadig var et af få lyspunkter. I den anden side virker Oviedo til at have holdt Bengtsson bag sig, han har forbedret sin defensiv det sidste halve år og offensivt er han både løbevillig og tager mere initiativ end Bengtsson umiddelbart gør. Hvis man bare kunne lave en Frankenstein back der havde Oviedos offensive indstilling og Bengtssons indlæg.

Spørgsmålet lige nu ser ud til at være om det bliver Sølvi Ottesen eller Ragnar Sigurdsson der tager pladsen ved siden af Kris Stadsgaard. Jeg hælder mest til Sigurdsson, selvom vi måske taber lidt på dødbolde. Gør CV det samme?

N’Doye og Santin er stadig førstevalg i angrebet.

Der er blevet spekuleret en del i Mustafa “Mos” Abdellaoues ankommen til klubben og hvor han ville ende i angriber-hierakiet. Ud fra de sidste par kampe må det vist være ganske klart. På bænken, ved siden af Morten Nordstrand. Og muligvis ikke engang før Morten Nordstrand i køen.

Der var selvfølgelig aldrig nogen tvivl om hvorvidt Dame N’Doye ville være fast mand i foråret, specielt når spillet ikke fungerer er N’Doye en enmandshær oppe foran. Mod Elfsborg var han langt fra imponerende langt hen af vejen og så pludselig stod han helt alene med Elfsborgs nye danske keeper Kevin Stuhr-Ellemann, tog trækket uden om keeperen og blev nedlagt i feltet. Normalt ville det være straffe og endnu et eksempel på et FCK hold der spillede dårligt og blev reddet af Dame N’Doye. Nu ville dommeren det anderledes, men stadig en påmindelse om hvor vigtig den mand er.

Hans makker oppe foran, Cesar Santin, kunne man tilgengæld tvivle lidt på. Godt nok har Santin scoret flere mål i ligaen end N’Doye, men med hans ønske om at prøve noget nyt til sommer og indkøbet af en norsk Tippeliga topscorer kunne man godt forestille sig at foråret blev brugt primært på at køre “Mos” ind på pladsen ved siden af N’Doye. Indtil videre er Santin istedet startet inde i 7 ud af 8 kampe og den ene kamp han ikke startede inde i var mod Spartak Moskva hvor der blev stillet op med hvad der tydeligvis var reserverne.

De to der startede inde for det reserve-hold var så, naturligt nok, de to tilbageværende angribere. Morten Nordstrand og Mustafa Abdellaoue. Og mens det var Abdellaoue der startede inde sammen med Santin mod HSV, var det Nordstrand der kom ind og scorede to mål. Og da Santin skulle ud mod Elfsborg var det Nordstrand og ikke Mos der kom ind. I sidste ende bliver det nok Abdellaoue, fremtidens mand, der bliver første-indskifter i angrebet og ikke Nordstrand, der forlader klubben til sommer, men Nordstrand skal nok få sine minutter. Og det ville ikke være så overraskende igen hvis spilletiden ender med at blive meget ens for de to angrebsreserver.

Så er der en uge til sæsonen starter op igen. Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål og man kan ikke forvente at CV har fået skuden vendt allerede fra dag et. Men man må håbe at vi taler om lystjolle mere end supertanker for med fire point ned til FC Nordsjælland skal der ikke alt for mange dårlige resultater til før skibet begynder at gynge. Og… gæsterne på krydstogtet begynder at klage… jeg tror jeg stopper her.

AaB om en uge.

Here we go.

Champions League, Kampe

CL: Bayer Leverkusen v. Barcelona

Først vil jeg lige sige tak for de positive kommentarer jeg har fået, både her og andet steds. Jeg håber jeg kan bidrage med noget, om ikke andet, interessant sludder fremover.

_________

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive lidt mere om Leverkusen/Barcelona kampen, men den første halvleg efterlod godt nok en dårlig smag i munden. I en sæson hvor Barcelona for engangs skyld netop har vist dødeligheden burde det ikke være hverken nødvendigt eller ønskværdigt på den måde at ofre både offensiv tilgang og værdighed for at holde modstanderne fra at score.

Men hvis man gør, så skal man i det mindste holde den til pausen.

Anden halvleg havde lidt mere at byde ind med, for nu skulle Leverkusen frem og få et eller andet ud af kampen. Det lykkes også og der var lige et kvarter hvor tyskerne viste at der altså er en grund til at de spiller Champions League 1/8 finale. Men efter 45 minutters benhårdt, disciplineret og i sidste ende nyttesløst arbejde i første halvleg, så var det kvarter også hvad kræfterne rakte til. Javist, der kom et par stikpiller, blandt andet da Stefan Kießling kom ind, men ellers stod der Barcelona på det meste og med lige den tand mere plads at gøre nytte af, så viste specielt Lionel Messi klassen på et ellers ikke sprudlende Barcelona hold. Returen kommer nok ikke til at blive særlig spændende.

Og så slog jeg over på Lyon/APOEL lige tids nok til at se APOEL komme til sin første afslutning i kampen. I det 87. minut. Der har vist været bedre fodboldaftener.

Artikler, FC København, Træningskampe

Tanker fra en træningskamp

5-0 over Vålerenga i en iskold Parken. Det sætter lidt tanker i gang.

  • Jamen, sikke dog en forskel fra for bare et par måneder siden. Bare at se FCK spillerne langsomt lukke spilmulighederne ned og så samle sig to eller tre mand om boldholderen og vinde bolden på den måde, det var jo forsvundet fuldstændig under Roland Nilsson. Og angrebsspil med kombinationer, med overlap, med mere end bare individuelle præstationer, alt sammen noget man har savnet.
  • Lars Jacobsen, man of the match? Det ville jeg mene. Det var en fryd at følge den formstærke fynbo i dagens fodboldkamp når han for frem (jeg skal nok holde op nu) over den kant i angreb efter angreb. Han har ikke det samme offensive punch som Zdenek Pospech havde, den lille tjekke var i en kategori for sig hvad det angik, men han er nærmest utrættelig i sin vilje til at gå med frem og har vist vigtigheden af offensive backs i FCK’s system.
  • Det bliver et hårdt forår for Thomas Delaney. Han startede godt nok inde i dag på den centrale midtbane, men efter en solid første halvleg krydret med et par flotte detaljer var det alligevel det unge talent der måtte vige pladsen for Christian Grindheim istedet for den skuffende Claudemir. Man skal vist ikke læse andet i dagens startplads end at Delaney ikke havde fået så meget spilletid i de sidste par træningskampe grundet en mindre skade og at Grindheim, omvendt, netop havde spillet ekstra meget af samme grund. Men mere om midtbane situationen en anden dag.
  • Bliver det et hårdt forår for Sølvi Ottesen? Både mod Shakhtar Donetsk og i dag mod Vålerenga lignede det i høj grad noget nær stærkeste opstilling og begge gange er Kris Stadsgaard startet inde sammen med Ragnar Sigurdsson. Det vidner om to ting, det ene er at man i klubben må mene at man har hentet en lederskikkelse i Kris Stadsgaard. Med al snakken om manglende ledere på banen, så smider man næppe en type som Sølvi på bænken hvis manden der kommer ind ikke har nogle af de samme ledermæssige kvaliteter. Det andet er at man også internt må have ment at centerforsvaret var for tungt i efteråret. Med Stadsgaard ville man have en hurtigere mand dernede, en der mindede lidt om “Zanka” Jørgensen, men også på den anden plads har man altså indtil videre valgt den hurtigere Ragnar Sigurdsson frem for Sølvi Ottesen.
  • Dommere har også brug for træningskampe, for det var da en uheldig præstation af dagens dommer. Det helt store samtaleemne kom selvfølgelig da en Vålerenga spiller fra en position flere meter offside løb i dybden, tog et træk uden om målmanden og så blev løbet ned bagfra af Ragnar Sigurdsson. Resultat? Straffe og rødt kort til målmand Kim Christensen. Så kom Thomas Kristensen på mål og reddede endda straffesparket, men det betød også at de sidste 20 minutter af dagens træningskamp blev rimelig ligegyldige. Der kunne man godt forvente, når der nu ikke kunne blive dømt korrekt, så bare lidt nous af dommeren i den situation. Han havde forresten flere dårlige indgreb i dag, flere gange var fordelsreglen oplagt men der blev alligevel fløjtet, i slutminutterne blev en Pape Pate Diouf afslutning skubbet over mål af Vålerenga målmanden, men åbenbart ved tankens kræft for dommeren mente ikke der var hjørne på trods af at bolden tydeligt ændrede bane. Ikke en god dag.
  • Apropos, dårlig kamp både af Martin Vingaard, der stadig virkede lidt rusten, og af Claudemir. I første halvleg var Claudemir primært ansvarlig for at føre bolden op, man så hele tiden Delaney lægge bolden af til ham, men uden det store held. Flere gange blev der lagt bløde afleveringer ud til specielt Bryan Oviedo der pludselig måtte kaste sig ned for at redde situationen. På et tidspunkt kom Claudemir og Vingaard nærmest op og toppes over Claudemirs hang til at modtage bolden og så vende rundt, ned mod eget mål, hvor Vingaard ville have ham til at spille bolden fremad med det samme. I anden halvleg begyndte Claudemir og Grindheim at bytte lidt frem og tilbage med hvem der skulle hente bolden og så blev det lidt bedre, men stadig ikke rigtig godt. Han skal op i niveau, Claudemir, og hurtigt. Det bliver en udfordring for Carsten V. Jensen.
  • Og lige til slut, så kunne det godt se lidt ud som om vi har vundet i Abdelotto.
Artikler, FC København, Spillere

Problemet med Pape Pate Diouf

Jeg siger “problemet”, som om der kun er det ene. Det kan vi godt slå fast med det samme, der er mange problemer omkring manden. En del er hans egne, han ligner ikke en der sprudler af selvtillid for tiden, nogen er han uden skyld i. Den prislap der blev smækket på ham af Molde, den som FC København accepterede, den medfører selvfølgelig en del forventninger fra fans og presse som ikke havde været der hvis han var kommet på en fri transfer. “Er han virkelig 18 millioner værd?” vil hænge på ham gennem hele hans tid i FCK, uden at manden selv har haft noget med beløbets størrelse at gøre.

Det er noget man har set før i FCK, og uden ellers at sammenligne for meget med Ailton Almeida som i hans tid i klubben var “22 millioner” manden, så er det grundlæggende problem med Pape Pate Diouf meget lig problemet med Ailton. Begge kom fra en anden taktik og spillestil, var vant til at spille et andet spil end det de blev og er blevet bedt om i FC København. Ailton havde reelt et halvt år med succes, som det ser ud nu er det mere end almindelig svært at se Pape Diouf få bare det.

Hans succes i Molde kom som venstre forward i en 4-3-3. Når man ser højdepunkter fra hans tid der kan man se at han ikke spillede fløj, som man kender det fra FC Nordsjælland eller det danske landshold, men nærmere hængende angriber i venstre side, hvor han kunne komme i løb på indersiden af backen. Hans bedste øjeblikke kom når han fik bolden i fart, enten som sidste eller næstsidste mand i et angreb, og kunne holde farten over for en modstander, gerne en der gik på ham og kunne viftes af med et enkelt træk istedet for at dække af for ham.

Da han kom til FC København var det som panik-indkøb. Alexander Gerndt var ikke blevet til noget, Anthony Ujah var ikke blevet til noget og man havde brug for en offensiv forstærkning. Om det var planen fra starten af at Diouf skulle bruges i angrebet og så senere blev flyttet ud på fløjen, eller om Jesper Grønkjærs karriere stop, Johan Absalonsens manglende udvikling og Martin Vingaards skade gjorde at man specifikt valgte Diouf fordi han kunne, teoretisk, bruges på begge pladser kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men det stod hurtig klart at der ikke var en fastlagt plan for Pape Diouf. Hans debut kom i det SønderjyskE hvor han erstattede Santin i angrebet, tre dage senere var han placeret på venstrekanten i træningskampen mod West Ham og tre dage efter det var han igen i angrebet mod OB. Begge Champions League kvalifikations kampene mod Shamrock Rovers spillede han i angrebet, men samtidig i den hjemlige liga spillede han venstrekant mod både FC Nordsjælland og HB Køge, hvor han scorede sit første mål i FCK trøjen. Efter det blev han lagt mere fast på venstrekanten indtil han begyndte at miste den plads til Thomas Delaney.

Foruden usikkerheden om hvor han skulle bruges led han også i perioden under det samme som ramte de fleste spillere under Roland Nilsson, nemlig usikkerheden om hvordan han skulle bruges. En spiller der kommer fra et helt andet spillesystem må siges at have mere end nogen brug for præcise instruktioner og håndtering. Den fik han ikke, nok lige så meget fordi Nilsson ikke rigtig kendte til hans kvaliteter, det har næppe været ham der pegede på Diouf og sagde “Ham skal vi have”, som fordi Nilsson ikke virkede til at have særlig meget styr på systemet selv. Som så mange andre blev Pape Pate Diouf overladt til individuelle aktioner og så ellers derudaf. Nu hedder træneren så Carsten V. Jensen og har om nogen styr på systemet, nu er spørgsmålet så om systemet har plads til en spiller som Pape Diouf?

Som venstrekant vil han ikke have muligheden for at ligge lige så fremskudt som han gjorde i Molde. Specielt ikke nu, med den centrale midtbane som Carsten V. Jensen ser ud til at have lagt sig fast på med Claudemir og Christian Grindheim. I en 4-3-3 er der altid mindst en spiller til at bakke op om en type som Pape Diouf. Selvom FC København tidligere har spillet med en skæv fire-kæde, hvor specielt en Jesper Grønkjær havde en del mere frihed til at bevæge sig i offensiven, så var det mens der var typer som Hjalte Nørregaard eller William Kvist til at agere balance-spiller på midten. Den type finder man ikke på Carsten V. Jensens nye midtbane, modellen som dengang sportschef Carsten V. Jensen talte om da Grindheim kom til klubben, en hvor de to centrale midtbanespillere begge skal have muligheden for at gå med frem og så afstemme det imellem dem. Da den model blev afprøvet under Roland Nilsson endte den med at koste Diouf pladsen, da man pludselig havde brug for en hårdt-arbejdende Thomas Delaney til at tage noget af skraldet på midtbanen.

Ironisk nok ville den centrale midtbane ellers nok være den der bedst passede en spiller som Pape Pate Diouf rent offensivt. Skal han være en succes på kanten, så skal han være tredjemand i kombinationerne. Han skal være, som i Molde, sidste eller næstsidste mand i angrebene. Man kan ikke spille den ud til ham og så starte et angreb derfra. Hans hovedspil er på et niveau hvor han ville være særdeles giftig hvis han kom sent ind på bagerste stolpe, han har kvalitet i afslutningerne så længe han ikke skal tænke for meget over situationen men bare sparke den ind, hvis hans første berøring i et angreb er i eller lige uden for feltet så kan han blive farlig. Så for Pape Diouf ville en bold-sikker og pasningsstærk midtbaneduo som Grindheim og Claudemir passe perfekt, hvis han kunne positionere sig lige så offensiv som i Molde. Det kan han bare ikke, når midtbaneduoen hedder Grindheim og Claudemir. Og så er spørgsmålet også om FCK’s system har plads til en fløjspiller der ville være så lidt med i det opbyggende spil. Det er svært at se.

Men er hans fremtid egentlig på kanten? Det næste halve år er det nok, selvom Martin Vingaard sikkert kommer til at sidde på langt størstedelen af spilletiden. Både Johan Absalonsen og Martin Bergvold, der begge ellers bejlede til kantpladsen, er rykket ud af truppen på lejeaftaler, og med Thomas Delaney’s efterår in mente ville det være en skam hvis han ikke var at regne som første-udfordrer til den centrale midt, så Pape Diouf står nærmest alene tilbage til pladsen som første-reserve på venstrekanten. Men derefter? Man må formode at Martin Vingaard snart skriver under på en forlængelse af hans nuværende kontrakt og så sidder han tungt på den plads. Man kan næppe være tilfreds med at have en mand som Diouf siddende på bænken de næste to eller tre år, foruden hans egen manglende interesse i et sådan scenarie, og sælger man ham nu skal der mere end almindelig købmandsskab til for at få mere end en brøkdel af det oprindelige transferbeløb tilbage.

Men til sommer skal klubben højst sandsynlig sige farvel til Dame N’Doye i angrebet og muligvis Cesar Santin også. Specielt N’Doye bliver det umådeligt vanskeligt at erstatte, han har nu i flere sæsoner holdt et niveau der vidner om mere end dansk superliga og chancen for at finde en spiller med tilnærmelsesvis samme niveau som man er i stand til at hente til en dansk klub virker minimal. Så hvis angrebet skal genopfindes totalt, hvis man ender med at miste sine to bedste angribere inklusive spilleren som FC Københavns offensiv nærmest er blevet bygget op omkring, så kunne det måske blive Pape Pate Dioufs chance. Han har samme højde som N’Doye, hans hovedspil er måske ikke på samme niveau, men han er tættere på end nogen i truppen som ikke er islandsk, han har vist i Norge at han kan tage bolde ned og holde modstandere væk og hvis man ikke har de samme forventninger til ham i spillet som man havde til N’Doye, rent taktisk, så er han ikke nødvendigvis et dårligt bud på den “store” mand i et stort og lille angreb. Det kræver selvfølgelig en makker oppe foran der kan overtage den stjernestatus som N’Doye har for tiden, en som kan høvle de mål ind som Pape Diouf næppe kommer til, men får han den rigtige partner så tror jeg Pape Pate Dioufs chancer for succes i København er større oppe foran end ude på venstrekanten.

Selv om det for tiden er svært at se ham få succes overhovedet. Meget kommer til at afhænge af om klubben, og Carsten V. Jensen, endelig har fået lagt den plan for Pape Diouf. Vi får se.

Artikler, FC København, Presse, Spillere

Tipsbladets Thomas Færch Kvist om Mustafa Abdellaoue

Tipsbladets chefredaktør Thomas Færch Kvist har begået en leder om FCK’s nye angriber Mustafa Abdellaoue, og det står da folk frit for at mene hvad de vil om den… så det har jeg tænkt mig at gøre.

Vi starter godt nok ikke med “Mos”, som han også kaldes.

Selvom det danske transfervindue ikke blev ret eksplosivt, nåede både FC København og Brøndby at føje et par markante navne til truppen.

Første og sidste gang Brøndby bliver nævnt, hvilket er ærgeligt for jeg ville da gerne vide hvem de der markante navne skulle være. Det kan være “Makienok Christoffersen” tæller for to.

Men så kommer vi også ind på Mos.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilken rolle han er tiltænkt. Forventningerne vil matche prisen. Og derfor må man formode, at Mos er købt som første makker til Dame N’Doye.

OK. Nej, hov, vent… hvis forventningerne matcher prisen, hvorfor så formode at Mustafa Abdellaoue (pris: 8 millioner kroner) hopper både Morten Nordstrand (pris: 15 millioner kroner) og Cesar Santin (pris: 16.5 millioner kroner) over i køen og bliver førstevalg sammen med Dame N’Doye?

Men det er ikke nogen naturlig symbiose. FCK’s senegalesiske angriber er teoretisk set bedst tjent med en instinktiv dybdeløber, der kan udnyttet de tomme rum bag FCK’s opmærksomhedskrævende og vandrende førstedame.

Så N’Doye er bedst tjent med en der kan tage løbene omkring ham…

Sådan en spiller er Mos ikke. Tipsbladets norske info fortæller i stedet om en mere klassisk fox in the box-type.

… ikke en mere typisk boks-spiller. Det er faktisk det primære argument imod Abdellaoue indtil videre, at han er boks-angriber istedet for en der kan nyde godt af at have en større angriber som N’Doye omkring sig og løbe i de huller der opstår omkring ham.

Hmm, det lød bekendt. Lad os lige tage et kig på hvad Tipsbladets norske info fortalte om Mos for et par uger siden.

FC København ønsker sig en angriber, der kan løbe dybt og true i bagrummet, men på samme tid har evnen til at score mål. Det gør Mostafa Abdellaoue til en noget nær ideel løsning. 23-årige “Mos” er således typen, der kan nyde godt af en lidt større angriber – som Dame N’Doye – og udnytte de huller han skaber rundt omkring sig.

Jeg tror Tipsbladets norske kilder skal tage sig en snak med Tipsbladets norske kilder, for der er da bred uenighed om Mos hos… ham? Den?

Mustafa Abdellaoue er ligefrem at sammenligne med Morten Nordstrand. I højde, drøjde og stil. Eneste forskel er, at Nordstrand skulle være bedre.

Gad vide om det også kommer fra Tipsbladets norske kilder. Og i så fald, hvilke en af dem. Sammenligner man Nordstrand og Abdellaoue i højden er der ihvertfald fire centimeters forskel på dem, til Mos’ fordel. Det er alligevel en del i international topfodbold. Men jeg er da sikker på at sammenligningen holder på resten af parametrene, inden for fejlmarginen “alligevel en del forskel”.

Derefter kommer der et helt afsnit der egentlig ikke er nogen grund til eksisterer. Måske kan han udvikle sig, måske ikke. Måske skal han afløse Nordstrand, måske Santin, måske N’Doye, måske alle tre, hvem ved? Færch Kvist gør skam ikke. Og så kommer vi, endelig, til ham som den her leder i virkeligheden handler om.

Men det bestyrker en vis undren over, at FCK ikke gik efter transferfrie Djiby Fall, der nu i stedet skal bombe i anonymitet hos fesent placerede Lokeren i Belgiens Jupiler League.

Mmm, Djiby Fall. Som OB’s sportsdirektør Poul Hansen, apropos, blankt afviste at OB havde råd til og virkede uforstående over at Lokeren havde kunne imødekomme de finansielle krav.

Ærgerligt, at man ikke får afprøvet perspektiverne i at sætte landsmændene og barndomskammeraterne N’Doye og Fall i spidsen for et potentielt historisk livsfarligt angrebspar. Det lugter da lidt af mål, ikk’?

Jo, det lugter da lidt af… nej, igen, vent lidt. Hvad var det nu…

FCK’s senegalesiske angriber er teoretisk set bedst tjent med en instinktiv dybdeløber, der kan udnyttet de tomme rum bag FCK’s opmærksomhedskrævende og vandrende førstedame.

Det var jo argumentet imod Mos. At han ikke var den der instinktive dybdeløber. Mener Færch Kvist så at Djiby Fall er denne type dybdeløber? Eller kan N’Doye faktisk godt fungere sammen med en mere typisk boks-spiller? Og hvis han kan det, hvorfor så begynde lederen med at affærdige Mos/N’Doye duoen med netop det argument?

Spurgte han retorisk og svarede så selv. Fordi lederen intet har med Mos at gøre men handler om hvor dårligt det er at sportsdirektør og cheftræner Carsten V. Jensen ikke har hentet Djiby Fall, uden dog at komme med nogle egentlige argumenter ud over lugtesans og så et rimelig tyndt håb om at N’Doye selv ville sige nej til et skifte til en af de store ligaer hvis hans ven Fall var i klubben. Ikke overbevist om at det er en stikpille til CV?

Nuvel, FCK har selvfølgelig en strategi. Og hvis planen ikke lykkes, kan cheftræner CV jo altid sende aben videre til sportsdirektøren.

Fordi de er den samme person. Get it? Huh? Huh? Hvis det ikke virker er det hele CV’s skyld! Alt sammen!

Det er selvfølgelig svært at skrive en god leder om en spiller som man tydeligvis intet kender til, endnu mere når ens reelle pointe er “Jeg synes de burde have købt ham her fordi det burde de”. Løsningen er at lade være. Det her var vist bare en doven dag på chefredaktørens kontor.